Interview. Jean-Pierre
Obin var i to årtier generalinspektør i undervisningsministeriet og som sådan
en af den franske stats øverste tilsynsførende embedsmænd. Nu er hans bog Hvordan
islam trænger ind i skolen kommet på dansk, og den er skræmmende
læsning.
Sådan knuser man den franske skole
ANTONY – Der er vandhaner forbeholdt
muslimske elever. Der er drengenes omklædningsrum, hvor muslimer og »vantro«
elever er skarpt adskilt. Der er skolekantiner, der udelukkende serverer halal
af frygt for de muslimske elevers forældre, der er afvisningen af
evolutionslæren på alle klassetrin, og der er dødstrusler mod lærere, der
formaster sig til at sige fundamentalistiske elever imod eller blot undervise i
ytringsfrihed.
Det hele kronet af en nylig kampagne på
TikTok, hvor islamistiske profiler opfordrer skolepiger til at iføre sig en
abaya og protestere mod det franske tørklædeforbud fra 2004 og samtidig
forklarer pigerne, at de skal sige, at det er deres »kultur, og intet har med
religion at gøre«.
Man tror ikke sine egne øjne, når man i en
række nys udgivne bøger læser beskrivelserne af de talrige sammenstød, der
dagligt finder sted i de franske skoler.
Så voldsom er stigningen i antallet af konfrontationer – 300-400 alene i september i år – at det franske undervisningsministerium nu modtager månedlige opgørelser over antallet af anslag mod den franske skoles kodeks for verdslighed.
Foto fra en fransk skole i Toulouse. Foto:
Patricia Huchot-Boissier, Scanpix
Alt sammen kun lidt over to år efter den
brutale likvidering af historielæreren Samuel Paty, der blev halshugget af en
tjetjensk islamist i den lille forstadskommune Conflans-Sainte-Honorine ved
Oise-floden nordøst for Paris, fordi han havde brugt Jyllands-Postens
muhammedtegninger i sin undervisning.
Intet af det overrasker imidlertid
Jean-Pierre Obin. I knap to årtier var han generalinspektør i
undervisningsministeriet og som sådan en af ministeriets øverste tilsynsførende
embedsmænd. I 2020 udgav han bogen Hvordan islam trænger ind i skolen, der
netop er kommet i en dansk oversættelse.
At han ikke er overrasket, skyldes, at han
allerede i 2004 affattede en opsigtsvækkende rapport til den daværende franske
undervisningsminister, der afdækkede problemerne med religiøs fundamentalisme i
de franske skoler.
Alligevel blev mange i Frankrig overrasket,
da landet i 2015 blev ramt af terrorangreb mod både satirebladet Charlie Hebdo
og Stade de France, spillestedet Bataclan, et jødisk supermarked samt de
parisiske fortovscafeer. Og det har ifølge Jean-Pierre Obin en ganske enkel
forklaring:
»Rapporten blev gemt væk, fordi man var bange
for at 'provokere muslimerne unødigt', hvilket også skyldtes, at den kom, netop
som regeringens forbud mod religiøs påklædning i skolerne (hovedtørklædet, red.) trådte i
kraft,« fortæller han, da jeg møder ham ved stationen i Antony, en forstad 20
minutter syd for Paris. Mens vi begiver os afsted mod hans hus ad en lille
billøs gyde, fortæller den nu pensionerede generalinspektør med brune
ruskindssko og de ovale metalindfattede briller om de mange daglige forsøg på
at underminere den franske skoles sekularitet, som ellers burde være sikret af
den franske forfatnings håndfaste adskillelse af kirke og stat, der blev
vedtaget i 1905.
Det spænder vidt: lige fra, at muslimske piger i hobetal pludselig har udviklet
allergi over for klor og derfor ikke kan tage del i kønsblandet
svømmeundervisning og til den blanke afvisning af at læse historien om De tre små grise, fordi »grisen er et urent dyr«.
»Ja, vi er sågar stødt på en muslimsk mor,
der klagede over en lærer, som havde sagt, at der herskede 'et værre griseri' i
en muslimsk elevs lektiehæfte,« sukker Jean-Pierre Obin. Han åbner en mørkegrøn
gitterport, og vi går op på første sal i hans hus, hvor arbejdsværelset ligger
badet i et mælkehvidt lys fra den disede himmel over ovenlysvinduet.
