Genrejsning. Det yderste højre
er vågnet op til dåd i Spanien og kan efter søndagens valg komme til magten for
første gang siden diktator Francos død.
Ud af skabet
VALENCIA
– Matías Alonso kniber øjnene sammen i den skarpe sol, da vi sætter os til
rette på en bænk foran rådhuset i det centrale Valencia. Juliheden hænger som
en tung dyne over middelhavsbyen, og turister passerer forbi os i små grupper
bevæbnet med vandflasker og solhatte.
»Den er helt gal,« siger han, og det er hverken solen,
turismen eller de ekstreme temperaturer, han refererer til. Han taler om den
politiske situation i Spanien, hvor der skal være parlamentsvalg på søndag.
Højrenationale Vox kan for første gang komme med i en regeringskoalition, og
spørger man Alonso, bør alle alarmlamper tændes.
»Fascismen er blevet genoplivet, og hvis ikke vi rejser os
til kamp, kan vi godt begynde at vinke farvel til de friheder og rettigheder,
vi har kæmpet så hårdt for«.
Matías Alonso er 66 år gammel og har været politisk aktiv
på den spanske venstrefløj, siden han som 16-årig gik ind i modstandskampen mod
Francos diktatur. Det var i 1973, to år før diktatorens død, der banede vej for
overgangen til demokrati. I dag, 50 år senere, sidder han igen med følelsen af,
at noget drastisk må gøres.
Greb om de unge: Vox
står til at blive største parti blandt førstegangsvælgere. Foto: Josep Lago,
Scanpix
Konservative PP, Partido Popular, står til at vinde
valget, men vil efter al sandsynlighed få brug for mandaterne fra Vox, hvis
flertallet skal sikres. Indtil for nylig afviste PPs leder, Alberto Núñez
Feijóo, ganske vist kategorisk at indgå regeringssamarbejde med Vox, men i dag
er afvisningen erstattet af uldne og tvetydige signaler.
Valgmatematikken taler sit eget tydelige sprog. Nok står
PP til at blive størst i parlamentet, men vejen til magten går via Vox.
Maj måneds lokal- og regionsvalg viste, at viljen til
samarbejde bestemt er til stede. PP har indgået konstitueringsaftaler med Vox i
en lang række byråd og selvstyreregeringer, og det gælder også den folkerige
Valencia-region. Her har Vox fået indsat den kontroversielle abortmodstander
Llanos Massó som ny formand for selvstyreparlamentet, og posten som
viceregionspræsident er gået til den tidligere tyrefægter Vicente Barrera, der
blandt andet har gjort sig bemærket ved at navngive sin hest Caudillo, hvilket
var Francos officielle titel.
Patriotisk vækkelse
Vox blev grundlagt i 2014 af en udbrydergruppe fra PP og
blev de første år ikke spået mange chancer for succes. Det var en udbredt
antagelse, at diktaturet havde vaccineret spanierne mod yderligtgående
højrepartier, men virkeligheden skulle vise sig anderledes. Det catalanske
løsrivelsesforsøg i 2017 udløste en patriotisk vækkelse uden lige overalt i
Spanien, og Vox stod klar til at byde de indignerede indenfor.
I 2019 fik Vox 15 procent af stemmerne og 52 pladser i det
nationale parlament i Madrid, og sidste år kom partiet for første gang med i en
regional selvstyreregering i nordspanske Castilla y León. Nu står partiet klar
til at indtage den største politiske scene.
Ifølge meningsmålinger er seks ud af ti spaniere –
herunder hver femte PP-vælger – »bekymrede« over udsigten til Vox i
ministerbiler. Men selv de skeptiske konservative lader til at foretrække en
aftale med Vox frem for alternativet: et nyt rødt kabinet under ledelse af
socialdemokraten Pedro Sánchez, som har regeret Spanien de seneste fem år.
I Valencia er valgkampen i fuld gang, og få hundrede meter
fra rådhuset har Vox slået et telt op dekoreret med grønne balloner og spanske
flag. Partiaktivister deler valgmateriale ud til de forbipasserende. En af dem
er den 20-årige studerende Miguel Ángel Escriche, som glæder sig til at skulle
stemme ved et parlamentsvalg for første gang. Han har ikke været i tvivl om,
hvor krydset skulle sættes.
»Vox er det eneste parti, der kæmper for
grænsebeskyttelse, privat ejendomsret og skattelettelser. Det er også det
eneste parti, der forsvarer familien, der er samfundets vigtigste søjle, og som
venstrefløjen er i gang med at nedbryde,« siger han til Weekendavisen.
Unge som Miguel er blevet en vigtig del af Vox’
vælgerbase. Vox er det største parti blandt førstegangsvælgere, og hver femte
nye vælger forventes at sætte kryds ved Vox på søndag.
I et interview her i avisen fortalte nationalismeforskeren
Steven Forti sidste år om den bevægelse, der de seneste år har flyttet de unge
vælgere fra venstre mod højre, ikke kun i Spanien, men i store dele af
Vesteuropa.
»Den yderste højrefløj er blevet cool. Dens ledere er
ligeglade med politisk korrekthed og siger tingene uden omsvøb. De fremstår som
rebelske, frække, provokerende – alt det, der engang gjorde venstrefløjen
tiltrækkende for de unge,« lød vurderingen fra Forti.
Forræderen Sánchez
Miguel og hans kammerater ligner ikke just
samfundsomstyrtere, som de står der og deler valgpamfletter ud iført
lærredsbukser, lyse skjorter og armbånd i rødgule farver. De er høflige og
venlige, og kun når talen falder på den socialdemokratiske regeringschef Pedro
Sánchez og hans alliancer med »Spaniens fjender« – løsrivelsespartierne i
Catalonien og Baskerlandet – skifter tonelejet.
