Varulv. En
stjålet kasse med dokumenter rejser alvorlige spørgsmål om retsopgøret efter
Besættelsen: Uskyldige blev dømt, mens skyldige gik fri. I midten af komplottet
sad den senere verdensberømte forfatter Sven Hazel som en edderkop og nazistisk
hævner.
Hazels
hemmeligheder
Han er omgivet af helte som Flammen, Citronen og Kim Malthe-Bruun og
ligger tæt på Mindelundens centrale monument med inskription af Kaj Munk. På
hans gravsten står navnet Karl Edvard Nielsen og nedenunder en strofe fra
salmen »Altid frejdig, når du går«, som fik så stor betydning for
modstandsbevægelsen efter Besættelsen: »Kæmp for alt, hvad du har kært/ dø, om
så det gælder!/ Da er livet ej så svært,/ døden ikke heller.«
Men Karl Edvard Nielsen var hverken helt eller
patriot. Tværtimod arbejdede han for tyskerne som sabotagevagt, der skulle
holde modstandsfolk væk. Det kunne have givet ham en fængselsstraf efter
krigen.
I stedet ligger han begravet blandt godt 100
frihedskæmpere i Det Store Gravfelt i Ryvangen, han figurerer i Nationalmuseets
modstandsdatabase, og på et monument i Almindingen på Bornholm er hans navn
mejslet i granit sammen med tre andre bornholmere, der faldt i frihedskampen.
I virkeligheden blev Karl Edvard Nielsen skudt
i sit hjem om aftenen den 3. november 1944 i Torslunde på den københavnske
vestegn, fordi tyske Gestapo-folk og deres danske håndlangere var på jagt efter
en modstandsmand, der boede på samme adresse. Nielsen anede dog tilsyneladende
intet om, at hans logerende på første sal var medlem af en lokal
sabotagegruppe.
Da han åbnede fordøren og så de bevæbnede
mænd, troede han, at det var danske modstandsfolk, der var kommet efter ham,
oplyste hans kone efterfølgende. Hendes mand fungerede som bevæbnet vagt på et
nærliggende vandværk, som tyskerne ønskede beskyttet mod sabotage. Han smækkede
derfor døren i og ville løbe længere ind i huset, men blev straks ramt af
dødbringende kugler, som blev affyret gennem fordøren.
Gestapo-folkene troede, at han var
modstandsmanden fra første sal. Da de blev klar over fejltagelsen, tog de liget
med og gravede det ned på pladsen i Ryvangen, hvor de også begravede henrettede
danske modstandsfolk. Her blev han efter Befrielsen gravet op, identificeret og
genbegravet i en kiste svøbt i Dannebrog 29. august 1945 på stedet, der nu var
blevet til Mindelunden.
Børge/Sven
Hazel i en hjemmekomponeret løjtnantsuniform med et falsk Jernkors af 1.
klasse. Arkivfoto: Rigsarkivet
Bornholmeren
Over for Nielsens kone vedgik tyskerne, at han
var blevet skudt ved en fejl. Af bevarede skrivelser kan man dog se, at de ikke
umiddelbart var indstillet på at betale hende en erstatning for at have mistet
en forsørger, da de mente, at han selv var medskyldig ved at have forsøgt at
flygte. I breve til den rigsbefuldmægtigede Werner Best skrev hun, at hendes
afdøde mand »afgjort ikke havde nogen forståelse« for modstandsfolk, og ellers
slog hun på, at hendes broder arbejdede for Gestapo, ligesom hendes far også
havde valgt side til fordel for tyskerne.
Erstatningssagen var ikke helt afsluttet, da
kapitulationen kom, og så fik konen en ny chance: I mellemtiden var Karl Edvard
Nielsen nemlig blevet »udnævnt« til frihedskæmper efter at være blevet gravet
op sammen med de henrettede modstandsfolk, og hun søgte nu de danske
myndigheder om erstatning. Den fik hun i form af en livsvarig hædersgave på et
beløb, der i dag svarer til 25.000 kroner om året.
Hans navn var Børge Willy Redsted Pedersen, senere kendt under
navnet Sven Hazel, der med mere end 60 millioner solgte bøger på verdensplan er
den internationalt bedst sælgende danske forfatter efter H.C. Andersen.
I virkeligheden havde den rigtige
modstandsmand, som var Nielsens logerende på første sal, kort efter Befrielsen
fortalt dansk politi, at det var ham og ikke den afdøde og nu hædrede Karl
Edvard Nielsen, der havde været frihedskæmper. Han mente endda, at det måske
var hans vært, altså Nielsen, eller dennes kone, som havde stukket ham.
