Afbrænder. Skrotningen
af blasfemiparagraffen for seks år siden rammer nu Danmark som en
dilemmafyldt boomerang. Kan og skal lovgivningen strammes af hensyn
til muslimske lande?
Gud
forbyde
det
Når regeringen med udenrigsministeren som primus motor har sat sig for at finde et juridisk værktøj for at stoppe koranafbrændingerne, forsøger Lars Løkke Rasmussen i realiteten at reparere en skade, han selv bærer et stort ansvar for. Han var statsminister og Venstre-formand, da Folketinget tilbage i 2017 afskaffede blasfemiparagraffen, hvorved det pludselig blev lovligt at futte religiøse skrifter af.
Dette frirum, som en lille skare af stærkt islamkritiske aktivister ved talrige lejligheder i den senere tid har udnyttet til at sætte ild på koraner, har som bekendt fået betragtelige konsekvenser. Relationerne til den muslimske del af verden er kølnet i et omfang, der vækker mindelser om Muhammedkrisen i 2005-06.
Sammen med Sverige er Danmark blevet skarpt kritiseret af Organisationen af Islamiske Lande (OIC) med 57 medlemsnationer for at give frit spil for forhånelser af Koranen. 15 af landene har officielt fordømt den tilladte praksis i Danmark siden en koranafbrænding foran den iranske ambassade i København den 21. juli. Dertil kommer, at danske diplomater på ambassaderne i Algeriet, Egypten, Iran, Indonesien, Pakistan og Saudi-Arabien har måttet stille til samtaler i de respektive udenrigsministerier.
Ifølge PET er trusselsbilledet uændret på niveau fire ud af fem, hvilket svarer til »alvorlig«, men tjenesten hejser samtidig et advarselsflag: »Der er ingen tvivl om, at de seneste koranafbrændinger i Danmark har medført en betydelig negativ opmærksomhed fra blandt andre militante islamister, som har betydning for udviklingen i trusselsbilledet.«
Jusistminister Peter Hummelgaard. Foto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix
Dertil kan lægges risikoen for skaden på handelspolitiske interesser. Skulle det komme til en omfattende boykot af danske varer, vil det koste penge og arbejdspladser. Eksporten til OIC-landene er stigende og udgør ifølge Børsen i dag 117 milliarder kroner med Forenede Arabiske Emirater og Tyrkiet som de største aftagere af danske varer.
Den bebudede juridiske stramning harmonerer for så vidt med »den pragmatiske idealisme«, som Løkke introducerede i foråret som pejlemærke for en ny udenrigs- og sikkerhedspolitik; måske vejer det første ord tungere end det andet?
Men indenrigspolitisk står regeringen mildt sagt med en svær sag, uagtet at den har sit eget flertal. Ganske vist viser De Radikale og Alternativet en vis forståelse for ønsket om at skride juridisk ind over for ildspåsættelserne af muslimernes hellige bog, men ellers er alle andre partier på begge sider af SVM stærkt imod den varslede regulering: Det er en indskrænkning af ytringsfriheden, et knæfald for regimer, for hvem menneskerettigheder og religionsfrihed ofte ligger fjernt, og giver man efter i denne sag, vil der bare komme flere nye krav.
Særlig iøjnefaldende er nok De Konservatives position. I perioder med blåt flertal er partiet traditionelt regeringsdeltager og dermed vant til magtens åg og de dertilhørende ikke altid populære beslutninger. Som Socialdemokratiets udenrigsordfører, Jesper Petersen, bemærker: »Jeg er ikke sikker på, at De Konservative ville stå samme sted, hvis de var i regering. Lad mig sige det sådan.«
Paludans inspirator
Den dilemmafyldte suppedas, Danmark er havnet i, har rødder i afskaffelsen af blasfemiparagraffen juni 2017. Marts samme år havde Enhedslisten stillet forslag om at skrotte den daværende bestemmelse i straffeloven, der kriminaliserede den, »der offentligt driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse«. Af princip mente partiet, »at lovgivning skal beskytte mennesker – ikke guder«.
Forslaget tog dog også afsæt i en verserende straffesag. Måneden inden havde anklagemyndigheden – for blot fjerde gang i paragraffens levetid – rejst tiltale mod en 42-årig mand fra Nordjylland, der havde brændt en udgave af Koranen af hjemme i sin baghave og offentliggjort en video af hændelsen på Facebook. Mandens forsvarsadvokat var den på det tidspunkt ukendte Rasmus Paludan, der tilsyneladende lod sig inspirere af sin klient, da Paludan senere selv, nu helt lovligt, begyndte at antænde koraner.
