JENS – INGEMANN OG PIA LEVER HVER DAG I TRAUMET OVER EN LIVSDRØM, DER BLEV AFLIVET FØR TID..

Valget blev udløst af minkskandalen og beskyldninger om en magtfuldkommen Mette Frederiksen. Men for de fleste andre end minkavlerne Pia og Jens-Ingemann Feldbak er livet gået videre. De står hver dag i et uforløst traume over en livsdrøm, der blev aflivet før tid, mens de venter på erstatning og en vej videre.

Jens-Ingemann Feldbak og Pia Feldbak var minkavlere, indtil de blev tvunget til at slå alle mink ned for snart to år siden. Nu lever de mellem bygningerne fra et dødt erhverv, mens de venter på erstatning på ubestemt tid.

Foto: Asger Ladefoged

Jens-Ingemann Feldbak står med sin kone Pia Feldbaks mobiltelefon på gårdspladsen, mens jagthunden Selma betragter ham med sit vagtsomme blik. Det er første gang, han ser videoerne fra dengang, de aflivede deres mink. Der er ikke plads på hylderne, så døtrene Josefina og Isabella, der var syv og ti år, hopper rundt og lægger lag efter lag af døde mink på rad og række. Han swiper videre. Josefina græder, mens Plet, der var den sidste mink, de aflivede, ligger slapt hen over hendes knæ.

Det er mobiloptagelser fra den sidste dag i det liv, de troede, de skulle have levet i mange år frem. Nu er de stavnsbundne til traumet, mens de venter på erstatning på ubestemt tid.

Jens-Ingemann Feldbak fastholder blikket mod mobilen som for at skjule sin sindsoprivelse. Vreden og tabet ligger lige under overfladen. Det holder ham vågen om natten. Han kan mærke, at hans lunte er blevet kortere.

Det er bare en af måderne, det er blevet et andet liv for familien, og en anden barndom for døtrene.

Han tvinger sig selv til at se op.

»Det er derfor jeg bliver så …« siger han, leder efter ordene, opgiver, starter forfra:

»Pengene er jo ikke det vigtige. Det var et liv, der blev rykket fuldstændig fra hinanden.«

Jens-Ingemann og Pia Feldbaks yngste, Josefina, der var syv år dengang, sidder med Plet, som var den sidste mink, de aflivede.

Foto: Asger Ladefoged.

Isabellas vrede

Han er 39 år. De år, der skulle have været de mest driftige i hans liv, er ved at smuldre mellem hænderne på ham.

Den 4. november 2020, da statsminister Mette Frederiksen (S) over et skrattende Zoom-link meddelte, at alle mink skulle aflives, er blevet et livsdefinerende øjeblik for familien. De kan godt være bekymrede for, at deres ældste, Isabella på 12 år, går med for meget inde i sig selv, fordi hun godt ved, at far og mor er kede af det. Den tydeligste reaktion er, hvor indædt hun hader Mette Frederiksen.

»Hun har en voldsom, indædt vrede mod Mette Frederiksen. I et barnehoved er det Mettes skyld. Det er hende, der bestemmer i Danmark,« sagde Pia Feldbak tidligere.

Det er en vrede, Isabella ikke er alene om. For en stund så det ud til, at vreden over den lovsstridige minkskandale, der var den direkte grund til, at valget blev udskrevet, også ville få afgørende indflydelse på resultatet.

Men mens livet for mange af de godt 1.200 minkavlere er gået i stå, er livet for resten af samfundet gået videre med inflation, krig, gaspriser og højere løn til venstrefløjens kernevælgere i det offentlige.

Inger Støjberg er snublet, Mette Frederiksen smiler igen, og da Jens-Ingemann Feldbak for nylig viste Søren Pape rundt på sin tomme minkfarm, var tv-stationerne blevet hjemme.

For enden af jorden

Der er knap 26 skridt fra stuehuset, forbi trampolinen, hestene og hønsene til minkhallerne bag metalporten, hvor et skilt stadig advarer om smittefare.

