Henrik Dahl:
DEN VESTLIGE VERDEN SKAL HOLDE OP MED AT HADE SIG SELV.

Regeringens følgagtighed over for OIC er det sidste, Danmark står og mangler.

Debatten om – lad os være ærlige – at genindføre blasfemiparagraffen har i det mindste to aspekter, der kun har meget lidt med hinanden at gøre.

Det mindste problem er, at et flertal i Folketinget vil tilbage til retstilstanden før 2017. En af de begrundelser, der blev benyttet som argument for at afskaffe den gamle blasfemiparagraf, var, at den alligevel ikke blev anvendt. I den forstand – sagde man for seks år siden – var det ikke meget mere end en regelsanering, når man strøg paragraffen. En del af den løbende og nødvendige oprydning i gamle paragraffer.

Alligevel var der mange ordførere, der ikke kunne dy sig, og holdt svulstige taler om frihed og idealer, man aldrig måtte give køb på.

Det elendige ved en svulstig tale er jo ikke dens emne. Det er, at den er svulstig. Nu kan venstremænd med hang til panegyriske taler og forhenværende LA’ere med samme tilbøjeligheder så æde deres opstyltede retorik i sig. Det har de i og for sig godt af. Jeg håber, de har lært noget om brugen af tomme og svulstige fraser – skønt jeg oprigtigt tvivler.

Et langt større problem er, at den danske regering helt åbenlyst accepterer, at en forening af udemokratiske og dobbeltmoralske lande blander sig i Danmarks indre anliggender.

”At blande sig i et indre anliggende” er det tætteste, man inden for diplomatiet kan komme på at sige ”luk røven”. Og hvis der er noget, OIC-landene og deres venner i Rusland og Kina er gode til, så er det at bede enhver, der taler om antisemitisme eller forfalskede valg eller etniske udrensninger i en fjern, islamisk provins, om at erindre, at her taler vi om indre anliggender.

Hvad burde regeringen så have gjort? Det vil jeg gerne gennemgå (i en ikke-prioriteret rækkefølge) nedenfor.

1. Erkend, at Samuel Huntington – selvom han ikke var ufejlbarlig – havde langt mere ret end Francis Fukuyama i, hvad fremtiden ville komme til at bringe.

Centralt for Huntington stod, at Rusland, Kina og den islamiske verden aldrig ville komme til at købe ind på de vestlige værdier, som nogle mennesker i Vesten fejlagtigt kalder ”universelle”.

Det har været populært at slå ned på Huntingtons fejl og udeladelser, fordi det, han sagde, var ubehageligt at lytte til for de vestlige eliter. Men helt overordnet set havde han ret: Verden kommer aldrig til slet og ret at blive et sted, der er præget af vestlige værdier.

2. Erkend, at Vesten over tid har fået langt færre venner, end regionen engang havde. Store lande i Sydamerika falder fra som venner. Store dele af Afrika falder fra. Rusland er for længst faldet fra. Kina er aldrig faldet til (om man så må sige). Og Mellemøsten skal vi slet ikke tale om. Her arbejder stærke kræfter aktivt og målbevidst på at underminere og afmontere vestlige værdier. Både i regionen selv og i de vestlige kernelande.

3. Erkend, at samhandel ikke giver ”demokratisk konvergens”. En af de farligste og mest fejlagtige antagelser inden for den politiske økonomi er uden tvivl, at hvis lande og regioner handler sammen, vil de over tid konvergere politisk.

Der er stort set ikke noget belæg for denne hypotese. Derfor er det absurd at høre på mennesker, der bliver ved med at hævde, at den har noget for sig.

4. Erkend, at OIC-landene har lært sig selv at bruge FN-systemet og moderne rettighedsretorik til at fremme sine egne dagsordener.

Store dele af FN-systemet er i dag værdiløst. Det gælder ikke mindst det absurde Menneskerettighedsråd. Der som bekendt domineres af lande, der har gjort det til en ædel dyd og kær pligt dagligt at trampe på menneskerettighederne hjemme hos sig selv.

5. Gør modstand imod hykleriet i OIC-landene. De bør udfordres på, hvorfor de i det hele taget er medlemmer af FN, når de åbenlyst intet gør for at leve op til den FN-pagt, de frivilligt har skrevet under på.

