Arven. Angela Merkel var Europa, som det progressive Europa gerne ville se sig selv. Humanistisk, grønt og pragmatisk. Så kom krigen.

Merkels makværk

Tysklands tidligere kansler Angela Merkel slås for sit politiske eftermæle.

I to store interviews, først til Der Spiegel i november og senest til Die Zeit for et par uger siden, kæmper hun for at retfærdiggøre de skelsættende beslutninger, hun traf i de 16 år fra 2005 til 2021, hvor hun styrede Tyskland.

Og man forstår hende jo godt. For sjældent er en politisk stjerne falmet så hurtigt.

Mens hun var kansler, blev hun set op til og beundret i en grad, som er få magthavere i Vesten beskåret. For Merkel legemliggjorde den forestilling, det progressive Europa har om sig selv. Hun var Tysklands yngste kansler ved sin tiltræden. Hun var kvinde. Ja, hun var STEM-kandidat, havde ligefrem en doktorgrad i fysik.

Som født i Vesttyskland, men opvokset i Østtyskland, var hun et sindbillede på genforening og sammenhængskraft. Desuden var hun af statur lille, sølle 165 centimeter høj; hendes stemmeføring var sagte og saglig, og så gik hun i praktiske sko og kønsløst tøj, hvilket alt sammen var gefundenes Fressen i et Europa, der ikke bryder sig om truende tyskere.

Foto: Markus Schreiber, Scanpix

Ikke desto mindre har hun nu et år efter sin afgang meget at forklare.

Der var beslutningen om at lukke de tyske atomkraftværker efter Fukushima, som førte til, at Tyskland erstattede CO₂-neutral energi med fossile brændsler fra Rusland.

Der var wir schaffen das under migrantkrisen, der førte til et sammenbrud for EUs asylsystem, da Dublin-forordningen blev sat ud af kraft, men som til gengæld blev et gennembrud for partiet AfD, der blev det tredjestørste parti i Forbundsdagen i 2017.

Der var EUs store investeringsaftale med Kina under tysk EU-formandskab, som absolut skulle bosses igennem lige før Joe Bidens tiltræden, selvom amerikanerne bad Tyskland om at vente. Den blev siden stoppet af EU-Parlamentet.

Og så var der hendes modstand mod, at Markus Söder fra Bayern blev valgt som hendes efterfølger, hvilket betød, at CDU i rap fik en gennemsnitlig forkvinde og to gennemsnitlige formænd  – Annegret Kramp-Karrenbauer, Armin Laschet og Friedrich Merz – og tabte valget til SPDs Olaf Scholz, som få ellers havde spået en chance.

Men allermest var der forholdet til Vladimir Putin. Der var de fredsaftaler, Minsk 1 og Minsk 2, som blev forhandlet ved tysk og fransk mellemkomst efter Ruslands første angreb på Østukraine i 2014. Her accepterede Tyskland og Frankrig, at Rusland ikke fik status som krigsførende part, og at fredsaftalerne alene blev indgået mellem separatisternes marionetregeringer og Ukraine.

Nogle år efter nikkede Merkel ja til Nord Stream 2, der fordoblede mængden af gas fra Rusland til EU gennem Østersøen på trods af højlydte protester fra Østeuropa og USA. For hvorfor var det så vigtigt, at gassen ikke som hidtil måtte leveres via det ukrainske rørføringssystem, som havde rigelig kapacitet? Og hvis man endelig ville bygge en ny rørføring, så var det vel billigere at gøre over land gennem de baltiske stater?

I DE TO nylige interviews koncentrerer Merkel sig om at afvise, at hun er Putinversteher. Hun hævder, at hvis ikke Minsk-aftalerne var blevet indgået, så havde Putin erobret meget mere af Ukraine i 2014. Hun købte ukrainerne tid til oprustning; og den tid brugte de godt. Det kan man jo se nu, hvor de har forsvaret sig langt bedre end forventet. I forlængelse heraf blev hun nødt til, hævder hun, at nikke ja til Nord Stream 2, for ellers havde Putin anet uråd.

Af interviewet i Der Spiegel fremgår det, at hun har set filmen München – På krigens rand på Netflix, hvor der gøres et forsøg på at rehabilitere Neville Chamberlain, der smukt gestaltes af Jeremy Irons.

Filmens budskab er, at Chamberlain slet ikke er en skurk, men derimod en helt, fordi han fra starten indså, at Hitler var så farlig, at det var nødvendigt at vinde tid. Derfor indgik han Münchenaftalen i 1938, så Storbritannien kunne nå at opruste, alt imens han nærede et hemmeligt håb om, at et vellykket attentatforsøg fra Hitlers egne rækker ville gøre det af med aggressoren, før krig blev relevant.

MEN DEN FREMSTILLING er svær at tro på. Både i forhold til Chamberlain og Merkel. For Chamberlain fremskyndede ikke oprustningen, da han kom tilbage til London.

Og Hitler vandt jo også tid til oprustning. Ikke mindst fordi Hitler med Münchenaftalen simpelthen fik en stor del af Tjekkoslovakiets jern- og stålproduktion foræret, tillige med Skoda-fabrikkerne. Desuden var aftalen meget muligt medvirkende til, at det efterfølgende lykkedes Hitler også at indgå en ikkeangrebspagt med Stalin, som betød brændstofleverancer fra Sovjetunionen.

Hvad Merkel angår, har hun ret i, at Minsk-processen bragte krigen i Østukraine til standsning, og at Putin kunne have taget meget mere i 2014. Men vinde tid? Det ville være synd at sige, at Tyskland, der ellers er storeksportør af våben, har brugt tiden siden 2014 på at opruste Ukraine eller sig selv.

Og selvfølgelig kunne Merkel have standset Nord Stream 2, som amerikanerne og en lang række EU-lande tryglede hende om. Rusland overholdt alligevel ikke Minsk-aftalen.

