Alternativt. Dansens tid er
vist forbi i Uffe Elbæks gamle parti. Den nye klimaordfører knytter
forskernæven om blyanten og dekreterer opgør med det ødelæggende neoliberale
samfund.
DET 90.MANDAT
MED AKTINDSIGTEN SOM værktøj har mediet Frihedsbrevet skaffet hvert et barn i
kongeriget vished om, at forskeren og politikeren Theresa Scavenius af og til
tager flyet. Hyppigst mellem Aalborg og København, men også til og fra andre
destinationer. 24 gange er det blevet til siden 2017.
Takket være den moralisme, som trives på
Politiken med klimasagen som lunende høkasse, ved enhver nu også, at Theresa
Scavenius ærlig talt skal skamme sig. »Skam dig, Theresa Scavenius,« hedder
overskriften på en leder i avisen. Måske ikke så meget skamme sig på grund af
en enkelt flyrejse i ny og næ – »også vi på Politiken har svært ved at undgå
flyrejser«, erkender lederskribent Marcus Rubin over for offentlighedens
skriftestol.
Skam få Scavenius derimod, fordi hun påpeger
den temmelig ligegyldige effekt af sin valgte transportform, »når vi har en
regering, som udvider motorvejene«. Og det har vi jo. Uanset hvad der kommer ud
af regeringssonderingerne under Mette Frederiksens forsæde, vil der fortsat ske
en udbygning af vejnettet hertillands.
THERESA SCAVENIUS ER nyvalgt medlem af Alternativets folketingsgruppe. Hun er
også bogaktuel. En lille pamflet kaldet Klimastaten handler
om, »hvorfor klimakrisen ikke bliver løst – og hvad vi kan gøre ved det«, som
det hedder i undertitlen.
Det er her, Scavenius er interessant, som folkevalgt og
som politiker, snarere end som rejsende. Som bærer af Alternativets politik.
Partiets passage af spærregrænsen er afgørende for, at Mette Frederiksen er
storfavorit til at fortsætte som statsminister.
Den 38-årige aalborgforsker prøvede i sin tid
at blive valgt som Alternativets forkvinde, efter at Uffe Elbæk var blevet træt
af at stå i spidsen for den grønne revolution. Hun fordrede stejl opposition
til den klimakonsensus, som prægede Christiansborg. Nej til greenwashing,
klimapopulisme og pæne ord. På dansk: større afstand til regeringen, hårdere
oppositionslinje. Alternativet skulle være et alternativ, ikke et supplement.
Kandidaturet fejlede, Scavenius fik en
fjerdedel af stemmerne ved urafstemningen i februar 2020 og forlod kort efter
Alternativet. Tilsvarende forlod hun nogle år tidligere Radikale Venstre, da
hun i 2017 mislykkede med at stige til tops i det parti (dengang uden at være
optaget af klimaet).
Efter mellemspillet med den klejne
organisation Momentum vendte hun for kort tid siden tilbage til Alternativet og
blev valgt til Folketinget med knap 1.100 personlige stemmer.
Hun er nu sit partis nye klimaordfører,
ligesom hun tager sig af forskningsområdet.
KLIMASTATEN ER EN bog, der sammensmelter det klimapolitiske med en slags
forskningsformidling. Synspunktet er kort gengivet, at ansvaret for at redde
klimaet hverken kan overlades den enkelte borger eller erhvervslivet. Det er en
opgave for en stærk stat, klimastaten.
Alt er imidlertid gået galt. Neoliberalismen
og konkurrencestaten har ødelagt det hele, fordi »markedslogikken i
konkurrencestaten overtager alle sektorer. I Konkurrencestaten er der ikke
behov for forskellige fagligheder. Den samme økonomiske logik kan styre både
skolen, sundhedssektoren og militæret«.
Forskellen mellem stat og marked udviskes med
svækkelse af begge dele til følge. Staten er ikke rigtig stat, markedet ikke
rigtigt marked, hedder det i bogens analyse.