De bør tages mere alvorligt, når de taler om at forfølge religioner. Vi kunne for eksempel sige til dem: Vi vil meget gerne være værter for en konference, der ser på forfølgelse af religiøse mennesker. Men konferencen skal også handle om den allestedsnærværende antisemitisme i Mellemøsten og den lige så allestedsnærværende forfølgelse af kristne i en stor del af OIC-landene.

6. Gør modstand imod de meningsløse begreber, OIC-landene – med alt for ivrig hjælp fra vestlige, venstreorienterede akademikere – benytter sig af.

”Islamofobi” er et nonsensbegreb. En fobi er en psykisk lidelse. Det er ikke og kan aldrig blive en psykisk lidelse at kritisere islam og lande med en islamisk forfatning.

Få ”racisme” som begreb bragt på ret køl. Sandheden kan for eksempel aldrig være racistisk. Derfor er det absurd at beskylde mennesker, der formidler sandheden om for eksempel de mellemøstlige diasporaer i Vesten, for racisme.

Kulturer og religioner er heller ikke ”racer”. Derfor skal kritik af kultur og religion trækkes ud af et meningsfuldt begreb om racisme.

Protester imod ethvert akademisk lydende begreb, der ikke er akademisk, men er formet af had til den vestlige verden (der meget ofte har karakter af selvhad).

7. Vær mere offensiv, når det gælder OIC-landenes påstand om, at vesten ensidigt er et dårligt sted. Den er nemlig ekstremt hyklerisk.

Hvad bruger velhavende mennesker i OIC-landene de fleste af deres penge til? At få fingre i så mange vestlige genstande, det overhovedet kan lade sig gøre. Lige fra luksusvarer til vestlig medicin til vestlige våben.

OIC-landene elsker at tale grimt om vestlige værdier. Men det sidste, de vil undvære, er vestlige produkter.

8. Vær mere offensiv, når det gælder evindelige, mellemøstlige påstande om, at Vesten er racistisk.

Hvis Vesten er så racistisk, hvorfor bliver I så ikke bare væk? Der er vældig mange mennesker med rødder i Mellemøsten, der absolut ikke ville blive savnet, hvis de fortrak til den region, deres familie stammer fra.

9. Vær mindre relativistisk.

Der er ingen regioner i verden, hvor det er bedre at være kvinde eller at tilhøre et mindretal, end i Vesten. Der er ingen regioner i verden, hvor det er bedre at være fattig, at være ramt af dårlige tider eller at blive syg (selv om ingen af delene selvfølgelig i sig selv er fede).

Vesten er alle andre regioner i verden overlegen, når det gælder videnskab, teknik, filosofi, demokrati, god regeringsførelse og indretning af samfundsinstitutionerne til gavn for de fleste.

Derfor skal vi selvfølgelig ikke sælge ud af vores værdier, men kæmpe for dem. 

Og gerne med betydelig større overbevisning, end den danske regering gør.

HENRIK DAHL sociolog, MF (LA)

Kilde: https://jyllands-posten.dk/debat/kommentar/ECE16330574/den-vestlige-verden-skal-holde-op-med-at-hade-sig-selv/?fbclid=IwAR1Avvi9b3yDm2Ok5nzSgRSSI_rALjCp0EG_WK1x6u7y6xXhZ0BuAx3W97U

 

Afbrænder. Skrotningen af blasfemiparagraffen for seks år siden rammer nu Danmark som en dilemmafyldt boomerang. Kan og skal lovgivningen strammes af hensyn til muslimske lande?

Gud forbyde
 

det

Når regeringen med udenrigsministeren som primus motor har sat sig for at finde et juridisk værktøj for at stoppe koranafbrændingerne, forsøger Lars Løkke Rasmussen i realiteten at reparere en skade, han selv bærer et stort ansvar for. Han var statsminister og Venstre-formand, da Folketinget tilbage i 2017 afskaffede blasfemiparagraffen, hvorved det pludselig blev lovligt at futte religiøse skrifter af.

Dette frirum, som en lille skare af stærkt islamkritiske aktivister ved talrige lejligheder i den senere tid har udnyttet til at sætte ild på koraner, har som bekendt fået betragtelige konsekvenser. Relationerne til den muslimske del af verden er kølnet i et omfang, der vækker mindelser om Muhammedkrisen i 2005-06.