Af papirerne i politiets sagsmappe fremgår
det, at hans oplysninger ingen betydning fik for sagens opklaring. Kort efter
tilstod to danskere, der allerede sad varetægtsfængslet, nemlig, at det var
dem, der havde skudt Karl Edvard Nielsen, mens de var i tyskernes tjeneste.
Deres tilståelser blev underbygget af udsagn
fra andre fængslede nazister og landssvigere, der kunne supplere med
oplysninger om drabet, og hvem der havde stukket »Bornholmeren«, som ifølge dem
skulle have været en meget stor og vigtig modstandsmand.
Men deres oplysninger og tilståelser var
falske. De var en del af et komplot, orkestreret af en mand, der som en
edderkop i midten af et spindelvæv af medsammensvorne styrede det hele, mens
han sad i fængsel efter krigen.
Hans navn var Børge Willy Redsted Pedersen,
senere kendt under navnet Sven Hazel, der med mere end 60 millioner solgte
bøger på verdensplan er den internationalt bedst sælgende danske forfatter
efter H.C. Andersen. Han døde i 2012.
Med eller uden panser
Manden bag afsløringen af den forkert
begravede »helt« i Mindelunden er forfatter og tidligere politimand Martin Q.
Magnussen, der tilbage i 2012 også opdagede tyverierne på Rigsarkivet.
Sagen om sabotagevagten er kun en detalje i et
enormt kompleks af løgne og bedragerier, som Magnussen efter to års intenst
arkivarbejde har afdækket, og som tilsammen sætter et alvorligt spørgsmålstegn
ved dele af retsopgøret efter Besættelsen.
Han er stødt på mindst 200 sager, som Børge
Willy Redsted Pedersen og hans bande i fængslet har forsøgt at påvirke. Med
sikkerhed er skyldige gået fri, og med meget stor sandsynlighed er flere
uskyldige mennesker blevet dømt.
Martin Magnussens undersøgelser begyndte,
efter at Weekendavisen i 2020 afslørede, at en medarbejder på Landsarkivet
havde stjålet en række sagsmapper fra arkivet, som efter hans død nu var blevet
leveret tilbage af hans enke.
Materialet, som altså havde været bortkommet i
årtier, omfattede blandt andet tyvens egen adoptionssag samt – af uvisse
årsager – politiets arkivmateriale vedrørende Børge Willy Redsted Pedersen
alias Sven Hazel. Netop hans sag, der viste sig at omfatte tusindvis af
dokumenter, kastede Magnussen sig over.
Allerede i 1963 havde en journalist i Danmarks
Radio afsløret forfatteren Sven Hazels rigtige navn, og at han havde været i
det danske Hipokorps, der fungerede som tysk hjælpepoliti i sidste del af
krigen. Ifølge radioprogrammet, der vakte stor opmærksomhed, havde Hazel
derimod aldrig været soldat uden for landets grænser.
Han påstod ellers selv, at han havde kæmpet i
en tysk panserbataljon på Østfronten, og at han selv havde oplevet mange af de
rå og forfærdende optrin, han beskrev i sine krigsromaner. Den første udkom i
1953 under titlen De fordømtes legion, og
senere udkom blandt andet Jeg så dem dø og Døden
på larvefødder, som blev filmatiseret i 1983.
Sven Hazel
er forfatterpseudonymet for Børge Willy Redsted Pedersen. Foto: Busser, Scanpix
14 titler i alt, som oversat til mange sprog
gjorde Sven Hazel til mangemillionær og berømt. Dog mere i udlandet end i
Danmark, hvor hans bøger længe ikke blev indkøbt af bibliotekerne med
henvisning til, at det var underlødig litteratur, og i de første årtier efter
krigen sikkert også, fordi han havde været nazist.
»Jeg tænkte, at jeg med hans straffesag efter
krigen kunne opklare spørgsmålet, om hans bøger var fri fantasi eller i et vist
omfang autentiske,« fortæller Martin Magnussen.
Det litterære spørgsmål endte med at blive det
mindste af det hele. Da han fordybede sig i materialet om manden og begyndte at
forfølge sporene derfra i politiets sagsmapper vedrørende andre mistænkte,
opdagede han et hav af både anklager om krigsforbrydelser og tilståelser, som
senere havde vist sig at være falske.
