Hvedebrødsdage. Oppositionen har sat kursen mod regeringens favn. At stå på agitatorens talerstol år efter år er uattraktivt.

Efter oprøret
Blandt iagttagere af det politiske liv er det blevet en yndet sport at udfordre skæbnegudernes monopolvirksomhed og spå om datoen for flertalsregeringens forsvinden. Hvor den ene iagttager blot ved den død efter næste folketingsvalg, kan den anden mere præcist fastslå regeringens usavnede bortgang ved næste kommunalvalg i efteråret 2025. Mon ikke det bliver lidt ud på eftermiddagen?

Hvad man i egentlig forstand kan konstatere om regeringens fremtid, er mere begrænset. Vi ved, at SVM-regeringen skal mødes med vælgerne senest efteråret 2026. Vi ved, at Moderaterne er sindet at lade projektet fortsætte, mens både Socialdemokratiet og Venstre holder døren åben uden at binde sig. Og så ved vi endelig, at det på 100 dage er lykkedes regeringen at gøre sig grundigt upopulær, hvad der p.t. gør genvalg mindre sandsynligt end for tre måneder siden. Det er det forhold, der har lokket spåmændene ud i lyset med deres nypudsede krystalkugler.

Denne uges Voxmeter udmåler elendigheden: 17 meningsmålte mandater smidt på 100 dage svarende til et tab på næsten ti procentpoint. Ti af mandaterne er tabt til den røde side, syv til den blå. Fortsætter det på den måde, ender de tre musketerpartier med at skylde.

Værst ser det ud for Venstre, som i forvejen har mistet så meget og for tiden endda må undvære sin formand. Socialdemokratiet havde dog i modsætning til Venstre før valget tydeligt tilkendegivet at ville søge bredt samarbejde, men helt nemt for statsministerpartiet er det tydeligvis ikke. Man kan bare prøve nysgerrigt at spørge indsigtsfulde folk, hvad egentlig forskellen er på den nødvendighedens politik fra Thornings tid, som Socialdemokratiet afskyer, og den politik, man aktuelt hylder, nødvendiggjort som den er af de meget alvorlige tider.

Mette Frederiksen og Troels Lund Poulsen kan efter storebededagsstriden se frem til et mindre anspændt politisk klima. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen

Bedst til rette i projektet føler Moderaterne sig. Midterregeringen er Lars Løkke Rasmussens idé, han er arkitekten tilbage fra 2019, og i weekenden fik han sit partibaglands opbakning til at fortsætte bestræbelsen på at langtidsbænke fløjene til fordel for den ansvarlige midte. Naturligvis. Ingen anden udgang var mulig på årsmødet i Vejle, som virkede som mødested for Alternativets iværksætterånd, tilløbende nysgerrige, garvede pragmatikere og lykkesøgere, som man husker dem fra Ny Alliance i de gode år.

Moderaterne er ét hoved, Løkkes, nu skal hovedet forsøge at føde sig en krop: Partiet skal også være kommunalt, og man skal have en ungdomsafdeling, som rigtige partier har det. Europæisk er man allerede blevet i kraft af sønnen Bergurs opdagelse af, at han faktisk fortsat mener det samme som sin far.

Nederlag og sejre

Meningsmålingernes tale er dragende og fascinerende, men skygger også for, hvad der foregår i øjeblikket. Dansk politik har været igennem noget, som minder om en forfatningskamp eller i hvert fald en tilvænning til nye roller, efter at fløjene er isoleret uden for det bestemmende centrum. Hvem bestemmer og på hvilke vilkår?

Opgøret havde karakter af et forbitret oprør, betegnende nok anført af fagbevægelsen, siden Folketingets to oppositioner var efterladt desorienterede. Fagbevægelsens Hovedorganisation ville med kravet om bevarelsen af store bededag som fridag berøve regeringen dens eksistensberettigelse. Arbejdet for en folkeafstemning i overensstemmelse med grundlovens paragraf 42 var en voldsom radikalisering af fagbevægelsens position. At ville flytte beslutningen fra repræsentationsstyret i Folketinget til gadens og vejens folkelige parlament er et værktøj, der ekkoer af Orla Lehmanns inderlige bøn til Frederik 7. om ikke at blive drevet til fortvivlelsens selvhjælp.