Sammen med Sverige er Danmark blevet skarpt kritiseret af Organisationen af Islamiske Lande (OIC) med 57 medlemsnationer for at give frit spil for forhånelser af Koranen. 15 af landene har officielt fordømt den tilladte praksis i Danmark siden en koranafbrænding foran den iranske ambassade i København den 21. juli. Dertil kommer, at danske diplomater på ambassaderne i Algeriet, Egypten, Iran, Indonesien, Pakistan og Saudi-Arabien har måttet stille til samtaler i de respektive udenrigsministerier.

Ifølge PET er trusselsbilledet uændret på niveau fire ud af fem, hvilket svarer til »alvorlig«, men tjenesten hejser samtidig et advarselsflag: »Der er ingen tvivl om, at de seneste koranafbrændinger i Danmark har medført en betydelig negativ opmærksomhed fra blandt andre militante islamister, som har betydning for udviklingen i trusselsbilledet.«

Jusistminister Peter Hummelgaard. Foto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix

Dertil kan lægges risikoen for skaden på handelspolitiske interesser. Skulle det komme til en omfattende boykot af danske varer, vil det koste penge og arbejdspladser. Eksporten til OIC-landene er stigende og udgør ifølge Børsen i dag 117 milliarder kroner med Forenede Arabiske Emirater og Tyrkiet som de største aftagere af danske varer.

Den bebudede juridiske stramning harmonerer for så vidt med »den pragmatiske idealisme«, som Løkke introducerede i foråret som pejlemærke for en ny udenrigs- og sikkerhedspolitik; måske vejer det første ord tungere end det andet?

Men indenrigspolitisk står regeringen mildt sagt med en svær sag, uagtet at den har sit eget flertal. Ganske vist viser De Radikale og Alternativet en vis forståelse for ønsket om at skride juridisk ind over for ildspåsættelserne af muslimernes hellige bog, men ellers er alle andre partier på begge sider af SVM stærkt imod den varslede regulering: Det er en indskrænkning af ytringsfriheden, et knæfald for regimer, for hvem menneskerettigheder og religionsfrihed ofte ligger fjernt, og giver man efter i denne sag, vil der bare komme flere nye krav.

Særlig iøjnefaldende er nok De Konservatives position. I perioder med blåt flertal er partiet traditionelt regeringsdeltager og dermed vant til magtens åg og de dertilhørende ikke altid populære beslutninger. Som Socialdemokratiets udenrigsordfører, Jesper Petersen, bemærker: »Jeg er ikke sikker på, at De Konservative ville stå samme sted, hvis de var i regering. Lad mig sige det sådan.«

Paludans inspirator

Den dilemmafyldte suppedas, Danmark er havnet i, har rødder i afskaffelsen af blasfemiparagraffen juni 2017. Marts samme år havde Enhedslisten stillet forslag om at skrotte den daværende bestemmelse i straffeloven, der kriminaliserede den, »der offentligt driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse«. Af princip mente partiet, »at lovgivning skal beskytte mennesker – ikke guder«.

Forslaget tog dog også afsæt i en verserende straffesag. Måneden inden havde anklagemyndigheden – for blot fjerde gang i paragraffens levetid – rejst tiltale mod en 42-årig mand fra Nordjylland, der havde brændt en udgave af Koranen af hjemme i sin baghave og offentliggjort en video af hændelsen på Facebook. Mandens forsvarsadvokat var den på det tidspunkt ukendte Rasmus Paludan, der tilsyneladende lod sig inspirere af sin klient, da Paludan senere selv, nu helt lovligt, begyndte at antænde koraner.

Inden folketingspolitikerne fjernede blasfemiparagraffen, vidste de, hvilke konsekvenser det kunne få. I en tidligere udtalelse fra Straffelovrådet blev det påpeget, at blasfemiforbuddet ikke hindrede skarp kritik af religioner og religiøse dogmer. Afskaffede man forbuddet, ville det til gengæld blive muligt at foretage offentlige afbrændinger af Bibelen eller Koranen, uden at myndighederne kunne gribe ind.

Da Mette Frederiksen som daværende justitsminister i Thorning-regeringen i februar 2015 offentliggjorde Straffelovrådets udtalelse, afviste hun på den baggrund at tage skridt til at ophæve blasfemiforbuddet: »Jeg har svært ved at se, hvordan vi får et stærkere samfund, eller hvordan det vil kunne berige den offentlige debat, hvis man gjorde det lovligt at brænde hellige bøger af.«

Det var fortsat Socialdemokratiets synspunkt, da Folketinget to år senere tog stilling til Enhedslistens forslag. Men partiet var det eneste, som stemte imod. Derimod endte Løkkes VLAK-regering, efter først at have afvist forslaget, med at stemme for.

