Tænk nyt. Vælgerne har
forsømt at stemme på Radikale Venstre, fordi partiet selv har mistet sin
identitet, lyder kritikken fra partiets bagland.
DE FØRERLØSE
Mens den nyvalgte radikale folketingsgruppe mødtes
torsdag formiddag for at finde en ny politisk leder, sad en række partifæller
rundt i landet og krydsede fingre for, at man denne gang, omsider, ville
beslutte sig for en, der besidder det gammelradikale, frittænkende dna. En
leder, som efter små ti år som fast gæst på venstrefløjen omsider kan løsne
partiet og generobre den moderate midterposition, man engang havde for sig
selv.
Det ser ellers ud til, at Radikales nu blot
syv mandater kan få en nøglerolle i de kommende ugers forhandlinger, og hvis
det lykkes Mette Frederiksen at danne en bred regering over midten, vil
Radikale sådan set få deres vilje. Det plejede at være nok for dem. Men den nu
forhenværende leder, Sofie Carsten Nielsen, traf tilsyneladende egenhændigt
beslutningen om, at vælgernes mandat var for svagt til, at hun kunne forblive
leder.
Internt i partiet deles en opfattelse af, at
befolkningens tydelige fravalg kalder på selvransagelse. »Nu trænger vi også
snart til at sidde ned,« som en træt, ungradikal kvinde sagde til partiets
valgfest i tirsdags, da de første valgprognoser tikkede ind.
Som udefrakommende kan man da også få det
indtryk, at de radikale har forsømt at hvile hele den seneste valgperiode.
Sofie Carsten Nielsen overtog ledelsen i oktober 2020, da historierne om Morten
Østergaards seksuelle tilnærmelser blev for belastende, og hun lovede at gøre
en ende på partiets nyere vane med at stille ultimative krav.
Sofie Carsten Nielsen er kendt som den uselviske og
teknisk dygtige parlamentariker, som insisterede på at tale om substans og
konkret politik. Alligevel efterlader hun i dag indtrykket af, at alt de
seneste to år har handlet om proces og krav.
Fra baglandet er kritikken især møntet på
selve formidlingen af det politiske, eksempelvis det bebudede Rwanda-projekt:
Ingen radikale vil sige, at Socialdemokratiets idé er god, men hvorfor skal det
være så svært for ledelsen at tage afstand uden at gøre det til et højlydt
symbolsk oprør, lyder det. Man kunne have placeret sig stilfærdigt opponerende
ligesom medstøttepartiet SF eller afvist med logisk begrundet skepsis ligesom
Venstre. Senere har man kløjes i sin forklaring på, hvorfor en sammenlignelig
løsning på europæisk plan sagtens kan gå an. Så selvfølgelig undrer vælgerne
sig over, hvor de har Radikale, lyder kritikken.
På samme måde ærgrer flere sig over, at ingen
fra ledelsen eller sekretariatets side har formået at tydeliggøre, hvorfor
kravet om et folketingsvalg var en fornuftig idé og ikke bare et stykke
selvhævdende signalpolitik. Konsekvensen er, at Radikale fremstår som et parti
uden andre formål end at sabotere de andre partiers projekter, fremgår det.
Flere kandidater nævner, at opfattelsen har
påvirket deres personlige valgkampagner den seneste måned. »Når jeg har været
ude og tale om psykiatri og grøn omstilling, troede folk ikke, at jeg kunne
være fra Radikale,« fortæller Lukas Lunøe, 24 år, som har banket på døre i
Sjællands Storkreds uden at opnå valg i tirsdags. »Folk mente, at jeg måtte
være fra et rødt parti. De havde ikke hørt konkret radikal politik før. Hvad er
årsagen til at stemme på Radikale? Det har vi alt for længe forsømt at
fortælle,« som han siger.
Flere kandidater peger på, at manglen på et
fælles projekt i partiet er hovedårsag til den sløje opbakning. »Vi er gået fra
at være partiet, der insisterede på at tale politik, og nu taler vi bare
slogans. Jeg synes, at vi taler ned til danskerne.«
Jelveds parti
Det var i partiets første 100 år et
sindbillede på en sand radikal, at hun ikke havde behov for at forme sin
politik efter tidens krav. Hun hvilede i sin position. Om partiet så fik tre
eller ti procent, var ikke afgørende – så længe mandaterne var udslagsgivende
på midten.
