Den nye isfront
Kommentar. Socialdemokratiske lokalpolitikere er medlemmer af den tyrkiske præsident Erdogans moskénetværk, skriver Weekendavisen. Partiets ledere kan med fordel se på, hvordan kommunistisk infiltration af Socialdemokratiet blev håndteret i efterkrigstidens Danmark.

FOREGÅR DER I Socialdemokratiet en infiltration af en fremmed, autokratisk magt, der undertrykker herboende borgere? Det spørgsmål løber gennem Weekendavisens Leny Malacinskis artikelserie i den senere tid om de lokale socialdemokratiske »partiforeninger, der ifølge kritikere fremmer Erdogans interesser på dansk jord«, gennem deres tilknytning til de såkaldte Diyanet-moskeer.

Artiklerne knytter an til Socialdemokratiets Frederik Vads omdiskuterede tale i Folketinget om »den tredje erkendelse«. Talen satte fokus på, om nogle muslimer bruger deres stilling i uddannelsessektoren eller socialsektoren til at håndhæve islamisk lovgivning over andre muslimer og mere generelt lægge et islamisk normpres på deres arbejdsplads. Det kalder man med en faglig betegnelse for islamisk entrisme.

Frederik Vads eget parti er interessant at se på, fordi Socialdemokratiet allerede har erfaring med at være genstand for antidemokratisk entrisme. Det beskrives i historiker og adjunkt ved Institut for Strategi og Krigsstudier Iben Bjørnssons bog AIC – Arbejderbevægelsens Informations Central – Socialdemokratiets kamp mod kommunismen 1944-1973. Bogen udkom i 2012.

Under Den Kolde Krig var det ikke islamister, men kommunister, som søgte at infiltrere Socialdemokratiet. Det bemærkelsesværdige i den historie er, hvor effektivt Socialdemokratiet modsatte sig denne infiltration. Den socialdemokratiske antikommunisme var, med Bjørnssons ord, næret af »en reel frygt for, hvor langt kommunisterne ville gå i støtten til Moskva«, og for, hvad kommunisternes stilling ville være »i tilfælde af en krigs- eller kuplignende tilstand«. At socialdemokraternes bekymring var velbegrundet, har vi kunnet konstatere ved åbningen af østbloklandenes arkiver efter Den Kolde Krigs afslutning.

Illustration: Gitte Skov

MAN KAN SELVFØLGELIG ikke helt sammenligne problemet dengang med den situation, som Socialdemokratiet står i i dag. Men vi kan lære af historien, at vi ikke behøver være naive. En Diyanet-moské er ikke bare en kaffeklub. En Diyanet-moské hører under det magtfulde Diyanet-ministerium, som sorterer direkte under den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan.

Som analytikere, tænketanke og menneskerettighedsorganisationer har påpeget, udgør Diyanet et vigtigt instrument i den voldsomme forandring af Tyrkiet, som Erdogan har gennemført, siden han kom til magten. Med Erdogan i spidsen har hans parti AKP ført Tyrkiet fra at være en næsten klar EU-kandidat til at være et af de mest repressive regimer i verden. Ifølge den amerikanske frihedstænketank Freedom Houses barometer ligger Tyrkiet i dag tæt på bunden, i kategorien »ikke fri«, med kun 33 ud af 100 mulige point. Til sammenligning har Danmark 97 point.

Det er veldokumenteret, at den tyrkiske stat bruger sit internationale netværk af Diyanet-moskeer til at udøve social kontrol og spionere på tyrkiske indvandrere og efterkommere i andre lande såsom i Danmark. Det gør Diyanet til del af det instrument, Erdogan har til rådighed, når han – også uden for Tyrkiets grænser – vil true og forfølge politiske modstandere, menneskerettighedsaktivister og repræsentanter for etniske og religiøse mindretal.

Sagen bliver ikke bedre af, at den tyrkiske stat også tyer til bortførelse af politisk-religiøse modstandere, når de kan »plukke« dem i lande med lavere retssikkerhed end i Danmark. Selv i et EU-land som Bulgarien menes den tyrkiske stat at have bortført dissidenter. De bortførte dissidenter kan føjes til de cirka 63.000 politiske fanger, som allerede sidder fængslet i Tyrkiet, medmindre de bare forsvinder eller dokumenteres døde under afhøring. I den amerikanske senatshøring i december 2023 om transnational undertrykkelse beskrives Tyrkiet som et »top-overgrebsland« på linje med Kina og Rusland og værre end Iran.

