Synkronsvømning. Fløjene følger
de store partiers parole: mod midten, mod midten.
PERNILLE OG PERNILLE
Mens Jakob Ellemann-Jensen og Mette Frederiksen søger at
række deres respektive næver hen over den politiske midtes smalle, men jo
svimlende dybe afgrund, kan en tilsvarende bevægelsesretning noteres på dansk
politiks yderfløje.
Både hos Nye Borgerlige og i Enhedslisten
forsøger man efter valget at smyge revolutionsromantikken af sig i en smuk
dobbeltbevægelse, der bekræfter dansk politik som en fænomenal
integrationsmekanisme.
Nye Borgerlige først. Man holdt årsmøde i
Kastrup afvigte lørdag efter en valgsejr af den slags, som føles som et
nederlag. To mandater vundet, men ét straks tabt igen i kølvandet på sagen om
Mette Thiesen. Meningsmålingernes løfte om en tocifret mandatbeholdning er kun
bittersøde minder om tiden før Støjberg.
Fra Kastrup appellerede formand Pernille
Vermund til, at De Radikale kommer til fornuft. Martin Lidegaard må melde sit
parti ind i blå blok, mente Vermund, som på det økonomiske felt har noteret
meget liberale radikale synspunkter, som flugter med hendes egne.
Pernille Vermund har da også allerede haft indledende
drøftelser med Martin Lidegaard herom, ligesom hun på valgnatten appellerede
til Sofie Carsten Nielsen, som jo imidlertid i mellemtiden er stoppet som
politisk leder for De Radikale. Vermund understregede på årsmødet, at
invitationen er ledsaget af krav om, at De Radikale tager ansvar og sluger kameler
på det udlændingepolitiske område.
Martin Lidegaards handlefrihed på dette
område er næppe den største, men det bemærkelsesværdige i invitationen handler
jo heller ikke om ham, men om Vermunds eget parti: Nye Borgerliges glidende
bevægelse ind i den pragmatiske verdens stille vande.
Nye Borgerlige udarbejdede i de helt unge år
sindrige manualer for, hvordan man kunne tvinge daværende Venstre-formand Lars
Løkke Rasmussen til at acceptere oprørspartiets ideer om en mere håndfast
udlændingepolitik. Nu høres i stedet længselssukke efter, at Radikale dog
kommer til fornuft, så en mere liberal økonomisk politik kan nyde fremme.
Mentalt er man skiftet fra truslen om destruktion til blokloyal, opbyggelig
appel.
Motivet er let nok at få øje på. I årene fra
2019 til valget for et par uger siden satsede Nye Borgerlige på at blive
ligeberettiget partner i den klub af blå partier, som under Pape Poulsens og
Ellemanns forenede lederskab søgte at fravriste Mette Frederiksen
Statsministeriet. Den plan fik ikke tilstrækkeligt med vand under kølen i det
lumske vælgerhav, så nu må man søge mandatforstærkning hos Lidegaard såvel som
hos Løkke.
Ud over rampen
For den ydre venstrefløj var valgresultatet
en egentlig skuffelse. Enhedslisten gik fra 6,9 til 5,2 procent og mistede fire
mandater, og den slags staves jo hyppigt »selvransagelse«. Søndag appellerede
Enhedslistens afgående folketingsmedlem Pernille Skipper da også i Politiken
til, at hendes parti fortsætter de seneste 15 års »moderniseringsprojekt«.
Mindre bogstavtro og diskussionslysten
hovedbestyrelse, mere handlekraftig folketingsgruppe, foreslog den tidligere
politiske ordfører. Det lyder fælt kedeligt, men har naturligvis dybere
politiske implikationer. Skipper ser hovedbestyrelsen som et, ja, anker, som
holder hendes parti fast i en 70er-dagsorden:
»Partiets organisation er groft sagt stadig
indrettet til et venstrefløjsparti i 70erne, hvor interne diskussioner og
uendelige 'demokratiske' processer er vigtigere end at komme ud over rampen.«
Konkret peger Pernille Skipper på
Enhedslistens problemer i februar i år, da Rusland invaderede Ukraine. Den
invasion »betød, at vi pludselig blev tvunget til at tage nogle diskussioner om
NATO og våbenstøtte, der burde have været taget langt tidligere«.
Pernille Skippers debatindlæg har naturligvis
delt vandene i Enhedslisten. Per Clausen, tidligere folketingsmand, i dag
rådmand i Aalborg, er skuffet over Skippers offentligt fremsatte »fordomme om
Enhedslisten«.
I modsætning til hende har Clausen oplevet
1970erne, og han afviser hendes »meget bastante konklusioner set i lyset af, at
vi jo har igangsat en proces, hvor vi i fællesskab prøver på at nå frem til
nogle fælles konklusioner på, hvad vi skal gøre, og som vil føre til nogle
forandringer både på det organisatoriske og politiske plan«, som han siger til
Jyllands-Posten.
Partiet som sådan mener ikke noget, men
debatterer nu heftigt internt. »Pernille Skipper, du har sejlet skuden på grund
og bander nu ad crewet,« siger eksempelvis et hovedbestyrelsesmedlem, regionsrådsmedlem
Janne Toft-Lind. Gruppeformand Peder Hvelplund har i Politiken formuleret sit
partis egen midterlinje:
»Alle gode indspark er velkomne i den debat.
Det er en styrke for vores parti.«
Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-46/samfund/pernille-og-pernille
Ingen kommentarer:
Send en kommentar