Man repræsenterer »de sidste tre procent af
vælgerne, som de store partier aldrig får«, som Bertel Dahlgaard,
folketingsmand i fire årtier, udlagde den radikale sindstilstand i Politiken i
september 1961, inden han understregede sit partis nødvendighed: »Jeg vil sige
det sådan, at hvis Det Radikale Venstre ikke eksisterede, så måtte man opfinde
det.«
Det er den særlige parlamentarisk-stoiske ro,
som i dag har forputtet sig et sted i Marianne Jelveds håndtaske. I sine 17 år
som leder definerede hun sit midterparti som et, der lige så vel kunne stemme
til højre som til venstre.
Det er 15 år siden, hun gik af, og fra flere
sider hævdes det, at partiet har søgt efter sin identitet lige siden.
Rastløsheden afspejles blandt andet i antallet år, de senere ledere har haft:
Vestager fik otte, Østergaard knap syv og Carsten Nielsen blot to.
I De Radikales bagland spørger man sig selv i
disse dage, hvordan Lars Løkke Rasmussen med sine Moderaterne kunne slippe
afsted med at genopfinde den traditionelle radikale position.
Gift med tidsånden
Det har i årevis stået klart, at partiets dna
var under forandring. Under Morten Østergaards ledelse giftede partiet sig med
tidsånden, som dengang i 2010erne krævede idealisme og hjertevarme, gerne
formidlet eksplicit, som da han trak i våddragt og svømmede en tur til Lindholm
for at protestere mod den symbolske idé at placere udviste flygtninge på øen.
I dag fnyser partifæller ad den slags
populistiske stunt. De mener, at partiets seneste ledere har udvandet frisind
til »kampagnepolitik«, til dekorative magentahjerter og slogans, som enten er
for skarpe til at rumme de uforudsigelige perspektiver, partiet engang havde
patent på, eller for vage til, at man kan forholde sig til dem.
Man har længe fundet det »vigtigere at
fortælle danskerne, at vi stod i modsætning til Dansk Folkeparti frem for at
fortælle om vores egen politik«, som daværende formand for Radikal Ungdom Jacob
Robsøe skrev i en kronik i februar sidste år, i kølvandet på et protestbrev
underskrevet af 22 fortvivlede medlemmer af organisationen.
De efterspurgte en ny midtersøgende linje fra
den dengang nyvalgte Carsten Nielsen. Spørger man Robsøe i dag, mener han ikke,
at man siden er lykkedes med at formidle en politik i egen ret, men han er
optimistisk igen med udsigten til en ny leder.
I bytte for den parlamentariske uafhængighed
har man vænnet radikales medlemmer og en hel generation af nye vælgere til, at
Radikale Venstre er et idealistisk projekt, som »har lagt sig selv i armlås hos
de røde partier«, som en tidligere partiansat siger til Weekendavisen. »I dag
kan Radikales vælgere jo lige så vel stemme på Alternativet eller SF og få
lignende mærkesager med mere kant. Det er et nyt fænomen.«
Partiet er blevet bange for sin egen skygge,
lyder det, man har eksempelvis været »bange for at præsentere borgerlig
økonomisk politik af frygt for at skræmme sine nye venstrefløjsvælgere væk«,
som en siger.
Ligesom Morten Østergaard blev Sofie Carsten
Nielsen et offer for den kuldsejling af Jelveds pragmatisme, de sidste mange år
har båret præg af. Allerede inden den nye forhenværende leder gik på scenen ved
titiden tirsdag aften, noterede flere festgæster skriften på væggen. »TÆNK NYT«
stod der med hvide versaler på en svulstig magenta baggrund bag
mikrofonstativet. »Ja, det skulle vi måske prøve,« lød den sagte hvisken fra
enkelte i lokalet.
https://www.weekendavisen.dk/2022-44/samfund/de-foererloese
Ingen kommentarer:
Send en kommentar