Desertør
I Martin Magnussens nye bog, Den
falske løjtnant, der udkommer fredag i denne uge, fremlægger han
sine resultater. »Løjtnanten« er Børge Willy Redsted Pedersen, og gåseøjnene
skyldes, at han aldrig var officer, selvom han både før og under krigen
optrådte i falske, men fantasifulde officersuniformer med ordensdekorationer,
som han selv havde sammensat.
Den senere forfatters kreativitet var stor
lige fra hans ungdom, og over for politiet beskriver selv hans far ham som
lystløgner. I takt med, at Martin Magnussen arbejder sig gennem dokumenterne,
kan han konstatere, at hovedpersonen for hans arkivundersøgelser er i stand til
at gøre det helt utrolige.
For eksempel lykkes det ham to gange at stikke
af, mens han er anholdt. Anden gang er lige efter krigen, hvor han bliver
arresteret af modstandsbevægelsen, fordi han har været Hipo-mand, men
umiddelbart efter bliver indlagt på sygehuset i Kalundborg med blindtarmsbetændelse.
Trods sygdommen, som er bekræftet i sygehusets journal, springer han ud ad et
vindue, da vagten fra modstandsbevægelsen et øjeblik er væk. Han cykler væk på
en rød damecykel med hvid frakkeskåner, som han stjæler hos en lokal mekaniker,
der efterfølgende anmelder tyveriet. Nogle dage senere bliver han igen anholdt.
Første gang, Børge Willy Redsted Pedersen
stikker af fra en anholdelse, er i 1944. Her bliver han arresteret af tyskerne,
fordi han er flygtet fra militærtjenesten på Østfronten, som han har ladet sig
indrullere i. Han er med andre ord desertør, hvilket betragtes som en alvorlig
forbrydelse med potentiel dødsstraf.
»Han stikker af, men det mest opsigtsvækkende
er, at det efterfølgende lykkes ham at gemme sig i Hipokorpset. Af alle steder!
For det er jo Hipokorpset, som jagter desertørerne. Jeg har aldrig hørt om
noget lignende,« fortæller Martin Magnussen.
Omfanget af Børge Willy Redsted Pedersens
efterfølgende bedrifter i fængslet under retsopgøret er langtfra fuldt
opklaret. Det er et kæmpearbejde, forklarer Magnussen:
»Man kan ikke nøjes med at læse hans egen sag.
Man er nødt til at sammenholde den med en række andre involveredes sager for at
forstå, hvad der er foregået. Jeg har taget et par af de mest oplagte sager og
undersøgt dem til bunds, men der er mange andre. Fordelen er, at Børge selv
holdt regnskab i sine notesbøger med, hvor mange personer han fik dømt, og hvem
der havde vidnet mod de dømte.«
Major Pløk
Da Børge Willy Redsted Pedersen bliver
varetægtsfængslet efter krigen, viser han sig hurtigt villig til at stikke sine
gamle kammerater fra Hipokorpset. Han giver politiet en række korrekte
oplysninger, som hjælper betjentene med at opklare flere sager.
De fatter derfor ikke mistanke, da han i
samarbejde med andre anholdte landssvigere og nazister begynder at levere
falske oplysninger. Tværtimod er han en så værdsat, engageret og betroet kilde,
at han ifølge fleres udsagn sidder ved siden af politibetjente under afhøringer
af mistænkte. Som om han selv er en slags efterforsker.
»Nogle vidner, som Børge har været med til at
torturere under krigen, genkender ham ikke, fordi de simpelthen ikke kan tro,
at det er en tidligere Hipo-mand, der nu sidder og agerer afhører ved siden af
danske betjente,« fortæller Martin Magnussen.
I fængslet har Børge Willy Redsted Pedersen
mødt en anden varetægtsarrestant, som han kan spejle sig i, både hvad angår
fantasi og stikkernatur: Christian Anton Christensen alias Major Pløk.
Han voksede op i Portugalsgade på Amager, gik
ud af skolen efter sjette klasse og fik senere ansættelse på
forkromningsanstalten Afa i Frankrigsgade. Under Besættelsen havde han fundet
ud af, at han kunne tjene væsentlig mere som vagtmand for tyskerne, og meldte
sig derfor i 1944 til Sommerkorpset, der bevogtede blandt andet Københavns
Lufthavn. Det er uvist, hvordan øgenavnet Major Pløk er opstået, men i en
psykiatrisk udtalelse, der ligger i hans sagsmappe, stå der om ham:
»Af karakter er observanden holdningsløs,
ustadig, selvusikker, suggestibel, men sensationspræget og eventyrlysten,
pralende og selvhævdende med udtalt tilbøjelighed til dagdrømmeri, løbsk
fantasiliv og navnlig en udtalt mytomani.«
Under varetægtsfængslingen oplyste Major Pløk
selv, at han havde været i Gestapo, haft sin gang på Dagmarhus, Shellhuset og
Politigården og under voldsomme aktioner arbejdet sammen med den berygtede
gruppe under Ib Birkedal Hansen. Det troede politiet længe på.
