Radikale. Drømmen om igen
at blive centralt midterparti brast. Angivelig på grund af mavefornemmelser.
Ludo med de røde
For snart fem år siden, mens Martin Lidegaard endnu ikke
var politisk leder af Radikale Venstre, udgav han bogen Lad
os mødes på midten. Skriftet kunne, og skulle vel, læses som en
advarsel til Lidegaards eget parti, der på det tidspunkt var ledet af Morten
Østergaard, om ikke at ende som et sekterisk fløjparti.
Det er hverken klimaforandringer, migration
eller teknologiudvikling, der skræmmer Lidegaard mest, skriver han i bogens
sidste kapitel under overskriften: »Sidste udkald for midten.«
»Nej. Det mest skræmmende for mig er vores
manglende evne og vilje til at finde hinanden for at løse de selvsamme
problemer. Finde den politiske midte – herhjemme, i Europa og internationalt.«
Det, Martin Lidegaard i virkeligheden
efterlyser i bogen, er en vej ud af det røde fængsel, hans parti på det
tidspunkt var endt i. Fra at være en selverklæret repræsentant for den
objektive saglighed i politik havde De Radikale lænket sig til den politiske
venstrefløj. Som symbol på udlændingepolitikkens primat var Morten Østergaard
med rullekuffert, rullekrave og ikke ubetydelig patos flyttet til
Odense-ghettoen Vollsmose – i tre dage. Året efter skulle han også svømme til
øen Lindholm, der af den daværende borgerlige regering var udset som
opholdssted for afviste asylansøgere.
Martin Lidegaard er strandet hos den
venstrefløj, han har forsøgt at bryde fri af. Foto: Mads Claus Rasmussen,
Scanpix
De Radikale var så at sige i følelsernes og
ikke fornuftens vold, hvilket ikke var nogen tilfældighed. Partiet havde på
daværende tidspunkt entreret med den østrigske kampagnemager Grace Pardy, som
havde ført flere socialliberale partier til succes. »Show emotions,« lød en af
Pardys opskrifter. Ikke lange indviklede analyser, men følelser og
umiddelbarhed. Følelserne var lette at vise, når det gjaldt
udlændingepolitikken og rollen som opposition til højrepopulismen. Vanskeligere
var det at lægge sjæl og begejstring i nødvendighedens økonomiske politik,
finansministeriets regnemodeller og arbejdsudbudsreformer.
Regningen fra Pardy til partikassen var ikke
kun økonomisk, adgangen til den politiske magt rykkede længere væk. For det var
ikke Pardys følelser, men hårde krav om økonomisk politik på den
finansministerielle dyds sti, der placerede Niels Helveg Petersen, Marianne
Jelved, Margrethe Vestager og andre før dem med en magt, der ofte markant
oversteg mandaternes logik.
Tallet to trykker
Lidegaards bog var et forsøg på at vise
partiet en vej tilbage, og derfor var det ekstra paradoksalt, at det blev ham,
der tirsdag eftermiddag trak sit parti ud af forhandlingerne om en ny
midterregering. Lidegaards gamle opfordring om at mødes på midten var taget til
følge, men selv ville han alligevel ikke være med. Hvorfor? Ifølge ham selv
fordi mavefornemmelsen sagde noget andet.
Samme morgen havde Lidegaard ellers forladt
Marienborg med bemærkningen: »Venner, vi gør det.« Og derfor havde de øvrige
tre forhandlende partier også svært ved at tro Lidegaards forklaring om, at han
selv havde truffet beslutningen om at trække sig. Tre radikale, Lidegaard,
Samira Nawa og Christian Friis Bach, havde forhandlet. Hvordan kunne tre blive
underkendt i en gruppe på syv? For alle andre end De Radikale gav det ingen
mening, og mere logisk blev det ikke af Lidegaards egen forklaring.
»Ja, jeg har sagt: Jeg synes egentlig, at vi
har fået rigtig meget her, men der er også rigtig meget møg der. Samlet set
synes jeg, at indholdet så fint ud, men var det nok? Der har jeg sagt: På en
måde synes jeg, at det er det, men jeg er i tvivl, om den position, vi kan få i
regering som lille parti, er god nok til at kunne stå på det her og banke det
igennem i regeringen,« sagde han på et improviseret pressemøde efter
beslutningen og tilføjede:
»Jeg synes samlet set, at vi havde fået meget
godt på reformerne, men jeg var bange for, at vi som lille parti ville få for
lille en rolle i regeringen og skulle sluge for store kameler til, at de to
ting kunne opveje hinanden.«
Hvilke kameler Lidegaard måtte sluge, fremgik
i første omgang ikke, men siden
uddybede han på Facebook:
»Dér hvor vi virkelig synes, det gør ondt, er
på uddannelse. Halvdelen af alle danske universitetsuddannelser skal skæres ned
til fire år. Det er en historisk omkalfatring af det danske uddannelsessystem,
uden at lytte til de unge og de institutioner, som det handler om. Det
risikerer at blive en ny folkeskolereform, bare for universiteterne. Og der kan
få fatale konsekvenser.«
Formuleringen gjorde ikke de øvrige partiers
undren mindre. Natten til tirsdag havde de netop gjort sig betydelige
anstrengelser for at imødekomme De Radikale på det område. Lidegaard og
partifæller havde angiveligt krævet, at kun 25 procent af
universitetsuddannelserne måtte forkortes. Det sidste tilbud lød på 35 procent,
men med den radikale exit gik man tilbage til 50. I hvert fald ikke nogen klar
dokumentation af Lidegaards teori om, at han kan gøre det bedre udenfor.