»Han er en forræder,« slår 19-årige Adrián David fast og
ligner en, der er klar til selv at køre til Madrid og hive ham ud af
regeringspaladset, hvis han blev bedt om det.
Pludselig dukker Vox’ lokale spidskandidat til
parlamentsvalget op under teltdugen. Carlos Flores er en 59-årig professor i
forfatningsret, der først for nylig er gået ind i politik under Vox’ faner. Han
kindkysser og håndtrykker sig vej gennem forsamlingen og stiller storsmilende
op til selfies med de fremmødte sympatisører.
”Vi er nødt til at forhindre, at Spanien ender der, hvor
Frankrig er i dag. Det kræver stærkere grænser.”
CARLOS
FLORES, KANDIDAT FOR VOX
Flores deler med stor entusiasme sine visioner for Spanien
med Weekendavisens udsendte.
»Vi er nødt til at forhindre, at Spanien ender der, hvor
Frankrig er i dag. Det kræver stærkere grænser, og vi må sætte en stopper for
indvandringen,« siger han.
Kun Vox, slår han fast, har modet til at sige sandheden om
tingenes tilstand, der forties af de etablerede medier. Spanierne har behov for
på ny at blive herrer i eget hus, og Ungarn og Polen er fine forbilleder i
beskyttelsen af de nationale interesser.
I partiets netop offentliggjorte valgprogram trækkes
linjerne skarpt op. Vox vil blandt andet opløse det regionale selvstyre,
ulovliggøre selvstændighedspartier, suspendere retten til fri abort, fjerne
støtten til lgbt-organisationer, trække Spanien ud af Paris-aftalen og
tilbagerulle loven om »historisk erindring«, der har til hensigt at give
oprejsning til taberne i borgerkrigen og ofrene for Francos diktatur.
Visionen er klar. Spanien har brug for enhed og moralsk
oprustning, og tiden skal ikke spildes på identitetspolitik, klimabekymring
eller historisk selvpineri. Partileder Santiago Abascal har tidligere slået
fast, at Vox har plads til alle – også dem, der forsvarer Franco.
»Vi vil ikke diktere for spanierne, hvad de skal tænke om
fortiden,« lød det fra Abascal.
Ideologisk censur
Mørket falder på over Valencia, og restauranterne i
bymidten fyldes med mennesker. Byen summer af liv i den varme sommeraften, og
lugten af grillet fisk, olivenolie og hvidløg blander sig med tobaksrøgen på de
mange udeserveringer.
Spaniens tredjestørste by emmer af sorgløs
middelhavscharme, men valgkampens bitre ideologiske opgør løber som en usynlig
understrøm.
På en café i en sidegade sidder veninderne María og Merche
med en flaske hvidvin imellem sig. María er »forfærdet« over udsigten til Vox i
regering. Det er frem for alt den kønspolitiske dagsorden, der bekymrer hende.
Vox, siger hun, repræsenterer et gammeldags og mandschauvinistisk
verdensbillede, og hun har svært ved at forstå, at det pludselig er blevet
mainstream.
»Det er, som om folk kommer ud af skabet i denne tid og
pludselig er helt åbne om, at de stemmer Vox. Det ville være utænkeligt for
bare et par år siden,« siger hun.
Merche ryster på hovedet i afmagt. Hun føler sig dybt
desillusioneret over politikerstanden generelt – »de foretager sig jo
ingenting!« – og har ved de seneste valg stemt blankt i protest. Om der skal
sættes et rigtigt kryds på søndag, og hvem det i givet fald skal tilfalde, har
hun ikke besluttet endnu.
De fleste meningsmålinger peger på sejr til højrefløjen,
og Pedro Sánchez får brug for en formidabel slutspurt for at indhente det
tabte. Han har i valgkampens sidste fase satset på at appellere til kvinderne
for at flytte de afgørende mandater mod venstre.
Frygten for Vox er en central akse i den
socialdemokratiske kampagne, der også forsøger at få mobiliseret de mange
venstrefløjsvælgere, der blev hjemme ved lokal- og regionsvalgene i maj og
dermed muliggjorde højrefløjens storsejr.
Måske vil højrefløjen selv gøre en del af arbejdet. De
seneste uger har medierne således kunnet berette om en række opsigtsvækkende
episoder fra de byer, hvor Vox og PP er kommet til magten efter valget i maj.
I Santa Cruz de Bezana i nordspanske Cantabrien aflyste
det nye bystyre en offentlig fremvisning af tegnefilmen Lightyear,
hvor man ser to kvinder kysse hinanden. I byen Valdemorillo nær Madrid gik det
ud over en opsætning af Virginia Woolfs Orlando, der tematiserer feminisme og
transseksualitet. Og i byen Briviesca aflyste bystyret en teaterforestilling om
en skolelærer, der henrettes af Franco-styrker i 1936.
Sager som disse har giver ny næring til venstrefløjens
fortælling om, at det er det frie, åbne samfund, der er på højkant ved
søndagens valg. Og spørger man Matías Alonso, bør de mane til eftertanke – også
for dem, der ikke har oplevet diktaturets ufrihed på egen krop. Han tror på, at
slaget stadig kan nå at falde ud til venstrefløjens fordel.
»Regeringen i Madrid er vores sidste bastion. Den er vores
Alamo. Vi har ikke råd til at miste den, og hvis vi gør det, er vi selv ude om
det, for det sker lige for øjnene af os«.
Link: https://www.weekendavisen.dk/2023-29/udland/ud-af-skabet