Givetvis var Merkels eftergivende linje med til at bibringe Putin det indtryk, at han på ny kunne invadere Ukraine uden at det ville koste ham det tætte forhold til Tyskland.

Nu er Merkel væk. Det er de problemer, hun skabte, ikke.

Kilde. https://www.weekendavisen.dk/2022-51/udland/merkels-makvaerk

ANNA LIBAK er udlandsredaktør på Weekendavisen. Siden 1996 har hun arbejdet i mediebranchen, primært i det Berlingske Hus, hvor hun har været skrivende journalist og beklædt forskellige redaktørstillinger på Berlingske og Weekendavisen. Hun har udgivet fire bøger: »Rusland på Røde Plader«, »Poesi for Papfamilier«, »Forstå populismen!« og senest »Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist«. Hun er uddannet cand.mag. i samfundsfag og russisk fra Aarhus Universitet. Hun modtog i 2022 Berlingskes Fonsmarkpris.

 

ANNL@WEEKENDAVISEN.DK

 

Radikale. Drømmen om igen at blive centralt midterparti brast. Angivelig på grund af mavefornemmelser.

Ludo med de røde

For snart fem år siden, mens Martin Lidegaard endnu ikke var politisk leder af Radikale Venstre, udgav han bogen Lad os mødes på midten. Skriftet kunne, og skulle vel, læses som en advarsel til Lidegaards eget parti, der på det tidspunkt var ledet af Morten Østergaard, om ikke at ende som et sekterisk fløjparti.

Det er hverken klimaforandringer, migration eller teknologiudvikling, der skræmmer Lidegaard mest, skriver han i bogens sidste kapitel under overskriften: »Sidste udkald for midten.«

»Nej. Det mest skræmmende for mig er vores manglende evne og vilje til at finde hinanden for at løse de selvsamme problemer. Finde den politiske midte – herhjemme, i Europa og internationalt.«

Det, Martin Lidegaard i virkeligheden efterlyser i bogen, er en vej ud af det røde fængsel, hans parti på det tidspunkt var endt i. Fra at være en selverklæret repræsentant for den objektive saglighed i politik havde De Radikale lænket sig til den politiske venstrefløj. Som symbol på udlændingepolitikkens primat var Morten Østergaard med rullekuffert, rullekrave og ikke ubetydelig patos flyttet til Odense-ghettoen Vollsmose – i tre dage. Året efter skulle han også svømme til øen Lindholm, der af den daværende borgerlige regering var udset som opholdssted for afviste asylansøgere.

Martin Lidegaard er strandet hos den venstrefløj, han har forsøgt at bryde fri af. Foto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix

De Radikale var så at sige i følelsernes og ikke fornuftens vold, hvilket ikke var nogen tilfældighed. Partiet havde på daværende tidspunkt entreret med den østrigske kampagnemager Grace Pardy, som havde ført flere socialliberale partier til succes. »Show emotions,« lød en af Pardys opskrifter. Ikke lange indviklede analyser, men følelser og umiddelbarhed. Følelserne var lette at vise, når det gjaldt udlændingepolitikken og rollen som opposition til højrepopulismen. Vanskeligere var det at lægge sjæl og begejstring i nødvendighedens økonomiske politik, finansministeriets regnemodeller og arbejdsudbudsreformer.

Regningen fra Pardy til partikassen var ikke kun økonomisk, adgangen til den politiske magt rykkede længere væk. For det var ikke Pardys følelser, men hårde krav om økonomisk politik på den finansministerielle dyds sti, der placerede Niels Helveg Petersen, Marianne Jelved, Margrethe Vestager og andre før dem med en magt, der ofte markant oversteg mandaternes logik.

Tallet to trykker

Lidegaards bog var et forsøg på at vise partiet en vej tilbage, og derfor var det ekstra paradoksalt, at det blev ham, der tirsdag eftermiddag trak sit parti ud af forhandlingerne om en ny midterregering. Lidegaards gamle opfordring om at mødes på midten var taget til følge, men selv ville han alligevel ikke være med. Hvorfor? Ifølge ham selv fordi mavefornemmelsen sagde noget andet.

Samme morgen havde Lidegaard ellers forladt Marienborg med bemærkningen: »Venner, vi gør det.« Og derfor havde de øvrige tre forhandlende partier også svært ved at tro Lidegaards forklaring om, at han selv havde truffet beslutningen om at trække sig. Tre radikale, Lidegaard, Samira Nawa og Christian Friis Bach, havde forhandlet. Hvordan kunne tre blive underkendt i en gruppe på syv? For alle andre end De Radikale gav det ingen mening, og mere logisk blev det ikke af Lidegaards egen forklaring.

»Ja, jeg har sagt: Jeg synes egentlig, at vi har fået rigtig meget her, men der er også rigtig meget møg der. Samlet set synes jeg, at indholdet så fint ud, men var det nok? Der har jeg sagt: På en måde synes jeg, at det er det, men jeg er i tvivl, om den position, vi kan få i regering som lille parti, er god nok til at kunne stå på det her og banke det igennem i regeringen,«  sagde han på et improviseret pressemøde efter beslutningen og tilføjede:

»Jeg synes samlet set, at vi havde fået meget godt på reformerne, men jeg var bange for, at vi som lille parti ville få for lille en rolle i regeringen og skulle sluge for store kameler til, at de to ting kunne opveje hinanden.«

Hvilke kameler Lidegaard måtte sluge, fremgik i første omgang ikke, men siden uddybede han på Facebook:

»Dér hvor vi virkelig synes, det gør ondt, er på uddannelse. Halvdelen af alle danske universitetsuddannelser skal skæres ned til fire år. Det er en historisk omkalfatring af det danske uddannelsessystem, uden at lytte til de unge og de institutioner, som det handler om. Det risikerer at blive en ny folkeskolereform, bare for universiteterne. Og der kan få fatale konsekvenser.«

Formuleringen gjorde ikke de øvrige partiers undren mindre. Natten til tirsdag havde de netop gjort sig betydelige anstrengelser for at imødekomme De Radikale på det område. Lidegaard og partifæller havde angiveligt krævet, at kun 25 procent af universitetsuddannelserne måtte forkortes. Det sidste tilbud lød på 35 procent, men med den radikale exit gik man tilbage til 50. I hvert fald ikke nogen klar dokumentation af Lidegaards teori om, at han kan gøre det bedre udenfor.

