Efterspillet. Denne gang bliver det svært at overbevise verden om, at alt er i skønneste orden i Rusland. Men forsøget bliver gjort.

Mange kokke fordærver maden

Iet normalt land ville Vladimir Putin have følt sig kaldet til at holde en tale og forklare sig i går. For hvordan kan han, præsidenten, pludselig slutte fred med en mand, som han få timer inden havde beskyldt for »væbnet mytteri«, »bedrag« og »forræderi«, og som han havde svoret ville blive straffet?

Tag bare dette udsagn fra Putins dundertale: »Jeg gentager: Al intern uro er en dødelig trussel mod vores stats integritet, mod os som nation. Det er et anslag mod Rusland, mod vores folk. Vores tiltag for at forsvare fædrelandet mod denne trussel vil være benhårde. Alle, som bevidst er slået ind på forræderiets vej; som har forberedt et væbnet mytteri ved hjælp af revolvermetoder og terror; vil med usvigelig sikkerhed blive straffet og vil komme til at stå til ansvar for loven og vores folk.«

Ikke desto mindre: I går kunne Putins pressesekretær Dmitrij Peskov meddele, at der ved den belarusiske præsident Aleksandr Lukasjenkos mellemkomst var indgået en aftale med Jevgenij Prigozjin, der gav Prigozjin og hans mænd frit lejde. Prigozjin forføjer sig til Belarus, mens hans mænd vender tilbage til deres militære forlægninger, hvor de vil kunne tegne kontrakt med forsvarsministeriet og blive indrulleret i de regulære styrker – hvis de måtte ønske det.

Særlig det sidste er bemærkelsesværdigt, eftersom forsvarsministeriet i midten af juni meldte ud, at Wagner-gruppens medlemmer skulle overgå fra at være en privat lejehær med en uklar status til at høre ind under forsvarsministeriet. Alle soldater skulle derfor tegne kontrakt med forsvarsministeriet inden 1. juli; alternativt ville de blive demobiliseret. Det, der var en ordre, og som meget muligt har motiveret Jevgenij Prigozjins mytteri, lyder nu nærmest som et tilbud til hans mænd.

Putin har haft brug for tid til at finde en passende grimasse. Hans sædvanlige forklaring om, at alt ondt, der overgår Rusland, er Vestens skyld, er vanskelig at bruge om Prigozjin. Foto: Gavriil Grigorov, Kremlin Pool / Scanpix

Kløften mellem Putins brandtale mod forræderi – og forsoningen med Prigozjin er altså dyb som en marianergrav. Og dog lod pressesekretær Dmitrij Peskov forstå, at man ikke umiddelbart skulle forvente en ny tale fra præsidenten. Han havde sagt, hvad der skulle siges. Først i dag, søndag eftermiddag, næsten et helt døgn efter at aftalen med Prigozjin blev indgået, blev det meddelt, at Putin har givet et interview til russisk stats-tv Rossija 1, som vil blive bragt senere i dag. Men det interview vil ikke give svar på, hvordan det kunne gå så galt. Ifølge det russiske nyhedsbureau TASS er interviewet optaget den 21. juni – altså før Prigozjins mytteri.

Og egentlig er det ikke mærkeligt, at Putin har brug for tid til at finde en grimasse, som kan passe. For han har siden invasionens start sidste år ikke haft andre forklaringer på modgang i skuffen, end at det var Vestens skyld.

Nogle gange har det været så vanskeligt for ham at vende historien om russiske nederlag til en historie om vestlig ondskab, at det har taget ham virkelig lang tid at hitte på en brugbar version. Som da han under den afrikanske fredsdelegations besøg i Moskva for en uges tid siden pludselig fremsatte en spritny forklaring på, hvorfor det ikke lykkedes at indtage Kyiv sidste år. Det var, måtte man forstå, fordi Vesten havde snydt Rusland. De russiske styrkers tilbagetrækning var slet ikke udtryk for, at styrkerne måtte opgive at erobre Ukraines hovedstad, nej de trak sig frivilligt, fordi der var indgået en fredsaftale med Zelenskyj, en såkaldt »Aftale om permanent neutralitet og sikkerhedsgarantier for Ukraine«, som Ukraine ifølge Putin havde underskrevet.

