Interview. Gazastriben
er forvandlet til ukendelighed siden Hamas' magtovertagelse i 2006. Walid
voksede op i Gazastriben og fortæller her, hvordan organisationen over årene
systematisk satte sig på magten, pengene og befolkningen.
Fra bryllupper til begravelser i Gaza
TEL AVIV – Diskoteker og værtshuse har altid været et særsyn i
Gazastriben.
De fleste flasker var for længst taget ned af
hylderne, da de islamistiske puritanere fra Hamas kom til magten i 2006 og
forvandlede alkohol fra en synd til en forbrydelse.
Når unge mødtes uden forældrenes opsyn, skete
det i parker eller i sportsklubber. Så hvis man ville opleve en rigtig
palæstinensisk fest, måtte man tage til bryllup.
Walid husker stadig sin barndoms bryllupper i
Beit Hanoun i den nordlige del af Gaza i begyndelsen af 1990erne, længe før
Hamas kom til.
Selv
strandene i Gaza fungerer som pengemaskiner for Hamas. De var tidligere gratis
for offentligheden: Nu skal man betale entré til private strandklubber, som er
opført af forretningsfolk med tilknytning til Hamas. Foto: Omar Ashtawy,
Scanpix
»Det var store og omfattende begivenheder. Der
manglede ikke noget,« fortæller Walid.
Hundreder, ja endda tusinder af gæster, var
ikke usædvanligt. Kvinder i lårkort og tung makeup slog sig løs på dansegulvet
til arabiske slagere.
»Der var kvinder i korte kjoler og shorts.
Folk kunne klæde sig, som de ville,« fortæller Walid.
Han husker, at der i hans teenageår var råd
til udskejelser, for de fleste var i arbejde: både dem, som pendlede til og fra
arbejde i Israel, og dem, som blev hjemme for at arbejde i Det Palæstinensiske
Selvstyre, der var blevet oprettet som resultat af Oslo-fredsprocessen mellem
PLO og Israel.
Gaza var midt i et boom. Nye hoteller,
boligkvarterer og forretninger skød op overalt. Pengene flød i rigelige mængder
fra Vesten og de olierige golflande, der var ivrige efter at give forsoningen
mellem Israel og palæstinenserne et økonomisk rygstød.
»Livet var enkelt, og folk var tilfredse,«
siger han med et strejf af vemod i stemmen. Det var fredsprocessens
hvedebrødsdage.
Walid er 37 år, palæstinenser, født og
opvokset i Gazastriben i en indflydelsesrig familie med tætte bånd til Det
Palæstinensiske Selvstyre, som blev etableret efter Oslo-processen i
begyndelsen af 90erne. Han er uddannet ingeniør og forlod Gazastriben i 2014 og
bor i dag i Vesten. Og han har indvilget i at fortælle, hvordan livet i Gaza
har ændret sig under Hamas, på betingelse af, at avisen ikke bruger hans
rigtige navn. For man ved aldrig.
De gode dage i Gaza
I 1998 åbnede Bill Clinton og Yasser Arafat en
ny lufthavn; Gaza åbnede sig mod verden.
»Det var meget lettere at rejse mellem Gaza og
Vestbredden dengang. Der var en slags korridor, så man kun skulle igennem et
enkelt sikkerhedstjek,« siger Walid.
Og det er ikke kun påklædningen og
dansestilen, som i dag er forsvundet fra bryllupsfesterne i Gaza. Også
gæstelisterne var anderledes dengang. De indeholdt nemlig ofte israelere.
»Folk, der arbejdede i Israel, inviterede altid deres israelske arbejdsgivere
og kolleger med til deres bryllupsfester,« forklarer Walid.
Og israelerne kom ikke kun, når der var fest.
Mange tog også til Gaza for at få ordnet deres tænder, reparere deres bil eller
bare købe billigt ind.
Hele den palæstinensiske civilbefolkning i Gaza er Hamas'
gidsler.
WALID, PALÆSTINENSER, BOSIDDENDE I GAZA
INDTIL 2014
I dag er de eneste israelske besøgende i Gaza
ubudne og tvangsindlagte gæster. I form af soldater eller gidsler.
For i 2000 brød den anden palæstinensiske
opstand ud. Hvor den første fra 1987 til 1993 var kendetegnet ved stenkastende
unge drenge, der angreb israelske soldater, blev den anden opstand ført an af
selvmordsbombere, der detonerede bomber i deres veste i israelske diskoteker,
busser og cafeer. Mange af dem var sendt af Hamas og Islamisk Jihad.