Venstres Jan E. Jørgensen var partiets ordfører ved andenbehandlingen, og han mener stadig, at det var klogt.

»Det var ikke Venstres brændende ønske, om jeg så må sige, at vi nu skulle se koranafbrændinger på gader og stræder. Det var ønsket om at komme af med en paragraf, som tiden var løbet fra. Det var også nogenlunde sammenfaldende med angrebet i Paris mod Charlie Hebdo. Og vi kunne ikke se os selv i, at vi i den situation skulle anerkende, at religiøse følelser havde et særligt behov for beskyttelse. Så jeg mener bestemt, at det var rigtigt, at vi afskaffede blasfemibestemmelsen. Men det havde været godt, hvis vi i højere grad havde kunnet ramme koranafbrændingerne ind og komme efter dem med andre paragraffer. Det skulle vi nok have dyrket noget mere,« siger Jan E. Jørgensen.

Flagskændingsreglen

Regeringen bedyrer, at den ikke vil genindføre den tidligere blasfemiparagraf.

Oratorisk giver Løkke den som håndværkeren og taler om at finde et »juridisk værktøj«, mens justitsminister Peter Hummelgaard har iklædt sig den sproglige lægekittel med termer som »en juridisk nålestiksoperation« og et »præcist kirurgisk indgreb«. Underforstået: Indgrebet i ytringsfriheden vil være så mikroskopisk, at det faktisk næsten ikke er et indgreb.

Uanset betegnelserne vil initiativet dog nødvendigvis bestå i ny lovgivning, og Justitsministeriets embedsmænd har sandsynligvis fået til opgave at afdække mulighederne for at flette et forbud ind i straffelovens eksisterende regler. Løsningen må helst ikke skuffe hverken den muslimske verden, den hjemlige opinion eller hele oppositionen alt for meget og vil sandsynligvis derfor heller ikke stille nogen rigtig tilfreds.

Hvilke greb rummer så den strafferetlige værktøjskasse?

Tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonichsen, som var operativ chef i PET under Muhammedkrisen, har i et borgerforslag luftet ideen om at indsætte afbrændingerne under hærværksparagraffen, så det bliver forbudt at ødelægge og beskadige trossamfunds religiøse skrifter. Det er dog værd at bemærke, at hærværk er en ejendomsforbrydelse – paragraffen handler om at ødelægge andres ting. Typisk vil koranafbrænderne selv have købt og betalt de bøger, de brænder af.

»Systematisk er bestemmelsen mindre velvalgt, da den angår andres ting,« siger Lasse Lund Madsen, professor i strafferet ved Aarhus Universitet.

»Dernæst har Paludan allerede meldt ud, at han ikke vil være sen til at droppe afbrændingerne og i stedet skænde Koranen med eksempelvis ekskrementer. Hjemmelsmæssigt vil man med den foreslåede ordlyd hurtigt komme til kort – for vil det være egentlig ødelæggelse, når man formentlig bare vil kunne børste ekskrementerne af?«

Skuer embedsmændene til et andet hjørne af straffeloven, vil de støde på den såkaldte racismeparagraf som en anden potentiel kandidat til at rumme et forbud mod koranafbrændinger. Dén paragraf fokuserer dog på forhånelsen af mennesker på baggrund af deres tro – ikke selve de religiøse genstande.

»Går man den vej, nærmer vi os derfor noget, der kan minde om sidestillelse af mennesker og religiøse symboler – utvivlsomt vand på OICs mølle – men en vej, der med sekulære briller vil være mindre hensigtsmæssig,« siger Lasse Lund Madsen.

Et tredje greb, juristerne i ministeriet formentlig lurer på, er muligheden for at udvide reglen om flagskænding, en støvet størrelse, der forbyder offentlig forhånelse af »en fremmed nation, en fremmed stat eller dens flag«. Ifølge Lund Madsen kunne det med stor sandsynlighed være dén regel, embedsmændene vil anbefale regeringen at udvide.

»En tilføjelse ville kunne lyde på også at gøre det forbudt at skænde anerkendte trossamfunds hellige skrifter,« siger Lund Madsen.

