Henrik Dahl:
DEN
VESTLIGE VERDEN SKAL HOLDE OP MED AT HADE SIG SELV.
Regeringens følgagtighed over for OIC er det sidste, Danmark står og
mangler.
Debatten om – lad os være ærlige –
at genindføre blasfemiparagraffen har i det mindste to aspekter, der kun har
meget lidt med hinanden at gøre.
Det mindste problem er, at et
flertal i Folketinget vil tilbage til retstilstanden før 2017. En af de
begrundelser, der blev benyttet som argument for at afskaffe den gamle
blasfemiparagraf, var, at den alligevel ikke blev anvendt. I den forstand –
sagde man for seks år siden – var det ikke meget mere end en regelsanering, når
man strøg paragraffen. En del af den løbende og nødvendige oprydning i gamle
paragraffer.
Alligevel var der mange ordførere,
der ikke kunne dy sig, og holdt svulstige taler om frihed og idealer, man
aldrig måtte give køb på.
Det elendige ved en svulstig tale er
jo ikke dens emne. Det er, at den er svulstig. Nu kan venstremænd med hang til
panegyriske taler og forhenværende LA’ere med samme tilbøjeligheder så æde
deres opstyltede retorik i sig. Det har de i og for sig godt af. Jeg håber, de
har lært noget om brugen af tomme og svulstige fraser – skønt jeg oprigtigt
tvivler.
Et langt større problem er, at den
danske regering helt åbenlyst accepterer, at en forening af udemokratiske og
dobbeltmoralske lande blander sig i Danmarks indre anliggender.
”At blande sig i et indre
anliggende” er det tætteste, man inden for diplomatiet kan komme på at sige
”luk røven”. Og hvis der er noget, OIC-landene og deres venner i Rusland og
Kina er gode til, så er det at bede enhver, der taler om antisemitisme eller
forfalskede valg eller etniske udrensninger i en fjern, islamisk provins, om at
erindre, at her taler vi om indre anliggender.
Hvad burde regeringen så have gjort?
Det vil jeg gerne gennemgå (i en ikke-prioriteret rækkefølge) nedenfor.
1. Erkend, at Samuel Huntington –
selvom han ikke var ufejlbarlig – havde langt mere ret end Francis Fukuyama i,
hvad fremtiden ville komme til at bringe.
Centralt for Huntington stod, at
Rusland, Kina og den islamiske verden aldrig ville komme til at købe ind på de
vestlige værdier, som nogle mennesker i Vesten fejlagtigt kalder ”universelle”.
Det har været populært at slå ned på
Huntingtons fejl og udeladelser, fordi det, han sagde, var ubehageligt at lytte
til for de vestlige eliter. Men helt overordnet set havde han ret: Verden
kommer aldrig til slet og ret at blive et sted, der er præget af vestlige
værdier.
2. Erkend, at Vesten over tid har
fået langt færre venner, end regionen engang havde. Store lande i Sydamerika
falder fra som venner. Store dele af Afrika falder fra. Rusland er for længst
faldet fra. Kina er aldrig faldet til (om man så må sige). Og Mellemøsten skal
vi slet ikke tale om. Her arbejder stærke kræfter aktivt og målbevidst på at
underminere og afmontere vestlige værdier. Både i regionen selv og i de
vestlige kernelande.
3. Erkend, at samhandel ikke giver
”demokratisk konvergens”. En af de farligste og mest fejlagtige antagelser
inden for den politiske økonomi er uden tvivl, at hvis lande og regioner
handler sammen, vil de over tid konvergere politisk.
Der er stort set ikke noget belæg
for denne hypotese. Derfor er det absurd at høre på mennesker, der bliver ved
med at hævde, at den har noget for sig.
4. Erkend, at OIC-landene har lært
sig selv at bruge FN-systemet og moderne rettighedsretorik til at fremme sine
egne dagsordener.