Så umusikalsk og bøvet timet inddragelsen af bededagen end var, måtte Mette Frederiksen med folkeafstemningen placeret på den politiske dagsorden stå fast på dens afskaffelse. Alt andet ville have været en abdikation, forvandlingen af flertalsregeringen til en konsekvensløs decemberdistraktion.

Den kamp tabte fagbevægelsen og Lizette Risgaards alliance med Folketingets opposition. Årets bededag bliver den sidste i skikkelse af fridag, til næste år skal der tages fat. Forsøget på at samle de nødvendige 60 mandater i Folketinget for en folkeafstemning kollapsede, da de afgørende partier ville ikke være med.

Striden mellem regeringen og oppositionen i og uden for Folketinget er ikke bilagt, men er ved at »sætte sig« i skikkelse af samarbejdsmønstre, som ganske vist er nye i det hektiske 100-dages forløb, regeringen har overstået, men gammelkendte og meget lidt usædvanlige betragtet over tid:

Arbejdsmarkedets parter løser de opgaver, som er deres, og politiske partier søger indflydelse, især når der er lang tid, til de kan søge deres mandat bestyrket hos vælgerne. Midtens magt og indflydelse drager.

En ting synes overvejende sandsynlig, hvis man alligevel skal forsøge sig i den ovenfor lidt hånligt affejede spåmandskunst: Jo mere modvind regeringen møder, desto mere ihærdigt vil den søge at sætte sin omfattende reformdagsorden igennem. Dens upopulære eksistens må have en årsag, en begrundelse, der må nødvendigvis være en mening med galskaben.

Gensyn med pragmatismen

På arbejdsmarkedet har man formået at løse tidens opgaver trods bededagen. Fagbevægelsens overenskomstforhandlere har opnået et hæderligt resultat, arbejdsgiverne har været pragmatisk generøse for at imødekomme både inflationsudfordring og opstemmet vrede over den mistede fridag.

Nu mangler medlemmernes stemmer, med dem ved man jo aldrig, men det er dog bemærkelsesværdigt, at forligene er blevet positivt modtaget selv i nejbevægelsens kerneland, 3Fs byggegrupper. DR har kontaktet 36 afdelinger med en selvstændig byggegruppe, og her anbefaler 12 et ja, 7 siger nej, mens 17 enten er uafklaret eller undlader at komme med en anbefaling til medlemmerne.

Pragmatismen genfindes i Folketinget. Regeringen har opgivet sin mest hovne attitude, der toppede, da man fandt på at gøre tilslutning til bededagsinddragelsen til adgangsbillet til forsvarsforligsdrøftelser. Den idé er droppet, man vil gerne dele ansvaret for svære beslutninger. Omvendt har dele af oppositionen opgivet den mest stålsatte opposition. Man vil påvirke regeringens politik, have indflydelse.

"Man går fra regeringens side til arbejdet under parolen: Der er tre et halvt år til næste valg, for kun vi selv kan vælte os, og det har vi ingen planer om."

Det vil snart vise sig på uddannelsesområdet, hvor det vil være muligt at forhandle en mindre omfattende beskæring af kandidatuddannelserne til fordel for dimensioneringsinstrumentet – altså adgangsbegrænsning. Det vil regeringen være åben for, og det vil partier som Konservative og SF også.

Her vil formentlig ske et udskilningsløb i den tvedelte opposition, til trods for, at den onsdag markerede sig med en fælles appel om ikke at skære i kandidatuddannelserne. På venstre fløj vil afstanden mellem SF og Enhedslisten øges. Enhedslisten er fortsat ikke bange for at spørge folket, som det hed i Politiken i weekenden som en reaktion på SF-formand Pia Olsen Dyhrs principielle afvisning af folkeafstemningen som brugeligt værktøj på Christiansborg.

Pia Olsen Dyhr, som møder sit bagland ved denne weekends SF-landsmøde i Kolding, har ganske vist fået energisk modstand i folketingsgruppen for sin kurs, men har autoritet i SF til at stå fast. Hun forventes derfor heller ikke at have problemer med at sikre SFs fortsatte deltagelse i forsvarsforligskredsen. I hvert fald ikke, hvis NATO afstår fra at øge kravet om et forsvarsbudget ud over de nuværende to procent af BNP. Hvis der »blot« sker en hurtigere indfasning af toprocentsmålet, er det mere håndterligt for folkesocialisterne. Tilsvarende er SF-deltagelse i den magre finanslov sandsynlig.