Ekskæresten
Og lad os så vende tilbage til sagen om Karl
Edvard Nielsen, der som falsk helt sover den evige søvn i Mindelunden blandt
rigtige modstandsfolk, for at illustrere manipulatoren Børge Willy Redsted
Pedersens måde at arbejde på:
I fængslet får han nys om sagen, og så får han
Major Pløk og en anden indsat, Ivan Boris From, til at indrømme, at det var
dem, der i tyskernes tjeneste skød gennem fordøren og dræbte Bornholmeren.
Ifølge deres udsagn var han rigtignok en stor modstandsmand og sabotør.
Andre indsatte i fængslet, nogle af dem også
fra Hipokorpset, kan bekræfte oplysningerne og fortæller, at det var en kvinde
ved navn Sigrun Sørensen, der havde ledt dem på sporet af den bornholmske
»modstandsmand«. Hun bliver også udpeget som stikker i en række andre sager.
Sigrun Sørensen er helt uforstående over for
anklagen, da hun på daværende tidspunkt arbejdede som smørrebrødsjomfru på
færgen mellem Korsør og Nyborg. Men lige lidt hjælper det, og hun kommer til at
sidde varetægtsfængslet i flere måneder.
»For stikkerbanden bestod hendes brøde
åbenbart i, at hun havde været kæreste med Ivan Boris From på et tidspunkt og
derfor havde gjort sig bemærket,« fortæller Martin Magnussen.
Af arkivmaterialet fremgår det, at hun i 1949
får erstatning fra politiet for uberettiget fængsling. På dette tidspunkt har
politiet endelig erkendt, at hun er uskyldig, og at oplysningerne fra Børge,
Major Pløk, Ivan From og andre indsatte har været det rene opspind.
Øverst:
Major Pløk alias Christian Anton Christensen. Nederst: Ivan Boris From, som
også var med i inderkredsen. Fotos: Privatarkiv
Med udsigten til dødsdomme er både Major Pløk
og From nemlig til sidst gået til bekendelse over for politiet: De har påtaget
sig skylden for noget, de aldrig har gjort, og det var Børge, der satte det
hele i scene. For eksempel kan det dokumenteres, at Major Pløk var på vagt på
en flyveplads den aften, da Gestapo skød gennem fordøren og ved en fejltagelse
dræbte Karl Edvard Nielsen. På samme tidspunkt var Ivan From på Østfronten, og
ergo kan ingen af dem være morderne, som de ellers selv havde indrømmet i begyndelsen.
Selv indrømmer Børge Willy Redsted Pedersen
aldrig noget, men en efter en falder hans konstruerede forklaringer fra
hinanden.
Men hvorfor skulle Pløk, From og flere andre
dog påtage sig ansvaret for forbrydelser, som de ikke havde begået?
Martin Magnussen har ikke nogen simpel
forklaring:
»For nogle indsattes vedkommende havde Redsted
Pedersen stillet dem i udsigt, at han kunne hjælpe dem til at flygte til
udlandet og undgå hårde straffe. Derfor indvilgede de i at afgive forklaringer,
som han havde strikket sammen. Flere af dem havde været højtplacerede og
medlemmer af Birkedal Hansens gruppe. For eksempel John Kolling, der risikerede
dødsstraf. Ham lover Børge Redsted en belønning i form af en planlagt og
storstilet flugt, som skal få dem alle ud af Danmark og over til et frit liv på
den anden side af Atlanten. Andre blev truet til at makke ret og komme med de
rette – læs: forkerte – oplysninger til politiet. Ellers kunne Børge Willy
Redsted Pedersen med sine udspekulerede netværk og finter få dem dømt for ting,
de ikke havde gjort,« siger han.
Og så er der tilfældet Major Pløk, som
undervejs tilstod ti drab og i alt 120 forbrydelser for til sidst, i 1948, at
trække dem alle tilbage i et brev til justitsministeren.
