onsdag den 6. september 2023

 

Varulv. En stjålet kasse med dokumenter rejser alvorlige spørgsmål om retsopgøret efter Besættelsen: Uskyldige blev dømt, mens skyldige gik fri. I midten af komplottet sad den senere verdensberømte forfatter Sven Hazel som en edderkop og nazistisk hævner.

Hazels hemmeligheder

Han er omgivet af helte som Flammen, Citronen og Kim Malthe-Bruun og ligger tæt på Mindelundens centrale monument med inskription af Kaj Munk. På hans gravsten står navnet Karl Edvard Nielsen og nedenunder en strofe fra salmen »Altid frejdig, når du går«, som fik så stor betydning for modstandsbevægelsen efter Besættelsen: »Kæmp for alt, hvad du har kært/ dø, om så det gælder!/ Da er livet ej så svært,/ døden ikke heller.«

Men Karl Edvard Nielsen var hverken helt eller patriot. Tværtimod arbejdede han for tyskerne som sabotagevagt, der skulle holde modstandsfolk væk. Det kunne have givet ham en fængselsstraf efter krigen.

I stedet ligger han begravet blandt godt 100 frihedskæmpere i Det Store Gravfelt i Ryvangen, han figurerer i Nationalmuseets modstandsdatabase, og på et monument i Almindingen på Bornholm er hans navn mejslet i granit sammen med tre andre bornholmere, der faldt i frihedskampen.

I virkeligheden blev Karl Edvard Nielsen skudt i sit hjem om aftenen den 3. november 1944 i Torslunde på den københavnske vestegn, fordi tyske Gestapo-folk og deres danske håndlangere var på jagt efter en modstandsmand, der boede på samme adresse. Nielsen anede dog tilsyneladende intet om, at hans logerende på første sal var medlem af en lokal sabotagegruppe.

Da han åbnede fordøren og så de bevæbnede mænd, troede han, at det var danske modstandsfolk, der var kommet efter ham, oplyste hans kone efterfølgende. Hendes mand fungerede som bevæbnet vagt på et nærliggende vandværk, som tyskerne ønskede beskyttet mod sabotage. Han smækkede derfor døren i og ville løbe længere ind i huset, men blev straks ramt af dødbringende kugler, som blev affyret gennem fordøren.

Gestapo-folkene troede, at han var modstandsmanden fra første sal. Da de blev klar over fejltagelsen, tog de liget med og gravede det ned på pladsen i Ryvangen, hvor de også begravede henrettede danske modstandsfolk. Her blev han efter Befrielsen gravet op, identificeret og genbegravet i en kiste svøbt i Dannebrog 29. august 1945 på stedet, der nu var blevet til Mindelunden.

Børge/Sven Hazel i en hjemmekomponeret løjtnantsuniform med et falsk Jernkors af 1. klasse. Arkivfoto: Rigsarkivet

Bornholmeren

Over for Nielsens kone vedgik tyskerne, at han var blevet skudt ved en fejl. Af bevarede skrivelser kan man dog se, at de ikke umiddelbart var indstillet på at betale hende en erstatning for at have mistet en forsørger, da de mente, at han selv var medskyldig ved at have forsøgt at flygte. I breve til den rigsbefuldmægtigede Werner Best skrev hun, at hendes afdøde mand »afgjort ikke havde nogen forståelse« for modstandsfolk, og ellers slog hun på, at hendes broder arbejdede for Gestapo, ligesom hendes far også havde valgt side til fordel for tyskerne.

Erstatningssagen var ikke helt afsluttet, da kapitulationen kom, og så fik konen en ny chance: I mellemtiden var Karl Edvard Nielsen nemlig blevet »udnævnt« til frihedskæmper efter at være blevet gravet op sammen med de henrettede modstandsfolk, og hun søgte nu de danske myndigheder om erstatning. Den fik hun i form af en livsvarig hædersgave på et beløb, der i dag svarer til 25.000 kroner om året.

Hans navn var Børge Willy Redsted Pedersen, senere kendt under navnet Sven Hazel, der med mere end 60 millioner solgte bøger på verdensplan er den internationalt bedst sælgende danske forfatter efter H.C. Andersen.

I virkeligheden havde den rigtige modstandsmand, som var Nielsens logerende på første sal, kort efter Befrielsen fortalt dansk politi, at det var ham og ikke den afdøde og nu hædrede Karl Edvard Nielsen, der havde været frihedskæmper. Han mente endda, at det måske var hans vært, altså Nielsen, eller dennes kone, som havde stukket ham.

Af papirerne i politiets sagsmappe fremgår det, at hans oplysninger ingen betydning fik for sagens opklaring. Kort efter tilstod to danskere, der allerede sad varetægtsfængslet, nemlig, at det var dem, der havde skudt Karl Edvard Nielsen, mens de var i tyskernes tjeneste.

Deres tilståelser blev underbygget af udsagn fra andre fængslede nazister og landssvigere, der kunne supplere med oplysninger om drabet, og hvem der havde stukket »Bornholmeren«, som ifølge dem skulle have været en meget stor og vigtig modstandsmand.

Men deres oplysninger og tilståelser var falske. De var en del af et komplot, orkestreret af en mand, der som en edderkop i midten af et spindelvæv af medsammensvorne styrede det hele, mens han sad i fængsel efter krigen.

Hans navn var Børge Willy Redsted Pedersen, senere kendt under navnet Sven Hazel, der med mere end 60 millioner solgte bøger på verdensplan er den internationalt bedst sælgende danske forfatter efter H.C. Andersen. Han døde i 2012.

Med eller uden panser

Manden bag afsløringen af den forkert begravede »helt« i Mindelunden er forfatter og tidligere politimand Martin Q. Magnussen, der tilbage i 2012 også opdagede tyverierne på Rigsarkivet.

Sagen om sabotagevagten er kun en detalje i et enormt kompleks af løgne og bedragerier, som Magnussen efter to års intenst arkivarbejde har afdækket, og som tilsammen sætter et alvorligt spørgsmålstegn ved dele af retsopgøret efter Besættelsen.

Han er stødt på mindst 200 sager, som Børge Willy Redsted Pedersen og hans bande i fængslet har forsøgt at påvirke. Med sikkerhed er skyldige gået fri, og med meget stor sandsynlighed er flere uskyldige mennesker blevet dømt.

Martin Magnussens undersøgelser begyndte, efter at Weekendavisen i 2020 afslørede, at en medarbejder på Landsarkivet havde stjålet en række sagsmapper fra arkivet, som efter hans død nu var blevet leveret tilbage af hans enke.

Materialet, som altså havde været bortkommet i årtier, omfattede blandt andet tyvens egen adoptionssag samt – af uvisse årsager – politiets arkivmateriale vedrørende Børge Willy Redsted Pedersen alias Sven Hazel. Netop hans sag, der viste sig at omfatte tusindvis af dokumenter, kastede Magnussen sig over.

Allerede i 1963 havde en journalist i Danmarks Radio afsløret forfatteren Sven Hazels rigtige navn, og at han havde været i det danske Hipokorps, der fungerede som tysk hjælpepoliti i sidste del af krigen. Ifølge radioprogrammet, der vakte stor opmærksomhed, havde Hazel derimod aldrig været soldat uden for landets grænser.

Han påstod ellers selv, at han havde kæmpet i en tysk panserbataljon på Østfronten, og at han selv havde oplevet mange af de rå og forfærdende optrin, han beskrev i sine krigsromaner. Den første udkom i 1953 under titlen De fordømtes legion, og senere udkom blandt andet Jeg så dem dø og Døden på larvefødder, som blev filmatiseret i 1983.

Sven Hazel er forfatterpseudonymet for Børge Willy Redsted Pedersen. Foto: Busser, Scanpix

14 titler i alt, som oversat til mange sprog gjorde Sven Hazel til mangemillionær og berømt. Dog mere i udlandet end i Danmark, hvor hans bøger længe ikke blev indkøbt af bibliotekerne med henvisning til, at det var underlødig litteratur, og i de første årtier efter krigen sikkert også, fordi han havde været nazist.

»Jeg tænkte, at jeg med hans straffesag efter krigen kunne opklare spørgsmålet, om hans bøger var fri fantasi eller i et vist omfang autentiske,« fortæller Martin Magnussen.