Det er især Gülen-tilhængere, Erdogan truer. Da jeg for 10-15 år siden lavede feltarbejde blandt unge tyrkere under uddannelse i Danmark, var Gülen-bevægelsen klart den mest populære. De følte, at Gülen-ideologien hjalp dem med at forene islamisk identitet med det moderne liv i Vesten. De unge mennesker fortalte trygt og åbent om deres tilhørsforhold til bevægelsen. Det tør de ikke mere. Hvordan mon de har det med, at der blandt politiske beslutningstagere i Danmark sidder Diyanet-folk, når de ved, hvordan Diyanet-moskeerne er blevet brugt til at indhente oplysninger på dem?

HVIS MAN SOM politiker er opmærksom på disse forhold, er det naturligt at spørge sig selv, hvad man skal gøre. Et tilbageblik på efterkrigstidens kamp mod kommunistisk infiltration kan give inspiration, uden at man skal kopiere tiltag, som ikke ville være acceptable i dag. Det slående er, hvor konkret og handlingspræget Socialdemokratiet og Arbejderbevægelsens Informations Central AICs strategi var.

Man var konstant på vagt over for forsøg på kommunistisk infiltrering af Socialdemokratiet. Da man på et tidspunkt kom i besiddelse af et kartotek over medlemmer af Socialdemokratiet, som også var medlemmer af Danmarks Kommunistiske Parti, reagerede Socialdemokratiet prompte ved at udmelde de pågældende. Man oprettede et arkiv over aktive kommunister og holdt sig ikke tilbage for at udlevere oplysninger til USA.

AIC registrerede ifølge Iben Bjørnsson også med stor nidkærhed kommunistisk agiteren i fagforeningerne og på arbejdspladserne, hvor man utrætteligt arbejdede på at slå kommunisterne tilbage. Man benyttede enhver lejlighed til at udstille, hvor antidemokratisk og undertrykkende kommunismen var. Efter opstanden i den tjekkoslovakiske hovedstad Prag i 1947 offentliggjorde AIC en løbeseddel, som lagde linjen. Her kaldte man kommunister for agenter for en fremmed magt og anbefalede socialdemokrater at »deltage i at skabe en offentlig mening – en isfront som man kaldte det – mod kommunisterne«, som Iben Bjørnsson skriver.

Sådan ville man ikke have gjort det i dag. Men det virkede. Som nu afdøde jurist og journalist David Rehling skrev i Information om AICs drivende kraft, Københavns senere overborgmester Urban Hansen: »Han havde – med den nødvendige råhed – fået afværget kommunisternes splittelse af den demokratiske danske arbejderbevægelse.« Spørgsmålet i dag er: Kan man afværge islamisk entrisme uden at skulle ty til den råhed, som Urban Hansen lagde for dagen i forhold til kommunistisk entrisme?

Man kunne starte med at lade sig inspirere af tænketanken Freedom House, som har forfattet en erklæring for principperne om at bekæmpe transnational undertrykkelse. Den har flere europæiske lande skrevet under på, herunder Tyskland og de baltiske lande, dog ikke Danmark. Ud over forskellige politiske og juridiske tiltag opfordrer deklarationen til, at man »offentligt og privat sætter navn på udøverne af transnational undertrykkelse«.

FRA FELTARBEJDE VED jeg, at nogle muslimer med kontakter til islamistiske bevægelser er meget skarpe. De missionerer, og de ved præcis, hvad de laver og hvorfor. Men jeg har også mødt andre, som egentlig ikke har tænkt særlig meget over tingene, men bare er blevet aktive i den lokale moské eller partiforening, hvor de blev godt modtaget. Så hvis man vil vide, hvor folk står, og hvor bevidste de er om deres egen rolle, er man jo nødt til at tale sammen.

