Interview. Koranloven
er ikke et enkeltstående tilbageslag mod ytringsfriheden. Demokratiske landes
regeringer lukker i stigende grad ned for upopulære meningstilkendegivelser,
siger Justitias direktør.
Strammernes
sejr
To dage før koranloven blev vedtaget i Folketinget torsdag
udgav tænketanken Justitia en rapport om ytringsfrihedens tilstand i 22
demokratiske lande.
Konklusion: tilbagegang over hele linjen.
Det betyder, at man alt efter temperament kan
græmmes eller føle sig trøstet over, at koranloven – som gør det strafbart at
behandle religiøse skrifter utilbørligt – snarere end dét brud på en historisk
tradition for ytringsfrihed, som kritikere har kaldt den, kan ses som udtryk
for en tendens.
»Vi har kigget på 22 åbne demokratier verden
over og i samarbejde med eksperter i ytringsfrihed i de lande opgjort, hvilke
lov- og reguleringstiltag der er indført, som har styrket henholdsvis svækket
ytringsfriheden i deres respektive lande,« siger Jacob Mchangama, direktør i
Justitia.
Danmark er et af 22 åbne, demokratiske lande, der har
begrænset ytringsfriheden mest, forklarer Justitias Jacob Mchangama i en ny
rapport. I alt opregnes der ni danske tilfælde siden 2015. Foto: Tobias
Kobborg, Scanpix
»78 procent af
de tiltag, som er blevet indført i perioden 2015 til 2022, svækker
ytringsfriheden,« siger Mchangama, der tilføjer, at der i alle årene var
eksempler på, at ytringsfriheden blev indskrænket, så der er ikke blot tale om
udsving år for år. 2015 var det eneste år, hvor Justitia fandt flere udvidelser
af ytringsfriheden end restriktioner.
Mest
restriktivt var året 2022, siger Jacob Mchangama.
Hvad så med Danmark? Vi udmærker os skam. Blandt de 22 lande er Danmark
et af dem, der har lagt sig særligt i selen for at begrænse ytringsfriheden
ifølge Justitia. I alt opregner rapporten ni danske tilfælde siden 2015.
De tilfælde omfatter i udpluk
imamlovskomplekset fra 2016 – som forbød visse religiøse prædikanter at rejse
til Danmark, og som begrænser forkynderes ret til at undervise i bifaldelse af
terror og andre synspunkter, der almindeligvis regnes som uspiselige; samt
burkalovgivningen fra 2018, som gør det ulovligt at dække sig til med burka
eller niqab, men dog tilladt at gå med skihue, når det er koldt nok.
Bøden for injurier er også blevet tredoblet,
og racismeparagraffen udvidet, så den omfatter kønsidentitet, kønsudtryk og
kønskarakteristika. Og desuden kan nævnes den aktuelle delvise genindførelse af
blasfemiparagraffen i form af koranloven, der forbyder folk at ødelægge
tekster, som trossamfund anser for at være hellige.
Mette Frederiksen-linjen
Formålet med koranloven er ifølge dens
fortalere at beskytte borgernes sikkerhed imod islamiske landes eller gruppers
reaktioner på dansk gudsbespottelse. At ytringsfriheden lider, er en
beklagelig bivirkning.
Men ifølge Jacob Mchangama holder
ræsonnementet ikke. Han siger, at der er voksende evidens for, at fri tale
bidrager til at forhindre snarere end producere terror. Her henviser han til et
studie fra 2020 af den danske forsker Lasse Eskildsen, der har undersøgt
sammenhængen mellem terror og ytringsfrihed i 162 lande over en længere periode
og konkluderet, at fri tale er »utvetydigt« forbundet med lav forekomst af
terror.
Og Jacob Mchangama har selv, sammen med
professor på Aarhus Universitet Christian Bjørnskov, forfattet et arbejdspapir,
der for tiden er under fagfællebedømmelse, om forholdet mellem ytringsfrihed og
social uro målt empirisk i en række lande, og også her er konklusionen i
ytringsfrihedens favør.
Men frygten for at vække islamisters vrede er
ikke den eneste grund til at begrænse ytringsfriheden, siger Mchangama:
»Burkaloven handlede snarere om at forfægte
danske værdier og fremme national enhed,« siger han. »Det er også en del af
begrundelsen for at forbyde indrejse for religiøse forkyndere, der undergraver
danske værdier. Derfor handler mange indskrænkninger af ytringsfriheden ikke om
tilskyndelse til terror, som i øvrigt allerede er forbudt.«
Danske politikere lægger i det hele taget
mindre vægt på ytringsfriheden end tidligere, siger han.
»Jeg var selv en del af den danske regerings
Ytringsfrihedskommission, som afgav betænkning i 2020. Vi anbefalede et opgør
med tendensen til, at man i Danmark lovgiver sig ud af problemer og indfører
begrænsninger af ytringsfriheden. I stedet burde man lade sig inspirere af den
politiske kultur i årene efter Anden Verdenskrig, da det grundlæggende princip
var, at man i Danmark bekæmpede demokratiets fjender med demokratiets
principper.«
Desværre sker det modsatte, siger han.
»Radikale Venstre er interessant i den
forbindelse. Da man vedtog imamlovskomplekset i 2016, der udtrykkeligt
kriminaliserede billigelse af visse strafbare handlinger som led i religiøs
forkyndelse, holdt folketingsmedlem Zenia Stampe en, synes jeg, ret god tale
imod lovforslaget, hvori hun argumenterede for, at ytringsfrihed er et middel
til at imødegå religiøs radikalisering. Det er sådan, vi gør i Danmark, det er
det, der virker, sagde hun. Partiet ville dengang beskytte imamers
ytringsfrihed og ret til at prædike om dødsstraf for utroskab, men i dag mener
De Radikale, at man ultimativt skal kunne sættes i fængsel, hvis man
protesterer imod islam ved at brænde Koranen,« siger han.