»I dag ved vi, at Major Pløk tilstod de mange
drab af grunde, som indgår i et mere komplekst billede af en forbryder,« siger
Martin Magnussen og forklarer:
»Lige efter Befrielsen var det Pløks udtrykte
ønske at blive skudt som 'helt'. Der er tydeligvis også et element af
lystløgneri på et patologisk niveau, hvor han ikke kunne styre det, og det
udnyttede Børge. Andre, som fortalte falske historier, havde i forvejen så
meget på synderegisteret, at de ikke mente, det betød noget, om de påtog sig
ansvaret for mere.«
Reservebetjent og varulv
Men hvad fik Børge Willy Redsted Pedersen selv
ud af det? Hvorfor gjorde han det?
»Hans umiddelbare personlige vinding er, at
han får særdeles frie forhold i fængslet,« siger Magnussen og forklarer:
»Børge og Major Pløk bevægede sig frit rundt
på Politigården og fungerede nærmest som assisterende efterforskere, som andre
indsatte blev bange for. De fik mulighed for at læse politirapporter igennem og
kunne uhindret kommunikere mellem cellerne og i fototeket og planlægge deres
næste træk. Det er derfor, de har mulighed for at afstemme deres forklaringer
med andre indsatte og udstikke ordrer til dem om, hvad de skal forklare, når de
bliver afhørt. Via politifolkene, som han foregiver at hjælpe ved at stikke
sine gamle kammerater i Hipokorpset, bliver han orienteret om en række sager,
og så planlægger han simpelthen, hvordan den og den sag skal strikkes sammen,
og hvem der skal være den skyldige. Det kan man se i hans notesbøger. Af breve
til familien fremgår det, at han også er med politifolk på tur til andre
fængsler i landet og undervejs sidder og spiser frokost med dem på restauranter
i provinsen.«
Men det er ikke den eneste forklaring. Ifølge
Magnussen er det tydeligt, at Børge alias Sven Hazel betragtede sig selv som
varulv:
»Han skriver i et udsmuglet brev: 'Vi er de
sande varulve. Vi bekæmper fjenden med deres eget våben.' Det, han mener, er,
at de som en tysk modstandsbevægelse skal tage kampen op efter krigen, og i
deres tilfælde handler det om at sabotere retsopgøret. Hvis de får skyldige
nazister til at gå fri og samtidig kan hænge nogle unge kvinder, som nu render
med amerikanere, ud som stikkere, selvom de er uskyldige, kan det være med til
at ødelægge retsopgøret.«
Det lykkes faktisk for ham. Til en vis grad.
For godt nok ender nogle af hans »kronvidner«, som har taget skylden for alt
muligt, med at trække i land, og på et tidspunkt finder politiet nogle
udsmuglede breve, som afslører, at der er tale om et komplot. Fra dette
tidspunkt holder politiet op med at bruge Børge Willy Redsted Pedersen og hans
forklaringer til noget, men omvendt ser det ikke ud til, at man tager fat på de
tidligere sager igen. Nogle er jo faktisk blevet dømt eller er gået fri i
mellemtiden.
»I de få sager, som jeg har gennemgået, afgav
tæt på 50 personer beviseligt falske forklaringer,« fortæller Martin Magnussen.
Selvom politiet til sidst opdager, hvad Børge
Willy Redsted Pedersen og kumpaner har gang i, får han ikke en hårdere straf:
Ti år er standardtaksten for en Hipo-mand, og han bliver prøveløsladt i 1949
efter at have udstået halvdelen af straffen.
I baghold
Kaj Deleuran, der som et af ofrene for Børge
Willy Redsted Pedersens komplot blev udnævnt til stikker, kom til at sidde
væsentlig længere tid i fængsel. Ikke meget tyder dog på, at Deleuran havde
stukket nogen, men tværtimod at han ville være med i modstandsarbejde. Af de
mere end 1.000 sider i hans arkiverede sag fremstår en grum historie:
Kaj Deleuran var 24 år og hjemme hos sine forældre i Bagsværd på
juleorlov fra sit arbejde i Jylland, da han i begyndelsen af januar 1945 blev
ringet op af den lokale malermester Jensen, som bad ham komme over til ham og
deltage i en illegal aktion samme aften. Malermesteren havde flere gange
forsøgt at overtale Kaj til at gå ind i illegalt arbejde og havde også fået ham
til at opbevare en pistol. Da Kaj ankom til huset omkring klokken 23, gik han
direkte ind i en flok af hipoer og tyskere, der omringede ham og pegede deres
våben imod ham. Han blev ført ind i stuen og udspurgt ved siden af
malermesteren, der dog blev afhørt på en måde, som undrede Kaj. For eksempel
hviskede tyskeren, som stod for afhøringen, flere gange noget i malermesterens
øre.