Mens Jens-Ingemann Feldbak åbner porten og fortæller, at han startede med at bygge to haller til 600 tæver for ti år siden, kæmper Pia Feldbak med tårerne.

Mellem de fem mindre minkhaller, de først byggede, og den store med plads til fire rækker af mink, står tomme bure stablet på jorden. De skulle til at udvide, da coronapandemien kom. Alt står, som da de lukkede ned, på nær ukrudtet, der er trængt op gennem burene på jorden.

»Vi kommer her ikke så meget,« siger Jens-Ingemann Feldbak og står lidt ved porten.

»Jeg hader at være heromme,« siger Pia Feldbak.

Hendes ansigt er forvrænget. Læberne dirrer. Blikket er formørket.

»Det gør bare ondt,« siger hun:

»Det var det, vi skulle leve af. Men mest ondt, fordi man ved, hvad det har gjort ved vores børn. Jeg vil helst bare have det væk hurtigst muligt.«

»Men det har lange udsigter.«

Det forventes, at staten har fået revet de sidste minkhaller ned i 2028.

Det er om seks år.

Det er i de år, parret går fra at være unge til at blive midaldrende.

Vi står lidt i stilhed. Der er regn i luften.

Træerne for enden af deres jord er iklædt efterårets farver.

De blev lovet erstatning. Men ingen fortalte, at de skulle vente så længe. De seneste forlydender tyder på, at erstatningerne lader vente på sig. Måske helt frem til 2028 for nogle.

Det er dyrebare år, der går tabt. Som alle forældre kan de se tidens gang i deres børn.

De har begge arbejde. Pia klipper de lokale landmandskoner i sin lille frisørsalon på gården, og Jens-Ingemann går til hånde i sin lillebrors tømrerfirma. Men det var ikke det liv, de planlagde, og selv om alle kan blive slået ud af kurs, og planer kan gå i vasken, så er de stavnsbundne til et erhverv, der ikke længere eksisterer, som dannede rammen for det familieliv, der gav mening for dem.

»Vi kan ikke sælge huset,« siger Pia Feldbak:

»Hvem vil købe en nedlagt minkfarm nu?«

Uforløst

De har fået nogle penge. Et slags mindre acontoforskud på en del af den endelige erstatning, så de kan betale deres regninger. Jeg må ikke skrive hvor meget, men det er omkring en fjerdedel af det, som Jens-Ingemann Feldbak mener, han skal have i endelig erstatning. Staten har udbetalt 6,5 milliard kroner af de 19 milliarder, der er afsat til oprydning og erstatning for aflivning af 17 millioner mink og erhvervet.

Forude venter et større regnestykke, hvor driftsomkostningerne trækkes fra den indtægt, man kunne have forventet.

Pia og Jens-Ingemann Feldbak er på den ene side bedre stillet end nogle andre. De har gæld i huset og jorden, men har sat tæring efter næring og hvert år investeret overskuddet fra mink i mink. Men netop derfor er de også værre stillet end andre, for de var ved at bygge en drift op, der var baseret på kvalitet frem for kvantitet, og som skulle til at kulminere i disse år.

Deres afsavn i årene inden, de planer, de havde, det, de arbejdede hen imod, bliver aldrig forløst.

For nogle var minkproduktion et foragteligt erhverv, for andre var det omdrejningspunktet for tilværelsen.

Foto: Asger Ladefoged.

Slog dem selv ihjel

Når de står i minkhallerne og lytter til regnens trommen på taget, er det især begyndelsen for ti år siden, og de døgn, hvor det sluttede, de tænker på.

De kunne godt se, hvor det bar hen, allerede inden statsministerens beslutning 4. november 2020. Smittezonen og sikkerhedszonen, hvor alle mink skulle destrueres, kom nærmere og nærmere. Til sidst nåede den helt frem til den anden side af træerne for enden af deres jord. Så i stedet for at vente, til pelsene var perfekte, besluttede de at beskytte avlsdyrene og aflive resten af besætningen, så de i det mindste kunne få lidt for deres skind, inden de blev opslugt af smittezonen.