Det litterære spørgsmål endte med at blive det mindste af det hele. Da han fordybede sig i materialet om manden og begyndte at forfølge sporene derfra i politiets sagsmapper vedrørende andre mistænkte, opdagede han et hav af både anklager om krigsforbrydelser og tilståelser, som senere havde vist sig at være falske.

Desertør

I Martin Magnussens nye bog, Den falske løjtnant, der udkommer fredag i denne uge, fremlægger han sine resultater. »Løjtnanten« er Børge Willy Redsted Pedersen, og gåseøjnene skyldes, at han aldrig var officer, selvom han både før og under krigen optrådte i falske, men fantasifulde officersuniformer med ordensdekorationer, som han selv havde sammensat.

Den senere forfatters kreativitet var stor lige fra hans ungdom, og over for politiet beskriver selv hans far ham som lystløgner. I takt med, at Martin Magnussen arbejder sig gennem dokumenterne, kan han konstatere, at hovedpersonen for hans arkivundersøgelser er i stand til at gøre det helt utrolige.

For eksempel lykkes det ham to gange at stikke af, mens han er anholdt. Anden gang er lige efter krigen, hvor han bliver arresteret af modstandsbevægelsen, fordi han har været Hipo-mand, men umiddelbart efter bliver indlagt på sygehuset i Kalundborg med blindtarmsbetændelse. Trods sygdommen, som er bekræftet i sygehusets journal, springer han ud ad et vindue, da vagten fra modstandsbevægelsen et øjeblik er væk. Han cykler væk på en rød damecykel med hvid frakkeskåner, som han stjæler hos en lokal mekaniker, der efterfølgende anmelder tyveriet. Nogle dage senere bliver han igen anholdt.

Første gang, Børge Willy Redsted Pedersen stikker af fra en anholdelse, er i 1944. Her bliver han arresteret af tyskerne, fordi han er flygtet fra militærtjenesten på Østfronten, som han har ladet sig indrullere i. Han er med andre ord desertør, hvilket betragtes som en alvorlig forbrydelse med potentiel dødsstraf.

»Han stikker af, men det mest opsigtsvækkende er, at det efterfølgende lykkes ham at gemme sig i Hipokorpset. Af alle steder! For det er jo Hipokorpset, som jagter desertørerne. Jeg har aldrig hørt om noget lignende,« fortæller Martin Magnussen.

Omfanget af Børge Willy Redsted Pedersens efterfølgende bedrifter i fængslet under retsopgøret er langtfra fuldt opklaret. Det er et kæmpearbejde, forklarer Magnussen:

»Man kan ikke nøjes med at læse hans egen sag. Man er nødt til at sammenholde den med en række andre involveredes sager for at forstå, hvad der er foregået. Jeg har taget et par af de mest oplagte sager og undersøgt dem til bunds, men der er mange andre. Fordelen er, at Børge selv holdt regnskab i sine notesbøger med, hvor mange personer han fik dømt, og hvem der havde vidnet mod de dømte.«

Major Pløk

Da Børge Willy Redsted Pedersen bliver varetægtsfængslet efter krigen, viser han sig hurtigt villig til at stikke sine gamle kammerater fra Hipokorpset. Han giver politiet en række korrekte oplysninger, som hjælper betjentene med at opklare flere sager.

De fatter derfor ikke mistanke, da han i samarbejde med andre anholdte landssvigere og nazister begynder at levere falske oplysninger. Tværtimod er han en så værdsat, engageret og betroet kilde, at han ifølge fleres udsagn sidder ved siden af politibetjente under afhøringer af mistænkte. Som om han selv er en slags efterforsker.

»Nogle vidner, som Børge har været med til at torturere under krigen, genkender ham ikke, fordi de simpelthen ikke kan tro, at det er en tidligere Hipo-mand, der nu sidder og agerer afhører ved siden af danske betjente,« fortæller Martin Magnussen.

I fængslet har Børge Willy Redsted Pedersen mødt en anden varetægtsarrestant, som han kan spejle sig i, både hvad angår fantasi og stikkernatur: Christian Anton Christensen alias Major Pløk.

Han voksede op i Portugalsgade på Amager, gik ud af skolen efter sjette klasse og fik senere ansættelse på forkromningsanstalten Afa i Frankrigsgade. Under Besættelsen havde han fundet ud af, at han kunne tjene væsentlig mere som vagtmand for tyskerne, og meldte sig derfor i 1944 til Sommerkorpset, der bevogtede blandt andet Københavns Lufthavn. Det er uvist, hvordan øgenavnet Major Pløk er opstået, men i en psykiatrisk udtalelse, der ligger i hans sagsmappe, stå der om ham:

»Af karakter er observanden holdningsløs, ustadig, selvusikker, suggestibel, men sensationspræget og eventyrlysten, pralende og selvhævdende med udtalt tilbøjelighed til dagdrømmeri, løbsk fantasiliv og navnlig en udtalt mytomani.«

Under varetægtsfængslingen oplyste Major Pløk selv, at han havde været i Gestapo, haft sin gang på Dagmarhus, Shellhuset og Politigården og under voldsomme aktioner arbejdet sammen med den berygtede gruppe under Ib Birkedal Hansen. Det troede politiet længe på.

Ekskæresten

Og lad os så vende tilbage til sagen om Karl Edvard Nielsen, der som falsk helt sover den evige søvn i Mindelunden blandt rigtige modstandsfolk, for at illustrere manipulatoren Børge Willy Redsted Pedersens måde at arbejde på:

I fængslet får han nys om sagen, og så får han Major Pløk og en anden indsat, Ivan Boris From, til at indrømme, at det var dem, der i tyskernes tjeneste skød gennem fordøren og dræbte Bornholmeren. Ifølge deres udsagn var han rigtignok en stor modstandsmand og sabotør.

Andre indsatte i fængslet, nogle af dem også fra Hipokorpset, kan bekræfte oplysningerne og fortæller, at det var en kvinde ved navn Sigrun Sørensen, der havde ledt dem på sporet af den bornholmske »modstandsmand«. Hun bliver også udpeget som stikker i en række andre sager.

Sigrun Sørensen er helt uforstående over for anklagen, da hun på daværende tidspunkt arbejdede som smørrebrødsjomfru på færgen mellem Korsør og Nyborg. Men lige lidt hjælper det, og hun kommer til at sidde varetægtsfængslet i flere måneder.

»For stikkerbanden bestod hendes brøde åbenbart i, at hun havde været kæreste med Ivan Boris From på et tidspunkt og derfor havde gjort sig bemærket,« fortæller Martin Magnussen.

Af arkivmaterialet fremgår det, at hun i 1949 får erstatning fra politiet for uberettiget fængsling. På dette tidspunkt har politiet endelig erkendt, at hun er uskyldig, og at oplysningerne fra Børge, Major Pløk, Ivan From og andre indsatte har været det rene opspind.

Øverst: Major Pløk alias Christian Anton Christensen. Nederst: Ivan Boris From, som også var med i inderkredsen. Fotos: Privatarkiv

Med udsigten til dødsdomme er både Major Pløk og From nemlig til sidst gået til bekendelse over for politiet: De har påtaget sig skylden for noget, de aldrig har gjort, og det var Børge, der satte det hele i scene. For eksempel kan det dokumenteres, at Major Pløk var på vagt på en flyveplads den aften, da Gestapo skød gennem fordøren og ved en fejltagelse dræbte Karl Edvard Nielsen. På samme tidspunkt var Ivan From på Østfronten, og ergo kan ingen af dem være morderne, som de ellers selv havde indrømmet i begyndelsen.

Selv indrømmer Børge Willy Redsted Pedersen aldrig noget, men en efter en falder hans konstruerede forklaringer fra hinanden.

Men hvorfor skulle Pløk, From og flere andre dog påtage sig ansvaret for forbrydelser, som de ikke havde begået?

Martin Magnussen har ikke nogen simpel forklaring:

»For nogle indsattes vedkommende havde Redsted Pedersen stillet dem i udsigt, at han kunne hjælpe dem til at flygte til udlandet og undgå hårde straffe. Derfor indvilgede de i at afgive forklaringer, som han havde strikket sammen. Flere af dem havde været højtplacerede og medlemmer af Birkedal Hansens gruppe. For eksempel John Kolling, der risikerede dødsstraf. Ham lover Børge Redsted en belønning i form af en planlagt og storstilet flugt, som skal få dem alle ud af Danmark og over til et frit liv på den anden side af Atlanten. Andre blev truet til at makke ret og komme med de rette – læs: forkerte – oplysninger til politiet. Ellers kunne Børge Willy Redsted Pedersen med sine udspekulerede netværk og finter få dem dømt for ting, de ikke havde gjort,« siger han.