Store dele af FN-systemet er i dag
værdiløst. Det gælder ikke mindst det absurde Menneskerettighedsråd. Der som
bekendt domineres af lande, der har gjort det til en ædel dyd og kær pligt
dagligt at trampe på menneskerettighederne hjemme hos sig selv.
5. Gør modstand imod hykleriet i
OIC-landene. De bør udfordres på, hvorfor de i det hele taget er medlemmer af
FN, når de åbenlyst intet gør for at leve op til den FN-pagt, de frivilligt har
skrevet under på.
De bør tages mere alvorligt, når de
taler om at forfølge religioner. Vi kunne for eksempel sige til dem: Vi vil
meget gerne være værter for en konference, der ser på forfølgelse af religiøse
mennesker. Men konferencen skal også handle om den allestedsnærværende
antisemitisme i Mellemøsten og den lige så allestedsnærværende forfølgelse af
kristne i en stor del af OIC-landene.
6. Gør modstand imod de meningsløse
begreber, OIC-landene – med alt for ivrig hjælp fra vestlige,
venstreorienterede akademikere – benytter sig af.
”Islamofobi” er et nonsensbegreb. En
fobi er en psykisk lidelse. Det er ikke og kan aldrig blive en psykisk lidelse
at kritisere islam og lande med en islamisk forfatning.
Få ”racisme” som begreb bragt på ret
køl. Sandheden kan for eksempel aldrig være racistisk. Derfor er det absurd at
beskylde mennesker, der formidler sandheden om for eksempel de mellemøstlige
diasporaer i Vesten, for racisme.
Kulturer og religioner er heller
ikke ”racer”. Derfor skal kritik af kultur og religion trækkes ud af et
meningsfuldt begreb om racisme.
Protester imod ethvert akademisk
lydende begreb, der ikke er akademisk, men er formet af had til den vestlige
verden (der meget ofte har karakter af selvhad).
7. Vær mere offensiv, når det gælder
OIC-landenes påstand om, at vesten ensidigt er et dårligt sted. Den er nemlig
ekstremt hyklerisk.
Hvad bruger velhavende mennesker i
OIC-landene de fleste af deres penge til? At få fingre i så mange vestlige
genstande, det overhovedet kan lade sig gøre. Lige fra luksusvarer til vestlig
medicin til vestlige våben.
OIC-landene elsker at tale grimt om
vestlige værdier. Men det sidste, de vil undvære, er vestlige produkter.
8. Vær mere offensiv, når det gælder
evindelige, mellemøstlige påstande om, at Vesten er racistisk.
Hvis Vesten er så racistisk, hvorfor
bliver I så ikke bare væk? Der er vældig mange mennesker med rødder i
Mellemøsten, der absolut ikke ville blive savnet, hvis de fortrak til den
region, deres familie stammer fra.
9. Vær mindre relativistisk.
Der er ingen regioner i verden, hvor
det er bedre at være kvinde eller at tilhøre et mindretal, end i Vesten. Der er
ingen regioner i verden, hvor det er bedre at være fattig, at være ramt af
dårlige tider eller at blive syg (selv om ingen af delene selvfølgelig i sig
selv er fede).
Vesten er alle andre regioner i
verden overlegen, når det gælder videnskab, teknik, filosofi, demokrati, god
regeringsførelse og indretning af samfundsinstitutionerne til gavn for de
fleste.
Derfor skal vi selvfølgelig ikke
sælge ud af vores værdier, men kæmpe for dem.
Og gerne med betydelig større
overbevisning, end den danske regering gør.
Kilde: https://jyllands-posten.dk/debat/kommentar/ECE16330574/den-vestlige-verden-skal-holde-op-med-at-hade-sig-selv/?fbclid=IwAR1Avvi9b3yDm2Ok5nzSgRSSI_rALjCp0EG_WK1x6u7y6xXhZ0BuAx3W97U
Ingen kommentarer:
Send en kommentar