Mens en række uddannelser altså kommer til at betale for den radikale beslutning, står et andet af partiets resultater stadig i regeringsgrundlaget. Nemlig målsætningen om, at Danmark i 2050 skal have nået 110 procents reduktion af CO₂-udslippet sammenlignet med 1990. Men det er mest ord, skriver Lidegaard på Facebook:

»På det grønne område har regeringen fattet grønt med flere gode hensigter – men kun på den lange bane. Selvom man formulerer, at klimakrisen er vor tids største udfordring, er der ikke prioriteret midler til at handle mere her og nu i de kommende år, hvor det er allervigtigst. Lige nu er det grønne bare ord. Til sammenligning prioriteres der midler til akutte sundheds- og vinterhjælpspakker.«

Det, han ikke fortæller, er, at netop han faktisk kunne have omsat ordene til handling, for Klimaministeriet var et af de to ministerier, hans parti fik tilbudt. Nu ender det på Moderaternes hænder sammenlagt med energiforsyningen i noget, der ellers skulle have været to ministerier.

Den anden radikale minister skulle ifølge tegningen være miljøminister. Det bliver i stedet socialdemokraten Magnus Heunicke. Mistanken blandt de tre tilbageværende regeringspartier er, at det nærmere var tallet to end uddannelser og klima, der trykkede det radikale sind.

I hvert fald bragte partiets forhandlere natten til tirsdag spørgsmålet om en ekstra ministerpost ind i forhandlingerne.

Løkkes sicilianske tilbud

Det fik Lars Løkke Rasmussen til at tilbyde, at De Radikale kunne få en af hans pladser på den betingelse, at deres ministre ikke benyttede sig af Folketingets orlovsmulighed.

Den betyder, at ministre fra små partier kan tage orlov fra Folketinget, hvorefter deres suppleant kan indkaldes. Reglen blev brugt af De Radikale under Nyrup-regeringen, siden blev den afskaffet, men genindført, da De Konservative indtrådte i VLAK-regeringen i 2016.

Hvorfor Løkke stillede netop den betingelse, er uklart, men hos De Radikale blev det opfattet som »et siciliansk tilbud«. Tre ministre ville selvfølgelig lune, men det ville også efterlade partiet med en folketingsgruppe på kun fire.

Imidlertid ville det stå lidt skævt i forhold til den radikale selvopfattelse som det ekstraordinært saglige parti, hvis antallet af ministerposter blev begrundelsen for manglende regeringsdeltagelse.

Der er trods alt tale om partiet, der i 1960erne udarbejdede sindrige valgplakater med vægtskåle, der illustrerede balancerne i samfundet, og som stod bag etableringen af de økonomiske vismænd for at sikre en slags objektiv faglighed i politik. Et parti, der det meste af sin levetid har været magtsøgende og ofte regeringsbærende. Mest i alliance med Socialdemokratiet, men undtagelsesvis også med de borgerlige. Et parti, der har været selve definitionen på den politiske midte, som Martin Lidegaard i 2018 ville mødes på, men som hans mavefornemmelse, eller måske rettere stemningen blandt hans mere stålsatte gruppefæller, tilsagde ham at holde sig væk fra.

Dermed har Lidegaard efter alt at dømme foretaget et strategisk valg, der binder De Radikale til den venstrefløj, som partiet ellers gennem et par årtier har ledt efter muligheden for at slippe ud af. Nu står de tilbage som dem, der har væltet en regering, de trods alt havde indflydelse på. I bytte har de fået en regering, de kunne have været en del af. Men en regering, der med eget flertal ikke har brug for at spørge De Radikale om noget som helst.

En af det gamle resultatsøgende Radikale Venstres sidste bastioner, chefkontoret på Skive Folkeblad, gjorde onsdag boet op i en leder skrevet af chefredaktør Ole Dall:

»Radikale Venstre havde chancen for at vise i handling, at man er et moderne, socialliberalt midterparti, men i stedet gives et billede af noget næsten sekterisk til venstre for midten, hvor man så kan sidde og spille ludo med Enhedslisten, SF og Alternativet … Samtidig kan en flertalsregering hen over midten – uden radikal  deltagelse – så lægge de store linjer for dansk politik de kommende år.«

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-50/samfund/ludo-med-de-roede

HANS MORTENSEN (f. 1958) er politisk journalist, som siden 1995 har fulgt slagets gang på Christiansborg. Indtil 2002 som journalist og politisk redaktør på Ekstra Bladet siden som reporter på Weekendavisen. Har skrevet bøgerne: De fantastiske fire (2005) om Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Svend Auken, Tid til forvandling (2008) om fornyelsen af Venstre, Det, Svend mener, er... (2009) - en interviewbog med Svend Auken samt redigeret antologien Helt forsvarligt (2009) om udfordringerne i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

 

HAMN@WEEKENDAVISEN.DK

 

ARNE HARDIS (f. 1958), politisk redaktør, forfatter. Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 1986. Roskilde Tidende, Socialistisk Weekend, Land og Folk, A-pressen, Weekendavisen siden 1998. Har skrevet Æresretten (2003), Forræderens dagbog (2005), Idealisten (2008), Klassekammeraten (2010) og Den kætterske socialdemokrat (2018).

 

AHIS@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

Kommentar. Troværdigheden er også på spil for den kommende borgerlige opposition, der i disse dage raser mod Jakob Ellemann-Jensen

Dobbelt troværdighedstab med skrue

Selvfølgelig har Frihedsbrevet talt efter: 61 gange lovede Moderaterne og Venstre en advokatvurdering. Brevet har vist ikke talt, hvor mange gange tilsvarende løfte er kommet fra Liberal Alliance, Konservative, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti. Men mon ikke man i så fald ville runde de hundrede?

