Kommentar. Hvorfor tales der så lidt om det sære forhold mellem Lars Findsen og Simon Andersen?

Agent 24syv
ISIDSTE UGE vakte det stor opmærksomhed, da chefredaktør Simon Andersen i Østre Landsret blev afhørt som vidne i Samsam-sagen og i den forbindelse fortalte, hvordan han i 2020 fik en såkaldt myndighedshenvendelse fra den daværende chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), Lars Findsen, der bad ham om at skabe en »bagdør« til Ahmed Samsams advokat.

Fokus i pressen var ikke så overraskende på det presseetisk problematiske i at blive en part i en sag, man selv dækker. Men det var egentlig det mindst interessante i den sag. Væsentligt mere bemærkelsesværdigt var alt det, man i pressen ikke diskuterede. Eksempelvis hvor himmelråbende skørt det er, at man i en af vores efterretningstjenester åbenbart besluttede sig for at lade en graverjournalist gøre deres arbejde og dermed indirekte anerkendte et samarbejde med en agent, man ellers har nægtet at be- eller afkræfte. Det forekommer grotesk og hasarderet og sætter nogle alvorlige spørgsmålstegn ved Findsens dømmekraft og FE-ledelsens kompetencer. Episoden vidner som minimum om, at vi har haft en leder af en efterretningstjeneste, der havde et ganske lemfældigt forhold til dele af pressen.

MINDST LIGE så bemærkelsesværdig var en formulering, som Simon Andersen anvendte, da han blev spurgt, hvor denne »myndighedshenvendelse« fandt sted. Han svarede følgende: »Jeg er ret sikker på, at det foregik i mit private hjem.«

Hvis jeg var blevet opsøgt i mit private hjem af en chef for en efterretningstjeneste, der bad mig agere hemmelig agent, er jeg ret sikker på, at jeg ville huske, hvor samtalen fandt sted. At Simon Andersen kun er »ret sikker på«, at den foregik i hans eget hjem, kan kun betyde to ting.

Lars Findsen, tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Arkivfoto: Ida Guldbæk Arentsen, Ritzau / Scanpix

Enten har Simon Andersen en vanvittig dårlig hukommelse. Det tyder intet på. Derfor er følgende mere oplagt: Simon Andersen og Lars Findsen har set og talt med hinanden adskillige gange. Og disse møder og samtaler har fundet sted alle mulige andre steder end i Simon Andersens private hjem. Og medmindre Andersen talte usandt om kun at være »ret sikker på«, hvor »myndighedshenvendelsen« fandt sted, har han og Findsen talt om så mange spændende ting, at det ikke lige står klart for ham, hvornår det der med at agere hemmelig agent blev bragt op.

Det er jo ganske interessant – også selvom det ikke i sig selv indikerer, at Lars Findsen skulle have afsløret nogen hemmeligheder for Simon Andersen. Så hvorfor er der ingen i pressen, der har diskuteret dette?

Jeg har et bud: Fordi vi som journalister gerne vil have, at folk bryder deres tavshedspligt, hvis det betyder, at vi kan skrive en god historie. Derfor vil vi helst ikke skrive noget, der kan antyde, at vi afslører en anden journalists kilde. Det er der i sig selv intet galt i. Men i Findsen-sagen bliver det hele hurtigt mudret, da han jo er anklaget for at have talt med os, pressen. Vi er derfor som branche en slags part i sagen. Og nok af samme grund har der været en slagside i dækningen af Findsen-sagen til fordel for ham. Det skyldes formentlig, at journalister ikke ønsker, at en person skal fængsles for at have talt med os. Men hvis vi journalister dækker Findsen-sagen med udgangspunkt i vores egen interessevaretagelse, risikerer vi at give et misvisende billede af den til befolkningen.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-36/samfund/agent-24syv

SØREN K. VILLEMOES (f. 1981) er journalist og kommentator. Han er uddannet i statskundskab ved Københavns Universitet. Villemoes' primære interesseområder er politik og samfund, religion, integration og kulturkampe. Han har skrevet for Weekendavisen siden 2011.

 

SVIL@WEEKENDAVISEN.DK