Til højre arbejdes der for en reformakse af Radikale, Konservative og Liberal Alliance. Konservative har med deres universitetsudspil om adgangsbegrænsning frem for kortere kandidatuddannelser signaleret, at kursen ikke kun vil finde udtryk i Rasmus Jarlovs energiske angreb på de gamle venner i Venstre. Man vil forsøge sig med den gamle parole om arbejdsomme borgerlige stemmer også.

Kort sagt: Regeringen, som under bededagsslaget stod over for ni forenede oppositionspartier, har udsigt til flere og skiftende samarbejdspartnere i Folketinget og et mindre anspændt politisk klima. Samtidig må det indgå i oppositionspartiernes overvejelse, at et regeringsarbejde forankret hen over midten ikke behøver dø ud efter næste folketingsvalg.

Store velfærdsreformer

I retning af samarbejde trækker også de meget store velfærdsreformer, som regeringen varmer op til. Somme har tolket de mange kommissionsforberedelser, som er indskrevet i regeringsgrundlaget, som en slags syltekrukker, men der er utvivlsomt lagt op til større ændringer.

Tirsdag præsenterede regeringstoppen en kommission anført af topchef i Kræftens Bekæmpelse Jesper Fisker, der skal komme med forslag til en ny organisering af sundhedsvæsenet. Man får et år til arbejdet, hvis mål er at skabe »et forebyggende og sammenhængende sundhedsvæsen med mere lighed, nærhed og bæredygtighed«. Udfordringen er stadig flere behandlingskrævende samtidig med betydelige udfordringer med at finde tilstrækkeligt personale.

Internt i regeringen står kun Moderaterne for det synspunkt, at regionerne skal nedlægges. Samlet set er det en dagsorden født til at tiltrække Folketingets partier.

På ældreområdet er der også lagt op til omfattende ændringer. Lars Løkke skitserede tænkningen på Moderaternes årsmøde: Stadig flere ældre vil have købekraft til bedre velfærd – blandt andet i kraft af deres pensionsordninger – mens en større gruppe alene vil være overladt til offentlig hjælp.

Men da staten og kommunerne hverken kan følge med økonomisk eller i forhold til de nødvendige ansættelser, vil ældreområdet som velfærdssektor blive splittet i et A-hold og et B-hold. Helt automatisk, uden politiske ønsker eller beslutninger herom, er analysen.

Regeringen ønsker at flytte penge, ansvar og handlefrihed ud i institutionerne, ikke ud i kommunerne. Rigtig mange interessenter har rettigheder på spil her – de ældre, staten, kommunerne, pensionskasser, velfærdsinstitutioner – så det vil også udløse realpolitisk interesse blandt de talrige partier på Christiansborg.

Man går fra regeringens side til arbejdet under parolen: Der er tre et halvt år til næste valg, for kun vi selv kan vælte os, og det har vi ingen planer om. Selv de fremtidskyndige politiske iagttagere kan få svært ved at dementere den parole.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-13/samfund/efter-oproeret

ARNE HARDIS (f. 1958), politisk redaktør, forfatter. Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 1986. Roskilde Tidende, Socialistisk Weekend, Land og Folk, A-pressen, Weekendavisen siden 1998. Har skrevet Æresretten (2003), Forræderens dagbog (2005), Idealisten (2008), Klassekammeraten (2010) og Den kætterske socialdemokrat (2018).

 

AHIS@WEEKENDAVISEN.DK

HANS MORTENSEN (f. 1958) er politisk journalist, som siden 1995 har fulgt slagets gang på Christiansborg. Indtil 2002 som journalist og politisk redaktør på Ekstra Bladet siden som reporter på Weekendavisen. Har skrevet bøgerne: De fantastiske fire (2005) om Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Svend Auken, Tid til forvandling (2008) om fornyelsen af Venstre, Det, Svend mener, er... (2009) - en interviewbog med Svend Auken samt redigeret antologien Helt forsvarligt (2009) om udfordringerne i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

 

HAMN@WEEKENDAVISEN.DK