Zenia Stampe har ikke besvaret Weekendavisens
henvendelse om en kommentar. De Radikale stemte for koranloven torsdag.
For få år siden var stemningen en anden: »Alle
partier undtagen Socialdemokratiet stemte for at afskaffe blasfemiparagraffen i
2017, netop med det argument, at man ikke ønskede en privilegeret beskyttelse
af religiøse doktriner, og at man ikke ville ligge under for fundamentalistiske
krav. Det er nu sat på hovedet,« siger Mchangama.
– Så
hvad er der sket?
»Socialdemokratiet lægger ikke under Mette
Frederiksen særlig stor vægt på individuelle frihedsrettigheder; partiet er
åbent om – forbilledligt åbent, egentlig – at man vægter hensynet til sikkerhed
og orden højere, og at statsmagten bør slå ned på det, den opfatter som
trusler,« siger Jacob Mchangama og nævner den tidligere justitsminister Nick
Hækkerup, der argumenterede for, at overvågning af borgere var en forudsætning
for deres frihed.
»Så det er en linje, Mette Frederiksen har
kørt hårdt.«
Jacob Mchangama forklarer tilbageslaget mod
ytringsfriheden med en kombination af psykologi, ydre trusler og teknologisk
udvikling.
»Den store tendens er, at de åbne demokratier
er svækket internationalt og har mistet den geopolitiske indflydelse og styrke,
de havde for 10-15 år siden,« siger han. »Internettet har nok også skabt en
følelse af kontroltab i mange regeringer, for nettet rummer desinformation,
propaganda og antidemokratisk agitation, hvilket hos nogle fører til det
synspunkt, at man så skal tage kontrol over det.«
»En bølge af islamistisk terror i de senere år
har også, naturligt nok, gjort mange bekymrede, og der vil altid opstå en
fristelse til at slå ned på den slags med restriktiv lovgivning.«
»Endelig er der en tendens til, at eliter i en
tid med faldende tillid til institutioner vil reagere ved at slå ned på
yderligere tilløb til kontroltab. Det kan bare virke kontraproduktivt. Tyskland
har gennemført et væld af restriktioner, men yderfløjspartiet AfD står højere i
meningsmålingerne uanset, ligesom antisemitismen er i fremmarch. Der er en
lignende udvikling i Frankrig.«
»Som politiker virker man stærk, hvis man slår
ned på trusler i en usikker tid i stedet for at tale om dem som komplekse
problemer, der ikke kan lovgives imod.«
Elon Musk er en ytringsfuser
Blandt de internationale anslag mod
ytringsfriheden, som Justitia nævner i sin rapport, er vedtagelsen af EUs
Digital Services Act og den tilsvarende britiske Online Safety Act, der
pålægger sociale mediers redaktører at fjerne hadtale, terrorindhold og misinformation.
– Man
kan jo hævde, at de regler er et fremskridt for ytringsfriheden, fordi hadtale
og misinformation gør nettet til en så utiltalende sump, at det afholder
fornuftige mennesker fra at ytre sig?
»Problemet ved det argument er for det første,
at forestillingen om, at nettet svømmer over med hadsk tale og ulovligt
indhold, hviler på et svagt grundlag. Vi har lavet undersøgelser af Facebook i
Danmark og udgiver snart en ny rapport om Facebook og YouTube i Sverige,
Tyskland og Frankrig, og vi kan se, at størsteparten af de kommentarer, der
bliver slettet fra de medier, er helt lovligt indhold,« siger Jacob Mchangama.
»Men der er stor forskel på, hvad der udgør
ulovligt indhold på nettet i de forskellige europæiske lande, og det giver
lovgivere en tilskyndelse til at regulere ud fra laveste fællesnævner, ligesom
platformene får et incitament til at fjerne indhold, der ellers er fuldt
lovligt.«
En platform, der markedsfører sig på at sætte
ytringer fri, er Elon Musks sociale medie X. Men under Musks ledelse er
annoncørerne flygtet fra platformen, blandt andet fordi deres reklamer er
blevet vist ved siden af antisemitiske opslag fra X-brugere. Under et
sceneinterview hos The New York Times forleden opfordrede Musk i en vulgær form
utilfredse annoncører til at rende og hoppe, hvis de ikke accepterede hans måde
at drive X på.
–
Hvordan vurderer du Musks indsats for ytringsfriheden?
»Den er katastrofalt ringe. Under Musk har X
imødekommet flere anmodninger fra regeringer i lande som Indien og Tyrkiet om
at fjerne indhold, end de tidligere ejere gjorde. Og Elon Musk truer også
flittigt med at sagsøge civilsamfundsorganisationer, der er kritiske over for
ham. Han har blokeret journalister fra at bruge platformen og basalt set brugt
X til at trykke på de knapper, der er en del af den amerikanske værdikamp. Elon
Musk har bestemt ikke været nogen bannerfører for ytringsfriheden,« siger Jacob
Mchangama.
»Det er farligt at have regeringer og EU til
at sætte rammerne for ytringsfriheden, men det er også farligt at overlade
magten til techvirksomheder, hvor en eller få personer kan træffe beslutninger
for milliarder af mennesker verden over. Derfor er en bedre farbar vej at give
magten tilbage til borgerne og lade dem have indflydelse på, hvilket indhold de
vil blive konfronteret med, frem for at lade EU eller Elon Musk bestemme.«
Kilde: https://www.weekendavisen.dk/samfund/strammernes-sej