Væggene er beklædt med de seneste års
bogudgivelser om religion, politologi, kultur og filosofi, men der er også
storformatsbøger med malerier af van Gogh og hulemalerierne fra Chauvet-grotten
i Ardèche. Hans hustru, Chantal, kommer med kaffe og småkager og lader
espressokanden stå på bordet.
»Det var først i 2015 – efter attentaterne –
at daværende premierminister Manuel Valls gravede vores rapport frem af
bunkerne og igen satte fokus på islamismen som en af det vestlige demokratis
væsentlige udfordringer,« forklarer Obin.
Den konkrete anledning var dog i
virkeligheden ikke så meget attentaterne som de talrige problemer, der opstod,
da man på landsplan valgte at ære ofrene fra både Charlie Hebdo og angrebet på
Bataclan og forstovscafeerne med et minuts stilhed. Det viste sig nemlig
hurtigt, at der var tale om langt mere end blot de få hundrede tilfælde, man
indledningsvis havde regnet med.
»En undersøgelse viste, at 13 procent af
lærerstanden havde oplevet, at eleverne protesterede og nægtede at ære ofrene
og i stedet foretrak at hylde gerningsmændene. Og da der er over 750.000 lærere
i Frankrig, skal man ikke være et matematisk geni for at regne ud, at det er et
meget voldsomt antal,« siger han.
Mere og mere religiøse
Ved læsningen af rapporten fra 2004 kunne man
konstatere, at problemet ikke var af nyere dato. For her stod de problemer
beskrevet, som siden kun har vokset sig endnu større: skoleudflugter, hvor
muslimske elever nægter at gå ind i kirker eller besøge kristne monumenter,
eller elever, der afviser at give hånd eller at se kvindelige lærere i øjnene,
samt den bastante afvisning af helt basal lærdom med henvisning til religiøse
dogmer.
»Den store forskel er, at det har grebet
voldsomt om sig i omfang og nu gælder for hele Frankrig. Også helt ned i de
mindste klasser, og det var yderst sjældent dengang. På samme måde er det nyt,
at forældre og i flere tilfælde også ansatte åbent anfægter verdsligheden,«
forklarer Obin.
Men hvad er årsagen? Ifølge Jean-Pierre Obin
er forklaringen ikke mindst, at de unge muslimer er blevet mere og mere
religiøse, mens resten af de unge er blevet mindre og mindre religiøse. De
seneste tal viser således, at to tredjedele af de muslimske elever i de ældste
klasser vil følge sharia, islamisk lov, frem for landets love, hvis de strider
mod hinanden. Og den religiøse fundamentalisme går også ud over fagligheden:
»Kun seks procent af de muslimske elever i de
mindre klasser tror på, at de nulevende arter i naturen er resultatet af
evolutionen,« forklarer han og retter sig op i stolen. »Det er jo helt vildt!«
tilføjer han og slår ud med armen. »De sætter deres tro over videnskaben.«
Han nævner et andet eksempel, hvor to piger i
biologitimerne skulle forklare, hvad kemisk abort er. »I stedet endte de med at
viderekolportere en ekstremistisk imams budskab om, at abort var 'haram',
forbudt, og at de aborterende kvinder burde anklages for mord. I en biologitime
i Frankrig (hvor retten til fri abort netop er blevet skrevet ind i
forfatningen, red.)«
Republikken er stærkere end TikTok
Til trods for de mange ekstreme eksempler,
han nævner, og som hans bog er fuld af, hersker der en udbredt magtesløshed på
de franske skoler over for fænomenet; en magtesløshed, der ifølge Obins
observationer gennem knap 20 år i felten dels skyldes dårligt uddannet
personale, dels konfliktskyhed hos skoleledelserne, der undergraver deres egen
autoritet ved for alt i verden at søge kompromiser.