Og så er der tilfældet Major Pløk, som undervejs tilstod ti drab og i alt 120 forbrydelser for til sidst, i 1948, at trække dem alle tilbage i et brev til justitsministeren.

»I dag ved vi, at Major Pløk tilstod de mange drab af grunde, som indgår i et mere komplekst billede af en forbryder,« siger Martin Magnussen og forklarer:

»Lige efter Befrielsen var det Pløks udtrykte ønske at blive skudt som 'helt'. Der er tydeligvis også et element af lystløgneri på et patologisk niveau, hvor han ikke kunne styre det, og det udnyttede Børge. Andre, som fortalte falske historier, havde i forvejen så meget på synderegisteret, at de ikke mente, det betød noget, om de påtog sig ansvaret for mere.«

Reservebetjent og varulv

Men hvad fik Børge Willy Redsted Pedersen selv ud af det? Hvorfor gjorde han det?

»Hans umiddelbare personlige vinding er, at han får særdeles frie forhold i fængslet,« siger Magnussen og forklarer:

»Børge og Major Pløk bevægede sig frit rundt på Politigården og fungerede nærmest som assisterende efterforskere, som andre indsatte blev bange for. De fik mulighed for at læse politirapporter igennem og kunne uhindret kommunikere mellem cellerne og i fototeket og planlægge deres næste træk. Det er derfor, de har mulighed for at afstemme deres forklaringer med andre indsatte og udstikke ordrer til dem om, hvad de skal forklare, når de bliver afhørt. Via politifolkene, som han foregiver at hjælpe ved at stikke sine gamle kammerater i Hipokorpset, bliver han orienteret om en række sager, og så planlægger han simpelthen, hvordan den og den sag skal strikkes sammen, og hvem der skal være den skyldige. Det kan man se i hans notesbøger. Af breve til familien fremgår det, at han også er med politifolk på tur til andre fængsler i landet og undervejs sidder og spiser frokost med dem på restauranter i provinsen.«

Men det er ikke den eneste forklaring. Ifølge Magnussen er det tydeligt, at Børge alias Sven Hazel betragtede sig selv som varulv:

»Han skriver i et udsmuglet brev: 'Vi er de sande varulve. Vi bekæmper fjenden med deres eget våben.' Det, han mener, er, at de som en tysk modstandsbevægelse skal tage kampen op efter krigen, og i deres tilfælde handler det om at sabotere retsopgøret. Hvis de får skyldige nazister til at gå fri og samtidig kan hænge nogle unge kvinder, som nu render med amerikanere, ud som stikkere, selvom de er uskyldige, kan det være med til at ødelægge retsopgøret.«

Det lykkes faktisk for ham. Til en vis grad. For godt nok ender nogle af hans »kronvidner«, som har taget skylden for alt muligt, med at trække i land, og på et tidspunkt finder politiet nogle udsmuglede breve, som afslører, at der er tale om et komplot. Fra dette tidspunkt holder politiet op med at bruge Børge Willy Redsted Pedersen og hans forklaringer til noget, men omvendt ser det ikke ud til, at man tager fat på de tidligere sager igen. Nogle er jo faktisk blevet dømt eller er gået fri i mellemtiden.

»I de få sager, som jeg har gennemgået, afgav tæt på 50 personer beviseligt falske forklaringer,« fortæller Martin Magnussen.

Selvom politiet til sidst opdager, hvad Børge Willy Redsted Pedersen og kumpaner har gang i, får han ikke en hårdere straf: Ti år er standardtaksten for en Hipo-mand, og han bliver prøveløsladt i 1949 efter at have udstået halvdelen af straffen.

I baghold

Kaj Deleuran, der som et af ofrene for Børge Willy Redsted Pedersens komplot blev udnævnt til stikker, kom til at sidde væsentlig længere tid i fængsel. Ikke meget tyder dog på, at Deleuran havde stukket nogen, men tværtimod at han ville være med i modstandsarbejde. Af de mere end 1.000 sider i hans arkiverede sag fremstår en grum historie:

Kaj Deleuran var 24 år og hjemme hos sine forældre i Bagsværd på juleorlov fra sit arbejde i Jylland, da han i begyndelsen af januar 1945 blev ringet op af den lokale malermester Jensen, som bad ham komme over til ham og deltage i en illegal aktion samme aften. Malermesteren havde flere gange forsøgt at overtale Kaj til at gå ind i illegalt arbejde og havde også fået ham til at opbevare en pistol. Da Kaj ankom til huset omkring klokken 23, gik han direkte ind i en flok af hipoer og tyskere, der omringede ham og pegede deres våben imod ham. Han blev ført ind i stuen og udspurgt ved siden af malermesteren, der dog blev afhørt på en måde, som undrede Kaj. For eksempel hviskede tyskeren, som stod for afhøringen, flere gange noget i malermesterens øre.

Senere på natten lykkedes det Kaj Deleuran at flygte, da en halvberuset Hipo-mand skulle føre ham ud til en vogn. Han løb helt til Holte, før han turde stoppe. På vejen løb han ind i en ung arbejdsdreng, der var på vej hjem. »Væk, tyskerne er efter mig,« skreg han ifølge arbejdsdrengen, der blev afhørt efter krigen.

Malermesteren blev af tyskerne anbragt i Frøslevlejren, hvor han hurtigt blev mistænkt for at stikke de andre indsatte, som typisk var modstandsmænd. Der blev ligefrem advaret mod ham i Radio London. Det undrede også mange i lokalområdet, hvordan han og hans kone, der havde været uden midler før krigen, pludselig havde haft råd til at købe sommerhus kontant og gik rundt med velspækkede tegnebøger.

Kaj Deleuran blev mere og mere overbevist om, at han i virkeligheden var blevet lokket i baghold af malermester Jensen, så tyskerne kunne tage ham med pistolen. Anholdelsen af Jensen havde virket som et skuespil og afhøringen af ham som kunstig og iscenesat.

Efter Befrielsen valgte han derfor, 31. juli 1945, at anmelde hændelsen til politiet. Malermesteren nægtede og hævdede, at det var lige omvendt: Kaj Deleuran havde angivet ham og sendt det tyske sikkerhedspoliti ud til hans bopæl. Forevist et foto af Deleuran mente nogle af de fængslede Gestapo-folk, at de havde set Deleuran på Politigården eller i Shellhuset, og det hjalp heller ikke, at han kom til at afgive skiftende forklaringer.

Hans far og mor kunne til gengæld bevidne, at det var malermesteren, der havde ringet til Kaj den aften og ikke omvendt, og det burde nok heller ikke stille Deleurans sag dårligere, at Jensen tidligere var dømt for at have slået et spædbarn ihjel. Det kom også frem under efterforskningen, at modstandsbevægelsen forgæves havde forsøgt at likvidere malermesteren, fordi man var vidende om, at han havde stukket en række modstandsfolk med stort set samme fremgangsmåde som over for Deleuran.

Kronvidner

Det var vanskeligt for efterforskerne at få hold på sagen, men som det efterhånden var blevet kutyme, når en efterforskning stod i stampe, kom Børge Willy Redsted Pedersen politiet til undsætning. Han trådte til som det vidne, der kunne levere den detaljerede forklaring og med sikkerhed fastslå, hvad der var sket: Kaj Deleuran havde været på Politigården i begyndelsen af januar 1945 for at stikke malermester Poul Jensen.

Politiet valgte at få sagen prøvet ved Københavns Byret 24. september 1946. Anklagemyndighedens første bevis var en ikke særlig overbevisende skriftlig forklaring fra en tysk Gestapo-mand, men så var det kronvidnernes tur: Gestapo-manden Arvid Waltenstrøm og Hipo-manden Børge Willy Redsted Pedersen bevidnede begge, at de flere gange havde set Kaj Deleuran på Shellhuset og Politigården, ofte i samtale med Ib Birkedal Hansen.

Den kendsgerning, at Kaj til daglig arbejdede i Jylland og kun havde været hjemme på juleorlov, blev der ikke spurgt til denne septemberdag 1946 i byretten, som endte med, at han blev idømt ti års fængsel for stikkeri.