»Vores værste frygt var, at tiden ville indhente os,« siger Pia Feldbak.

I fem døgn gik de, hele familien, og hev deres 9.400 mink i aflivningsvognen. Der var ikke plads på hylderne. Døtrene lagde de døde mink i rækker på gulvet, og faldt i søvn af udmattelse i halmvognen.

»Det var vigtigt at være sammen om det, for det er noget, vi har haft som familie. Jeg tror, det var sundere at være med, end at komme hjem fra skole og mærke en stemning, man ikke selv har været en del af. De har set deres farmor og farfar være kede af det. De har selv været kede af det, og set os alle være kede af det, og de ved hvorfor,« siger Pia Feldbak.

Mens pigerne sov i halmvognen, fortsatte Pia og Jens-Ingemann Feldbak hver aften til midnat for at nå det.

»Det er jo et helt vanvittigt pres. Vi bestemte, at vi selv ville slå dem ihjel. Vi havde ingen til at hjælpe andet end pigerne og min mor og far,« siger Jens-Ingemann Feldbak og må stoppe et øjeblik og sunde sig.

»Skrækscenariet var, at der ville komme nogle, der ikke anede, hvad de havde med at gøre, og gøre det. Vi så jo, hvordan det var gået andre steder. Det er jo det, vi har brændt for,« siger Pia, mens Jens-Ingemann genfinder ordene:

»Det er også det med, at man selv får lov at gøre det færdigt.«

Undervejs meddelte Mette Frederiksen så, at det hele var slut. Hele familien så det sammen. Det var det, der ændrede noget i Isabellas barnehoved. Det var en beslutning, der betød, at samtlige mink, der endnu ikke var slået ihjel på landets minkfarme skulle aflives. Langt de fleste var raske.

Jens-Ingemann Feldbak bliver tydeligt påvirket, når han er i minkhallerne.

Foto: Asger Ladefoged.

Familielivet i minkhallerne

Vi står i en af de første minkhaller, de byggede. Regnen er taget til udenfor. Det rusker i træet og trommer på taget.

»Sådan et forhold kunne man også have til dyrene,« siger Pia og viser billedet af Josefina med Plet.

»Vi havde aftalt, at Plet var den sidste, der skulle dø, og sådan blev det også.«

Det var også det liv, børnene havde kendt, der sluttede med Plet.

»De løb altid herovre. Det er en produktion, hvor alle kunne være med. Pigernes ører var lige i højde med burene, så de kunne høre, når der var unger. Nogle af hvalpene kom i børnehave, hvis de skulle have lidt ekstra varme eller mælk. Dem kunne pigerne passe, så hele familien var involveret,« fortæller Jens-Ingemann Feldbak.

Pigerne vidste godt, at dyrene skulle dø. De vidste, de blev til pelsfrakker, og at kroppene ville blive til biodiesel til traktoren. Men de kunne se en mening i cyklussen. De var opvokset med det. De lærte at køre på trehjulet cykel på cementgulvet i minkhallerne, mens deres far gik og arbejdede. Nu er han væk hjemmefra, når han er på arbejde.

»Det har været en kæmpe omvæltning for dem, for nu er vi jo ikke længere bare hjemme.«

Pia Feldbak med noget af det pelsværk, de har bevaret.

Foto: Asger Ladefoged.

Stavnsbundne til et dødt erhverv

De føler sig stavnsbundne til et hjem med en død virksomhed. De er ikke af lønmodtagerstøbning. De vil selv. Bygge et liv op. Stå med ansvaret. I medgang og modgang. Men de kan ikke komme videre.

Hjem og erhverv hører sammen, og ingen vil købe et hus med en minkfarm. De tør heller ikke at rive det ned, før de står med udbetalingen af den erstatning, der hele tiden bliver skubbet ud i fremtiden. Tilliden til myndighederne er væk.