Men også Arafats ellers sekulære
Fatah-bevægelse følte sig snart tvunget til at slutte sig til den makabre
trend. Mange af de våben, som Selvstyret var blevet udstyret med for at holde
Hamas og de andre islamister stangen, blev vendt mod Israel eller endte i
terroristers hænder.
»Enhver kunne finde nogen i Selvstyret, der
var parat til at sælge dem våben. Det var enormt korrupt,« siger Walid.
Israel svarede igen med militære invasioner af
Gazastriben og Vestbredden. Grænsehegnene voksede stadig højere. »I begyndelsen
var det kun et pigtrådshegn. Så begyndte de at bygge mure med højteknologisk
overvågningsudstyr«, siger han.
Grænserne blev lukket. Folk kunne ikke gå på
arbejde i Israel. Fiskerne kunne ikke stå til søs.
»Børn så deres fædre miste deres arbejde og
deres familier synke ned i armod. Det radikaliserede mange. De sluttede sig til
Hamas, Islamisk Jihad eller andre radikale bevægelser.«
Klanernes kamp
Alt imens Hamas sendte selvmordsbombemænd
afsted på samlebånd, skruede Arafat op og ned for den væbnede konfrontation,
afhængigt af hvordan forhandlingerne med Israel forløb. Men han mistede hurtigt
grebet om det kaos, han selv havde været med til at udløse.
Især den omfattende korruption kom til at
koste både Selvstyret og Gazas befolkning dyrt.
»Selvstyret solgte også våben til klaner og
stammer, som bekrigede hinanden. Jeg husker et år tilbage i 2002-2003, hvor der
var voldsomme kampe mellem min klan og en anden klan. Mange mennesker blev
dræbt. Men Selvstyret kunne intet stille op,« fortæller Walid, hvis familie er
blandt de største i Gaza.
Ved parlamentsvalget i 2006 vandt Hamas magten
med en jordskredssejr.
»Folk i Gaza stemte på Hamas, fordi de ville
af med korruptionen i Selvstyret«, siger Walid og minder om, at magten efter
Arafats død i 2004 var overgået til Mahmoud Abbas.
I årene forud for valget havde Hamas således
boykottet Selvstyret, fordi det havde anerkendt Israel og var sekulært. Men den
slags finere nuancer hæftede befolkningen sig ikke ved, da Hamas gik ind i
politik: En stemme på Hamas blev en stemme imod korruption. Specielt fordi
Hamas på tidspunktet for valget var kendt for sit store sociale arbejde i Gaza
og i nogen grad på Vestbredden, hvor bevægelsen havde etableret børnehaver,
skoler, sportsklubber og velgørenhedsorganisationer. Holdningen var, at mens Fatah
arbejdede for at fylde egne lommer, arbejdede Hamas for at forbedre
levevilkårene for almindelige mennesker. Når de altså ikke sprængte civile
israelere i luften.
Fra barnsben blev børnene imidlertid indført i
gruppens radikale ideologi, hvis kardinalpunkt er at generobre hele det
historiske Palæstina og erstatte Israel med et islamisk utopia.
I første omgang forekom Hamas' magtovertagelse
dog ikke som en stor omvæltning, fortæller Walid. På det tidspunkt havde næsten
alle kvinder i Gaza for længst iført sig hovedtørklæde og traditionelle
islamistiske gevandter, når de forlod hjemmet.
Ganske vist forbød Hamas større begivenheder
såsom musikkoncerter og kunstudstillinger. Men Hamas var trods alt ikke
Taleban. Et forbud mod kvinder på shisha-cafeer førte til et så stort
ramaskrig, at det blev trukket tilbage. Og når Hamas likviderede folk på
offentlige pladser, var det, fordi de havde spioneret for Israel, og ikke,
fordi de havde indtaget alkohol.
At enklavens kristne mindretal tog sig en
skænk hjemmebrændt arak eller smuglerwhisky til bryllupsfester og højtider,
blev der ligeledes set igennem fingre med.
»Hamas lod de kristne være i fred. Man vil
gerne vise verden, at de får lov til at praktisere deres religion«, siger
Walid.
I det hele taget kunne folk stadig tro og
tænke, hvad de ville, så længe de ikke tænkte alt for højt. Alkohol og stoffer
kunne købes på det sorte marked af dem, som havde råd. Men dem blev der stadig
færre af.