Senere på natten lykkedes det Kaj Deleuran at
flygte, da en halvberuset Hipo-mand skulle føre ham ud til en vogn. Han løb
helt til Holte, før han turde stoppe. På vejen løb han ind i en ung
arbejdsdreng, der var på vej hjem. »Væk, tyskerne er efter mig,« skreg han
ifølge arbejdsdrengen, der blev afhørt efter krigen.
Malermesteren blev af tyskerne anbragt i
Frøslevlejren, hvor han hurtigt blev mistænkt for at stikke de andre indsatte,
som typisk var modstandsmænd. Der blev ligefrem advaret mod ham i Radio London.
Det undrede også mange i lokalområdet, hvordan han og hans kone, der havde
været uden midler før krigen, pludselig havde haft råd til at købe sommerhus
kontant og gik rundt med velspækkede tegnebøger.
Kaj Deleuran blev mere og mere overbevist om,
at han i virkeligheden var blevet lokket i baghold af malermester Jensen, så
tyskerne kunne tage ham med pistolen. Anholdelsen af Jensen havde virket som et
skuespil og afhøringen af ham som kunstig og iscenesat.
Efter Befrielsen valgte han derfor, 31. juli
1945, at anmelde hændelsen til politiet. Malermesteren nægtede og hævdede, at
det var lige omvendt: Kaj Deleuran havde angivet ham og sendt det tyske
sikkerhedspoliti ud til hans bopæl. Forevist et foto af Deleuran mente nogle af
de fængslede Gestapo-folk, at de havde set Deleuran på Politigården eller i
Shellhuset, og det hjalp heller ikke, at han kom til at afgive skiftende
forklaringer.
Hans far og mor kunne til gengæld bevidne, at
det var malermesteren, der havde ringet til Kaj den aften og ikke omvendt, og
det burde nok heller ikke stille Deleurans sag dårligere, at Jensen tidligere
var dømt for at have slået et spædbarn ihjel. Det kom også frem under
efterforskningen, at modstandsbevægelsen forgæves havde forsøgt at likvidere
malermesteren, fordi man var vidende om, at han havde stukket en række
modstandsfolk med stort set samme fremgangsmåde som over for Deleuran.
Kronvidner
Det var vanskeligt for efterforskerne at få
hold på sagen, men som det efterhånden var blevet kutyme, når en efterforskning
stod i stampe, kom Børge Willy Redsted Pedersen politiet til undsætning. Han
trådte til som det vidne, der kunne levere den detaljerede forklaring og med
sikkerhed fastslå, hvad der var sket: Kaj Deleuran havde været på Politigården
i begyndelsen af januar 1945 for at stikke malermester Poul Jensen.
Politiet valgte at få sagen prøvet ved
Københavns Byret 24. september 1946. Anklagemyndighedens første bevis var en
ikke særlig overbevisende skriftlig forklaring fra en tysk Gestapo-mand, men så
var det kronvidnernes tur: Gestapo-manden Arvid Waltenstrøm og Hipo-manden
Børge Willy Redsted Pedersen bevidnede begge, at de flere gange havde set Kaj
Deleuran på Shellhuset og Politigården, ofte i samtale med Ib Birkedal Hansen.
Den kendsgerning, at Kaj til daglig arbejdede
i Jylland og kun havde været hjemme på juleorlov, blev der ikke spurgt til
denne septemberdag 1946 i byretten, som endte med, at han blev idømt ti års
fængsel for stikkeri.
»I dag kan man se i dokumenterne, at
Waltenstrøm var et af medlemmerne af Børges bande i fængslet, som han fik til
at afgive de falske vidneudsagn, han selv digtede og koordinerede,« fortæller
Martin Magnussen.
Dommen blev anket til landsretten, og i
mellemtiden havde politiet fået et nyt kronvidne: Christian Anton Christensen
alias Major Pløk, der kunne oplyse, at han kendte til en del af Ib Birkedal
Hansens stikkere, og da han blev forevist et billede af Kaj Deleuran, kunne han
med det samme udpege ham som stikkeren fra aktionen hos malermesteren i
Bagsværd. Pløk havde endda selv deltaget, påstod han.
Senere meldte et par andre indsatte
landssvigere sig med forklaringer, der bekræftede Major Pløks. En af dem var
John Kolling, der var medlem af Birkedal Hansen-gruppen. Han kunne lige
pludselig huske, at Kaj Deleuran ad flere omgange mod betaling havde fungeret
som stikker, og ud over sagen med malermester Jensen havde Kaj fortalt tyskerne
om et stort nedgravet våbenlager i Hjortekær, hvor flere modstandsfolk var
blevet anholdt. Børge Willy Rested Pedersen kunne bekræfte Kaj Deleurans
angiveri omkring det store våbenlager i Hjortekær.