Mens man varmer op til en SVM-regering, er det en god idé at minde om, hvorfor de borgerlige partier fremturede. De var, forståeligt nok, rasende over den minkskandale, som en nonchalant Mette Frederiksen nægtede at kalde en skandale. Det var helt igennem passende at hidse sig op over den sag, der afslørede Mette Frederiksens regeringsførelse under coronakrisen. Mange vælgere mistede her helt tilliden til Mette Frederiksen.

Men, og det er det afgørende i disse dage: Kravet om en advokatundersøgelse var en projicering: Et tegn på magtesløshed. En konsekvens af det faktum, at oppositionen ikke kunne vælte Mette Frederiksens regering. Den blev jo bare siddende. I stedet kunne de borgerlige så udtrykke mistillid ved at kræve assistance fra dommere og advokater. Kunne man ikke vælte statsministeren, kunne man vel true med at sende hende i fængsel?

Det var helt igennem uværdigt, at Mette Frederiksen ikke selv tog konsekvensen af Minkrapporten og gik af i sommer. Men det gjorde hun ikke, og det fik oppositionen til at skrue sig endnu mere ned i kravet om en advokatundersøgelse.

Arkivfoto: Jonathan Nackstrand, Scanpix

Mon ikke de blå partier hele tiden har vidst, at minksagen ikke handler om jura? Det burde de, for det er blevet fastslået af stort set hele landets juridiske ekspertise. Tre fremtrædende professorer konkluderede, at det »med høj grad af sikkerhed« kan slås fast, at Mette Frederiksen ikke vil kunne dømmes.

Og det var ikke spor overraskende: Det var tydeligt, at Minkkommissionens konklusioner ikke ville kunne bære en rigsretssag mod statsministeren. På den måde var de borgerlige partiers talrige krav og løfter om en advokatundersøgelse symbolske. Man kan endda sige, at Mette Frederiksen har haft en en interesse i, at minksagen fortonede sig i falbelader om hendes juridiske ansvar.

Nu kommer der en regering hen over midten. Ellemann og Løkke løber fra deres gentagne krav om en advokatundersøgelse. Men de to partiledere gør sig skyldige i dobbelt troværdighedstab med skrue:

Det første, da de så længe slog hårdt på, at Frederiksen skulle og kunne drages til ansvar juridisk. Det andet, da de søndag henkastet droppede selvsamme krav. Hvad er værst? På mange måder det første, fordi de så udmærket må have vidst, at en rigsretssag var et fatamorgana.

Minkskandalen viste sig utroligt nok aldrig rigtigt at være Mette Frederiksens store problem. Det er uretfærdigt. Men at den er endt som de borgerlige partiers hovedpine, skyldes ikke mindst deres egen håndtering.

Særligt Ellemann og Venstre må leve med en langvarig og berettiget mistro til dømmekraften. Alle, der er løbet fra et løfte, ved, hvor stor en skade det gør, og hvor længe det klæber til én. Den nye finans- eller forsvarsminister (eller hvad Venstre-lederen snart kan kalde sig) kommer længe til at tale med langt mindre troværdighed.

Tror han selv på det, han siger? Hvornår vil han mene det modsatte? Det ultimative krav til ham må være, at han sikrer en regering, der virkelig gør op med de seneste tre års centralisering og topstyring og retter op på skaderne i centraladministrationen.

Men sagen er mindst lige så undergravende for den kommende borgerlige opposition, der i disse dage raser mod Ellemann. Hvad har de tænkt sig? Vanopslagh, Pape, Støjberg og Messerschmidt? At lade kravet om en advokatundersøgelse være det bærende fælles grundlag i de kommende år? At kræve statsministeren for en rigsret efter næste valg? Bliver de ved med at insistere, vil man jo tro, at de stadig mener, at en undersøgelse meningsfuldt vil kunne føre til en rigsretssag.

Et værdigt punktum for minkskandalen? Det kommer ikke af en fortsat undergravning af den borgerlige oppositions troværdighed. Sagen handler om politik i corona-årene; om en magtfuldkommen regering og en svag opposition. Et punktum, nej, et udråbstegn vil først kunne sættes af en stærk opposition, der står i egen ret som et klart alternativ til den nye regering.

 

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/samfund/dobbelt-trovaerdighedstab-med-skrue

MARTIN KRASNIK (f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest Fucking jøde.

 

KRAS@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

 

Interview. Jean-Pierre Obin var i to årtier generalinspektør i undervisningsministeriet og som sådan en af den franske stats øverste tilsynsførende embedsmænd. Nu er hans bog Hvordan islam trænger ind i skolen kommet på dansk, og den er skræmmende læsning.

Sådan knuser man den franske skole

ANTONY – Der er vandhaner forbeholdt muslimske elever. Der er drengenes omklædningsrum, hvor muslimer og »vantro« elever er skarpt adskilt. Der er skolekantiner, der udelukkende serverer halal af frygt for de muslimske elevers forældre, der er afvisningen af evolutionslæren på alle klassetrin, og der er dødstrusler mod lærere, der formaster sig til at sige fundamentalistiske elever imod eller blot undervise i ytringsfrihed.

Det hele kronet af en nylig kampagne på TikTok, hvor islamistiske profiler opfordrer skolepiger til at iføre sig en abaya og protestere mod det franske tørklædeforbud fra 2004 og samtidig forklarer pigerne, at de skal sige, at det er deres »kultur, og intet har med religion at gøre«.

Man tror ikke sine egne øjne, når man i en række nys udgivne bøger læser beskrivelserne af de talrige sammenstød, der dagligt finder sted i de franske skoler.

Så voldsom er stigningen i antallet af konfrontationer – 300-400 alene i september i år – at det franske undervisningsministerium nu modtager månedlige opgørelser over antallet af anslag mod den franske skoles kodeks for verdslighed.