»Det fornemmer islamisterne,« siger han. »De
forsøger hele tiden at udfordre grænserne, og hver gang de kan mærke, at man
giver efter, maser de bare yderligere på.«
Jean-Pierre Obin lægger ikke skjul på, at han
er skuffet over, at præsident Emmanuel Macron valgte at udskifte
undervisningsminister Jean-Michel Blanquer. Hans kæphest var nemlig kampen mod
den såkaldte islamo-gauchisme på uddannelsesinstitutionerne. I stedet udpegede
Macron Pap Ndiaye, der er tættere på wokemiljøet og ideologisk ligger så langt
fra Blanquer, som man næsten kan komme.
Forskellen blev ifølge Obin tydelig, da
Ndiaye endelig efter flere måneder reagerede på den førnævnte TikTok-offensiv
for at få muslimske piger til at gå i skole iført abaya:
»Han nøjedes med at erklære, at 'Republikken
er stærkere end TikTok', og udsendte et bovlamt cirkulære, hvori det – endnu en
gang – lades op til enkelte uddannelsesinstitutioners ledelse at afgøre, om en
beklædningsdel er i strid med forbuddet mod religiøse beklædningsgenstande fra
2004 eller ej,« siger Obin.
Og tilføjer: »Ved at undlade at tage det
overordnede ansvar giver ministeren det endnu en gang videre til den enkelte
rektor eller skoleinspektør. Og det er der jo – forståeligt nok – mange, som er
ængstelige ved.«
Paty var en lærer, der fik så lidt hjælp og var så bange, at han
– den dag han blev myrdet – havde en hammer i sin taske. Men ingen støttede
ham, ingen!
JEAN-PIERRE OBIN, UDDANNET
FASTSTOFINGENIØR OG PH.D.
Obin minder om, at den dræbte Samuel Paty
heller ingen opbakning havde fra sine egne overordnede efter de muslimske
klager, han havde modtaget på grund af sin brug af muhammedtegningerne i sin
undervisning.
»Her var en lærer, der fik så lidt hjælp og
var så bange, at han – den dag, han blev myrdet – havde en hammer i sin taske.
Men ingen støttede ham, ingen!« siger Jean-Pierre Obin.
Og han tror, at det kan blive værre endnu.
For de islamistiske elevers og forældres aggressive fremfærd får andre
ængstelige forældre til at trække deres børn ud de mest berørte skoler, og det
fører til øget segregation i samfundet. Resultatet er en fuldbyrdelse af den
glidende religiøse ghettoisering, man har set i de seneste årtier, og som
uvægerligt undergraver hele samfundets sammenhængskraft.
Det er imidlertid lige præcis islamisternes
mål. De ønsker at knuse den franske skole, insisterer han. For den har længe
været selve arnestedet for den oplyste verdslighed: Her uddanner man frie,
selvstændige og rationelle individer.
Derfor er det da heller ikke første gang, at
skolen bliver omdrejningspunktet for en kamp mellem verdslighed og tro.
Allerede 20 år før sekularitet blev påbudt
ved lov i 1905, var skolen nemlig spydspids i den daværende
undervisningsminister Jules Ferrys store opgør med den katolske kirke. Han
gjorde skolen gratis, undervisningen obligatorisk, smed præsterne på porten,
skippede katekismus og erstattede den med lektioner i moral og borgerlige
rettigheder: præcis det fag, som Samuel Paty underviste i, da han blev myrdet.
Ikke bare i Frankrig
Det smerter Jean-Pierre Obin at erkende, at
den største trussel mod det vestlige demokrati kommer fra islam. Han er nemlig
selv – som han siger – arabofil. Han boede som ung venstreorienteret akademiker
i en landsby nær Oran i i Algeriet, hvor han underviste på gymnasiet. Hans to
døtre har ligefrem arabiskklingende fornavne.
Så meget desto mere var det en brat opvågnen,
da han i 1996 for første gang stødte på fundamentalismen i Frankrig på en skole
i Lyon, hvor de nordafrikanske muslimers chikane mod jødiske børn havde tømt
skolen for jødiske elever.
»Det var dybt rystende for mig at se, at den
slags kunne ske, på en offentlig skole, i begyndelsen af det 20. århundrede,
blot få kilometer fra det børnehjem, hvorfra adskillige jødiske børn blev sendt
til Auschwitz i '44,« sukker han.
Og Jean-Pierre Obin bebrejder ikke kun
politikerne og skolelederne. Han er også harm over »de naive forældre og
lærere, der tror, de kan fortrænge islamismen med næstekærlighed«, som han
siger.