Løgnagtig
Faktisk havde politiet allerede i maj 1946
undersøgt Hjortekær-sagen grundigt, og man kan se, at Børge ved den lejlighed
udpegede en anden mand, nemlig modstandsmanden John Robert Hansen, som
stikkeren.
Det fremgår også af dokumenterne i sagen, at
politifolk med en blyant over John Kollings navn skrev »løgnagtig«, og at der
over Børges navn var skrevet »meget løgnagtig«. Men denne skepsis hørte til i
et andet undersøgelseskammer, altså i en anden afdeling, og det vidste de intet
om i 14. Undersøgelseskammer, som efterforskede sagen om Kaj Deleuran. Først
meget sent opdagede man i denne politiafdeling, at der var ugler i mosen. Så
sent, at det ikke hjalp den unge Kaj Deleuran. Hans ankesag kom for Østre Landsret
14. januar 1947 med Major Pløk som nyt kronvidne. På baggrund af den nye
»viden«, som blev fremlagt, valgte landsretten at hæve straffen fra ti til 14
års fængsel.
»Når vi i dag ser på det spind af
støttevidner, som kom til at underbygge kronvidnet Pløks forklaring forud for
landsretssagen, ligner det i bekymrende grad, hvad vi i andre sager har set
Børge Willy Redsted Pedersen og hans stikkerbande orkestrere. Politiet
'verificerede' tvivlsomme vidners udsagn med udsagn fra personer med samme lave
troværdighed. For Kaj Deleuran må magtesløsheden have været som Josef Ks i
Franz Kafkas Processen,« siger Martin Magnussen.
Deleuran skriver efter domfældelsen flere
gange til justitsministeren, at han er uskyldigt dømt, men hans sag ses ikke at
være blevet genoptaget. Heller ikke, da Major Pløk i april 1948 går til
bekendelse og indrømmer over for politiet, at alt, hvad han har fortalt siden
sin anholdelse, er løgn og digt og afstemt med andre løgnere.
»Man kan undre sig over, at sagerne ikke
bliver genoptaget,« siger Magnussen:
»Mit bedste bud på en forklaring er, at der er
tale om, at han har været vidne i flere 100 sager, hvoraf langt de fleste for
længst er afsluttet og folk sendt til afsoning. Måske har man tænkt, at ingen
ville finde ud af det. Men det er uden for enhver tvivl, at for eksempel
Deleuran aldrig ville kunne dømmes med de få oplysninger, der er tilbage, når
de erklæret falske vidneudsagn tages ud.«
Weekendavisen har forgæves forsøgt at finde
efterkommere af Kaj Deleuran for at høre, hvordan justitsmordet kom til at
påvirke resten af hans liv. Af en kort meddelelse i dagbladet Aktuelt i
anledning af hans 50-års fødselsdag i oktober 1970 fremgår det, at han er
værkfører og bor i Værebroparken i Bagsværd. Ifølge Folkeregisteret flytter han
senere til et parcelhus i Lynge og dør i februar 1983 i en alder af 62.
De fordømte
Ifølge Martin Magnussen fik de falske
tilståelser og opdigtede vidneudsagn fra Pløk og andre store konsekvenser for
sagsbehandlingen under retsopgøret.
»Politiet mente i en lang række tilfælde, at
man havde fundet gerningsmanden til mange uopklarede drabssager, og
ressourcerne blev så disponeret herefter. Man spilder jo ikke tiden med at
opklare allerede opklarede sager,« siger han og fortsætter:
»Jeg tror, at for eksempel stikkeriet af
modstandsgruppen Sverigescentralen, som medførte, at Kim Malthe-Bruun og tre
andre blev henrettet af tyskerne, kunne være blevet opklaret, hvis politiet
ikke havde spildt tiden på en forkert mistænkt. Gruppens egne bud på en stikker
blev således aldrig rigtig undersøgt.«
Da politiet til sidst opdagede komplottet,
blev sagen internt dysset ned, siger Magnussen, og omfanget blev ikke undersøgt
til bunds. Politiet foretog dog en grundig ransagning af Redsted Pedersens
fængselscelle, hvor betjentene fandt ud- og indsmuglede breve og notesbøger.