»I dag kan man se i dokumenterne, at Waltenstrøm var et af medlemmerne af Børges bande i fængslet, som han fik til at afgive de falske vidneudsagn, han selv digtede og koordinerede,« fortæller Martin Magnussen.

Dommen blev anket til landsretten, og i mellemtiden havde politiet fået et nyt kronvidne: Christian Anton Christensen alias Major Pløk, der kunne oplyse, at han kendte til en del af Ib Birkedal Hansens stikkere, og da han blev forevist et billede af Kaj Deleuran, kunne han med det samme udpege ham som stikkeren fra aktionen hos malermesteren i Bagsværd. Pløk havde endda selv deltaget, påstod han.

Senere meldte et par andre indsatte landssvigere sig med forklaringer, der bekræftede Major Pløks. En af dem var John Kolling, der var medlem af Birkedal Hansen-gruppen. Han kunne lige pludselig huske, at Kaj Deleuran ad flere omgange mod betaling havde fungeret som stikker, og ud over sagen med malermester Jensen havde Kaj fortalt tyskerne om et stort nedgravet våbenlager i Hjortekær, hvor flere modstandsfolk var blevet anholdt. Børge Willy Rested Pedersen kunne bekræfte Kaj Deleurans angiveri omkring det store våbenlager i Hjortekær.

Løgnagtig

Faktisk havde politiet allerede i maj 1946 undersøgt Hjortekær-sagen grundigt, og man kan se, at Børge ved den lejlighed udpegede en anden mand, nemlig modstandsmanden John Robert Hansen, som stikkeren.

Det fremgår også af dokumenterne i sagen, at politifolk med en blyant over John Kollings navn skrev »løgnagtig«, og at der over Børges navn var skrevet »meget løgnagtig«. Men denne skepsis hørte til i et andet undersøgelseskammer, altså i en anden afdeling, og det vidste de intet om i 14. Undersøgelseskammer, som efterforskede sagen om Kaj Deleuran. Først meget sent opdagede man i denne politiafdeling, at der var ugler i mosen. Så sent, at det ikke hjalp den unge Kaj Deleuran. Hans ankesag kom for Østre Landsret 14. januar 1947 med Major Pløk som nyt kronvidne. På baggrund af den nye »viden«, som blev fremlagt, valgte landsretten at hæve straffen fra ti til 14 års fængsel.

»Når vi i dag ser på det spind af støttevidner, som kom til at underbygge kronvidnet Pløks forklaring forud for landsretssagen, ligner det i bekymrende grad, hvad vi i andre sager har set Børge Willy Redsted Pedersen og hans stikkerbande orkestrere. Politiet 'verificerede' tvivlsomme vidners udsagn med udsagn fra personer med samme lave troværdighed. For Kaj Deleuran må magtesløsheden have været som Josef Ks i Franz Kafkas Processen,« siger Martin Magnussen.

Deleuran skriver efter domfældelsen flere gange til justitsministeren, at han er uskyldigt dømt, men hans sag ses ikke at være blevet genoptaget. Heller ikke, da Major Pløk i april 1948 går til bekendelse og indrømmer over for politiet, at alt, hvad han har fortalt siden sin anholdelse, er løgn og digt og afstemt med andre løgnere.

»Man kan undre sig over, at sagerne ikke bliver genoptaget,« siger Magnussen:

»Mit bedste bud på en forklaring er, at der er tale om, at han har været vidne i flere 100 sager, hvoraf langt de fleste for længst er afsluttet og folk sendt til afsoning. Måske har man tænkt, at ingen ville finde ud af det. Men det er uden for enhver tvivl, at for eksempel Deleuran aldrig ville kunne dømmes med de få oplysninger, der er tilbage, når de erklæret falske vidneudsagn tages ud.«

Weekendavisen har forgæves forsøgt at finde efterkommere af Kaj Deleuran for at høre, hvordan justitsmordet kom til at påvirke resten af hans liv. Af en kort meddelelse i dagbladet Aktuelt i anledning af hans 50-års fødselsdag i oktober 1970 fremgår det, at han er værkfører og bor i Værebroparken i Bagsværd. Ifølge Folkeregisteret flytter han senere til et parcelhus i Lynge og dør i februar 1983 i en alder af 62.

De fordømte

Ifølge Martin Magnussen fik de falske tilståelser og opdigtede vidneudsagn fra Pløk og andre store konsekvenser for sagsbehandlingen under retsopgøret.

»Politiet mente i en lang række tilfælde, at man havde fundet gerningsmanden til mange uopklarede drabssager, og ressourcerne blev så disponeret herefter. Man spilder jo ikke tiden med at opklare allerede opklarede sager,« siger han og fortsætter:

»Jeg tror, at for eksempel stikkeriet af modstandsgruppen Sverigescentralen, som medførte, at Kim Malthe-Bruun og tre andre blev henrettet af tyskerne, kunne være blevet opklaret, hvis politiet ikke havde spildt tiden på en forkert mistænkt. Gruppens egne bud på en stikker blev således aldrig rigtig undersøgt.«

Da politiet til sidst opdagede komplottet, blev sagen internt dysset ned, siger Magnussen, og omfanget blev ikke undersøgt til bunds. Politiet foretog dog en grundig ransagning af Redsted Pedersens fængselscelle, hvor betjentene fandt ud- og indsmuglede breve og notesbøger. Hvad politiet næppe var klar over efter ransagningen, var, at de også havde beslaglagt det første udkast til romanen De fordømtes legion, som nogle år senere skulle gøre cellens beboer verdensberømt under navnet Sven Hazel.

Egentlig var det jo Martin Magnussens oprindelige hensigt med at kaste sig over den gamle dokumentkasse, som var blevet tilbageleveret af en afdød arkivtyvs enke: at opklare, om forfatteren Sven Hazel – som han påstod – selv havde oplevet meget af det, han beskrev i sine bøger. Eller om han – som flere krigshistorikere påstod – bare var en litterær lille svindler, der under krigen havde været en ubetydelig vagtmand i Danmark.

Andre har i årenes løb hævdet, at Sven Hazel alias Børge Willy Redsted Pedersen fik enten sin kone – hun havde i øvrigt selv været nazist under krigen – eller en god ven til at skrive sine underlødige bøger, efter at han med familie havde bosat sig i Spanien.

Disse påstande kan Martin Magnussen i dag totalt aflive. For det første har han via tyske militærarkiver fået bekræftet, at Hazel faktisk var indrulleret i en panserbataljon, og for det andet, at hovedpersoner i hans romaner – for eksempel Hugo Stege og kaptajn Lope – ikke er fiktive figurer, men virkelige personer, som også kan findes i tyske arkiver. De var faktisk hans soldaterkammerater, før han deserterede og blev Hipo-mand i Danmark.

Og endelig er de tætskrevne notesbøger, der har karakter af dagbøger, i virkeligheden manuskriptet til hans første roman. Der er en meget høj grad af overensstemmelse mellem dagbøgerne og handlingen i romanen, og som Martin Magnussen påpeger, er de skrevet i hånden uden mulighed for efterfølgende at slette og rette i dem:

»De 700 sider, han skrev i fængselscellen, har en klar rød tråd fra start til slut,« konstaterer Magnussen:

»Selvfølgelig er hans egne oplevelser blandet med fiktion, og det lagde han aldrig skjul på, men han har vitterlig været i de byer og enheder, som han påstår. Inklusive i den værste enhed af alle, nemlig en straffebataljon, hvor deserterede soldater blev sendt til som alternativ til dødsstraf.«

Efter Sven Hazels død i Barcelona udgives hans bøger stadig i store oplag. Rettighederne til forfatterskabet administreres af hans søn, Michael Hassel-Arbing, som Weekendavisen har kontaktet i forbindelse med afsløringen af de nye oplysninger om hans far. Han er dog ikke vendt tilbage på avisens henvendelse.

Og så er der jo ham den »forkerte« helt i Mindelunden, Karl Edvard Nielsen, der er begravet sammen med frihedskæmperne. Hvad skal der nu ske med ham efter de nye afsløringer?