»Folk i Gaza har ingen penge. Det er kun
Hamas-folk som har gode biler, penge og arbejde.«
For Hamas satte sig tungt på den smugler- og
krigsøkonomi, der blev resultatet af den økonomiske udsultning, som blev
landstriben til del fra Israel og de vestlige donorer, som straf for at Hamas
ikke ville anerkende, endsige forhandle fred med Israel.
Alle hoteller og store foretagender i Gaza er
i dag ejet enten direkte af Hamas eller af folk, som deler overskuddet med
Hamas.
»Du kan ikke drive forretning i Gaza uden at
dele med Hamas. Hvad der stadig kommer af donationer til Gaza, går til deres
egne medlemmer. Flertallet af befolkningen ser ikke noget.«
Selv strandene har Hamas ifølge Walid
forvandlet til pengeautomater. Før Hamas var de åbne for alle. Nu skal man
betale entré til private strandklubber, som forretningsfolk med forbindelser
til Hamas har opført.
Og hvad bryllupperne angår, er også de
underlagt restriktioner. Det er slut med bare som tidligere at sætte et telt op
på gaden. »De skal afholdes i bryllupssale ejet af Hamas-tilhængere,« siger
Walid.
Skraldemænd fra Hamas
I 2007 forsøgte Mahmoud Abbas' Fatah-bevægelse
med hjælp fra Israel og Jordan at vælte Hamas med en militær opstand i Gaza.
Men efter en uges voldsomme gadekampe måtte de give fortabt. Hamas var nu
stribens ubestridte enehersker og satte en omfattende udrensning i gang i
sikkerhedsstyrkerne og statsapparatet.
Hvad enten det var politifolk eller
skraldemænd, blev de udskiftet med Hamas-loyalister.
»Selvstyret ansatte ikke kun sine egne folk.
Men under Hamas får man ikke noget arbejde, medmindre man er med i Hamas,«
siger Walid.
Gradvist over årene har Hamas indført et
benhårdt diktatur i Gazastriben. Politiske modstandere er sendt i eksil eller
truet til tavshed.
I stedet for fredsforhandlinger med Israel om
en selvstændig palæstinensisk stat har indbyggerne fået stadig hyppigere krige
mod den jødiske stat, der har resulteret i tusindvis af døde og enorme
ødelæggelser.
For hver krig er rækkevidden på
Hamas-raketterne og omfanget af undertrykkelsen af befolkningen i Gaza vokset.
Palæstinensere, der er blevet anklaget for at være informanter for
israelerne, er ved flere lejligheder blevet likvideret offentligt, og deres lig
er blevet skændet. Til skræk og advarsel.
Det er også gået ud over de tilbageværende
Fatah-medlemmer, som ikke allerede var blevet henrettet eller tvunget til at
flygte efter Hamas' magtovertagelse i 2007.
»Mange Fatah-medlemmer er blevet skudt i
knæene,« forklarer Walid. Et præventivt indgreb, der har skullet forhindre dem
i at deltage i en væbnet opstand mod Hamas. De fleste Fatah-folk, der var højt
på strå i Gaza, solgte deres huse og flyttede til Vestbredden. »Flere af mine
familiemedlemmer var blandt dem,« fortæller Walid.
Hvor Selvstyret solgte våben til både venner
og fjender, har Hamas systematisk sørget for at afvæbne alle potentielle
modstandere. Hvad enten der var tale om Fatah eller radikale salafister, der
ville slutte sig til Islamisk Stat.
»Hamas har formået at vise alle, at de er i
stand til at kontrollere Gaza,« siger Walid.
Befolkningen har stadig adgang til alternative
holdninger gennem medierne eller internettet. De kan bare ikke selv give frit
udtryk for dem. Både telefoner og internet overvåges.
»Jeg kender mange i Gaza, som er imod Hamas.
Men de kan ikke gå på gaden og demonstrere,« siger Walid. I den nuværende
situation ville det være forbundet med livsfare.
Ifølge ham er det ikke kun de over 220
israelske og udenlandske statsborgere, der blev bortført den 7. oktober af
Hamas. »Hele den palæstinensiske cKildeivilbefolkning i Gaza er Hamas'
gidsler,« siger han med sorg i stemmen.
Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-43/udland/fra-bryllupper-til-begravelser-i-gaza
GUNNAR WILLUM