Foto fra en fransk skole i Toulouse. Foto: Patricia Huchot-Boissier, Scanpix

Alt sammen kun lidt over to år efter den brutale likvidering af historielæreren Samuel Paty, der blev halshugget af en tjetjensk islamist i den lille forstadskommune Conflans-Sainte-Honorine ved Oise-floden nordøst for Paris, fordi han havde brugt Jyllands-Postens muhammedtegninger i sin undervisning.

Intet af det overrasker imidlertid Jean-Pierre Obin. I knap to årtier var han generalinspektør i undervisningsministeriet og som sådan en af ministeriets øverste tilsynsførende embedsmænd. I 2020 udgav han bogen Hvordan islam trænger ind i skolen, der netop er kommet i en dansk oversættelse.

At han ikke er overrasket, skyldes, at han allerede i 2004 affattede en opsigtsvækkende rapport til den daværende franske undervisningsminister, der afdækkede problemerne med religiøs fundamentalisme i de franske skoler.

Alligevel blev mange i Frankrig overrasket, da landet i 2015 blev ramt af terrorangreb mod både satirebladet Charlie Hebdo og Stade de France, spillestedet Bataclan, et jødisk supermarked samt de parisiske fortovscafeer. Og det har ifølge Jean-Pierre Obin en ganske enkel forklaring:

»Rapporten blev gemt væk, fordi man var bange for at 'provokere muslimerne unødigt', hvilket også skyldtes, at den kom, netop som regeringens forbud mod religiøs påklædning i skolerne (hovedtørklædet, red.) trådte i kraft,« fortæller han, da jeg møder ham ved stationen i Antony, en forstad 20 minutter syd for Paris. Mens vi begiver os afsted mod hans hus ad en lille billøs gyde, fortæller den nu pensionerede generalinspektør med brune ruskindssko og de ovale metalindfattede briller om de mange daglige forsøg på at underminere den franske skoles sekularitet, som ellers burde være sikret af den franske forfatnings håndfaste adskillelse af kirke og stat, der blev vedtaget i 1905.

Det spænder vidt: lige fra, at muslimske piger i hobetal pludselig har udviklet allergi over for klor og derfor ikke kan tage del i kønsblandet svømmeundervisning og til den blanke afvisning af at læse historien om De tre små grise, fordi »grisen er et urent dyr«.

»Ja, vi er sågar stødt på en muslimsk mor, der klagede over en lærer, som havde sagt, at der herskede 'et værre griseri' i en muslimsk elevs lektiehæfte,« sukker Jean-Pierre Obin. Han åbner en mørkegrøn gitterport, og vi går op på første sal i hans hus, hvor arbejdsværelset ligger badet i et mælkehvidt lys fra den disede himmel over ovenlysvinduet.

Væggene er beklædt med de seneste års bogudgivelser om religion, politologi, kultur og filosofi, men der er også storformatsbøger med malerier af van Gogh og hulemalerierne fra Chauvet-grotten i Ardèche. Hans hustru, Chantal, kommer med kaffe og småkager og lader espressokanden stå på bordet.

»Det var først i 2015 – efter attentaterne – at daværende premierminister Manuel Valls gravede vores rapport frem af bunkerne og igen satte fokus på islamismen som en af det vestlige demokratis væsentlige udfordringer,« forklarer Obin.

Den konkrete anledning var dog i virkeligheden ikke så meget attentaterne som de talrige problemer, der opstod, da man på landsplan valgte at ære ofrene fra både Charlie Hebdo og angrebet på Bataclan og forstovscafeerne med et minuts stilhed. Det viste sig nemlig hurtigt, at der var tale om langt mere end blot de få hundrede tilfælde, man indledningsvis havde regnet med.

»En undersøgelse viste, at 13 procent af lærerstanden havde oplevet, at eleverne protesterede og nægtede at ære ofrene og i stedet foretrak at hylde gerningsmændene. Og da der er over 750.000 lærere i Frankrig, skal man ikke være et matematisk geni for at regne ud, at det er et meget voldsomt antal,« siger han.

Mere og mere religiøse

Ved læsningen af rapporten fra 2004 kunne man konstatere, at problemet ikke var af nyere dato. For her stod de problemer beskrevet, som siden kun har vokset sig endnu større: skoleudflugter, hvor muslimske elever nægter at gå ind i kirker eller besøge kristne monumenter, eller elever, der afviser at give hånd eller at se kvindelige lærere i øjnene, samt den bastante afvisning af helt basal lærdom med henvisning til religiøse dogmer.

»Den store forskel er, at det har grebet voldsomt om sig i omfang og nu gælder for hele Frankrig. Også helt ned i de mindste klasser, og det var yderst sjældent dengang. På samme måde er det nyt, at forældre og i flere tilfælde også ansatte åbent anfægter verdsligheden,« forklarer Obin.

Men hvad er årsagen? Ifølge Jean-Pierre Obin er forklaringen ikke mindst, at de unge muslimer er blevet mere og mere religiøse, mens resten af de unge er blevet mindre og mindre religiøse. De seneste tal viser således, at to tredjedele af de muslimske elever i de ældste klasser vil følge sharia, islamisk lov, frem for landets love, hvis de strider mod hinanden. Og den religiøse fundamentalisme går også ud over fagligheden:

»Kun seks procent af de muslimske elever i de mindre klasser tror på, at de nulevende arter i naturen er resultatet af evolutionen,« forklarer han og retter sig op i stolen. »Det er jo helt vildt!« tilføjer han og slår ud med armen. »De sætter deres tro over videnskaben.«

Han nævner et andet eksempel, hvor to piger i biologitimerne skulle forklare, hvad kemisk abort er. »I stedet endte de med at viderekolportere en ekstremistisk imams budskab om, at abort var 'haram', forbudt, og at de aborterende kvinder burde anklages for mord. I en biologitime i Frankrig (hvor retten til fri abort netop er blevet skrevet ind i forfatningen, red.)«

Republikken er stærkere end TikTok

Til trods for de mange ekstreme eksempler, han nævner, og som hans bog er fuld af, hersker der en udbredt magtesløshed på de franske skoler over for fænomenet; en magtesløshed, der ifølge Obins observationer gennem knap 20 år i felten dels skyldes dårligt uddannet personale, dels konfliktskyhed hos skoleledelserne, der undergraver deres egen autoritet ved for alt i verden at søge kompromiser.