Vi kan begynde med at tale med de tyrkiske politikere om, hvordan Erdogan og AKP behandler Socialdemokratiets søsterparti i Tyrkiet, CHP. Under valgkampen i 2023 modtog CHPs kandidater mordtrusler, deres kontorer og busser blev vandaliseret, og deres kampagnemøder blev udsat for voldelige overgreb. Ifølge CHP kunne man ikke få politiet til at gribe ind.

Erdogan og AKP har de seneste år gennemført massefyringer af politifolk, dommere og journalister med sympati for CHP. For eksempel er 4.463 sekulære dommere fyret, nogle er smidt i fængsel. På den måde har AKP kunnet tage kontrol over politiet, retssystemet og medierne. Ifølge Freedom Houses kilder har Erdogan og AKP brugt disse institutionelle redskaber til at svække CHP og begrænse deres mulighed for at føre valgkamp og genvinde indflydelse ved valgene.

Samtalen kan også tage udgangspunkt i noget så basalt som politiske standpunkter. Ligestilling mellem kønnene, for eksempel. Tyrkiet var engang foregangsland i den muslimske verden, når det handlede om kvinders rettigheder. Men som EU, Human Rights Watch, Amnesty Internation, Freedom House og tyrkiske kvindesagsorganisationer påpeger, har Erdogan og AKP med Diyanets hjælp trukket udviklingen i den modsatte retning – konsekvenserne ses i stigende problemer med både kvindedrab, vold mod kvinder, tvangsægteskaber og ægteskaber med mindreårige piger.

Diyanets øverste leder, Ali Erbas, har udtalt, at for en kvinde er »det vigtigste job at være moder«. Derfor bør hun om muligt gå hjemme og passe børn og hus. Denne officielle Diyanet-udmelding er helt på linje med den tilgang, jeg mødte, da jeg i 2011 interviewede Ismael Basaran, den øverste leder af Diyanet-imamerne i Danmark. Han refererede til en bog, han selv havde skrevet: Women in Islam. A Case Study. Her understreger han, at kvindens vigtigste pligt er hjemmet og familien, og at kvinder ikke bliver lykkelige af at opnå ligestilling på økonomiske og retlige områder, som det er sket i Vesten.

Bogens formål var at vise, hvorfor det er bedre for kvinden at følge sharialoven end at kræve ligestilling med mænd. Som han skriver: »Hvad islam har etableret for kvinder, passer til hendes natur.« Det indebærer for eksempel, at en kvindes vidnesbyrd tæller det halve af en mands i en retssag. Og så skal kvinden selvfølgelig bære tørklæde, for »det kræver Allah«. Hvordan forholder den enkelte politiker sig til det?

DET ER RELEVANT at tage snakken med alle tyrkiske politikere i Danmark, i alle politiske partier, men som socialdemokrat har man et særligt ansvar. Som der står på Socialdemokratiets hjemmeside: »På mange områder er vi nået langt med ligestillingen i Danmark. Men vi er langt fra i mål, og ligestillingskampen er stadig relevant. Flere steder i verden er kvinderettigheder (...) under pres.«

Man behøver ikke tage ud i verden for at kæmpe den kamp – man kan bare tage ned i den nærmeste Diyanet-moské.

På Socialdemokratiets hjemmeside læser man også, at ligestillingskampen stadig er relevant i forhold til lgbt+, fordi lgbt+-personer er forfulgt flere steder i verden. Her kunne det være på sin plads at henvende sig til den lokale Diyanet-moské, som jo repræsenterer det officielle Tyrkiet, og opfordre til at arbejde for at vende udviklingen i Tyrkiet. Der er nok at tage fat på.

Anti-lgbt+-retorik spillede en central rolle i Erdogans valgkampagne i 2023, hvor han i øvrigt også allierede sig med to partier fra den yderste højrefløj, som er åbenlyst fjendtlige over for lgbt+-personer. Som en naturlig følge af den fjendtlige politiske atmosfære over for lgbt+-personer observerede man ifølge Amnesty International udbredt politivold, vilkårlige arrestationer og tortur mod deltagerne i den sidste pride i Istanbul.