Ifølge en undersøgelse fra
opinionsinstituttet Ifop siger over halvdelen af lærerne i de såkaldte
prioritetsundervisningszoner, hvor de muslimske elever er i overtal, at de har
udøvet selvcensur i undervisningen for at undgå problemer med muslimske elever
eller deres forældre.
Men man får intet ud af at føje islamisterne,
siger Jean-Pierre Obin. »For som filosoffen Julien Freund engang sagde: Fra det
øjeblik, hvor en person udpeger Dem som hans fjende, da bliver De det.«
Og skal man tro Obin, er det ikke kun
Frankrig, som har grund til at være bekymret. Kampen er den samme i hele den
vestlige verden.
»Frankrig er godt nok et af de få lande i
verden, som har indskrevet verdsligheden i sin forfatning – men det er langtfra
islamisternes eneste mål. Deres ambitioner gælder hele den vestlige verden,
hvor arven fra oplysningstiden er en del af kulturarven. Storbritannien,
Belgien, Italien … og naturligvis også Danmark.«
Tørklædeforbuddets konsekvenser
Han har fulgt den kontrovers, der opstod, da
Kommissionen for den glemte kvindekamp i Danmark foreslog at forbyde islamiske
hovedtørklæder i danske skoler, og han blev træt, da han igen igen hørte
modstanderne fremføre argumentet om, at 'hovedtørklædet jo bare er et stykke
stof'.
De overser ifølge Obin symbolets semiotik: Et
symbol har nemlig både et udtryk og et indhold: udtrykket er naturligvis 'bare'
et tørklæde, men indholdet er netop en særlig kyskhed og et særlig fromt
tilhørsforhold til én fundamentalistisk gren af islam.
»Men,« tilføjer han med et lån fra en
kinesisk talemåde, »når den vise peger på månen, ser tåben på fingeren«.
Han har fulgt den islamistiske proselytisme
(hvervning af nye tilhængere til en tro, red.), som fandt sted, da de religiøse
fundamentalister kom til Frankrig fra Algeriet i 1990erne og med halalkød,
hovedtørklæder og religiøse påbud forsøgte at udbrede salafismen.
Og at tørklædet er symbolet på den religiøse
formørkelse, turde desuden være tydeligt i dag, hvor det iranske præstestyre
brutalt forsøger at nedkæmpe et oprør affødt af modstand mod netop
hovedtørklædet, siger han og påpeger, at der på den baggrund er noget nærmest
komisk over den sælsomme forbrødring mellem den yngre og mere woke generation,
der plæderer for individets frie valg, retten til at gå klædt, som man vil, og
de ikke just frihedselskende islamister.
Han peger samtidig på, at det faktisk var
forsvindende få piger, der endte med at forlade skolen, efter at Frankrig i
2004 indførte et tørklædeforbud.
»Det var omkring en snes – men vi har
immervæk knap 13 millioner skoleelever i Frankrig, og halvdelen af dem er
piger, så tallet er jo ubetydeligt,« siger han.
I hvert fald set i forhold til, at tørklædet
var en konkret manifestation af opsplitningen mellem muslimerne og resten af
eleverne i de franske skoler.
Den opsplitning forstærkes stadig af de
sociale medier. For her er ofte direkte adgang til rabiate mellemøstlige
imamer, og det er en af årsagerne til de nærmest enslydende udsagn fra
skoleelever rundtomkring i Frankrig.
Samtidig er det også via de sociale medier –
særligt TikTok – at hetzen mod underviserne føres. Det er således ikke
sjældent, at lærere udleveres med navns nævnelse. Sådan som det skete med
Samuel Paty.
Klokken er ved at være mange, og Jean-Pierre
Obin skal mod lufthavnen, for selvom han i princippet er pensioneret, har han
stadig kalenderen fuld af aftaler og er en hyppig gæst i franske tv-studier,
når talen falder på islamisme i Frankrig. Før vi går hver til sit, gentager
han, at man er nødt til at holde stand mod islamismen.
»Vi skal ikke tie eller slå blikket ned, men
tale dem midt imod.«
Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-49/samfund/saadan-knuser-man-den-franske-skole
BLÅ
BOG
Ingen kommentarer:
Send en kommentar