»Det fornemmer islamisterne,« siger han. »De forsøger hele tiden at udfordre grænserne, og hver gang de kan mærke, at man giver efter, maser de bare yderligere på.«

Jean-Pierre Obin lægger ikke skjul på, at han er skuffet over, at præsident Emmanuel Macron valgte at udskifte undervisningsminister Jean-Michel Blanquer. Hans kæphest var nemlig kampen mod den såkaldte islamo-gauchisme på uddannelsesinstitutionerne. I stedet udpegede Macron Pap Ndiaye, der er tættere på wokemiljøet og ideologisk ligger så langt fra Blanquer, som man næsten kan komme.

Forskellen blev ifølge Obin tydelig, da Ndiaye endelig efter flere måneder reagerede på den førnævnte TikTok-offensiv for at få muslimske piger til at gå i skole iført abaya:

»Han nøjedes med at erklære, at 'Republikken er stærkere end TikTok', og udsendte et bovlamt cirkulære, hvori det – endnu en gang – lades op til enkelte uddannelsesinstitutioners ledelse at afgøre, om en beklædningsdel er i strid med forbuddet mod religiøse beklædningsgenstande fra 2004 eller ej,« siger Obin.

Og tilføjer: »Ved at undlade at tage det overordnede ansvar giver ministeren det endnu en gang videre til den enkelte rektor eller skoleinspektør. Og det er der jo – forståeligt nok – mange, som er ængstelige ved.«

Paty var en lærer, der fik så lidt hjælp og var så bange, at han – den dag han blev myrdet – havde en hammer i sin taske. Men ingen støttede ham, ingen!

JEAN-PIERRE OBIN, UDDANNET FASTSTOFINGENIØR OG PH.D.

Obin minder om, at den dræbte Samuel Paty heller ingen opbakning havde fra sine egne overordnede efter de muslimske klager, han havde modtaget på grund af sin brug af muhammedtegningerne i sin undervisning.

»Her var en lærer, der fik så lidt hjælp og var så bange, at han – den dag, han blev myrdet – havde en hammer i sin taske. Men ingen støttede ham, ingen!« siger Jean-Pierre Obin.

Og han tror, at det kan blive værre endnu. For de islamistiske elevers og forældres aggressive fremfærd får andre ængstelige forældre til at trække deres børn ud de mest berørte skoler, og det fører til øget segregation i samfundet. Resultatet er en fuldbyrdelse af den glidende religiøse ghettoisering, man har set i de seneste årtier, og som uvægerligt undergraver hele samfundets sammenhængskraft.

Det er imidlertid lige præcis islamisternes mål. De ønsker at knuse den franske skole, insisterer han. For den har længe været selve arnestedet for den oplyste verdslighed: Her uddanner man frie, selvstændige og rationelle individer.

Derfor er det da heller ikke første gang, at skolen bliver omdrejningspunktet for en kamp mellem verdslighed og tro.

Allerede 20 år før sekularitet blev påbudt ved lov i 1905, var skolen nemlig spydspids i den daværende undervisningsminister Jules Ferrys store opgør med den katolske kirke. Han gjorde skolen gratis, undervisningen obligatorisk, smed præsterne på porten, skippede katekismus og erstattede den med lektioner i moral og borgerlige rettigheder: præcis det fag, som Samuel Paty underviste i, da han blev myrdet.

Ikke bare i Frankrig

Det smerter Jean-Pierre Obin at erkende, at den største trussel mod det vestlige demokrati kommer fra islam. Han er nemlig selv – som han siger – arabofil. Han boede som ung venstreorienteret akademiker i en landsby nær Oran i i Algeriet, hvor han underviste på gymnasiet. Hans to døtre har ligefrem arabiskklingende fornavne.

Så meget desto mere var det en brat opvågnen, da han i 1996 for første gang stødte på fundamentalismen i Frankrig på en skole i Lyon, hvor de nordafrikanske muslimers chikane mod jødiske børn havde tømt skolen for jødiske elever.

»Det var dybt rystende for mig at se, at den slags kunne ske, på en offentlig skole, i begyndelsen af det 20. århundrede, blot få kilometer fra det børnehjem, hvorfra adskillige jødiske børn blev sendt til Auschwitz i '44,« sukker han.

Og Jean-Pierre Obin bebrejder ikke kun politikerne og skolelederne. Han er også harm over »de naive forældre og lærere, der tror, de kan fortrænge islamismen med næstekærlighed«, som han siger.

Ifølge en undersøgelse fra opinionsinstituttet Ifop siger over halvdelen af lærerne i de såkaldte prioritetsundervisningszoner, hvor de muslimske elever er i overtal, at de har udøvet selvcensur i undervisningen for at undgå problemer med muslimske elever eller deres forældre.

Men man får intet ud af at føje islamisterne, siger Jean-Pierre Obin. »For som filosoffen Julien Freund engang sagde: Fra det øjeblik, hvor en person udpeger Dem som hans fjende, da bliver De det.«

Og skal man tro Obin, er det ikke kun Frankrig, som har grund til at være bekymret. Kampen er den samme i hele den vestlige verden.