DET ER LIGELEDES en socialdemokratisk mærkesag at beskytte børn bedre mod overgreb. Der har man også en del at snakke med Diyanet-sympatisører om, hvis man skal tro forskningsprofessor og islamforsker ved Deakin University i Australien Ihsan Yilmaz’ forskningsartikel: »The Emergence of Islamist Offical and Unofficial Laws in the Erdoganist Turkey: The Case of Child Marriages«.

Yilmaz forklarer, at i 2001 var minimumsalderen for indgåelse af ægteskab 17 år for piger. Men så kom Erdogan og AKP til magten. Yilmaz beskriver, hvordan Erdogan gennem de sidste 20 år har undermineret den sekulære ægteskabslovgivning ved direkte eller indirekte at opmuntre til at lade islamisk indgåede ægteskaber træde i stedet. I 2018 offentliggjorde Diyanet en fatwa, som fastslog, at en pige kan blive gift, når hun kommer i puberteten – det gør hun ifølge islamisk lov som niårig. Det fremprovokerede voldsom kritik, og Diyanet måtte trække i land med en erklæring om, at man selvfølgelig ikke skal gifte piger væk, før de har den fysiske og psykologiske modenhed til at være gode mødre. Diyanet er dog ikke gået i rette med en islamistisk tv-kanal, som fremførte, at den ideelle alder for ægteskab er 12-17 år.

Barnebrude er heller ikke mere noget, man kun møder i de mest isolerede bjergegne i Sydøsttyrkiet. Pinar Icel Cepe, generalsekretær i fagforeningen Health and Social Services Employee Union, har udtalt, at nogle hospitaler har åbnet adskilte fødeafdelinger for ekstremt unge gravide, fordi der kommer flere og flere af dem. »Alle ved det, men ingen vil tale om det,« udtalte hun.

Yilmaz beskriver ligeledes, at da Socialdemokratiets søsterparti CHP prøvede at modsætte sig denne stigende udbredelse af barnebrude, blev CHP mål for en smædekampagne fra den AKP-venlige presse. CHP er i den forbindelse blevet kaldt »familiens fjende«, »islams fjender«, »fascister« og »voldtægtsforbrydere«.

DET HJÆLPER IKKE CHP, hvis danske politikere fremmer Diyanets interesser i Danmark. Den samtale er man nødt til at have i de danske kommunalbestyrelser og ikke kun i Socialdemokratiet.

Hvis man føler, man har svært ved at åbne den samtale, er det første tegn på, at der er noget galt. Men det er legitimt at bede folk vælge mellem Erdogan/AKP og Socialdemokratiet. Vælger man Socialdemokratiet, fravælger man AKP og Diyanet, og det viser man i sine ord og handlinger. Det er ikke anderledes, end hvis der kom en politiker, som ville være medlem af Liberal Alliance og Socialdemokratiet på samme tid. Her ville man også bede vedkommende om at vælge.

Man skal også erkende, at der kan være udbredt berøringsangst over for emnet i de lokale partiforeninger – på tværs af partier. Her har man i forvejen svært ved at rekruttere medlemmer og byrådskandidater, og man kan have haft et godt samarbejde med partifæller, som i øvrigt er engagerede i den ene eller anden islamistiske bevægelse. Derfor kan man have brug for støtte fra partikontoret – som man gjorde i AICs tid, hvor der var en telefonlinje, man kunne ringe til, hvis man stod i et dilemma lokalt. En frontfigur som Urban Hansen gjorde meget ud af hyppige opfølgninger på udviklingen i de forskellige lokalsamfund. Denne konkrete, personnære tilgang var muligvis en væsentlig forklaring på strategiens effektivitet.

Der er en sidste ting, vi kan tage med fra dengang, det var kommunistisk og ikke islamistisk entrisme, man måtte forholde sig til i Socialdemokratiet. Selvom AIC og Urban Hansen gik lige til stregen i deres organisering af de antikommunistiske kampagner, var der noget, de ikke gjorde: AIC bad ikke om, at kommunisme skulle forbydes ved lov, eller at kommunisterne ikke måtte have deres eget parti. De skulle bare lade være med at infiltrere Socialdemokratiet.

Tina Magaard er tidligere lektor på Aarhus Universitet og mangeårig forsker i islam og social kontrol

https://www.weekendavisen.dk/2024-48/samfund/den-nye-isfront