»Det bliver op til Kirkeministeriet at bestemme, hvis oplysningerne verificeres,« siger tidligere ceremonimester Christian Eugen-Olsen, der er formand for bestyrelsen i Frihedskampens Mindefond, som er med til at vedligeholde mindesmærkerne for frihedskæmperne. Han fortsætter:

»Der er faktisk to andre, som blev gravet op engang efter krigen, fordi det viste sig, at de havde arbejdet for tyskere. Om det at have været sabotagevagt i dag er nok til at blive gravet op, må ministeriet afgøre, men hvis du spørger mig personligt, så ønsker jeg ikke, at den slags skal ligge mellem vore helte.«

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-35/samfund/hazels-hemmeligheder

 


 

PPJO@WEEKENDAVISEN.DK

 

lørdag den 5. august 2023

 

Henrik Dahl:
DEN VESTLIGE VERDEN SKAL HOLDE OP MED AT HADE SIG SELV.

Regeringens følgagtighed over for OIC er det sidste, Danmark står og mangler.


Debatten om – lad os være ærlige – at genindføre blasfemiparagraffen har i det mindste to aspekter, der kun har meget lidt med hinanden at gøre.

Det mindste problem er, at et flertal i Folketinget vil tilbage til retstilstanden før 2017. En af de begrundelser, der blev benyttet som argument for at afskaffe den gamle blasfemiparagraf, var, at den alligevel ikke blev anvendt. I den forstand – sagde man for seks år siden – var det ikke meget mere end en regelsanering, når man strøg paragraffen. En del af den løbende og nødvendige oprydning i gamle paragraffer.

Alligevel var der mange ordførere, der ikke kunne dy sig, og holdt svulstige taler om frihed og idealer, man aldrig måtte give køb på.

Det elendige ved en svulstig tale er jo ikke dens emne. Det er, at den er svulstig. Nu kan venstremænd med hang til panegyriske taler og forhenværende LA’ere med samme tilbøjeligheder så æde deres opstyltede retorik i sig. Det har de i og for sig godt af. Jeg håber, de har lært noget om brugen af tomme og svulstige fraser – skønt jeg oprigtigt tvivler.

Et langt større problem er, at den danske regering helt åbenlyst accepterer, at en forening af udemokratiske og dobbeltmoralske lande blander sig i Danmarks indre anliggender.

”At blande sig i et indre anliggende” er det tætteste, man inden for diplomatiet kan komme på at sige ”luk røven”. Og hvis der er noget, OIC-landene og deres venner i Rusland og Kina er gode til, så er det at bede enhver, der taler om antisemitisme eller forfalskede valg eller etniske udrensninger i en fjern, islamisk provins, om at erindre, at her taler vi om indre anliggender.

Hvad burde regeringen så have gjort? Det vil jeg gerne gennemgå (i en ikke-prioriteret rækkefølge) nedenfor.

1. Erkend, at Samuel Huntington – selvom han ikke var ufejlbarlig – havde langt mere ret end Francis Fukuyama i, hvad fremtiden ville komme til at bringe.

Centralt for Huntington stod, at Rusland, Kina og den islamiske verden aldrig ville komme til at købe ind på de vestlige værdier, som nogle mennesker i Vesten fejlagtigt kalder ”universelle”.

Det har været populært at slå ned på Huntingtons fejl og udeladelser, fordi det, han sagde, var ubehageligt at lytte til for de vestlige eliter. Men helt overordnet set havde han ret: Verden kommer aldrig til slet og ret at blive et sted, der er præget af vestlige værdier.

2. Erkend, at Vesten over tid har fået langt færre venner, end regionen engang havde. Store lande i Sydamerika falder fra som venner. Store dele af Afrika falder fra. Rusland er for længst faldet fra. Kina er aldrig faldet til (om man så må sige). Og Mellemøsten skal vi slet ikke tale om. Her arbejder stærke kræfter aktivt og målbevidst på at underminere og afmontere vestlige værdier. Både i regionen selv og i de vestlige kernelande.

3. Erkend, at samhandel ikke giver ”demokratisk konvergens”. En af de farligste og mest fejlagtige antagelser inden for den politiske økonomi er uden tvivl, at hvis lande og regioner handler sammen, vil de over tid konvergere politisk.

Der er stort set ikke noget belæg for denne hypotese. Derfor er det absurd at høre på mennesker, der bliver ved med at hævde, at den har noget for sig.

4. Erkend, at OIC-landene har lært sig selv at bruge FN-systemet og moderne rettighedsretorik til at fremme sine egne dagsordener.

Store dele af FN-systemet er i dag værdiløst. Det gælder ikke mindst det absurde Menneskerettighedsråd. Der som bekendt domineres af lande, der har gjort det til en ædel dyd og kær pligt dagligt at trampe på menneskerettighederne hjemme hos sig selv.

5. Gør modstand imod hykleriet i OIC-landene. De bør udfordres på, hvorfor de i det hele taget er medlemmer af FN, når de åbenlyst intet gør for at leve op til den FN-pagt, de frivilligt har skrevet under på.

De bør tages mere alvorligt, når de taler om at forfølge religioner. Vi kunne for eksempel sige til dem: Vi vil meget gerne være værter for en konference, der ser på forfølgelse af religiøse mennesker. Men konferencen skal også handle om den allestedsnærværende antisemitisme i Mellemøsten og den lige så allestedsnærværende forfølgelse af kristne i en stor del af OIC-landene.

6. Gør modstand imod de meningsløse begreber, OIC-landene – med alt for ivrig hjælp fra vestlige, venstreorienterede akademikere – benytter sig af.

”Islamofobi” er et nonsensbegreb. En fobi er en psykisk lidelse. Det er ikke og kan aldrig blive en psykisk lidelse at kritisere islam og lande med en islamisk forfatning.

Få ”racisme” som begreb bragt på ret køl. Sandheden kan for eksempel aldrig være racistisk. Derfor er det absurd at beskylde mennesker, der formidler sandheden om for eksempel de mellemøstlige diasporaer i Vesten, for racisme.

Kulturer og religioner er heller ikke ”racer”. Derfor skal kritik af kultur og religion trækkes ud af et meningsfuldt begreb om racisme.

Protester imod ethvert akademisk lydende begreb, der ikke er akademisk, men er formet af had til den vestlige verden (der meget ofte har karakter af selvhad).

7. Vær mere offensiv, når det gælder OIC-landenes påstand om, at vesten ensidigt er et dårligt sted. Den er nemlig ekstremt hyklerisk.

Hvad bruger velhavende mennesker i OIC-landene de fleste af deres penge til? At få fingre i så mange vestlige genstande, det overhovedet kan lade sig gøre. Lige fra luksusvarer til vestlig medicin til vestlige våben.

OIC-landene elsker at tale grimt om vestlige værdier. Men det sidste, de vil undvære, er vestlige produkter.

8. Vær mere offensiv, når det gælder evindelige, mellemøstlige påstande om, at Vesten er racistisk.

Hvis Vesten er så racistisk, hvorfor bliver I så ikke bare væk? Der er vældig mange mennesker med rødder i Mellemøsten, der absolut ikke ville blive savnet, hvis de fortrak til den region, deres familie stammer fra.

9. Vær mindre relativistisk.

Der er ingen regioner i verden, hvor det er bedre at være kvinde eller at tilhøre et mindretal, end i Vesten. Der er ingen regioner i verden, hvor det er bedre at være fattig, at være ramt af dårlige tider eller at blive syg (selv om ingen af delene selvfølgelig i sig selv er fede).

Vesten er alle andre regioner i verden overlegen, når det gælder videnskab, teknik, filosofi, demokrati, god regeringsførelse og indretning af samfundsinstitutionerne til gavn for de fleste.

Derfor skal vi selvfølgelig ikke sælge ud af vores værdier, men kæmpe for dem. 

Og gerne med betydelig større overbevisning, end den danske regering gør.


Kilde: https://jyllands-posten.dk/debat/kommentar/ECE16330574/den-vestlige-verden-skal-holde-op-med-at-hade-sig-selv/?fbclid=IwAR1Avvi9b3yDm2Ok5nzSgRSSI_rALjCp0EG_WK1x6u7y6xXhZ0BuAx3W97U

torsdag den 3. august 2023

 

Afbrænder. Skrotningen af blasfemiparagraffen for seks år siden rammer nu Danmark som en dilemmafyldt boomerang. Kan og skal lovgivningen strammes af hensyn til muslimske lande?