»Frankrig er godt nok et af de få lande i verden, som har indskrevet verdsligheden i sin forfatning – men det er langtfra islamisternes eneste mål. Deres ambitioner gælder hele den vestlige verden, hvor arven fra oplysningstiden er en del af kulturarven. Storbritannien, Belgien, Italien … og naturligvis også Danmark.«

Tørklædeforbuddets konsekvenser

Han har fulgt den kontrovers, der opstod, da Kommissionen for den glemte kvindekamp i Danmark foreslog at forbyde islamiske hovedtørklæder i danske skoler, og han blev træt, da han igen igen hørte modstanderne fremføre argumentet om, at 'hovedtørklædet jo bare er et stykke stof'.

De overser ifølge Obin symbolets semiotik: Et symbol har nemlig både et udtryk og et indhold: udtrykket er naturligvis 'bare' et tørklæde, men indholdet er netop en særlig kyskhed og et særlig fromt tilhørsforhold til én fundamentalistisk gren af islam.

»Men,« tilføjer han med et lån fra en kinesisk talemåde, »når den vise peger på månen, ser tåben på fingeren«.

Han har fulgt den islamistiske proselytisme (hvervning af nye tilhængere til en tro, red.), som fandt sted, da de religiøse fundamentalister kom til Frankrig fra Algeriet i 1990erne og med halalkød, hovedtørklæder og religiøse påbud forsøgte at udbrede salafismen.

Og at tørklædet er symbolet på den religiøse formørkelse, turde desuden være tydeligt i dag, hvor det iranske præstestyre brutalt forsøger at nedkæmpe et oprør affødt af modstand mod netop hovedtørklædet, siger han og påpeger, at der på den baggrund er noget nærmest komisk over den sælsomme forbrødring mellem den yngre og mere woke generation, der plæderer for individets frie valg, retten til at gå klædt, som man vil, og de ikke just frihedselskende islamister.

Han peger samtidig på, at det faktisk var forsvindende få piger, der endte med at forlade skolen, efter at Frankrig i 2004 indførte et tørklædeforbud.

»Det var omkring en snes – men vi har immervæk knap 13 millioner skoleelever i Frankrig, og halvdelen af dem er piger, så tallet er jo ubetydeligt,« siger han.

I hvert fald set i forhold til, at tørklædet var en konkret manifestation af opsplitningen mellem muslimerne og resten af eleverne i de franske skoler.

Den opsplitning forstærkes stadig af de sociale medier. For her er ofte direkte adgang til rabiate mellemøstlige imamer, og det er en af årsagerne til de nærmest enslydende udsagn fra skoleelever rundtomkring i Frankrig.

Samtidig er det også via de sociale medier – særligt TikTok – at hetzen mod underviserne føres. Det er således ikke sjældent, at lærere udleveres med navns nævnelse. Sådan som det skete med Samuel Paty.

Klokken er ved at være mange, og Jean-Pierre Obin skal mod lufthavnen, for selvom han i princippet er pensioneret, har han stadig kalenderen fuld af aftaler og er en hyppig gæst i franske tv-studier, når talen falder på islamisme i Frankrig. Før vi går hver til sit, gentager han, at man er nødt til at holde stand mod islamismen.

»Vi skal ikke tie eller slå blikket ned, men tale dem midt imod.«

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-49/samfund/saadan-knuser-man-den-franske-skole

ASKE MUNCK (født 1970) er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og Institut d'Études Politiques d'Aix-en-Provence. Aske er korrespondent i Frankrig, men skriver også om sikkerhedspolitik, europæiske forhold og økonomi, samt sprog, litteratur, kunst, kulturhistorie, mad og (natur)vin. Han har skrevet og bidraget til flere bøger heriblandt Kernevåben i knibe (1998), Turen går til EU (2001), Turen går til Paris (2009), Den rystede Republik - hvad i alverden er der galt med Frankrig? (2020) og Oh La La - Hvorfor er de så franske i Frankrig? (2022).

 

ASMU@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

BLÅ BOG

 

 

Alternativt. Dansens tid er vist forbi i Uffe Elbæks gamle parti. Den nye klimaordfører knytter forskernæven om blyanten og dekreterer opgør med det ødelæggende neoliberale samfund.

DET 90.MANDAT

MED AKTINDSIGTEN SOM værktøj har mediet Frihedsbrevet skaffet hvert et barn i kongeriget vished om, at forskeren og politikeren Theresa Scavenius af og til tager flyet. Hyppigst mellem Aalborg og København, men også til og fra andre destinationer. 24 gange er det blevet til siden 2017.

Takket være den moralisme, som trives på Politiken med klimasagen som lunende høkasse, ved enhver nu også, at Theresa Scavenius ærlig talt skal skamme sig. »Skam dig, Theresa Scavenius,« hedder overskriften på en leder i avisen. Måske ikke så meget skamme sig på grund af en enkelt flyrejse i ny og næ – »også vi på Politiken har svært ved at undgå flyrejser«, erkender lederskribent Marcus Rubin over for offentlighedens skriftestol.

Skam få Scavenius derimod, fordi hun påpeger den temmelig ligegyldige effekt af sin valgte transportform, »når vi har en regering, som udvider motorvejene«. Og det har vi jo. Uanset hvad der kommer ud af regeringssonderingerne under Mette Frederiksens forsæde, vil der fortsat ske en udbygning af vejnettet hertillands.

THERESA SCAVENIUS ER nyvalgt medlem af Alternativets folketingsgruppe. Hun er også bogaktuel. En lille pamflet kaldet Klimastaten handler om, »hvorfor klimakrisen ikke bliver løst – og hvad vi kan gøre ved det«, som det hedder i undertitlen.

Theresa Scavenius prøvede i sin tid at blive valgt som Alternativets forkvinde, efter at Uffe Elbæk var blevet træt af at stå i spidsen for den grønne revolution. Foto: Andreas Merrald, Scanpix.

Det er her, Scavenius er interessant, som folkevalgt og som politiker, snarere end som rejsende. Som bærer af Alternativets politik. Partiets passage af spærregrænsen er afgørende for, at Mette Frederiksen er storfavorit til at fortsætte som statsminister.