Også Jørn Vestergaard, professor emeritus i strafferet ved Københavns Universitet, ser for sig, at regeringen sandsynligvis vil ty til flagskændingsreglen.

»Var jeg embedsmand og havde fået besked på at finde en plads i straffeloven, ville mit bud være at forbyde offentlig nedværdigelse – som kræver mere end bare forhånelse – af et 'anerkendt trossamfunds særligt betydningsfulde religiøse genstande',« siger Vestergaard.

Men hvem skal definere, hvad der er særligt betydningsfuldt? For ikke at tale om offentlig nedværdigelse?

»Det er der, lovgivningsarbejdet bliver en vanskelig balancegang. Man er nødt til at være relativt præcis i lovens ordlyd suppleret med tilhørende lovbemærkninger, så det som borger er nogenlunde muligt at forudberegne, hvad der er lovligt og ulovligt. Det er sådan set retssikkerhed i en nøddeskal,« siger Lund Madsen.

»Samtidig er man nødt til at have lidt uld i mund, så bestemmelsen også er rummelig: Er man alt for specifik, vil nogen med det samme finde nye måder at omgå reglen, og det nytter trods alt ikke, at bestemmelsen skal ændres i tide og utide.«

Ifølge Vestergaard vil en regel som skitseret svare til en moderniseret udgave af den gamle blasfemiparagraf.

»Dens ordlyd var bredere, men i praksis dækkede den kun urinering og afbrænding af religiøse skrifter. Jeg tror dermed, det er ret sandsynligt, at regeringen reelt vil indføre det, de afskaffede.«

Ro og orden

Ifølge Hummelgaard er det »relativt få steder, det er tilladt at afbrænde, som det er i Danmark og Sverige«. Det er dog langtfra alle europæiske lande, der har indført generelle forbud mod at sætte ild til hellige bøger.

Selvom Finland har et decideret forbud, og det også i Italien er strafbart at gøre skade på en trosretnings religiøse genstande, har en række lande i stedet overladt det til politiet at vurdere, hvor og hvornår en koran ikke må antændes.

Således kan politiet i eksempelvis England skride ind, hvis det vurderes, at en demonstration vil »forstyrre den offentlige orden i alvorlig grad«. En lignende formulering findes i det franske ordensreglement, og det var med dén regel i hånden, at politiet i Paris i 2020 forbød Stram Kurs at afbrænde en koran i det offentlige rum – en sag, der førte til, at Paludan fik forbud mod at rejse ind i Frankrig.

Heller ikke i Norge, som regeringen ellers har fremhævet som et land med styr på situationen, gælder et generelt forbud. Når Norge blandt andet i februar og marts har afvist at tillade demonstrationer med koranafbrændinger, er det sket med henvisning til, at politiet ikke kunne garantere sikkerheden for arrangører og tilskuere.

Faktum er, at dansk politi allerede med afsæt i politiloven kan afvise en demonstration med henvisning til forstyrrelse af den offentlige orden eller sikkerhed – det er selvsamme årsag til, at Rasmus Paludan adskillige gange er blevet forbudt at fyre op under Koranen på bestemte lokationer.

Spørgsmålet bliver i sidste ende, om regeringen vil søge løsningen indeholdt i straffeloven eller ej.

»At politiet uden et generelt forbud kan vurdere fra sag til sag, griber selvsagt ikke på samme måde ind i ytringsfriheden,« siger Jørn Vestergaard.

»Omvendt efterlader man den endelige vurdering hos politiet, der skal træffe et skøn fra sag til sag. Det vil dermed være sværere at forudsige, i hvilke tilfælde en koranafbrænding vil være ulovlig.«

Kilde:https://www.weekendavisen.dk/2023-31/samfund/gud-forbyde-det

LAURA HATTENS (f. 1996) er journalist og skriver mest af alt om samfund, jura og kultur. Laura har en kandidatgrad i jura fra Københavns Universitet og har skrevet for Weekendavisen siden 2020.

LSHA@WEEKENDAVISEN.DK

HENRIK DØRGE er journalist og skriver om samfund og politik. Henrik blev uddannet på Danmarks Journalisthøjskole og har tidligere arbejdet på Aktuelt og Jyllands-Posten. Han har udgivet Skandalen om Nordisk Fjer (medforf.) og Mens natten bli´r til dag.

DORG@WEEKENDAVISEN.DK