»Men efter at vi, som lovet, trak styrkerne fra Kyiv, så smed regimet i Kyiv, som dets chefer (Vesten, red.) har for vane, aftalen på historiens mødding (...)”, sagde Putin til delegationen. Med andre ord: De russiske styrker var tapre og uovervindelige, og Vesten fej og forræderisk som altid.

Kremls tårne

Det vil uomtvisteligt kræve dyb tankevirksomhed af Putin at fremstille Jevgenij Prigozjins »March for retfærdighed« som et vestligt komplot.

For hvem er det, der har tilladt en tusindtallig privat lejehær at vokse frem i Rusland? Hvem har ladet Prigozjin rekruttere tusinder af straffefanger som lejesoldater fra de russiske fængsler? Og hvem har så sent som i marts i år fået det russiske underhus Dumaen til at vedtage en lov, der straffer negativ omtale af frivillige hære som Wagner-gruppen med op til femten års fængsel? 

Ja, hvem har tilladt, at Prigozjin ustraffet har kunnet tilsvine generalstaben og forsvarsministeriet på sin Telegram-nyhedstjeneste i mange måneder, uden at nogen greb ind? Det har såmænd Putin. Den eneste forklaring på, at Prigozjins hær uhindret kunne sætte sig på millionbyen Rostov-na-Donu, hvor det sydlige militærdistrikts hovedkvarter ligger, og herfra påbegynde en march mod selveste Moskva for at fjerne generalstabschefen Valerij Gerasimov og forsvarsministeren Sergej Sjojgu, er, at Prigozjin nød Putins beskyttelse. 

Alternativt var der for længst blevet sat en stopper for ham. Putin har selv opfundet Prigozjin for at holde de øvrige magteliter i skak, og da Prigozjin så unddrog sig hans kontrol, var de handlingslammede af frygt for at lægge sig ud med herskeren selv.

Og just derfor har Putin grund til at frygte eftervirkningerne af mytteriet: For Prigozjins oprør har understreget, at præsidenten ikke har kontrol med de kræfter, han selv har sluppet løs.

Ganske vist har russiske og sovjetiske herskere ry for at benytte en del og hersk-strategi, som det afspejles i udtrykket »Kreml har mange tårne«. Men her har Putin opført et krudttårn, som har truet med at sprænge det hele i luften. Hans satsning på Prigozjin vidner om umådelig dårlig dømmekraft. 

Vi taler om en mand, der har afsonet adskillige år i fængslet for som ung at have overfaldet og bestjålet tilfældige borgere, og som siden har skabt skræk og rædsel ved sin brutalitet som når han lagde videoer på de sociale medier med Wagner-soldater, som blev henrettet med en forhammer for »forræderi«, og efterfølgende brugte forhammeren som signaturgave til både venner og fjender.

Og selvom det ikke i sig selv er nok til at true Putins position som Ruslands enehersker, så vil det blive en pind til hans ligkiste, hvis den dag indtræffer, hvor den russiske befolkning må indse, at krigen i Ukraine er tabt.

Vi fryder os

Men tier præsidenten, så taler mange andre på hans vegne. Den russiske befolkning skal jo forvisses om, at Putin har løst alting til det bedste.

Og én ting er, at man dårligt kan beskylde Vesten for Jevgenij Prigozjins oprør, noget andet er, at Kreml godt kan beskylde Vesten for at fryde sig over det. Set i det perspektiv slår Kremls støtter på, at det både er rationelt og klogt, at en borgerkrig blev afværget.

Et typisk eksempel finder man på det officielle nyhedsbureau Ria Novosti, hvor en overskrift lyder: »Til eksamen i modenhed: Rusland bestod Den Militære Specialoperations afgørende test«.

