JENS – INGEMANN OG PIA LEVER HVER DAG I TRAUMET OVER EN LIVSDRØM, DER BLEV AFLIVET FØR TID..

Valget blev udløst af minkskandalen og beskyldninger om en magtfuldkommen Mette Frederiksen. Men for de fleste andre end minkavlerne Pia og Jens-Ingemann Feldbak er livet gået videre. De står hver dag i et uforløst traume over en livsdrøm, der blev aflivet før tid, mens de venter på erstatning og en vej videre.

Jens-Ingemann Feldbak og Pia Feldbak var minkavlere, indtil de blev tvunget til at slå alle mink ned for snart to år siden. Nu lever de mellem bygningerne fra et dødt erhverv, mens de venter på erstatning på ubestemt tid.

Foto: Asger Ladefoged

Jens-Ingemann Feldbak står med sin kone Pia Feldbaks mobiltelefon på gårdspladsen, mens jagthunden Selma betragter ham med sit vagtsomme blik. Det er første gang, han ser videoerne fra dengang, de aflivede deres mink. Der er ikke plads på hylderne, så døtrene Josefina og Isabella, der var syv og ti år, hopper rundt og lægger lag efter lag af døde mink på rad og række. Han swiper videre. Josefina græder, mens Plet, der var den sidste mink, de aflivede, ligger slapt hen over hendes knæ.

Det er mobiloptagelser fra den sidste dag i det liv, de troede, de skulle have levet i mange år frem. Nu er de stavnsbundne til traumet, mens de venter på erstatning på ubestemt tid.

Jens-Ingemann Feldbak fastholder blikket mod mobilen som for at skjule sin sindsoprivelse. Vreden og tabet ligger lige under overfladen. Det holder ham vågen om natten. Han kan mærke, at hans lunte er blevet kortere.

Det er bare en af måderne, det er blevet et andet liv for familien, og en anden barndom for døtrene.

Han tvinger sig selv til at se op.

»Det er derfor jeg bliver så …« siger han, leder efter ordene, opgiver, starter forfra:

»Pengene er jo ikke det vigtige. Det var et liv, der blev rykket fuldstændig fra hinanden.«

Jens-Ingemann og Pia Feldbaks yngste, Josefina, der var syv år dengang, sidder med Plet, som var den sidste mink, de aflivede.

Foto: Asger Ladefoged.

Isabellas vrede

Han er 39 år. De år, der skulle have været de mest driftige i hans liv, er ved at smuldre mellem hænderne på ham.

Den 4. november 2020, da statsminister Mette Frederiksen (S) over et skrattende Zoom-link meddelte, at alle mink skulle aflives, er blevet et livsdefinerende øjeblik for familien. De kan godt være bekymrede for, at deres ældste, Isabella på 12 år, går med for meget inde i sig selv, fordi hun godt ved, at far og mor er kede af det. Den tydeligste reaktion er, hvor indædt hun hader Mette Frederiksen.

»Hun har en voldsom, indædt vrede mod Mette Frederiksen. I et barnehoved er det Mettes skyld. Det er hende, der bestemmer i Danmark,« sagde Pia Feldbak tidligere.

Det er en vrede, Isabella ikke er alene om. For en stund så det ud til, at vreden over den lovsstridige minkskandale, der var den direkte grund til, at valget blev udskrevet, også ville få afgørende indflydelse på resultatet.

Men mens livet for mange af de godt 1.200 minkavlere er gået i stå, er livet for resten af samfundet gået videre med inflation, krig, gaspriser og højere løn til venstrefløjens kernevælgere i det offentlige.

Inger Støjberg er snublet, Mette Frederiksen smiler igen, og da Jens-Ingemann Feldbak for nylig viste Søren Pape rundt på sin tomme minkfarm, var tv-stationerne blevet hjemme.

For enden af jorden

Der er knap 26 skridt fra stuehuset, forbi trampolinen, hestene og hønsene til minkhallerne bag metalporten, hvor et skilt stadig advarer om smittefare.

Mens Jens-Ingemann Feldbak åbner porten og fortæller, at han startede med at bygge to haller til 600 tæver for ti år siden, kæmper Pia Feldbak med tårerne.

Mellem de fem mindre minkhaller, de først byggede, og den store med plads til fire rækker af mink, står tomme bure stablet på jorden. De skulle til at udvide, da coronapandemien kom. Alt står, som da de lukkede ned, på nær ukrudtet, der er trængt op gennem burene på jorden.

»Vi kommer her ikke så meget,« siger Jens-Ingemann Feldbak og står lidt ved porten.

»Jeg hader at være heromme,« siger Pia Feldbak.

Hendes ansigt er forvrænget. Læberne dirrer. Blikket er formørket.

»Det gør bare ondt,« siger hun:

»Det var det, vi skulle leve af. Men mest ondt, fordi man ved, hvad det har gjort ved vores børn. Jeg vil helst bare have det væk hurtigst muligt.«

»Men det har lange udsigter.«

Det forventes, at staten har fået revet de sidste minkhaller ned i 2028.

Det er om seks år.

Det er i de år, parret går fra at være unge til at blive midaldrende.

Vi står lidt i stilhed. Der er regn i luften.

Træerne for enden af deres jord er iklædt efterårets farver.

De blev lovet erstatning. Men ingen fortalte, at de skulle vente så længe. De seneste forlydender tyder på, at erstatningerne lader vente på sig. Måske helt frem til 2028 for nogle.