Gud forbyde
 

det

Når regeringen med udenrigsministeren som primus motor har sat sig for at finde et juridisk værktøj for at stoppe koranafbrændingerne, forsøger Lars Løkke Rasmussen i realiteten at reparere en skade, han selv bærer et stort ansvar for. Han var statsminister og Venstre-formand, da Folketinget tilbage i 2017 afskaffede blasfemiparagraffen, hvorved det pludselig blev lovligt at futte religiøse skrifter af.

Dette frirum, som en lille skare af stærkt islamkritiske aktivister ved talrige lejligheder i den senere tid har udnyttet til at sætte ild på koraner, har som bekendt fået betragtelige konsekvenser. Relationerne til den muslimske del af verden er kølnet i et omfang, der vækker mindelser om Muhammedkrisen i 2005-06.

Sammen med Sverige er Danmark blevet skarpt kritiseret af Organisationen af Islamiske Lande (OIC) med 57 medlemsnationer for at give frit spil for forhånelser af Koranen. 15 af landene har officielt fordømt den tilladte praksis i Danmark siden en koranafbrænding foran den iranske ambassade i København den 21. juli. Dertil kommer, at danske diplomater på ambassaderne i Algeriet, Egypten, Iran, Indonesien, Pakistan og Saudi-Arabien har måttet stille til samtaler i de respektive udenrigsministerier.

Ifølge PET er trusselsbilledet uændret på niveau fire ud af fem, hvilket svarer til »alvorlig«, men tjenesten hejser samtidig et advarselsflag: »Der er ingen tvivl om, at de seneste koranafbrændinger i Danmark har medført en betydelig negativ opmærksomhed fra blandt andre militante islamister, som har betydning for udviklingen i trusselsbilledet.«

Jusistminister Peter Hummelgaard. Foto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix

Dertil kan lægges risikoen for skaden på handelspolitiske interesser. Skulle det komme til en omfattende boykot af danske varer, vil det koste penge og arbejdspladser. Eksporten til OIC-landene er stigende og udgør ifølge Børsen i dag 117 milliarder kroner med Forenede Arabiske Emirater og Tyrkiet som de største aftagere af danske varer.

Den bebudede juridiske stramning harmonerer for så vidt med »den pragmatiske idealisme«, som Løkke introducerede i foråret som pejlemærke for en ny udenrigs- og sikkerhedspolitik; måske vejer det første ord tungere end det andet?

Men indenrigspolitisk står regeringen mildt sagt med en svær sag, uagtet at den har sit eget flertal. Ganske vist viser De Radikale og Alternativet en vis forståelse for ønsket om at skride juridisk ind over for ildspåsættelserne af muslimernes hellige bog, men ellers er alle andre partier på begge sider af SVM stærkt imod den varslede regulering: Det er en indskrænkning af ytringsfriheden, et knæfald for regimer, for hvem menneskerettigheder og religionsfrihed ofte ligger fjernt, og giver man efter i denne sag, vil der bare komme flere nye krav.

Særlig iøjnefaldende er nok De Konservatives position. I perioder med blåt flertal er partiet traditionelt regeringsdeltager og dermed vant til magtens åg og de dertilhørende ikke altid populære beslutninger. Som Socialdemokratiets udenrigsordfører, Jesper Petersen, bemærker: »Jeg er ikke sikker på, at De Konservative ville stå samme sted, hvis de var i regering. Lad mig sige det sådan.«

Paludans inspirator

Den dilemmafyldte suppedas, Danmark er havnet i, har rødder i afskaffelsen af blasfemiparagraffen juni 2017. Marts samme år havde Enhedslisten stillet forslag om at skrotte den daværende bestemmelse i straffeloven, der kriminaliserede den, »der offentligt driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse«. Af princip mente partiet, »at lovgivning skal beskytte mennesker – ikke guder«.

Forslaget tog dog også afsæt i en verserende straffesag. Måneden inden havde anklagemyndigheden – for blot fjerde gang i paragraffens levetid – rejst tiltale mod en 42-årig mand fra Nordjylland, der havde brændt en udgave af Koranen af hjemme i sin baghave og offentliggjort en video af hændelsen på Facebook. Mandens forsvarsadvokat var den på det tidspunkt ukendte Rasmus Paludan, der tilsyneladende lod sig inspirere af sin klient, da Paludan senere selv, nu helt lovligt, begyndte at antænde koraner.

Inden folketingspolitikerne fjernede blasfemiparagraffen, vidste de, hvilke konsekvenser det kunne få. I en tidligere udtalelse fra Straffelovrådet blev det påpeget, at blasfemiforbuddet ikke hindrede skarp kritik af religioner og religiøse dogmer. Afskaffede man forbuddet, ville det til gengæld blive muligt at foretage offentlige afbrændinger af Bibelen eller Koranen, uden at myndighederne kunne gribe ind.

Da Mette Frederiksen som daværende justitsminister i Thorning-regeringen i februar 2015 offentliggjorde Straffelovrådets udtalelse, afviste hun på den baggrund at tage skridt til at ophæve blasfemiforbuddet: »Jeg har svært ved at se, hvordan vi får et stærkere samfund, eller hvordan det vil kunne berige den offentlige debat, hvis man gjorde det lovligt at brænde hellige bøger af.«

Det var fortsat Socialdemokratiets synspunkt, da Folketinget to år senere tog stilling til Enhedslistens forslag. Men partiet var det eneste, som stemte imod. Derimod endte Løkkes VLAK-regering, efter først at have afvist forslaget, med at stemme for.

Venstres Jan E. Jørgensen var partiets ordfører ved andenbehandlingen, og han mener stadig, at det var klogt.

»Det var ikke Venstres brændende ønske, om jeg så må sige, at vi nu skulle se koranafbrændinger på gader og stræder. Det var ønsket om at komme af med en paragraf, som tiden var løbet fra. Det var også nogenlunde sammenfaldende med angrebet i Paris mod Charlie Hebdo. Og vi kunne ikke se os selv i, at vi i den situation skulle anerkende, at religiøse følelser havde et særligt behov for beskyttelse. Så jeg mener bestemt, at det var rigtigt, at vi afskaffede blasfemibestemmelsen. Men det havde været godt, hvis vi i højere grad havde kunnet ramme koranafbrændingerne ind og komme efter dem med andre paragraffer. Det skulle vi nok have dyrket noget mere,« siger Jan E. Jørgensen.

Flagskændingsreglen

Regeringen bedyrer, at den ikke vil genindføre den tidligere blasfemiparagraf.

Oratorisk giver Løkke den som håndværkeren og taler om at finde et »juridisk værktøj«, mens justitsminister Peter Hummelgaard har iklædt sig den sproglige lægekittel med termer som »en juridisk nålestiksoperation« og et »præcist kirurgisk indgreb«. Underforstået: Indgrebet i ytringsfriheden vil være så mikroskopisk, at det faktisk næsten ikke er et indgreb.

Uanset betegnelserne vil initiativet dog nødvendigvis bestå i ny lovgivning, og Justitsministeriets embedsmænd har sandsynligvis fået til opgave at afdække mulighederne for at flette et forbud ind i straffelovens eksisterende regler. Løsningen må helst ikke skuffe hverken den muslimske verden, den hjemlige opinion eller hele oppositionen alt for meget og vil sandsynligvis derfor heller ikke stille nogen rigtig tilfreds.

Hvilke greb rummer så den strafferetlige værktøjskasse?

Tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonichsen, som var operativ chef i PET under Muhammedkrisen, har i et borgerforslag luftet ideen om at indsætte afbrændingerne under hærværksparagraffen, så det bliver forbudt at ødelægge og beskadige trossamfunds religiøse skrifter. Det er dog værd at bemærke, at hærværk er en ejendomsforbrydelse – paragraffen handler om at ødelægge andres ting. Typisk vil koranafbrænderne selv have købt og betalt de bøger, de brænder af.

»Systematisk er bestemmelsen mindre velvalgt, da den angår andres ting,« siger Lasse Lund Madsen, professor i strafferet ved Aarhus Universitet.