Hvad politiet næppe var klar over efter ransagningen, var, at de også havde
beslaglagt det første udkast til romanen De fordømtes legion, som
nogle år senere skulle gøre cellens beboer verdensberømt under navnet Sven
Hazel.
Egentlig var det jo Martin Magnussens
oprindelige hensigt med at kaste sig over den gamle dokumentkasse, som var
blevet tilbageleveret af en afdød arkivtyvs enke: at opklare, om forfatteren
Sven Hazel – som han påstod – selv havde oplevet meget af det, han beskrev i
sine bøger. Eller om han – som flere krigshistorikere påstod – bare var en
litterær lille svindler, der under krigen havde været en ubetydelig vagtmand i
Danmark.
Andre har i årenes løb hævdet, at Sven Hazel
alias Børge Willy Redsted Pedersen fik enten sin kone – hun havde i øvrigt selv
været nazist under krigen – eller en god ven til at skrive sine underlødige
bøger, efter at han med familie havde bosat sig i Spanien.
Disse påstande kan Martin Magnussen i dag
totalt aflive. For det første har han via tyske militærarkiver fået bekræftet,
at Hazel faktisk var indrulleret i en panserbataljon, og for det andet, at
hovedpersoner i hans romaner – for eksempel Hugo Stege og kaptajn Lope – ikke
er fiktive figurer, men virkelige personer, som også kan findes i tyske
arkiver. De var faktisk hans soldaterkammerater, før han deserterede og blev
Hipo-mand i Danmark.
Og endelig er de tætskrevne notesbøger, der
har karakter af dagbøger, i virkeligheden manuskriptet til hans første roman.
Der er en meget høj grad af overensstemmelse mellem dagbøgerne og handlingen i
romanen, og som Martin Magnussen påpeger, er de skrevet i hånden uden mulighed
for efterfølgende at slette og rette i dem:
»De 700 sider, han skrev i fængselscellen, har
en klar rød tråd fra start til slut,« konstaterer Magnussen:
»Selvfølgelig er hans egne oplevelser blandet
med fiktion, og det lagde han aldrig skjul på, men han har vitterlig været i de
byer og enheder, som han påstår. Inklusive i den værste enhed af alle, nemlig
en straffebataljon, hvor deserterede soldater blev sendt til som alternativ til
dødsstraf.«
Efter Sven Hazels død i Barcelona udgives hans
bøger stadig i store oplag. Rettighederne til forfatterskabet administreres af
hans søn, Michael Hassel-Arbing, som Weekendavisen har kontaktet i forbindelse
med afsløringen af de nye oplysninger om hans far. Han er dog ikke vendt
tilbage på avisens henvendelse.
Og så er der jo ham den »forkerte« helt i
Mindelunden, Karl Edvard Nielsen, der er begravet sammen med frihedskæmperne.
Hvad skal der nu ske med ham efter de nye afsløringer?
»Det bliver op til Kirkeministeriet at
bestemme, hvis oplysningerne verificeres,« siger tidligere ceremonimester
Christian Eugen-Olsen, der er formand for bestyrelsen i Frihedskampens
Mindefond, som er med til at vedligeholde mindesmærkerne for frihedskæmperne.
Han fortsætter:
»Der er faktisk to andre, som blev gravet op
engang efter krigen, fordi det viste sig, at de havde arbejdet for tyskere. Om
det at have været sabotagevagt i dag er nok til at blive gravet op, må
ministeriet afgøre, men hvis du spørger mig personligt, så ønsker jeg ikke, at
den slags skal ligge mellem vore helte.«
Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-35/samfund/hazels-hemmeligheder
POUL PILGAARD JOHNSEN (f.
1965) blev efter jurastudier på Aarhus Universitet uddannet journalist fra
Danmarks Journalisthøjskole i 1992. Han har arbejdet på Horsens Folkeblad,
Jyske Vestkysten og Radio Gladsaxe og siden 1996 på Weekendavisen. I 2011
afslørede han hjerneforskeren Milena Penkowa og Danmarkshistoriens største sag
om videnskabelig svindel, ligesom han bl.a. har dokumenteret, at den danske
diplomat i Berlin Vincens Steensen-Leth under krigen hjalp
Stauffenberg-gruppen, der forsøgte et attentat på Hitler, samt opklaret
omstændighederne omkring forfatteren Herman Bangs død i et tog i USA. Han har
skrevet bøgerne Tandlægens masker, Forførerne, Flaskens ånd, Generalen – Kjeld
Hillingsø og Det fordømte menneske – Jørgen Leth og den nye sædelighedsfejde.
PPJO@WEEKENDAVISEN.DK