Den 38-årige aalborgforsker prøvede i sin tid at blive valgt som Alternativets forkvinde, efter at Uffe Elbæk var blevet træt af at stå i spidsen for den grønne revolution. Hun fordrede stejl opposition til den klimakonsensus, som prægede Christiansborg. Nej til greenwashing, klimapopulisme og pæne ord. På dansk: større afstand til regeringen, hårdere oppositionslinje. Alternativet skulle være et alternativ, ikke et supplement.

Kandidaturet fejlede, Scavenius fik en fjerdedel af stemmerne ved urafstemningen i februar 2020 og forlod kort efter Alternativet. Tilsvarende forlod hun nogle år tidligere Radikale Venstre, da hun i 2017 mislykkede med at stige til tops i det parti (dengang uden at være optaget af klimaet).

Efter mellemspillet med den klejne organisation Momentum vendte hun for kort tid siden tilbage til Alternativet og blev valgt til Folketinget med knap 1.100 personlige stemmer.

Hun er nu sit partis nye klimaordfører, ligesom hun tager sig af forskningsområdet.

KLIMASTATEN ER EN bog, der sammensmelter det klimapolitiske med en slags forskningsformidling. Synspunktet er kort gengivet, at ansvaret for at redde klimaet hverken kan overlades den enkelte borger eller erhvervslivet. Det er en opgave for en stærk stat, klimastaten.

Alt er imidlertid gået galt. Neoliberalismen og konkurrencestaten har ødelagt det hele, fordi »markedslogikken i konkurrencestaten overtager alle sektorer. I Konkurrencestaten er der ikke behov for forskellige fagligheder. Den samme økonomiske logik kan styre både skolen, sundhedssektoren og militæret«.

Forskellen mellem stat og marked udviskes med svækkelse af begge dele til følge. Staten er ikke rigtig stat, markedet ikke rigtigt marked, hedder det i bogens analyse.

Så hvad må der gøres? Scavenius kræver en slags verdensrevolution, men kalder det noget lidt mindre alarmeret. Klimapolitik handler om »en omfattende modernisering og teknologiudskiftning af hele verdens økonomiske infrastruktur«. Klimapolitikken skal gøre op med »den nuværende autoritære og neoliberale samfundslogik«.

Den omfattende hensigt suppleres med velkendte, både mere klassiske og nyere venstreorienterede positioner: Den såkaldt sorte energis lobbyister skal forbydes adgang til de sfærer, hvor der formuleres klimapolitik. Den private ejendomsret skal begrænses. I den postnationale tid spiller køn, alder og indkomst ingen større rolle. Fogh-epoken betød »et opgør med den ekspertbaserede politiske kultur«. Populisme skyldes angreb på fri vidensdannelse og truer demokratiet.

Pudsig i denne ordenes røde flod er Theresa Scavenius’ påstand om, at »det er meget nemt at gå fra et regulerings- til et dereguleringsparadigme«, idet hun henviser til Mogens Glistrups gamle idé om at skabe et ministerium til afvikling af offentlig virksomhed. Nemt? Nogen offentlig virksomhed er der vist tilbage efter Fremskridtspartiets hærgen for små 50 år siden.

Bryder man sig ikke rigtig om udsigten til at se de scavenianske paroler realiseret, kan man måske trøste sig med, at hun grundlæggende er pessimist på sit eget projekts vegne. Vi skal erkende, at vi har forpasset mulighederne for at løse klimakrisen, og belave os på at leve med klimaforandringerne, skriver hun et sted.

Og selv det projekt ser ifølge forskeren og politikeren skidt ud, for »de nuværende neoliberale og populistiske stater, som ikke kan finde ud af at lave klimapolitik, er heller ikke gode til at lave tilpasningspolitik«.

LÆREN AF ALT dette? Alternativets politiske orientering efter genfødslen ved folketingsvalget er stadig i proces, som man siger. Den nye leder, Franciska Rosenkilde, har også stadig til gode at vise, at hun faktisk er leder af partiet, hvad det bizarre forløb om partiets skiftende holdninger til en advokatvurdering af minksagen demonstrerer.

Men rejser man sig fra skriftestolens mørke, overlader skammen til de professionelle på det felt og orienterer sig mod det politiske, er et par fascinerende ting tydelige:

I det små: Enhedslisten skal vist huske at kikke sig over venstre skulder, mens man forsøger at rejse sig fra valgnederlaget. Der er ikke meget »danse dagen lang« over Theresa Scavenius’ program, som det ytrer sig i hendes nye bog. Den nye klimaordfører er på lange stræk klassisk venstreorienteret i sin kamp for klimastaten.

I det større: Det er nok en god idé at se Theresa Scavenius som det, hun også er, nemlig det 90. mandat bag den kongelige undersøger, Mette Frederiksen. Der går vist nok stadig folk rundt, som er hildet i den opfattelse, at forhandlingerne i Statsministeriet og på Marienborg blot er et skuespil, hvis rollehæfte dikterer, at Mette Frederiksen til sidst vender hjem til sin trygge, røde havns 90 mandater.

De således hildede bør læse Klimastaten. Udelukkes kan det jo ikke, at forsøget på at danne en regering hen over midten kuldsejler. Men det er ikke nogen attraktiv udgang på forhandlingerne set fra Mette frederiksens position. Theresa Scavenius er i en langt større sags tjeneste end at give hende en ny periode i Statsministeriet.

Theresa Scavenius: Klimastaten. Om hvorfor klimakrisen ikke bliver løst – og hvad vi kan gøre ved det. Gads Forlag.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-48/samfund/det-90-mandat

ARNE HARDIS (f. 1958), politisk redaktør, forfatter. Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 1986. Roskilde Tidende, Socialistisk Weekend, Land og Folk, A-pressen, Weekendavisen siden 1998. Har skrevet Æresretten (2003), Forræderens dagbog (2005), Idealisten (2008), Klassekammeraten (2010) og Den kætterske socialdemokrat (2018).

 

AHIS@WEEKENDAVISEN.DK