Det er dyrebare år, der går tabt. Som alle forældre kan de se tidens gang i deres børn.

De har begge arbejde. Pia klipper de lokale landmandskoner i sin lille frisørsalon på gården, og Jens-Ingemann går til hånde i sin lillebrors tømrerfirma. Men det var ikke det liv, de planlagde, og selv om alle kan blive slået ud af kurs, og planer kan gå i vasken, så er de stavnsbundne til et erhverv, der ikke længere eksisterer, som dannede rammen for det familieliv, der gav mening for dem.

»Vi kan ikke sælge huset,« siger Pia Feldbak:

»Hvem vil købe en nedlagt minkfarm nu?«

Uforløst

De har fået nogle penge. Et slags mindre acontoforskud på en del af den endelige erstatning, så de kan betale deres regninger. Jeg må ikke skrive hvor meget, men det er omkring en fjerdedel af det, som Jens-Ingemann Feldbak mener, han skal have i endelig erstatning. Staten har udbetalt 6,5 milliard kroner af de 19 milliarder, der er afsat til oprydning og erstatning for aflivning af 17 millioner mink og erhvervet.

Forude venter et større regnestykke, hvor driftsomkostningerne trækkes fra den indtægt, man kunne have forventet.

Pia og Jens-Ingemann Feldbak er på den ene side bedre stillet end nogle andre. De har gæld i huset og jorden, men har sat tæring efter næring og hvert år investeret overskuddet fra mink i mink. Men netop derfor er de også værre stillet end andre, for de var ved at bygge en drift op, der var baseret på kvalitet frem for kvantitet, og som skulle til at kulminere i disse år.

Deres afsavn i årene inden, de planer, de havde, det, de arbejdede hen imod, bliver aldrig forløst.

For nogle var minkproduktion et foragteligt erhverv, for andre var det omdrejningspunktet for tilværelsen.

Foto: Asger Ladefoged.

Slog dem selv ihjel

Når de står i minkhallerne og lytter til regnens trommen på taget, er det især begyndelsen for ti år siden, og de døgn, hvor det sluttede, de tænker på.

De kunne godt se, hvor det bar hen, allerede inden statsministerens beslutning 4. november 2020. Smittezonen og sikkerhedszonen, hvor alle mink skulle destrueres, kom nærmere og nærmere. Til sidst nåede den helt frem til den anden side af træerne for enden af deres jord. Så i stedet for at vente, til pelsene var perfekte, besluttede de at beskytte avlsdyrene og aflive resten af besætningen, så de i det mindste kunne få lidt for deres skind, inden de blev opslugt af smittezonen.

»Vores værste frygt var, at tiden ville indhente os,« siger Pia Feldbak.

I fem døgn gik de, hele familien, og hev deres 9.400 mink i aflivningsvognen. Der var ikke plads på hylderne. Døtrene lagde de døde mink i rækker på gulvet, og faldt i søvn af udmattelse i halmvognen.

»Det var vigtigt at være sammen om det, for det er noget, vi har haft som familie. Jeg tror, det var sundere at være med, end at komme hjem fra skole og mærke en stemning, man ikke selv har været en del af. De har set deres farmor og farfar være kede af det. De har selv været kede af det, og set os alle være kede af det, og de ved hvorfor,« siger Pia Feldbak.

Mens pigerne sov i halmvognen, fortsatte Pia og Jens-Ingemann Feldbak hver aften til midnat for at nå det.

»Det er jo et helt vanvittigt pres. Vi bestemte, at vi selv ville slå dem ihjel. Vi havde ingen til at hjælpe andet end pigerne og min mor og far,« siger Jens-Ingemann Feldbak og må stoppe et øjeblik og sunde sig.

»Skrækscenariet var, at der ville komme nogle, der ikke anede, hvad de havde med at gøre, og gøre det. Vi så jo, hvordan det var gået andre steder. Det er jo det, vi har brændt for,« siger Pia, mens Jens-Ingemann genfinder ordene:

»Det er også det med, at man selv får lov at gøre det færdigt.«

Undervejs meddelte Mette Frederiksen så, at det hele var slut. Hele familien så det sammen. Det var det, der ændrede noget i Isabellas barnehoved. Det var en beslutning, der betød, at samtlige mink, der endnu ikke var slået ihjel på landets minkfarme skulle aflives. Langt de fleste var raske.

Jens-Ingemann Feldbak bliver tydeligt påvirket, når han er i minkhallerne.

Foto: Asger Ladefoged.

Familielivet i minkhallerne

Vi står i en af de første minkhaller, de byggede. Regnen er taget til udenfor. Det rusker i træet og trommer på taget.

»Sådan et forhold kunne man også have til dyrene,« siger Pia og viser billedet af Josefina med Plet.

»Vi havde aftalt, at Plet var den sidste, der skulle dø, og sådan blev det også.«

Det var også det liv, børnene havde kendt, der sluttede med Plet.

»De løb altid herovre. Det er en produktion, hvor alle kunne være med. Pigernes ører var lige i højde med burene, så de kunne høre, når der var unger. Nogle af hvalpene kom i børnehave, hvis de skulle have lidt ekstra varme eller mælk. Dem kunne pigerne passe, så hele familien var involveret,« fortæller Jens-Ingemann Feldbak.

