2015. Hvad gør
regeringen, hvis der igen strømmer flygtninge og migranter til Danmark?
Den nye flygtningekrise
Betjentene anede ikke, hvad de skulle stille op. De
første flygtninge og migranter ankom med toget til Rødbyhavn søndag den 6.
september 2015, de næste ankom med færgen, og fire dage senere besluttede Claus
Oxfeldt, Politiforbundets daværende formand, at slå alarm.
»Jeg synes ikke, at politikerne fortæller os,
hvad der skal gøres i denne ekstraordinære situation (...) Hvis det her bare
fortsætter, hvad gør vi så? Skal vi så bruge fysisk magtanvendelse i forhold
til folk, som ikke vil noget?« spurgte han i Ritzau.
Situationen endte med at løse sig selv. De
fleste udlændinge vandrede videre til Sverige, godt 20.000 søgte asyl i
Danmark, og efterfølgende vedtog Lars Løkke Rasmussens regering en række
stramninger, hvoraf den såkaldte nødbremse var den mest vidtgående.
»Vi indfører en nødbremse mod ukontrollable
flygtningestrømme. Jeg vil ikke se Danmark i en situation igen, hvor flygtninge
i hobetal går på motorvejene,« sagde Lars Løkke til Ritzau.
I andre
lande ser man en gentagelse af den flygtningestrøm, Europa oplevede i 2015.
Arkivfoto: Jacob Aban Kjerumgaard
Nødbremsen er den mest vidtgående af de
beføjelser, regeringen vedtog i kølvandet på flygtningestrømmen. Spørgsmålet
er, om regeringen er villig til at aktivere den, hvis tusindvis af flygtninge
og migranter igen står på grænsen.
Uklare kriterier
Det er uklart, hvilke kriterier der skal opfyldes for at aktivere nødbremsen. I tilfælde af en ikke nærmere defineret »krisesituation« kan udlændinge- og integrationsministeren bestemme, at politiet skal afvise asylansøgere, hvis de kommer fra et sikkert land, som er omfattet af Dublin-forordningen.
Det fremgår af udlændingelovens paragraf 28.
Politiet må med andre ord afvise at tage imod mennesker, der vil søge asyl og i
stedet sende dem ud af landet igen. Inger Støjberg, der var udlændinge- og
integrationsminister under flygtningekrisen, erkender, at nødbremsen er et
»elastisk« begreb. Netop derfor er det afgørende, hvem der sidder i regering.
»Desværre har vi et Venstre og en
udenrigsminister, der går mere op i vores anseelse i EU end i at passe
ordentligt på Danmark. Med nødbremsen kan man vende folk rundt og sende dem
tilbage til Tyskland i det tog, de kom i, men jeg er ikke sikker på, at
regeringen har viljen og evnerne til at bruge den.«
Hun indrømmer gerne, at at det kribler i
hendes egne fingre.
»Jeg stod selv i Rødbyhavn et par af de
nætter, hvor der kom tog ind fyldt med migranter og flygtninge. Dengang kunne
man kun tilbageholde folk i tre gange 24 timer, så da politiet blev nødt til at
åbne dørene i en sportshal i Rødby, løb folk ud, så hurtigt de kunne. Det var
meget kaotisk, og det var også op ad bakke med Lars Løkke, så jeg mener, at
regeringen skal bruge alle de redskaber, vi har.«
Stramningerne efter 2015 skulle især sende et
signal til menneskesmuglere og migrantstrømme om at blive væk; et fænomen, der
er blevet døbt negative nation branding. Stramningerne
talte blandt andet smykkeloven, mulighed for tilbageholdelse på ubestemt tid,
kolde teltlejre, ingen familiesammenføring de første tre år og de berygtede
avisannoncer i Libanon, der reklamerede med, hvor ubehageligt det var at søge
asyl i Danmark.