Højstemt erklærer forfatteren David Narmanija: »Det er aldrig lykkedes for nogen fjende at knuse Rusland udefra. Moderlandets største genvordigheder er altid begyndt indefra. Det ser ud til også at være tilfældet nu: Det vidner som minimum reaktionen fra alle modstanderne i Vesten og Ukraine om. De mænd, der så sent som i går indgød fjenden rædsel ved deres blotte navn, har nu rejst sig mod deres våbenbrødre. De er endt på samme side af barrikaderne som Ruslands fjender.«

Men forfatteren glæder sig over, at det heldigvis endte godt, og hans udgangsbøn lyder næsten triumferende: »Den 24. juni fejrer vi Ungdommens Dag. Det er symbolsk, at Rusland på netop denne mærkedag bestod eksamen i modenhed og viste, at vi selv i kritiske situationer kan finde en løsning ved forhandlingsbordet.«

Andetsteds på Ria Novostis hjemmeside fremgår det, at aftalen kun blev mulig ved Guds mellemkomst. Her ligger en pressemeddelelse, hvor den russisk-ortodokse kirke takker Gud. »Vi takker Gud for afslutningen på denne utroligt farlige situation, som vores land og vi alle befandt os i. Men ud over frygten så vi, hvordan folket forenede sig. Vi har alle måttet yde vores til deltagelsen i Den Militære Specialoperation, men vi accepterer ikke civile sammenstød.

 Sammen med vores helte ved fronten skal vi besejre og genrejse vores mægtige land. Herre, hjælp os alle!«, lyder det fra metropolitten Kirill Pokrovskij, der er formand for kirkens afdeling for samarbejde med ordensmagten og de væbnede styrker.

Flere trusler

Men hverken Guds mellemkomst eller lettelsen over, at en borgerkrig blev afværget, kan ændre på, at Prigozjins kup er en PR-katastrofe for Rusland, som smadrer Putins store fortælling om en global kamp mod vestligt overdømme. 

Wagner-gruppens operationer i så forskellige lande som Syrien, Mali og Den Centralafrikanske Republik har forlenet Rusland med en status som verdensmagt, som sammen med Kina havde styrken til at mobilisere resten af verden mod USA og dets allierede. Kan Wagner-gruppen, hvis navn nu forbindes med et fejlslagent og forgæves mytteri, fortsat operere under det navn på globalt plan? Eller er statustabet for stort for værtsnationerne?

Kina, som Rusland åbent vedgår er forudsætningen for skabelsen af en ny verdensorden, forholder sig påfaldende afventende og tavs. Både de engelsksprogede kinesiske netaviser People’s Daily og Global Times glimrer ved deres sparsomme dækning af begivenheder i Rusland; som ellers normalt dækkes intensivt og altid med samme underforståede budskab: Vestens dage er talte.

Det betyder dog ikke, at Vesten kan ånde lettet op og bare vente på, at den ukrainske modoffensiv kaster resultater af sig.

Når en bjørn er dødeligt såret, slår den fra sig. Det sandsynlige er, at Putin vil forsøge at forvinde prestigetabet ved at forsøge at skræmme livet af Vesten og ukrainerne og sin egen befolkning på anden vis.

På Ria Novosti ligger også en kommentar af Ruslands grand old man inden for udenrigspolitikken, Sergej Karaganov. Overskriften lyder: »Der er ikke noget valg. Vi bliver nødt til at rette et atomangreb mod Europa.« Artiklens tese er, at Vesten er holdt op med at være bange for Rusland, og hvis Rusland skal bestå, er det nødt til at sørge for, at angsten får magt over sjælene igen.

Imod taler, at Prigozjins mytteri har gjort det mere sandsynligt end nogensinde, at Rusland ville miste den sidste anseelse i verden og være færdig som stat, hvis man gjorde alvor af truslerne.

 

Artiklen er opdateret kl 15:45, efter at nyhedsbureauet TASS meddelte, at der var tale om et gammelt interview fra den 21. juni.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-26/udland/mange-kokke-fordaerver-maden

ANNA LIBAK er udlandsredaktør på Weekendavisen. Siden 1996 har hun arbejdet i mediebranchen, primært i det Berlingske Hus, hvor hun har været skrivende journalist og beklædt forskellige redaktørstillinger på Berlingske og Weekendavisen. Hun har udgivet fire bøger: »Rusland på Røde Plader«, »Poesi for Papfamilier«, »Forstå populismen!« og senest »Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist«. Hun er uddannet cand.mag. i samfundsfag og russisk fra Aarhus Universitet. Hun modtog i 2022 Berlingskes Fonsmarkpris.

 

ANNL@WEEKENDAVISEN.DK