Pia sukker og kigger på uret. Hun har en kunde, der skal klippes, og går tilbage til stuehuset, mens vi går videre i minkhallerne.

Nogle vil mene, at man ikke skal have ondt af dem. De levede af at flå dyr for direktørfruers forfængelighed, og der venter millioner af skatteyderbetalte kroner i horisonten.

Men i deres optik var det sund fornuft at give dyrene de bedste betingelser. Det gav bedre pels, og selv om der er millioner i vente, så er der også løbende udgifter, skat, renter og først og fremmest tab af tid, der skulle være gået til at opbygge en forretning.

Minkburene var indkøbt til udvidelse af produktionen, da minkerhvervet blev lukket ned i Danmark. Nu står de fastfrosset i tid, så der ikke kommer tvivl om myndighedernes erstatningsansvar.

Foto: Asger Ladefoged.

Farmen lever i papirerne

Det paradoksale er, at Pia og Jens-Ingemann Feldbaks minkfarm på sin vis lever videre i myndighedernes sagsakter.

Erstatningen bliver udregnet ud fra det, de kunne have tjent fratrukket slid, løn og udgifter i de næste ni år. Derfor pusler det i sagsakterne med liv i de minkbure, som der nu vokser ukrudt i, men som stod klar til de nye minkhaller. Den nye fodermaskine, som Jens-Ingemann Feldbak lige havde indkøbt, bliver i sagsakterne langsomt mere nedslidt af at blive brugt hver dag året rundt. De avlsdyr, han måtte aflive, lever i sagsakterne, og hvert år kommer nye minkhvalpe til verden. De slider på burene, får foder og producerer afføring, der løber ned i rørene og under marken til den store gylletank, der ligner et cirkustelt.

Det er måden, erstatningen bliver udregnet på. Minkavlerne skal have det, de kunne have tjent på skind, minus afskrivningen på materialer, løn og bygninger. Til sidst skal de have en sum for det, bygningerne er værd, efter at have huset mink i yderligere ni år.

På den måde lever hans aflivede minkproduktion videre i akterne, som den lever i Pias bekymrede blik, i den mangel, der er opstået i døtrenes liv, og i Jens-Ingemann Feldbaks søvnløse nætter, når han går ned til fårene for at samle tankerne.

Måske rummer fårene en fremtid. Han går og funderer på det. Han har altid haft med dyr at gøre, og derfor købte han nogle af den særlige race Dorper, som der kun er få af i Danmark. Det er den race, der producerer mest kød ved bare at gå og græsse.

Måske det kan være noget. Han ved det ikke. Men tankerne finder mere ro, når han går på marken med fårene.

Når han sidder blandt fårene, kan Jens-Ingemann finde lidt af den ro, der kommer af et virksomt liv med fødderne solidt plantet på egen jord.

Foto: Asger Ladefoged.

Ender aldrig

Det er ved at være to år, siden det endte. Måden, det endte på, ender aldrig i dem. Det kommer til at følge familien resten af deres dage. Den politiske verden er videre, og vælgerne har fået bekymringer som krig i Europa og stigende varme- og elpriser, der er mere presserende end magtfuldkommenhed og minister lovbrud i sene nattetimer.

Vi ser lidt ud over markerne mod træerne for enden af jorden. Går tilbage til gårdspladsen. Pia Feldbak viser videoerne fra aflivningen på sin mobiltelefon, som hun lader sin mand beholde, så han kan se, hvad der egentlig skete dengang, mens hun kører for at hente pigerne fra skole.

Han tvinger sig til at se op og fastholder mit blik.

Så siger han det:

»Det var et liv, der blev rykket fuldstændig fra hinanden.«

Kilde: https://www.berlingske.dk/samfund/jens-ingemann-og-pia-lever-hver-dag-i-traumet-over-en-livsdroem-der-blev