Foreløbig er den nye flygtninge- og
migrantstrøm gået uden om Danmark. Østrig fik sidste år over 100.000
asylansøgere. Italien har fået over 35.000 flygtninge og migranter alene siden
nytår, og i Bruxelles, hjertet af EU, kan krisen ses på gaden, hvor der ikke er
indkvartering nok til alle de afrikanske migranter. Selvom der er gået snart
otte år siden flygtningekrisen, er EU-landene stadig ikke enige om, hvordan man
håndterer den nye bølge af flygtninge og migranter. Thomas Gammeltoft-Hansen
føler sig heller ikke sikker nok til at spå om, hvad der vil ske. Han er
professor i migrations- og flygtningeret ved Københavns Universitet.
»EUs forhandlinger om fælles asyl- og
migrationsregler er endnu ikke kommet i mål, så på mange måder står vi på samme
sted som i 2015. Til gengæld er det politiske landskab blevet meget mere
uforudsigeligt.«
Han henviser til, at statslederne næppe igen
sætter deres lid til Dublin-forordningen. Den skal forhindre asylshopping ved
at slå fast, at asylansøgere skal søge asyl i det første sikre land, de
ankommer til. Det er dog lettere sagt end gjort, når store menneskemængder
sætter sig i bevægelse op igennem kontinentet.
»Det betyder, at vi kan stå i en endnu større
tillidskrise. Enten bliver det hvert land for sig selv, eller også kan mindre
grupper af lande gå sammen og aftale alternative modeller med hinanden.«
Udlændinge- og integrationsminister Kaare
Dybvad Bek har ikke ønsket at lade sig interviewe, men oplyser, at han først og
fremmest går efter at flytte asylcentrene ud af Europa.
»Med nødbremsen har vi mulighed for at afvise
asylansøgere ved grænsen. Der er ingen tvivl om, at en aktivering er forbeholdt
de ekstraordinære situationer, og hvis det bliver nødvendigt, vil vi ikke tøve
med at tage de nødvendige redskaber i brug. Men som situationen er nu, er
førsteprioriteten at få styr på Europas ydre grænser.«
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen ønsker
ikke at udtale sig.
Politiet afventer
Weekendavisen har spurgt rigspolitichef
Thorkild Fogde, hvad man vil gøre i tilfælde af en ny migrantbølge. Han
henviser til Syd- og Sønderjyllands Politi, hvor politidirektør Frits Kjeldsen
bekræfter, at der findes planer, som er skrevet i kølvandet på 2015. De gælder
især indkvartering og sagsbehandling til mange mennesker.
»Vi har lært noget af 2015, for nu har vi
set, hvad der kan ske. Vi har fået mere awareness om flygtningestrømmene, og
vores dialog med Tyskland er blevet stærkere. Det vil betyde, at vi kan
forvente længere responstid end dengang, men vi vil selvfølgelig møde dem, der
kommer, med den lovgivning og de restriktioner, der gælder. Inden for de rammer
vil vi have fokus på både det humane aspekt og håndhævelse af reglerne.«
– Har I en plan for, hvad I gør, hvis
regeringen aktiverer nødbremsen?
»Det er noget, vi har med i vores
overvejelser, men en anvendelse af nødbremsen og andre redskaber vil kræve en
drøftelse med det politiske niveau.«
Ifølge professor Thomas Gammeltoft-Hansen
betyder en stramning på papiret langtfra, at den også vil blive ført ud i livet
i praksis. Selvom politiet har fået ret til at tilbageholde tusindvis af
udlændinge imod deres vilje på ubestemt tid, betyder det ikke, at det er
politisk holdbart, eller at befolkningen vil acceptere det. Trækker Danmark i
nødbremsen, kan det også udløse et harmonikasammenstød med Tyskland og andre
lande.
»Man kan ikke bare vende folk om ved grænsen,
hvis man ikke har en aftale med Tyskland om, at de vil tage imod dem. Så har du
pludselig en situation, der skal løses politisk og bilateralt med Tyskland, og
som også kan få andre lande til at tage deres egne forholdsregler.
Dublin-konventionen er dybest set en fordelingsmekanisme, der bygger på, at
landene overholder reglerne. Det skal Tyskland også gøre, men spørgsmålet er,
om myndighederne gør det i en akut situation. Vi har set flere lande, der
ignorerer Dublin-anmodninger, og myndigheder, der bare holder op med at
registrere folk og i stedet sender dem videre.«
Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-18/samfund/den-nye-flygtningekrise
Ingen kommentarer:
Send en kommentar