»Dernæst har Paludan allerede meldt ud, at han ikke vil være sen til at droppe afbrændingerne og i stedet skænde Koranen med eksempelvis ekskrementer. Hjemmelsmæssigt vil man med den foreslåede ordlyd hurtigt komme til kort – for vil det være egentlig ødelæggelse, når man formentlig bare vil kunne børste ekskrementerne af?«

Skuer embedsmændene til et andet hjørne af straffeloven, vil de støde på den såkaldte racismeparagraf som en anden potentiel kandidat til at rumme et forbud mod koranafbrændinger. Dén paragraf fokuserer dog på forhånelsen af mennesker på baggrund af deres tro – ikke selve de religiøse genstande.

»Går man den vej, nærmer vi os derfor noget, der kan minde om sidestillelse af mennesker og religiøse symboler – utvivlsomt vand på OICs mølle – men en vej, der med sekulære briller vil være mindre hensigtsmæssig,« siger Lasse Lund Madsen.

Et tredje greb, juristerne i ministeriet formentlig lurer på, er muligheden for at udvide reglen om flagskænding, en støvet størrelse, der forbyder offentlig forhånelse af »en fremmed nation, en fremmed stat eller dens flag«. Ifølge Lund Madsen kunne det med stor sandsynlighed være dén regel, embedsmændene vil anbefale regeringen at udvide.

»En tilføjelse ville kunne lyde på også at gøre det forbudt at skænde anerkendte trossamfunds hellige skrifter,« siger Lund Madsen.

Også Jørn Vestergaard, professor emeritus i strafferet ved Københavns Universitet, ser for sig, at regeringen sandsynligvis vil ty til flagskændingsreglen.

»Var jeg embedsmand og havde fået besked på at finde en plads i straffeloven, ville mit bud være at forbyde offentlig nedværdigelse – som kræver mere end bare forhånelse – af et 'anerkendt trossamfunds særligt betydningsfulde religiøse genstande',« siger Vestergaard.

Men hvem skal definere, hvad der er særligt betydningsfuldt? For ikke at tale om offentlig nedværdigelse?

»Det er der, lovgivningsarbejdet bliver en vanskelig balancegang. Man er nødt til at være relativt præcis i lovens ordlyd suppleret med tilhørende lovbemærkninger, så det som borger er nogenlunde muligt at forudberegne, hvad der er lovligt og ulovligt. Det er sådan set retssikkerhed i en nøddeskal,« siger Lund Madsen.

»Samtidig er man nødt til at have lidt uld i mund, så bestemmelsen også er rummelig: Er man alt for specifik, vil nogen med det samme finde nye måder at omgå reglen, og det nytter trods alt ikke, at bestemmelsen skal ændres i tide og utide.«

Ifølge Vestergaard vil en regel som skitseret svare til en moderniseret udgave af den gamle blasfemiparagraf.

»Dens ordlyd var bredere, men i praksis dækkede den kun urinering og afbrænding af religiøse skrifter. Jeg tror dermed, det er ret sandsynligt, at regeringen reelt vil indføre det, de afskaffede.«

Ro og orden

Ifølge Hummelgaard er det »relativt få steder, det er tilladt at afbrænde, som det er i Danmark og Sverige«. Det er dog langtfra alle europæiske lande, der har indført generelle forbud mod at sætte ild til hellige bøger.

Selvom Finland har et decideret forbud, og det også i Italien er strafbart at gøre skade på en trosretnings religiøse genstande, har en række lande i stedet overladt det til politiet at vurdere, hvor og hvornår en koran ikke må antændes.

Således kan politiet i eksempelvis England skride ind, hvis det vurderes, at en demonstration vil »forstyrre den offentlige orden i alvorlig grad«. En lignende formulering findes i det franske ordensreglement, og det var med dén regel i hånden, at politiet i Paris i 2020 forbød Stram Kurs at afbrænde en koran i det offentlige rum – en sag, der førte til, at Paludan fik forbud mod at rejse ind i Frankrig.

Heller ikke i Norge, som regeringen ellers har fremhævet som et land med styr på situationen, gælder et generelt forbud. Når Norge blandt andet i februar og marts har afvist at tillade demonstrationer med koranafbrændinger, er det sket med henvisning til, at politiet ikke kunne garantere sikkerheden for arrangører og tilskuere.

Faktum er, at dansk politi allerede med afsæt i politiloven kan afvise en demonstration med henvisning til forstyrrelse af den offentlige orden eller sikkerhed – det er selvsamme årsag til, at Rasmus Paludan adskillige gange er blevet forbudt at fyre op under Koranen på bestemte lokationer.

Spørgsmålet bliver i sidste ende, om regeringen vil søge løsningen indeholdt i straffeloven eller ej.

»At politiet uden et generelt forbud kan vurdere fra sag til sag, griber selvsagt ikke på samme måde ind i ytringsfriheden,« siger Jørn Vestergaard.

»Omvendt efterlader man den endelige vurdering hos politiet, der skal træffe et skøn fra sag til sag. Det vil dermed være sværere at forudsige, i hvilke tilfælde en koranafbrænding vil være ulovlig.«

Kilde:https://www.weekendavisen.dk/2023-31/samfund/gud-forbyde-det


LAURA HATTENS (f. 1996) er journalist og skriver mest af alt om samfund, jura og kultur. Laura har en kandidatgrad i jura fra Københavns Universitet og har skrevet for Weekendavisen siden 2020.

LSHA@WEEKENDAVISEN.DK

HENRIK DØRGE er journalist og skriver om samfund og politik. Henrik blev uddannet på Danmarks Journalisthøjskole og har tidligere arbejdet på Aktuelt og Jyllands-Posten. Han har udgivet Skandalen om Nordisk Fjer (medforf.) og Mens natten bli´r til dag.

DORG@WEEKENDAVISEN.DK

fredag den 21. juli 2023

 

Genrejsning. Det yderste højre er vågnet op til dåd i Spanien og kan efter søndagens valg komme til magten for første gang siden diktator Francos død.

Ud af skabet

VALENCIA – Matías Alonso kniber øjnene sammen i den skarpe sol, da vi sætter os til rette på en bænk foran rådhuset i det centrale Valencia. Juliheden hænger som en tung dyne over middelhavsbyen, og turister passerer forbi os i små grupper bevæbnet med vandflasker og solhatte.

»Den er helt gal,« siger han, og det er hverken solen, turismen eller de ekstreme temperaturer, han refererer til. Han taler om den politiske situation i Spanien, hvor der skal være parlamentsvalg på søndag. Højrenationale Vox kan for første gang komme med i en regeringskoalition, og spørger man Alonso, bør alle alarmlamper tændes.

»Fascismen er blevet genoplivet, og hvis ikke vi rejser os til kamp, kan vi godt begynde at vinke farvel til de friheder og rettigheder, vi har kæmpet så hårdt for«.

Matías Alonso er 66 år gammel og har været politisk aktiv på den spanske venstrefløj, siden han som 16-årig gik ind i modstandskampen mod Francos diktatur. Det var i 1973, to år før diktatorens død, der banede vej for overgangen til demokrati. I dag, 50 år senere, sidder han igen med følelsen af, at noget drastisk må gøres.

Greb om de unge: Vox står til at blive største parti blandt førstegangsvælgere. Foto: Josep Lago, Scanpix

Konservative PP, Partido Popular, står til at vinde valget, men vil efter al sandsynlighed få brug for mandaterne fra Vox, hvis flertallet skal sikres. Indtil for nylig afviste PPs leder, Alberto Núñez Feijóo, ganske vist kategorisk at indgå regeringssamarbejde med Vox, men i dag er afvisningen erstattet af uldne og tvetydige signaler.

Valgmatematikken taler sit eget tydelige sprog. Nok står PP til at blive størst i parlamentet, men vejen til magten går via Vox.

Maj måneds lokal- og regionsvalg viste, at viljen til samarbejde bestemt er til stede. PP har indgået konstitueringsaftaler med Vox i en lang række byråd og selvstyreregeringer, og det gælder også den folkerige Valencia-region. Her har Vox fået indsat den kontroversielle abortmodstander Llanos Massó som ny formand for selvstyreparlamentet, og posten som viceregionspræsident er gået til den tidligere tyrefægter Vicente Barrera, der blandt andet har gjort sig bemærket ved at navngive sin hest Caudillo, hvilket var Francos officielle titel.