Så hvad må der gøres? Scavenius kræver en
slags verdensrevolution, men kalder det noget lidt mindre alarmeret.
Klimapolitik handler om »en omfattende modernisering og teknologiudskiftning af
hele verdens økonomiske infrastruktur«. Klimapolitikken skal gøre op med »den
nuværende autoritære og neoliberale samfundslogik«.
Den omfattende hensigt suppleres med
velkendte, både mere klassiske og nyere venstreorienterede positioner: Den
såkaldt sorte energis lobbyister skal forbydes adgang til de sfærer, hvor der
formuleres klimapolitik. Den private ejendomsret skal begrænses. I den
postnationale tid spiller køn, alder og indkomst ingen større rolle.
Fogh-epoken betød »et opgør med den ekspertbaserede politiske kultur«.
Populisme skyldes angreb på fri vidensdannelse og truer demokratiet.
Pudsig i denne ordenes røde flod er Theresa
Scavenius’ påstand om, at »det er meget nemt at gå fra et regulerings- til et
dereguleringsparadigme«, idet hun henviser til Mogens Glistrups gamle idé om at
skabe et ministerium til afvikling af offentlig virksomhed. Nemt? Nogen
offentlig virksomhed er der vist tilbage efter Fremskridtspartiets hærgen for
små 50 år siden.
Bryder man sig ikke rigtig om udsigten til at
se de scavenianske paroler realiseret, kan man måske trøste sig med, at hun
grundlæggende er pessimist på sit eget projekts vegne. Vi skal erkende, at vi
har forpasset mulighederne for at løse klimakrisen, og belave os på at leve med
klimaforandringerne, skriver hun et sted.
Og selv det projekt ser ifølge forskeren og
politikeren skidt ud, for »de nuværende neoliberale og populistiske stater, som
ikke kan finde ud af at lave klimapolitik, er heller ikke gode til at lave
tilpasningspolitik«.
LÆREN AF ALT dette?
Alternativets politiske orientering efter genfødslen ved folketingsvalget er
stadig i proces, som man siger. Den nye leder, Franciska Rosenkilde, har også
stadig til gode at vise, at hun faktisk er leder af partiet, hvad det bizarre
forløb om partiets skiftende holdninger til en advokatvurdering af minksagen
demonstrerer.
Men rejser man sig fra skriftestolens mørke,
overlader skammen til de professionelle på det felt og orienterer sig mod det
politiske, er et par fascinerende ting tydelige:
I det små: Enhedslisten skal vist huske at
kikke sig over venstre skulder, mens man forsøger at rejse sig fra
valgnederlaget. Der er ikke meget »danse dagen lang« over Theresa Scavenius’
program, som det ytrer sig i hendes nye bog. Den nye klimaordfører er på lange
stræk klassisk venstreorienteret i sin kamp for klimastaten.
I det større: Det er nok en god idé at se
Theresa Scavenius som det, hun også er, nemlig det 90. mandat bag den kongelige
undersøger, Mette Frederiksen. Der går vist nok stadig folk rundt, som er
hildet i den opfattelse, at forhandlingerne i Statsministeriet og på Marienborg
blot er et skuespil, hvis rollehæfte dikterer, at Mette Frederiksen til sidst
vender hjem til sin trygge, røde havns 90 mandater.
De således hildede bør læse Klimastaten.
Udelukkes kan det jo ikke, at forsøget på at danne en regering hen over midten
kuldsejler. Men det er ikke nogen attraktiv udgang på forhandlingerne set fra
Mette frederiksens position. Theresa Scavenius er i en langt større sags
tjeneste end at give hende en ny periode i Statsministeriet.
Theresa
Scavenius: Klimastaten. Om hvorfor klimakrisen ikke bliver løst – og hvad vi
kan gøre ved det. Gads Forlag.
Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-48/samfund/det-90-mandat
Ingen kommentarer:
Send en kommentar