Inden folketingspolitikerne fjernede blasfemiparagraffen, vidste de, hvilke konsekvenser det kunne få. I en tidligere udtalelse fra Straffelovrådet blev det påpeget, at blasfemiforbuddet ikke hindrede skarp kritik af religioner og religiøse dogmer. Afskaffede man forbuddet, ville det til gengæld blive muligt at foretage offentlige afbrændinger af Bibelen eller Koranen, uden at myndighederne kunne gribe ind.
Da Mette Frederiksen som daværende justitsminister i Thorning-regeringen i februar 2015 offentliggjorde Straffelovrådets udtalelse, afviste hun på den baggrund at tage skridt til at ophæve blasfemiforbuddet: »Jeg har svært ved at se, hvordan vi får et stærkere samfund, eller hvordan det vil kunne berige den offentlige debat, hvis man gjorde det lovligt at brænde hellige bøger af.«
Det var fortsat Socialdemokratiets synspunkt, da Folketinget to år senere tog stilling til Enhedslistens forslag. Men partiet var det eneste, som stemte imod. Derimod endte Løkkes VLAK-regering, efter først at have afvist forslaget, med at stemme for.
Venstres Jan E. Jørgensen var partiets ordfører ved andenbehandlingen, og han mener stadig, at det var klogt.
»Det var ikke Venstres brændende ønske, om jeg så må sige, at vi nu skulle se koranafbrændinger på gader og stræder. Det var ønsket om at komme af med en paragraf, som tiden var løbet fra. Det var også nogenlunde sammenfaldende med angrebet i Paris mod Charlie Hebdo. Og vi kunne ikke se os selv i, at vi i den situation skulle anerkende, at religiøse følelser havde et særligt behov for beskyttelse. Så jeg mener bestemt, at det var rigtigt, at vi afskaffede blasfemibestemmelsen. Men det havde været godt, hvis vi i højere grad havde kunnet ramme koranafbrændingerne ind og komme efter dem med andre paragraffer. Det skulle vi nok have dyrket noget mere,« siger Jan E. Jørgensen.
Flagskændingsreglen
Regeringen bedyrer, at den ikke vil genindføre den tidligere blasfemiparagraf.
Oratorisk giver Løkke den som håndværkeren og taler om at finde et »juridisk værktøj«, mens justitsminister Peter Hummelgaard har iklædt sig den sproglige lægekittel med termer som »en juridisk nålestiksoperation« og et »præcist kirurgisk indgreb«. Underforstået: Indgrebet i ytringsfriheden vil være så mikroskopisk, at det faktisk næsten ikke er et indgreb.
Uanset betegnelserne vil initiativet dog nødvendigvis bestå i ny lovgivning, og Justitsministeriets embedsmænd har sandsynligvis fået til opgave at afdække mulighederne for at flette et forbud ind i straffelovens eksisterende regler. Løsningen må helst ikke skuffe hverken den muslimske verden, den hjemlige opinion eller hele oppositionen alt for meget og vil sandsynligvis derfor heller ikke stille nogen rigtig tilfreds.
Hvilke greb rummer så den strafferetlige værktøjskasse?
Tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonichsen, som var operativ chef i PET under Muhammedkrisen, har i et borgerforslag luftet ideen om at indsætte afbrændingerne under hærværksparagraffen, så det bliver forbudt at ødelægge og beskadige trossamfunds religiøse skrifter. Det er dog værd at bemærke, at hærværk er en ejendomsforbrydelse – paragraffen handler om at ødelægge andres ting. Typisk vil koranafbrænderne selv have købt og betalt de bøger, de brænder af.
»Systematisk er bestemmelsen mindre velvalgt, da den angår andres ting,« siger Lasse Lund Madsen, professor i strafferet ved Aarhus Universitet.
»Dernæst har Paludan allerede meldt ud, at han ikke vil være sen til at droppe afbrændingerne og i stedet skænde Koranen med eksempelvis ekskrementer. Hjemmelsmæssigt vil man med den foreslåede ordlyd hurtigt komme til kort – for vil det være egentlig ødelæggelse, når man formentlig bare vil kunne børste ekskrementerne af?«
Skuer embedsmændene til et andet hjørne af straffeloven, vil de støde på den såkaldte racismeparagraf som en anden potentiel kandidat til at rumme et forbud mod koranafbrændinger. Dén paragraf fokuserer dog på forhånelsen af mennesker på baggrund af deres tro – ikke selve de religiøse genstande.
»Går man den vej, nærmer vi os derfor noget, der kan minde om sidestillelse af mennesker og religiøse symboler – utvivlsomt vand på OICs mølle – men en vej, der med sekulære briller vil være mindre hensigtsmæssig,« siger Lasse Lund Madsen.