Patriotisk vækkelse

Vox blev grundlagt i 2014 af en udbrydergruppe fra PP og blev de første år ikke spået mange chancer for succes. Det var en udbredt antagelse, at diktaturet havde vaccineret spanierne mod yderligtgående højrepartier, men virkeligheden skulle vise sig anderledes. Det catalanske løsrivelsesforsøg i 2017 udløste en patriotisk vækkelse uden lige overalt i Spanien, og Vox stod klar til at byde de indignerede indenfor.

I 2019 fik Vox 15 procent af stemmerne og 52 pladser i det nationale parlament i Madrid, og sidste år kom partiet for første gang med i en regional selvstyreregering i nordspanske Castilla y León. Nu står partiet klar til at indtage den største politiske scene.

Ifølge meningsmålinger er seks ud af ti spaniere – herunder hver femte PP-vælger – »bekymrede« over udsigten til Vox i ministerbiler. Men selv de skeptiske konservative lader til at foretrække en aftale med Vox frem for alternativet: et nyt rødt kabinet under ledelse af socialdemokraten Pedro Sánchez, som har regeret Spanien de seneste fem år.

I Valencia er valgkampen i fuld gang, og få hundrede meter fra rådhuset har Vox slået et telt op dekoreret med grønne balloner og spanske flag. Partiaktivister deler valgmateriale ud til de forbipasserende. En af dem er den 20-årige studerende Miguel Ángel Escriche, som glæder sig til at skulle stemme ved et parlamentsvalg for første gang. Han har ikke været i tvivl om, hvor krydset skulle sættes.

»Vox er det eneste parti, der kæmper for grænsebeskyttelse, privat ejendomsret og skattelettelser. Det er også det eneste parti, der forsvarer familien, der er samfundets vigtigste søjle, og som venstrefløjen er i gang med at nedbryde,« siger han til Weekendavisen.

Unge som Miguel er blevet en vigtig del af Vox’ vælgerbase. Vox er det største parti blandt førstegangsvælgere, og hver femte nye vælger forventes at sætte kryds ved Vox på søndag.

I et interview her i avisen fortalte nationalismeforskeren Steven Forti sidste år om den bevægelse, der de seneste år har flyttet de unge vælgere fra venstre mod højre, ikke kun i Spanien, men i store dele af Vesteuropa.

»Den yderste højrefløj er blevet cool. Dens ledere er ligeglade med politisk korrekthed og siger tingene uden omsvøb. De fremstår som rebelske, frække, provokerende – alt det, der engang gjorde venstrefløjen tiltrækkende for de unge,« lød vurderingen fra Forti.

Forræderen Sánchez

Miguel og hans kammerater ligner ikke just samfundsomstyrtere, som de står der og deler valgpamfletter ud iført lærredsbukser, lyse skjorter og armbånd i rødgule farver. De er høflige og venlige, og kun når talen falder på den socialdemokratiske regeringschef Pedro Sánchez og hans alliancer med »Spaniens fjender« – løsrivelsespartierne i Catalonien og Baskerlandet – skifter tonelejet.

»Han er en forræder,« slår 19-årige Adrián David fast og ligner en, der er klar til selv at køre til Madrid og hive ham ud af regeringspaladset, hvis han blev bedt om det.

Pludselig dukker Vox’ lokale spidskandidat til parlamentsvalget op under teltdugen. Carlos Flores er en 59-årig professor i forfatningsret, der først for nylig er gået ind i politik under Vox’ faner. Han kindkysser og håndtrykker sig vej gennem forsamlingen og stiller storsmilende op til selfies med de fremmødte sympatisører.

”Vi er nødt til at forhindre, at Spanien ender der, hvor Frankrig er i dag. Det kræver stærkere grænser.”

CARLOS FLORES, KANDIDAT FOR VOX

Flores deler med stor entusiasme sine visioner for Spanien med Weekendavisens udsendte.

»Vi er nødt til at forhindre, at Spanien ender der, hvor Frankrig er i dag. Det kræver stærkere grænser, og vi må sætte en stopper for indvandringen,« siger han.

Kun Vox, slår han fast, har modet til at sige sandheden om tingenes tilstand, der forties af de etablerede medier. Spanierne har behov for på ny at blive herrer i eget hus, og Ungarn og Polen er fine forbilleder i beskyttelsen af de nationale interesser.

I partiets netop offentliggjorte valgprogram trækkes linjerne skarpt op. Vox vil blandt andet opløse det regionale selvstyre, ulovliggøre selvstændighedspartier, suspendere retten til fri abort, fjerne støtten til lgbt-organisationer, trække Spanien ud af Paris-aftalen og tilbagerulle loven om »historisk erindring«, der har til hensigt at give oprejsning til taberne i borgerkrigen og ofrene for Francos diktatur.

Visionen er klar. Spanien har brug for enhed og moralsk oprustning, og tiden skal ikke spildes på identitetspolitik, klimabekymring eller historisk selvpineri. Partileder Santiago Abascal har tidligere slået fast, at Vox har plads til alle – også dem, der forsvarer Franco.

»Vi vil ikke diktere for spanierne, hvad de skal tænke om fortiden,« lød det fra Abascal.

Ideologisk censur

Mørket falder på over Valencia, og restauranterne i bymidten fyldes med mennesker. Byen summer af liv i den varme sommeraften, og lugten af grillet fisk, olivenolie og hvidløg blander sig med tobaksrøgen på de mange udeserveringer.

Spaniens tredjestørste by emmer af sorgløs middelhavscharme, men valgkampens bitre ideologiske opgør løber som en usynlig understrøm.

På en café i en sidegade sidder veninderne María og Merche med en flaske hvidvin imellem sig. María er »forfærdet« over udsigten til Vox i regering. Det er frem for alt den kønspolitiske dagsorden, der bekymrer hende. Vox, siger hun, repræsenterer et gammeldags og mandschauvinistisk verdensbillede, og hun har svært ved at forstå, at det pludselig er blevet mainstream.

»Det er, som om folk kommer ud af skabet i denne tid og pludselig er helt åbne om, at de stemmer Vox. Det ville være utænkeligt for bare et par år siden,« siger hun.

Merche ryster på hovedet i afmagt. Hun føler sig dybt desillusioneret over politikerstanden generelt – »de foretager sig jo ingenting!« – og har ved de seneste valg stemt blankt i protest. Om der skal sættes et rigtigt kryds på søndag, og hvem det i givet fald skal tilfalde, har hun ikke besluttet endnu.

De fleste meningsmålinger peger på sejr til højrefløjen, og Pedro Sánchez får brug for en formidabel slutspurt for at indhente det tabte. Han har i valgkampens sidste fase satset på at appellere til kvinderne for at flytte de afgørende mandater mod venstre.

Frygten for Vox er en central akse i den socialdemokratiske kampagne, der også forsøger at få mobiliseret de mange venstrefløjsvælgere, der blev hjemme ved lokal- og regionsvalgene i maj og dermed muliggjorde højrefløjens storsejr.

Måske vil højrefløjen selv gøre en del af arbejdet. De seneste uger har medierne således kunnet berette om en række opsigtsvækkende episoder fra de byer, hvor Vox og PP er kommet til magten efter valget i maj.

I Santa Cruz de Bezana i nordspanske Cantabrien aflyste det nye bystyre en offentlig fremvisning af tegnefilmen Lightyear, hvor man ser to kvinder kysse hinanden. I byen Valdemorillo nær Madrid gik det ud over en opsætning af Virginia Woolfs Orlando, der tematiserer feminisme og transseksualitet. Og i byen Briviesca aflyste bystyret en teaterforestilling om en skolelærer, der henrettes af Franco-styrker i 1936.

Sager som disse har giver ny næring til venstrefløjens fortælling om, at det er det frie, åbne samfund, der er på højkant ved søndagens valg. Og spørger man Matías Alonso, bør de mane til eftertanke – også for dem, der ikke har oplevet diktaturets ufrihed på egen krop. Han tror på, at slaget stadig kan nå at falde ud til venstrefløjens fordel.

»Regeringen i Madrid er vores sidste bastion. Den er vores Alamo. Vi har ikke råd til at miste den, og hvis vi gør det, er vi selv ude om det, for det sker lige for øjnene af os«.

Link: https://www.weekendavisen.dk/2023-29/udland/ud-af-skabet

 


 

KASPER.KLOCH@PERSGROEP.NET

 

  Den nye isfront Kommentar.   Socialdemokratiske lokalpolitikere er medlemmer af den tyrkiske præsident Erdogans moskénetværk, skriver Week...