Afmagt. Konservative overvejer, om de har nogen bedre at stille i spidsen for partiet end formanden. Det bliver svært uden at genåbne gamle fløjstridigheder.
PAUVER PAPE
Som en bivirkning af 80ernes gyldne Schlüter-æra har Det
Konservative Folkeparti hyppigt følt sig noget mere værd, end der til enhver
tid var tilmålt partiet af folkelig opbakning. Det har givet en utålmodighed
over for de siddende høvdinge, en rastløshed udmøntet i påfaldende hyppige
lederskift. Prøv blot at huske de otte politiske ledere, man har forsøgt sig
med siden Poul Schlüter.
Søren Pape Poulsens ledelsestid bryder, eller
man skulle måske sige brød, med den meget ukonservative forhippelse på noget nyt.
Pape har siddet i mere end otte år, hvorved han næsten matcher Bendt Bendtsen
fra de Fogh Rasmussen-stabile år. Men nu rammes også den tidligere
Viborg-borgmester af utålmodigheden, og det sker med hastigt accelererende
kraft.
Papes langvarige storhedstid i meningsmålingerne gennem hele 2022 forvandlede fantomsmerterne efter Schlüters tid til akut magthunger i hele partiet. Pape skulle være blå bloks leder, slut med årtiernes påtvungne rolle som lillebror. Den slags genfundne erindringer er farlige for den siddende formand. I dag, halvanden uge efter folketingsvalget, er Pape Poulsens fortsatte formandskarriere pludselig et i fuld offentlighed råt afhandlet diskussionsemne for partiet.
I første omgang rider formanden stormen af.
En bebudet større evaluering af valgkampens elendigheder sidst på måneden har
sikret Pape Poulsen nogen tid til at forsøge at få styr på tropperne. Læg
hertil måske den kredit, han opnår ved at have leveret den helt nødvendige
selvkritik efter det dybt skuffende folketingsvalg.
Måske? Noget foruroligende har Papes selvkritik fulgt
samme slet timede mønster som hans håndtering af de mange sager, som på en
håndfuld uger sled statsministerkandidaturet i stykker. Først fornægtelsen råbt
ud i Børssalen på valgaftenen, som om de 5,5 procents opbakning og de to tabte
mandater var selve adgangstegnet til regeringsmagt. »Lige om lidt er det bare
farvel og tak, Mette Frederiksen,« forudså formanden.
Få døgn efter kom det ydmyge hyrdebrev til
medlemmerne, som Politiken kunne referere fra: »Der blev skabt tvivl om,
hvorvidt man kunne stole på mig i det hele taget, og det er ingen mere ked af,
end jeg er. Men jeg fik ikke forklaret sagen hverken grundigt nok eller tidligt
nok, og det trak omtalen ud, og derfor har min ageren kostet opbakning til partiet.«
Sådan lyder den for få uger siden proklamerede
Pape-power, når han forvandles til en pauver Pape.
Den offentlige kritik af formanden har været
uvanligt hård. Veteranen, den tidligere politiske leder Per Stig Møller, lagde
for med den betragtning, at man måtte se det hele efter, måske også den
allerforreste opstilling. Møller tilføjede ganske klogt, at man også måtte
tænke på, hvem man eventuelt kunne stille i stedet, for »vi skal jo ikke flække
partiet«, som han formulerede det.
Connie Hedegaard, tidligere konservativ
minister, EU-kommissær og frelserhåb i dele af partiet, har fulgt op med en
kommentar i Altinget. Hun stemplede her aktionen for at få topskatten fjernet
som fuldstændig »tonedøv timing« i en tid med dyrere energi og inflation. Hun tilføjede
den også tidligere afleverede kritik, at Konservative behandlede det afgørende
klimaspørgsmål alt for stedmoderligt.
Indlægget fra Hedegaard var en åben kritik af
folketingsgruppens Rasmus Jarlov, som ihærdigt har talt for topskattelettelser.
Det er den slags indiskrete skinnebensspark, der giver mening til Per Stig
Møllers bekymring for partikløvning.
Mange andre har luftet deres frustration.
Mogens Lønborg, tidligere borgmester i København, vil af med Pape og ser
hellere Rasmus Jarlov på hans post. Som han forklarede Berlingske: »Papes
popularitet er i meget høj grad blevet skabt af en kombination af andre
partiers nedsmeltning og en smilende, rar og venlig udstråling og i mindre grad
af politiske resultater.«
Rådgiveroffer
Det er let at se politiske skillelinjer i
kritikken. Mellem en mere socialkonservativ strømning, som sætter sin lid til
folketingsmedlem Mette Abildgaard, og en jarlovsk kurssætning, man måske kan
betegne som mere nationalliberal. Ind i det politiske billede passer det, at
tidligere leder Bendt Bendtsen har taget sig tid til at ringe rundt i partiet;
han er at finde på Abildgaards og Hedegaards linje.
Men afsættet for det konservative opgør er
ikke specielt politisk, hvad der hænger sammen med, at Papes langvarige
popularitet ikke var marineret i politik, men i en bredere funderet tillid til
skikkelsen Pape. Fast kurs i udlændingepolitikken, gode vilkår for
erhvervslivet, lov og orden, den slags.
Storpolitik blev det gammelkendte
konservative krav om opgør med topskatten først, da det blev kombineret med
Papes statsministerkandidatur. Det forkludrede rollefordelingen mellem Venstre
og Konservative i valgkampens indløb. Pludselig stod den borgerlige favorit til
at være den bredt favnende statsminister af Velfærdsdanmark som den perfekte
skydeskive for de socialdemokratiske valgkanoner.
Nu skal den sønderskudte Pape ride stormen
af. Et af hans bedste kort er, at oplagte afløsere savnes, hvis man samtidig
vil undgå opslidende fløjopgør i en parlamentarisk situation, hvor den
borgerlige vælger bydes på mange spændende alternativer. Han skal også afklare,
om han selv orker efter et forløb, som må have været en monumental mental
belastning for ham, eller om han skal bidrage til at finde en afløser.
I det reducerede konservative miljø på Christiansborg
er formanden omgivet af ansatte rådgivere anført af vennen, partisekretær Søren
Vandsøe. Det er nærliggende at antage, at denne kreds vil råde Pape til at
stille sig i spidsen for endnu et forsøg på at sikre partiets genrejsning.
En stærkt frustreret folketingsgruppe vil
omvendt søge ansvaret for fiaskoen i denne rådgiverkreds, som mange i partiet
har fundet decideret uprofessionel. Pape kan afværge presset ved at gøre op med
kredsen, påpeger en indsigtsfuld konservativ:
»Pape kan være nødt til at finde et offer i
rådgiverkredsen, som bare ikke har været dygtig. En fyring af Søren Vandsøe vil
være oplagt.«
Kilde. https://www.weekendavisen.dk/2022-45/samfund/pauver-pape
Ingen kommentarer:
Send en kommentar