Mens en række uddannelser altså kommer til at
betale for den radikale beslutning, står et andet af partiets resultater stadig
i regeringsgrundlaget. Nemlig målsætningen om, at Danmark i 2050 skal have nået
110 procents reduktion af CO₂-udslippet sammenlignet med 1990. Men det er
mest ord, skriver Lidegaard på Facebook:
»På det grønne område har regeringen fattet
grønt med flere gode hensigter – men kun på den lange bane. Selvom man
formulerer, at klimakrisen er vor tids største udfordring, er der ikke prioriteret
midler til at handle mere her og nu i de kommende år, hvor det er
allervigtigst. Lige nu er det grønne bare ord. Til sammenligning prioriteres
der midler til akutte sundheds- og vinterhjælpspakker.«
Det, han ikke fortæller, er, at netop han
faktisk kunne have omsat ordene til handling, for Klimaministeriet var et af de
to ministerier, hans parti fik tilbudt. Nu ender det på Moderaternes hænder
sammenlagt med energiforsyningen i noget, der ellers skulle have været to
ministerier.
Den anden radikale minister skulle ifølge
tegningen være miljøminister. Det bliver i stedet socialdemokraten Magnus
Heunicke. Mistanken blandt de tre tilbageværende regeringspartier er, at det
nærmere var tallet to end uddannelser og klima, der trykkede det radikale sind.
I hvert fald bragte partiets forhandlere
natten til tirsdag spørgsmålet om en ekstra ministerpost ind i forhandlingerne.
Løkkes sicilianske tilbud
Det fik Lars Løkke Rasmussen til at tilbyde,
at De Radikale kunne få en af hans pladser på den betingelse, at deres ministre
ikke benyttede sig af Folketingets orlovsmulighed.
Den betyder, at ministre fra små partier kan
tage orlov fra Folketinget, hvorefter deres suppleant kan indkaldes. Reglen
blev brugt af De Radikale under Nyrup-regeringen, siden blev den afskaffet, men
genindført, da De Konservative indtrådte i VLAK-regeringen i 2016.
Hvorfor Løkke stillede netop den betingelse,
er uklart, men hos De Radikale blev det opfattet som »et siciliansk tilbud«.
Tre ministre ville selvfølgelig lune, men det ville også efterlade partiet med
en folketingsgruppe på kun fire.
Imidlertid ville det stå lidt skævt i forhold
til den radikale selvopfattelse som det ekstraordinært saglige parti, hvis
antallet af ministerposter blev begrundelsen for manglende regeringsdeltagelse.
Der er trods alt tale om partiet, der i
1960erne udarbejdede sindrige valgplakater med vægtskåle, der illustrerede
balancerne i samfundet, og som stod bag etableringen af de økonomiske vismænd
for at sikre en slags objektiv faglighed i politik. Et parti, der det meste af
sin levetid har været magtsøgende og ofte regeringsbærende. Mest i alliance med
Socialdemokratiet, men undtagelsesvis også med de borgerlige. Et parti, der har
været selve definitionen på den politiske midte, som Martin Lidegaard i 2018
ville mødes på, men som hans mavefornemmelse, eller måske rettere stemningen
blandt hans mere stålsatte gruppefæller, tilsagde ham at holde sig væk fra.
Dermed har Lidegaard efter alt at dømme
foretaget et strategisk valg, der binder De Radikale til den venstrefløj, som
partiet ellers gennem et par årtier har ledt efter muligheden for at slippe ud
af. Nu står de tilbage som dem, der har væltet en regering, de trods alt havde
indflydelse på. I bytte har de fået en regering, de kunne have været en del af.
Men en regering, der med eget flertal ikke har brug for at spørge De Radikale
om noget som helst.
En af det gamle resultatsøgende Radikale
Venstres sidste bastioner, chefkontoret på Skive Folkeblad, gjorde
onsdag boet op i en leder skrevet af chefredaktør Ole Dall:
»Radikale Venstre havde chancen for at vise i
handling, at man er et moderne, socialliberalt midterparti, men i stedet gives
et billede af noget næsten sekterisk til venstre for midten, hvor man så kan
sidde og spille ludo med Enhedslisten, SF og Alternativet … Samtidig kan en
flertalsregering hen over midten – uden radikal deltagelse – så lægge de
store linjer for dansk politik de kommende år.«
Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-50/samfund/ludo-med-de-roede
Ingen kommentarer:
Send en kommentar