Pigerne vidste godt, at dyrene skulle dø. De vidste, de blev til pelsfrakker, og at kroppene ville blive til biodiesel til traktoren. Men de kunne se en mening i cyklussen. De var opvokset med det. De lærte at køre på trehjulet cykel på cementgulvet i minkhallerne, mens deres far gik og arbejdede. Nu er han væk hjemmefra, når han er på arbejde.

»Det har været en kæmpe omvæltning for dem, for nu er vi jo ikke længere bare hjemme.«

Pia Feldbak med noget af det pelsværk, de har bevaret.

Foto: Asger Ladefoged.

Stavnsbundne til et dødt erhverv

De føler sig stavnsbundne til et hjem med en død virksomhed. De er ikke af lønmodtagerstøbning. De vil selv. Bygge et liv op. Stå med ansvaret. I medgang og modgang. Men de kan ikke komme videre.

Hjem og erhverv hører sammen, og ingen vil købe et hus med en minkfarm. De tør heller ikke at rive det ned, før de står med udbetalingen af den erstatning, der hele tiden bliver skubbet ud i fremtiden. Tilliden til myndighederne er væk.

Pia sukker og kigger på uret. Hun har en kunde, der skal klippes, og går tilbage til stuehuset, mens vi går videre i minkhallerne.

Nogle vil mene, at man ikke skal have ondt af dem. De levede af at flå dyr for direktørfruers forfængelighed, og der venter millioner af skatteyderbetalte kroner i horisonten.

Men i deres optik var det sund fornuft at give dyrene de bedste betingelser. Det gav bedre pels, og selv om der er millioner i vente, så er der også løbende udgifter, skat, renter og først og fremmest tab af tid, der skulle være gået til at opbygge en forretning.

Minkburene var indkøbt til udvidelse af produktionen, da minkerhvervet blev lukket ned i Danmark. Nu står de fastfrosset i tid, så der ikke kommer tvivl om myndighedernes erstatningsansvar.

Foto: Asger Ladefoged.

Farmen lever i papirerne

Det paradoksale er, at Pia og Jens-Ingemann Feldbaks minkfarm på sin vis lever videre i myndighedernes sagsakter.

Erstatningen bliver udregnet ud fra det, de kunne have tjent fratrukket slid, løn og udgifter i de næste ni år. Derfor pusler det i sagsakterne med liv i de minkbure, som der nu vokser ukrudt i, men som stod klar til de nye minkhaller. Den nye fodermaskine, som Jens-Ingemann Feldbak lige havde indkøbt, bliver i sagsakterne langsomt mere nedslidt af at blive brugt hver dag året rundt. De avlsdyr, han måtte aflive, lever i sagsakterne, og hvert år kommer nye minkhvalpe til verden. De slider på burene, får foder og producerer afføring, der løber ned i rørene og under marken til den store gylletank, der ligner et cirkustelt.

Det er måden, erstatningen bliver udregnet på. Minkavlerne skal have det, de kunne have tjent på skind, minus afskrivningen på materialer, løn og bygninger. Til sidst skal de have en sum for det, bygningerne er værd, efter at have huset mink i yderligere ni år.

På den måde lever hans aflivede minkproduktion videre i akterne, som den lever i Pias bekymrede blik, i den mangel, der er opstået i døtrenes liv, og i Jens-Ingemann Feldbaks søvnløse nætter, når han går ned til fårene for at samle tankerne.

Måske rummer fårene en fremtid. Han går og funderer på det. Han har altid haft med dyr at gøre, og derfor købte han nogle af den særlige race Dorper, som der kun er få af i Danmark. Det er den race, der producerer mest kød ved bare at gå og græsse.

Måske det kan være noget. Han ved det ikke. Men tankerne finder mere ro, når han går på marken med fårene.

Når han sidder blandt fårene, kan Jens-Ingemann finde lidt af den ro, der kommer af et virksomt liv med fødderne solidt plantet på egen jord.

Foto: Asger Ladefoged.

Ender aldrig

Det er ved at være to år, siden det endte. Måden, det endte på, ender aldrig i dem. Det kommer til at følge familien resten af deres dage. Den politiske verden er videre, og vælgerne har fået bekymringer som krig i Europa og stigende varme- og elpriser, der er mere presserende end magtfuldkommenhed og minister lovbrud i sene nattetimer.

Vi ser lidt ud over markerne mod træerne for enden af jorden. Går tilbage til gårdspladsen. Pia Feldbak viser videoerne fra aflivningen på sin mobiltelefon, som hun lader sin mand beholde, så han kan se, hvad der egentlig skete dengang, mens hun kører for at hente pigerne fra skole.

Han tvinger sig til at se op og fastholder mit blik.

Så siger han det:

»Det var et liv, der blev rykket fuldstændig fra hinanden.«

Kilde: https://www.berlingske.dk/samfund/jens-ingemann-og-pia-lever-hver-dag-i-traumet-over-en-livsdroem-der-blev

 

Opbrud. Glem kernevælgere og loyale partisoldater. Den moderne vælger styrer efter mærkesager og politikere med gennemslagskraft. Derfor vil flere end nogensinde før sætte deres kryds ved et nyt parti på tirsdag.

REKORDVALGET

Næste uges folketingsvalg vil med stor sandsynlighed byde på en rekord. Op imod halvdelen af alle vælgere vil stemme på et andet parti end ved sidste valg. Ikke engang i det epokegørende jordskredsvalg i 1973 blev der flyttet så mange krydser.

Det stiller helt nye krav til partierne, som ikke på samme måde som før får noget leveret gratis, men må kæmpe for deres stemmer. Det stiller også krav til politologerne, som forsøger at få indblik i, hvad der sker med vælgerkorpset og hvorfor.

Men der er trods alt orden i kaos. Selvom vælgerne er mindre trofaste over for de enkelte partier, udviser de en fundamental ideologisk loyalitet over for enten blå eller rød blok. Samtidig er nye skillelinjer som køn og geografi vigtige determinanter for valg af parti.

Det er en udvikling, som har været i gang i en årrække, og tirsdagens valg tegner til at blive en foreløbig kulmination, siger Kasper Møller Hansen, valgforsker ved Københavns Universitet.

»Vi har set en tendens til, at flere og flere skifter parti mellem valgene. Det er en løbende udvikling, så det er ikke noget egentligt skred. Men meget tyder på, at det denne gang ender med at blive en rekord i forhold til, hvad vi nogensinde har oplevet tidligere,« siger han.

I 2015 var det 41 procent, der satte kryds ud for et nyt parti. Fire år senere var det 43 procent, og denne gang kan det ende på hele 47 procent, siger han. Det vil i givet fald være endnu højere end i 1973, hvor 46 procent skiftede parti, og der blev vendt op og ned på dansk politik.

Flugten fra Dansk Folkeparti

Den nye empiri efterlader et aftryk i videnskaben. Udviklingen gennem de seneste valg sætter spørgsmålstegn ved en udbredt forestilling inden for politologien om, at partier er en slags sociale identiteter, som folk tænker på som et udtryk for sig selv, siger Frederik Hjorth, også politolog ved Københavns Universitet.

»Den idé er udfordret, når folk skifter parti så beredvilligt, som de helt åbenbart gør her. Der må for eksempel være en del danskere, som har stemt Dansk Folkeparti i hele deres liv. Men de fleste lader til at være villige til at opgive partiet nu. Det, synes jeg, er en ret forbløffende illoyalitet set fra et valgforskningsperspektiv,« siger han.

Netop den omstændighed, at basal ideologi til gengæld ligger nogenlunde fast, bliver bekræftet af statistik fra de seneste danske folketingsvalg. Der har været en tendens til, at kun en lille andel på omkring syv procent vandrer hen over midten fra det ene valg til det andet. Man er og forbliver enten rød eller blå.

»Alle disse bevægelser, vi snakker om, finder for langt hovedpartens vedkommende sted inden for blokken. Så hvis vi snakker om en trofasthed fra vælgernes side, er den ret stærk på blokniveau. Den er det bare ikke på partiniveau,« siger Kasper Møller Hansen.

Det skyldes til dels, at vælgerne ikke er de samme som før. De gamle mekanismer, hvor man nærmest var født ind i en særlig vælgerrolle, og industriarbejdere stemte socialdemokratisk, mens velhavere i byerne stemte konservativt, tilhører et svundet klassesamfund. I stedet har stemmeafgivning ofte en vis ad hoc-karakter, siger Karina Kosiara-Pedersen, lektor ved Center for Valg og Partier på Københavns Universitet.

»Vi stemmer ikke på baggrund af vores økonomi og vores erhverv. Vi stemmer i høj grad på baggrund af de politiske emner, der er på dagsordenen. Og her taler vi ikke alene valgkampens dagsorden og partiernes dagsorden, men også ens egen dagsorden. Man spørger, hvad det er, der er vigtigt for mig,« siger hun.

Det lægger et pres på partierne for at finde emner, der appellerer til befolkningen. Før har det typisk været udlændingepolitik, mens blandt andet skattelettelser er i fokus ved dette valg. Samtidig må partierne tage højde for, at andre skillelinjer end de økonomiske betyder mere. Meget, meget groft sagt er kvinder i byerne røde, og mænd på landet er blå.

»Det er en udvikling, som er kommet langsomt og bare er blevet stærkere og stærkere. Så selvom man måske har en forestilling om, at forskellene mellem land og by og mellem mænd og kvinder var større i 70erne, er det ikke rigtigt. Den er større nu, og den er større, end vi nogensinde har målt tidligere,« siger Kasper Møller Hansen.

Land og by-dimensionen handler i vid udstrækning om en følelse af at blive hægtet af udviklingen i udkantsområderne, og den var målbar allerede ved valgene i 2015 og 2019. Der var stemmer i den, men Kasper Møller Hansen og hans kolleger kunne dengang konstatere, at intet parti havde grebet muligheden.

»Det har Inger Støjberg jo bare gjort fuldstændig rent denne gang. Hvis jeg lægger to kort oven på hinanden, et kort med Inger Støjbergs tilslutning lige nu og så et kort med denne her landlige bevidsthed, som vi kalder det i vores forskning, så passer de meget fint til hinanden. Hun får stemmer dér, hvor den landlige bevidsthed er størst,« siger han.

Det glatte ansigt

Hvis vælgerne repræsenterer »efterspørgslen« på den politiske markedsplads, står partierne for »udbudssiden«, og her er der ligeledes sket en udvikling. Når folk skifter parti hyppigere end før, er en del af forklaringen meget logisk, at der er kommet flere partier at vælge imellem. Her spiller teknologi en afgørende rolle ifølge Frederik Hjorth.

»Det er meget nemmere og billigere for partier at nå ud til vælgere i dag, for eksempel gennem de sociale medier. Og det er tilsvarende sværere for de etablerede partier at monopolisere den politiske markedsplads, end det var før,« siger han.

»Det er også helt basalt nemmere for partier i dag at komme på stemmesedlen. Den digitale adgang til at samle underskrifter ind gør det ligetil for partier at blive opstillet.«

Han tilføjer, at for eksempel Facebook gør det muligt for politikerne i højere grad at appellere til vælgerne direkte og omsætte deres personlige politiske brands til stemmer. Magtfulde politikere har mulighed for at bryde op og etablere en personlig magtbase uden for det parti, de er vokset op i.

Rune Stubager, valgforsker ved Aarhus Universitet, ser den voksende personfiksering og personalisering af dansk politik som det måske definerende aspekt af det aktuelle valg.

»Hvis jeg skal pege på noget, som jeg synes tegner markant anderledes denne gang, så må det være den betydning, som personerne ser ud til at have. Lars Løkke og Inger Støjberg er stort set egenhændigt i stand til at etablere to partier og på relativ kort tid opnå en betydelig opbakning, et stykke af vejen jo på deres glatte ansigt,« siger han.

»Noget andet er, at Mette Frederiksen også ser ud til at få en stor betydning, fordi der har været så stor fokus på hendes person under coronanedlukningen og i diskussionerne om minksagen og FE-sagen. Jeg gætter på, at vi kommer til at se en betydelig polarisering. Nogle elsker hende, og andre hader hende i større grad, end vi er vant til at se. Det er også en faktor, som er med til at flytte rundt på vælgerne.«

Om det så betyder, at dansk politisk historie står over for et vendepunkt i stil med jordskredsvalget i 1973 eller for den sags skyld systemskiftet i 2001, tvivler sagkundskaben dog på. I jordskredsvalget kom der nye partier ind med ny politik med Fremskridtspartiet som det klareste eksempel. I år ser vi ifølge iagttagere nye partier med gammel politik, først og fremmest Danmarksdemokraterne som det »nye« Dansk Folkeparti.

»Jeg er skeptisk over for sammenligninger, for det rigtige jordskredsvalg dengang i 1973 kom mere som et lyn fra en klar himmel. Vi gik fra fem til ti partier i Folketinget, og tre af dem havde aldrig været repræsenteret før. Der havde ikke været nogen voldsomme forudgående vælgerbevægelser,« siger Stubager.

»Andelen af vælgere, der denne gang stemmer på et nyt parti, ender måske i en rekord, men det bliver trods alt ikke markant højere end i 2019. Den omskiftelighed, vi oplever ved valgene nu og her, er kommet mere gradvist. Nu er det mere the new normal i et eller andet omfang.«

Dynamik på midten

Flemming Juul Christiansen, lektor i politik og forvaltning på Roskilde Universitet, peger på, at hvis det nye folketing ender med at have 12 partier, som meningsmålingerne antyder, er konsekvensen den største fragmentering i danmarkshistorien. Men heller ikke han mener, at forandringen fra 2019 til 2022 tåler sammenligning med tiden mellem valgene i 1971 og 1973.

»Dengang var det både en forandring i partisystemets størrelse og dets dynamik. Størrelsen henviser til, hvor mange partier der er, og hvor fragmenteret partisystemet er. Og det blev naturligvis markant større fra 1971 til 1973. Desuden fik man nogle nye typer partier ind og dermed en mere udpræget dynamik,« siger han.

»Man fik ikke bare mange flere partier, men også partier i nye positioner, for eksempel Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti i centrum og Fremskridtspartiet på højrefløjen. I det her valg får vi et eller to flere partier, men vi får stort set ikke partier i nye positioner bortset måske fra en styrkelse i centrum.«

Netop fremkomsten af et mandatstærkt centrum, i form af Lars Løkke Rasmussens projekt Moderaterne, kunne ifølge Christiansen blive historisk. Et midterparti, der kan samarbejde til begge sider, vil kunne ændre dynamikken i dansk politik.

»Det danske system giver et konsensuselement i den måde, politik bliver til på, fordi der er så meget samarbejde om lovgivningen, og over 80 procent af alle love bliver vedtaget af brede flertal,« siger han.

»Men der bliver bevaret et kompetitivt element i konkurrencen om regeringsmagten i den forstand, at valgene er en reel dyst mellem rød og blå. Dér vil et centrumparti, der sætter sig ud over at være rød eller blå, kunne betyde en afgørende forandring.«

Det danske system er en kombination mellem det majoritære britiske system, hvor to blokke konkurrerer om magten ved regelmæssigt tilbagevendende valg, og det kontinentaleuropæiske konsensussystem med Holland som det klassiske eksempel, hvor et midterparti i årtier sikrede et bredt samarbejde omkring centrum ved skiftevis at appellere til venstre og højre.

»Hvis man opfatter den danske model som den bedste af to verdener, fordi den kombinerer konkurrence om regeringsmagten med bredt samarbejde om policy, så kan man sige, at en model, der lægger op til en bred regering, jo bryder med den model, og der kommer vi tættere på en traditionel kontinentaleuropæisk model,« siger Christiansen.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-43/ideer/rekordvalget

 

PETER HARMSEN (f. 1968) skriver om Kina og Asien. Ph.d. i Kina-studier og cand. mag. i samfundsfag og russisk. Har arbejdet som journalist i Østasien i over 25 år, bl.a. for medier som AFP, Bloomberg og Financial Times. Forfatter til en række bøger på dansk, engelsk og kinesisk om historiske emner, senest Storm over Stillehavet: Anden Verdenskrig i Asien.

 

PEHA@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

FOR LARS LØKKE DREJER VALGET SIG KUN OM EN TING: PERSONLIG MAGT

Lars Løkke har formået at score maksimal opmærksomhed i valgkampen. Foto: Emil Agerskov

MANDEN I CENTRUM

SOM VALGKAMPEN skrider frem, taler flere og flere om ham - og med ham.

Lars Løkke bader sig i opmærksomhed. De tre officielle statsministerkandidater kan dårligt skjule deres frustrationer, og Løkke nyder det. Han er i sit es som manden i centrum.

MENINGSMÅLINGERNE giver ham 10-12 mandater og gør hans parti Moderaterne, større end Radikale Venstre, Liberal Alliance, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti.

Så meget tyder på, at Løkke bliver tungen på vægtskålen, når der skal dannes en ny regering efter valget. Og han står fast på, at den skal bestå af både blå og røde ministre, og at han først vil pege på, hvem der skal være stats-minister, når vælgerne har talt. Til stor irritation for de øvrige partiledere.

DERFOR ER DEN socialdemokratiske veteran, afgående folketingsformand Henrik Dam Kristensen, nu sendt på banen.

SOM VALGKAMPEN skrider frem, taler flere og flere om ham - og med ham.

Lars Løkke bader sig i opmærksomhed. De tre officielle statsministerkandidater kan dårligt skjule deres frustrationer, og Løkke nyder det. Han er i sit es som manden i centrum.

MENINGSMÅLINGERNE giver ham 10-12 mandater og gør hans parti Moderaterne, større end Radikale Venstre, Liberal Alliance, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti.

Så meget tyder på, at Løkke bliver tungen på vægtskålen, når der skal dannes en ny regering efter valget. Og han står fast på, at den skal bestå af både blå og røde ministre, og at han først vil pege på, hvem der skal være stats-minister, når vælgerne har talt. Til stor irritation for de øvrige partiledere.

DERFOR ER DEN socialdemokratiske veteran, afgående folketingsformand Henrik Dam Kristensen, nu sendt på banen.

I et interview i Politiken lægger han ikke skjul på sin beundring for Lars Løkkes taktiske evner, men beskylder ham samtidig for at fedtspille.

HER ER NOGLE af Henrik Dams anklagepunkter:

’Det er utroligt, hvis det lykkes Løkke at komme igennem en valgkamp, hvor han på meget vigtige områder bare bryder med det, han har stået for gennem mange, mange år i politik.’

’Jeg kan ikke huske noget fortilfælde i dansk politik, hvor en person, som ser ud til at få så central en rolle, kan blive ved med at slippe igennem med bare at sige bred regering uden på nogen måde at blive tvunget til at definere det og forklare, hvad det indeholder.’

’Det er som en ny messias, der er kommet og har alle svarene på det hele.’

SOM VI TIDLIGERE har skrevet, drejer Lars Løkkes projekt sig kun om ham selv. Om fortsat at være en central del af magtspillet på Christiansborg, og så må politikken komme i anden række, selv om han påstår det modsatte.

Han har ganske vist fremlagt en række udspil i valgkampen, men det er tydeligt, at de ikke har hans store interesse. Løkke er ikke til rugbrødsarbejde.

TAG BLOT Moderaternes forslag til en skattereform. Den er så indviklet og uforståelig, at selv eksperter giver op. Og Løkke undgår omhyggeligt at gøre den til et emne i valgkampen.

For ham drejer valget sig kun om én ting: personlig magt.

VI TROR IKKE, at Løkke bevidst opererer efter at blive statsminister igen. Og dog. Skulle chancen opstå, vil han gribe efter den med begge hænder, for en fremtid som politiker uden afgørende indflydelse, ligger fjernt fra hans selvforståelse.

https://ekstrabladet.dk/nyheder/lederen/manden-i-centrum/9474885

 

FE – SAGEN EFTERLADER INDTRYK AF PANIKAGTIG POLITISK INDBLANDING

Lars Findsen tager nu bladet fra munden i FE-sagen, som han

kalder vanvittig. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

FINDSENS BOMBE

 

STATSMINISTER Mette Frederiksen siger, at hun ikke kan sige noget på grund af sin tavshedspligt. Fhv. forsvarsminister Trine Bramsen vil ikke udtale sig. Justitsminister Mattias Tesfaye vil gerne udtale sig, men kun for at fortælle, hvorfor han ikke kan udtale sig.

De i valgkampen ellers så rapkæftede ministre er pludselig blevet mundlamme. Det skyldes en bombe, som detonerede i går. Nemlig Lars Findsens nye bog, ’Spionchefen – erindringer fra celle 18’.

I VINTEREN 2021 blev Findsen som chef for Forsvarets Efterretningstjeneste anholdt i Københavns Lufthavn, låst inde i celle 18 i Hillerød Arrest og sigtet efter straffelovens landsforræderparagraf for at have røbet statshemmeligheder.

Efter 71 dage blev Findsen løsladt, men senere tiltalt, og i bogen reflekterer han over, hvordan og hvorfor han er endt som kriminel hovedperson i en spiongyser.

LARS FINDSEN mener, at sagen er politisk motiveret, og at ’nogen’ i regeringen – og formentlig også departementschef Barbara Bertelsen – har villet ham til livs. Det bygger han bl.a. på en samtale, han i august 2020 havde med Trine Bramsen, da hun stadig var forsvarsminister. Det skete, i forbindelse med at Tilsynet med Efterretningstjenesterne var på vej med kritik af FE-ledelsen.

SPIONCHEFEN ANFØRTE, at det ville være forkert at fjerne den øverste FE-ledelse umiddelbart før tilsynets kritik, fordi alle så fejlagtigt vil tro, at den havde gjort noget forkert.

Bramsen svarede, ifølge Findsen:
– Jeg er med på, at der ikke er noget at bebrejde hverken FE, din indhentningschef eller dig. Men du har været med så mange år, at du godt ved, at jeg skal kunne tælle til 90.

FE-SKANDALEN ER en af efterkrigstidens mest dramatiske og spektakulære sager, fordi den skader Danmarks samarbejde med udenlandske spiontjenester.

Samtidig har håndteringen været så klodset og farceagtig, at den efterlader indtryk af panikagtig politisk indblanding.

Helt åbenlyst har oppositionen spekuleret i, om Trine Bramsens afgang fra Forsvarsministeriet og Nick Hækkerups pludselige farvel som justitsminister har med Findsen-sagen at gøre.

REGERINGEN KAN ikke bare negligere Findsens anklager, men må som mindstemål bakke op om den kommissionsundersøgelse efter valget, som de borgerlige kræver.

Når røgen på et tidspunkt har lagt sig, vil de eneste vindere i sagen være de aktører i udlandet, som ønsker utryghed i Danmark.

De gnider sig mere og mere i hænderne for hvert skud, myndighederne og politikerne placerer i deres egne fødder.

https://ekstrabladet.dk/nyheder/lederen/findsens-bombe/9468802

 

Krigen i Ukraine er eskaleret voldsomt. Men valgkampen bærer ingenlunde præg af den stigende trussel – også mod Danmark.

Russerne ER kommet

KRIGEN i Ukraine eskalerede voldsomt, da Rusland mandag morgen bombede en lang række ukrainske byer i syd, nord, øst og vest som hævn for lørdagens angreb på Krim-broen, der forbinder halvøen Krim med Rusland.

Ifølge Vladimir Putin var der tale om »et massivt angreb med langtrækkende præcisionsvåben fra søsiden og fra luften mod Ukraines energiforsyningsanlæg, militære installationer og forbindelseslinjer«.

Præcisionsvåben eller ej, angrebet var ikke mere præcist, end at 100 mennesker blev såret, og 14 foreløbig er døde, men det vil Putin næppe beklage. Formålet var åbenlyst at terrorisere den ukrainske befolkning ved at sørge for, at så mange som muligt går vinteren i møde uden strøm, varme og vand.

ER de russiske missilangreb et vidnesbyrd om, at Putin aldeles ikke er på retræte, så er Ruslands lyssky operationer mod Europa det ikke mindre. Lørdag måtte de tyske statsbaner, Deutsche Bahn, indstille togtrafikken i hele Nordtyskland, fordi kablerne var blevet klippet over to steder.

»Mette Frederiksen har kaldt dette valg for et tryghedsvalg. Gid der kommer handling bag ordene,« skriver Anna Libak.

Tysk politi er af den overbevisning, at der er tale om sabotage. For nogle dage siden var der mystiske rystelser i farvandet nord for Læsø, og mandag blev det meste af Bornholm så ramt af strømsvigt. I sidstnævnte tilfælde er der ifølge Energinet tale om en lokal fejl på et søkabel, og det er godt, at det er afklaret. For i ingen af de nævnte tilfælde er det sandsynligt, at man på baggrund af en efterforskning entydigt ville kunne slå fast, at Rusland stod bag.

Russerne er eksperter i hybridkrig, hvis definerende træk netop er at skabe forvirring hos modparten om, hvad der er sandt, og hvad der er falsk. Præcis ligesom Rusland er ekspert i at målrette sine angreb mod udvalgte lande i en del og hersk-teknik, der skal skabe splid og uenighed i Vesten. Danmark er i den sammenhæng et oplagt mål: Vi er en mindre stat med et forsvar, der har set bedre tider, og vi er samtidig på hardlinerfløjen i EU over for Rusland. Vi leverer slagkraftige – om end gamle – våben som Harpoon-missiler, vi træner ukrainske soldater, og vores regering er klar i mælet i fordømmelsen af Putin.

NU kan man spørge, om det ikke er at male fanden på væggen, eftersom Rusland ærlig talt synes at have rigeligt med problemer i Ukraine. Når ukrainske modoffensiver langsomt, men sikkert æder sig ind på de territorier, som Putin har indlemmet i Den Russiske Føderation, skulle Rusland så virkelig have overskud til at ramme mål i Europa? Men her skal man vide, at krigen – eller rettere »specialoperationen« – set fra Ruslands synspunkt overhovedet ikke står til at slutte i en nær fremtid.

Vi er, som Churchill for mange år siden udtrykte det, ikke ved begyndelsen på enden. Højst ved enden på begyndelsen.

For tiden er analysen i den russiske udenrigspolitiske elite, at når det på det sidste er gået så gruelig galt militært for Rusland i Ukraine, er det, fordi Vesten er holdt op med at være bange for Rusland. »Lad os få angsten tilbage,« lyder overskriften på et interview med Dmitrij Trenin, den engang så moderate tidligere chef for Carnegie Centret i Moskva. Og det er vel at mærke vores – Vestens angst – han efterlyser; russernes egen angst for, hvad Vesten kan finde på, indgår slet ikke som et parameter i interviewet.

Særligt er han optaget af, at amerikanerne skal skræmmes fra sans og samling, og foreslår derfor snarest at få dem overbevist om, at Rusland vil bruge atomvåben mod USA, hvis man taber Ukraine. Endvidere gentager Trenin den udbredte forestilling i Moskva, at Rusland har mere at tabe ved et nederlag i Ukraine end Vesten. 

»For os er det et eksistentielt spørgsmål, fordi det ikke bare handler om Ukraines skæbne, men (hvad der for os er meget vigtigere) om Ruslands skæbne, i den mest fundamentale betydning af dette ord. For USA er det snarere et spørgsmål om politisk prestige, om lederskab, om deres placering i det internationale system.«

OGSÅ russisk udenrigspolitiks grand old man Sergej Karaganov havde denne pointe i et nyligt interview: »For os er det et spørgsmål om landets overlevelse, mens det for Vesten er et spørgsmål om eliternes overlevelse. Det giver os en moralsk, psykologisk fordel.«

Ingen af dem har forstået, at det sandelig for Vesten ikke kun handler om Ukraine eller prestige, men om, at de mange nye NATO-medlemmers sikkerhed hviler på, at FN-pagtens artikel 2 bliver respekteret af Rusland: »Alle medlemmer skal i deres mellemfolkelige forhold afholde sig fra trussel om magtanvendelse eller brug af magt; det være sig mod nogen stats territoriale integritet eller politiske uafhængighed eller på nogen anden måde, der er uforenelig med de Forenede Nationers formål.«

Og så længe den udenrigspolitiske elite ikke har fattet, at vi kæmper for os selv gennem ukrainerne, vil de leve i den overbevisning, at vi bare skal presses nok. Hvis ikke i Ukraine, så hjemme hos os selv. Sabotagen mod Nord Stream-linjeføringerne var blot et forvarsel om, at krigen er gået ind i en ny fase: Europæere – herunder danskerne – skal forstå, at de ikke kan sidde hjemme i sofaen og fjernbetjene sig til en militær sejr gennem ukrainerne. De skal mærke krigens konsekvenser på alle tænkelige hårde måder.

I det lys må man undre sig over, hvor fraværende Ukrainekrigen er som tema i den danske valgkamp. Jo, alle besværger med én mund, at Putin skal tabe sin aggressive angrebskrig, men der er ikke meget refleksion over krigens mulige konsekvenser for Danmark. Selvom vi står i en situation, hvor det slet ikke kan udelukkes, at Storebæltsbroen bryder i brand i morgen, at jernbanenettet lammes, at grundvandet forgiftes, at kablerne til datacentrene skæres over, så handler valget meget lidt om, hvordan vi styrker sikkerheden.

Det kan der være tre forklaringer på. Den første er, at situationens alvor ikke er gået op for politikerne endnu. I så fald er det på høje tid. Den anden mulighed er, at vi taler så meget om faren for, at Putin bruger taktiske atomvåben, at vi helt glemmer at forholde os til mere prosaiske måder, han kan chikanere os på. Putin ville få det meste af verden imod sig, hvis han bruger atomvåben – herunder sandsynligvis også Kina – så tiden er bedre brugt på at forholde sig til det, han allerede gør nu.

Den tredje mulighed er, at politikerne afholder sig fra at drøfte, hvad Putin kan finde på over for Danmark, fordi de frygter, at befolkningens opbakning til Ukraine skal svinde. Men i så fald er svaret ikke at fortie det, men at gøre befolkningen klart, at Putin ikke har tænkt sig at holde op, selv hvis Vesten presser Ukraine til at forære ham de fire ukrainske regioner plus Krim i morgen. 

Putin kan sidde som præsident indtil 2036, og hans erklærede mål er at indstifte en ny verdensorden, hvor Rusland får en indflydelsessfære, der inkluderer en lang række nytilkomne NATO-medlemmer. Hvis hans lære af Ukrainekrigen bliver, at aggression betaler sig, så fortsætter han.

DANMARK er altså truet, som vi ikke har været det i mange år, og det burde valgkampen bære præg af. Det nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik blev indgået i marts på et tidspunkt kort efter invasionen, hvor man stadig forestillede sig, at krigen i Ukraine ville stå i Ukraine og ikke brede sig til angreb på kritisk infrastruktur i Europa.

Det var på den baggrund, at man anså det for forsvarligt først at løfte Danmarks udgifter til forsvar og sikkerhed til to procent inden udgangen af 2033. Altså om 11 år. Der er vi ikke længere. Vores statsminister har kaldt dette valg for et tryghedsvalg. 

Gid der kommer handling bag ordene.

Kilde:

https://www.weekendavisen.dk/2022-41/samfund/russerne-er-kommet

ANNA LIBAK er udlandsredaktør på Weekendavisen. Siden 1996 har hun arbejdet i mediebranchen, primært i det Berlingske Hus, hvor hun har været skrivende journalist og beklædt forskellige redaktørstillinger på Berlingske og Weekendavisen. Hun har udgivet fire bøger: »Rusland på Røde Plader«, »Poesi for Papfamilier«, »Forstå populismen!« og senest »Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist«. Hun er uddannet cand.mag. i samfundsfag og russisk fra Aarhus Universitet. Hun modtog i 2022 Berlingskes Fonsmarkpris.

 

ANNL@WEEKENDAVISEN.DK