Et tredje greb, juristerne i ministeriet formentlig lurer på, er muligheden for at udvide reglen om flagskænding, en støvet størrelse, der forbyder offentlig forhånelse af »en fremmed nation, en fremmed stat eller dens flag«. Ifølge Lund Madsen kunne det med stor sandsynlighed være dén regel, embedsmændene vil anbefale regeringen at udvide.
»En tilføjelse ville kunne lyde på også at gøre det forbudt at skænde anerkendte trossamfunds hellige skrifter,« siger Lund Madsen.
Også Jørn Vestergaard, professor emeritus i strafferet ved Københavns Universitet, ser for sig, at regeringen sandsynligvis vil ty til flagskændingsreglen.
»Var jeg embedsmand og havde fået besked på at finde en plads i straffeloven, ville mit bud være at forbyde offentlig nedværdigelse – som kræver mere end bare forhånelse – af et 'anerkendt trossamfunds særligt betydningsfulde religiøse genstande',« siger Vestergaard.
Men hvem skal definere, hvad der er særligt betydningsfuldt? For ikke at tale om offentlig nedværdigelse?
»Det er der, lovgivningsarbejdet bliver en vanskelig balancegang. Man er nødt til at være relativt præcis i lovens ordlyd suppleret med tilhørende lovbemærkninger, så det som borger er nogenlunde muligt at forudberegne, hvad der er lovligt og ulovligt. Det er sådan set retssikkerhed i en nøddeskal,« siger Lund Madsen.
»Samtidig er man nødt til at have lidt uld i mund, så bestemmelsen også er rummelig: Er man alt for specifik, vil nogen med det samme finde nye måder at omgå reglen, og det nytter trods alt ikke, at bestemmelsen skal ændres i tide og utide.«
Ifølge Vestergaard vil en regel som skitseret svare til en moderniseret udgave af den gamle blasfemiparagraf.
»Dens ordlyd var bredere, men i praksis dækkede den kun urinering og afbrænding af religiøse skrifter. Jeg tror dermed, det er ret sandsynligt, at regeringen reelt vil indføre det, de afskaffede.«
Ro og orden
Ifølge Hummelgaard er det »relativt få steder, det er tilladt at afbrænde, som det er i Danmark og Sverige«. Det er dog langtfra alle europæiske lande, der har indført generelle forbud mod at sætte ild til hellige bøger.
Selvom Finland har et decideret forbud, og det også i Italien er strafbart at gøre skade på en trosretnings religiøse genstande, har en række lande i stedet overladt det til politiet at vurdere, hvor og hvornår en koran ikke må antændes.
Således kan politiet i eksempelvis England skride ind, hvis det vurderes, at en demonstration vil »forstyrre den offentlige orden i alvorlig grad«. En lignende formulering findes i det franske ordensreglement, og det var med dén regel i hånden, at politiet i Paris i 2020 forbød Stram Kurs at afbrænde en koran i det offentlige rum – en sag, der førte til, at Paludan fik forbud mod at rejse ind i Frankrig.
Heller ikke i Norge, som regeringen ellers har fremhævet som et land med styr på situationen, gælder et generelt forbud. Når Norge blandt andet i februar og marts har afvist at tillade demonstrationer med koranafbrændinger, er det sket med henvisning til, at politiet ikke kunne garantere sikkerheden for arrangører og tilskuere.
Faktum er, at dansk politi allerede med afsæt i politiloven kan afvise en demonstration med henvisning til forstyrrelse af den offentlige orden eller sikkerhed – det er selvsamme årsag til, at Rasmus Paludan adskillige gange er blevet forbudt at fyre op under Koranen på bestemte lokationer.
Spørgsmålet bliver i sidste ende, om regeringen vil søge løsningen indeholdt i straffeloven eller ej.
»At politiet uden et generelt forbud kan vurdere fra sag til sag, griber selvsagt ikke på samme måde ind i ytringsfriheden,« siger Jørn Vestergaard.
»Omvendt efterlader man den endelige vurdering hos politiet, der skal træffe et skøn fra sag til sag. Det vil dermed være sværere at forudsige, i hvilke tilfælde en koranafbrænding vil være ulovlig.«
Kilde:https://www.weekendavisen.dk/2023-31/samfund/gud-forbyde-det
LAURA HATTENS (f. 1996) er journalist og skriver mest af alt om samfund, jura og kultur. Laura har en kandidatgrad i jura fra Københavns Universitet og har skrevet for Weekendavisen siden 2020.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar