Leder. Danmark burde være et svært bevæbnet pindsvin. Men vi er en lille tyk hund med alt for korte ben. Slagsmålet om bededagen viser, at vi endnu ikke har forstået, hvad Ruslands krig betyder for os.

Krigen ude og hjemme

HER i landet diskuterer vi nu det store spørgsmål om store bededags eventuelle afskaffelse. Men lad os først vende blikket mod krigen derude; Ruslands overfald på Ukraine, som snart har varet i et år. Ingen ved endnu, præcis hvor mange ukrainske civile der er blevet dræbt. De mest konservative estimater siger 9.000. Mere realistisk er mange flere. Over 10.000 ukrainske soldater er døde. Læg dertil antallet af sårede, lemlæstede, traumatiserede. Og ødelæggelsen af landets økonomi, infrastruktur og natur. Europas største land, smadret af en ideologisk overfaldskrig.

ER mange glædeligt overrasket over ukrainernes kampvilje, kan vi nu se, at Rusland vinder frem. Det ukrainske forsvar er svækket, stemningen i befolkningen pessimistisk. Et års statsterror har sin virkning. Hvor vil de russiske granater slå ned næste gang? Et elværk? Et indkøbscenter? Midt i en boligblok, som det skete forleden? Hvornår kommer det frygtede angreb fra nord? Hvad betyder den enorme mobilisering, Rusland har påbegyndt? Onsdag forsikrede Vladimir Putin igen sine landsmænd om, at han vil vinde krigen, koste hvad det vil. Det kræver, sagde han, vilje og tålmodighed. Man kan ikke klandre de ukrainere, der tænker: Putin har måske ret.

DE russiske angreb stopper ikke. Putins vilje til at ofre ufattelige, uendelige rækker af sine landsmænd er ubegrænset. Absolut intet tyder på, at han leder efter en vej ud af krigen, som mange stadig påstår. Han taler klart om krigens formål: at bemægtige sig Ukraine som led i sin større ambition; at dominere Ruslands nærområde, genrejse det russiske imperium og begrænse og svække Vesten. Det handler ikke bare om territorium. Det er en ideologisk ekspansionskrig.

SANDHEDER om Ruslands forbrydelser behøver man ikke lede længe efter. Man kan bare læse de daglige nyheder og høre Putins taler. Man kan konstatere, at den russiske befolkning hverken kan eller tør sætte sig op mod diktatoren. Og læse den russiske forfatter Sergej Lebedev, der forklarer, hvordan krigen mod Ukraine er sammenvævet med Ruslands historie, kultur og identitet. Ja, krigen har på mange måder været en fiasko for Rusland. Men det vil være naivt at tro, at den har bremset Putins krav om lebensraum.

Militærøvelse på Bornholm. Situationen i Europa og Danmarks beliggenhed burde gøre os til et svært bevæbnet pindsvin. Men det er vi ikke, skriver Martin Krasnik. Foto: Pelle Rink, Scanpix.

 

DER findes ingen i Ukraine, der ikke forstår dette: Krigen kan ikke afværges ved afståelse af østlige landområder. Selv hvis man ønskede det og var parat til at give store dele af landet til Rusland, ville man ikke kunne lave en holdbar aftale med det russiske regime. Putin stopper ikke, før Ukraine politisk og økonomisk er under russisk kontrol.

GØR russiske bomber mod civile det nemt forståeligt for ukrainerne, har de også fattet det i Ruslands andre europæiske nabolande. Baltikum, Finland og Sverige er i fuld gang med oprustning, militært og politisk. Finnerne og svenskerne har taget et opgør med deres egen historie. Også i Norge er de i færd med massiv oprustning. Hvorfor? Fordi der i disse lande ikke næres nogen illusioner om russisk tilbageholdenhed. Her ses det ikke bare som naivt, men som fuldkommen uansvarligt at affeje risikoen for et russisk angreb, også selvom landene er NATO-medlemmer. Også Tjekkiet og Slovakiet opruster i disse måneder massivt.

BEDEDAGSKRIGEN 2023 udspiller sig på sikker afstand af begivenhederne i Ukraine. Ingen vil kræve, at det danske folkestyre sættes ud af kraft på grund af Ukrainekrigen, men mindre kan også gøre det. Som udgangspunkt kunne man måske lade den hjemlige diskussion tage lidt farve af situationen omkring os. Først kunne man tage et kort over Europa og konstatere følgende: Danmark er et østeuropæisk land. Vi ligger for enden af Østersøen, åbent og sårbart, et åbenlyst strategisk mål for Rusland. Russerne har aldrig helt anerkendt, at Danmark har fuld suverænitet over Bornholm, et faktum, som burde minde os om forholdet mellem vores historie og geografi: Er der tvivl om vores forsvarsvilje, loyalitet og alliancer, står vi uhyre svagt.

TIL dem, der måtte have glemt det, fortrængt det, eller som distraheres af rabalderet omkring bededagen, er her en påmindelse: Situationen i Europa og Danmarks beliggenhed burde gøre os til et svært bevæbnet pindsvin. Men det er vi ikke. Vi er en lille tyk hund med korte ben, der ligger og slumrer med maven i vejret. Danmark har efter alle praktiske begreber nedlagt forsvaret.

DANMARKSHISTORIENS mest effektive og helt frivillige amputation af vores forsvarsevne blev gennemført ad to omgange. Først hentede man den såkaldte fredsdividende efter Murens fald: Siden skar Anders Fogh-Rasmussen yderligere i forsvaret, hvilket han sjældent taler om. Tanken var, at Danmark ikke længere behøvede et territorialforsvar, og de efterfølgende regeringer var med. Konsekvensen? Den længe ventede 1. Brigade, hærens såkaldte knytnæve, bliver flere år forsinket, og ifølge statsrevisorerne kan Forsvarsministeriet ikke meningsfuldt forklare hvorfor: Man aner ikke, hvad de bevilgede midler er gået til. Men materielanskaffelser kan det ikke være. 

Forsvaret mangler alt: ammunition, missiler og sonarer og torpedoer, operative kampvogne og infanterikampkøretøjer, minelæggere, minestrygere og bemanding og bevæbning af fregatter. Vi har heller ingen soldater, for vi har de facto droppet værnepligten. Derfor bliver der heller ikke sendt nye danske soldater til Letland, når soldaterne nu skal hjem. Alle ved det, alligevel er der intet sket. Forsvarsministeriet vil stadig ikke offentliggøre den NATO-rapport, som efter alt at dømme konkluderer det indlysende: Danmarks bidrag til Europas forsvar er en vittighed.

MEST meningsfuldt ville det jo være, hvis denne akut alvorlige situation blev afspejlet i den politiske debat. Bruger vi alle de midler, vi overhovedet kan, til at hjælpe Ukraine? Presser vi tøvende europæiske lande til at være mere offensive? Opruster vi hurtigst muligt, så vores bidrag til NATO kommer op i omdrejninger? Her er svaret klart og bedrøveligt nej. Efterårets valgkamp handlede stort set ikke om det. Og bededagskrigen, hvis anledning netop er flere penge til forsvaret, har et uhyre snævert perspektiv, der mest handler om nid og nag og politisk positionering.

PINLIGE er angrebene på regeringen virkelig. Sidste år anstrengte Enhedslisten sig en anelse for at fremstå som mere ansvarligt, men her falder masken: Pelle Dragsted er i hopla på barrikaderne. Må skatterne ikke stige, skal forsvaret heller ikke styrkes, lyder parolen. Den borgerlige opposition er så bitter på Jakob Ellemann, at den har allieret sig med populister i fagbevægelsen og den yderste højrefløj. At kræve en folkeafstemning på så spinkelt et grundlag er helt absurd.

KRIG er som bekendt politik med andre midler, men i Danmarks tilfælde er der sket det omvendte: en hjemlig politisering af krigen i Europa. Regeringen bærer naturligvis et medansvar for, at det er kommet så vidt, ved ikke at indlede mere åbne forhandlinger. Men oppositionens reaktion er forfærdelig: Nu foreslår den – alle partier sammen, fra yderste venstre til yderste højre – en alternativ finansiering af forsvaret, som rammer den absolut laveste fællesnævner. 

Svaret til regeringen burde jo være det helt modsatte: at det slet ikke forslår at fjerne en enkelt fridag, da der er brug for en gennemgribende omkalfatring af vores tilgang til forsvaret. Svaret bør være, at der ikke er brug for tre milliarder, men meget mere. I disse dage ser man, at vi stadig ikke har forstået, hvad krigen mod Ukraine betyder for os. Nu handler det ikke længere om at vifte med ukrainske flag eller om forbipasserende højere energipriser. Nu drejer det sig om et egentligt opgør med den danske tro på, at andre nok skal klare det for os. At Europas krige ikke rigtig er vores anliggende. Det er på høje tid. kras

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-3/samfund/krigen-ude-og-hjemme

MARTIN KRASNIK (f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest Fucking jøde.

 

KRAS@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

 

Borgerlige veje. En samlet blå opposition har lange udsigter. Partierne har vidt forskellige strategier, og ingen vil lede slaget.
Den nye normal
Pernille Vermunds bebudede afgang som både partileder og folketingspolitiker er i sig selv ikke nogen gigantisk politisk begivenhed. Nye Borgerlige fik et valg langt under de forventninger, meningsmålingerne i løbet af forrige valgperiode havde skabt. Partiet er uden udsigt til indflydelse, og det, der engang var blå blok, peger i flere retninger, end der er verdenshjørner.

Vermunds politiske strategi op til valget var at gøre Nye Borgerlige til spiselige deltagere i en blå regering. Men efter Venstres indtræden i Mette Frederiksens brede midte fortoner de udsigter sig i den politiske tåge, og indtil videre tyder meningsmålingerne ikke på, at vælgerne i stort tal efterspørger et nyt blåt alternativ. Bortset fra Liberal Alliance siver resten af partierne, så status for blokken samlet set er nogenlunde uændret et sted lige under 30 procent.

Til gengæld åbenbarer Vermunds afgang og de diskussioner om fremtidens vej, den givet vil afføde i partiet, en slags mikrokosmos for de valg, som hele den borgerlige opposition skal træffe efter dannelsen af SVM-regeringen. Skal man søge indflydelsen eller etablere en afvisningsfront i håbet om, at regeringen ikke kan stå distancen?

Det handler også om synet på Jakob Ellemann-Jensen, Venstres formand, som ingen af dem entydigt ville gøre til borgerlig statsministerkandidat før valget, men som nu anklages for at være løbet af den plads, man ikke ville tildele ham. Skal Ellemann reddes ud af Frederiksens favn, skal han visne i den, eller skal man forsøge at lokke Venstre ud og lade formanden forsvinde derinde?

Foto: Søren Bidstrup, Scanpix

Samtlige blå partier har en plan. Ingen af dem har den samme, og dermed fortoner udsigten til egentlig borgerlig opposition sig. Flere af partierne ser mulige politiske akser for sig. Det er bare ikke de samme akser, de ser.

På sin vis er Nye Borgerlige undtagelsen. Meget tyder på, at partiet uden Pernille Vermund kan blive det rendyrkede protestparti. Mens Vermund har forsøgt at gøre partiet mere politisk stuerent, har især folketingsmedlem Lars Boje Mathiesen offentlig kørt en klar protestlinje – blandt andet i coronapolitikken. Hvor Vermund har søgt indflydelsen, er Boje Mathiesen gået målrettet efter de systemutilfredse vælgere, som på en god dag måske kan tælles til ti procent. Nu er han mulig afløser på formandsposten, og bliver det resultatet, vil Nye Borgerlige ende med at skille sig ud.

Kedelig, ikke skør

I resten af blå blok er partierne nemlig i forskellige gangarter på vej i modsat retning. Her er så at sige indtrådt en konkurrence om at fremvise mest mulig normalitet.

På hver sin måde byder Søren Pape Poulsen, Alex Vanopslagh og Inger Støjberg sig til som den nye borgerlige normalmeter efter Ellemanns forsvinden over til fjenden. Dertil vil den frifundne og revitaliserede Morten Messerschmidt forsøge at sælge sig som blokkens mest resultatorienterede, der ikke er Venstres fjende, men ven og hjælper.

Mest markant vil man givet se forandringen hos Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne. Dansk politiks nyeste parti blev dannet, da lederen lige havde lagt den af rigsretten idømte fodlænke efter 60 dage. Mens hun stadig var næstformand i Venstre, talte Inger Støjberg ved en demonstration arrangeret af vrede minkavlere om at »dræne sumpen«, hvilket forfærdede langt ind i hendes daværende parti, hvor man ikke havde noget behov for at blive associeret med Donald Trumps retorik. Siden var det kampen mod de københavnske saloner, der blev omdrejningspunktet, så egentlig var Danmarksdemokraterne prædestineret til at blive det nye antiestablishmentparti. Men det er ikke den rolle, man ser sig selv i. Tværtimod.

På de indre linjer har Støjberg og den øvrige ledelse, der mest består af tidligere politikere fra Dansk Folkeparti, beordret en normalitet grænsende til kedsommelighed. »Skørhedsfaktor nul,« lyder beskeden.

Det betyder i praksis, at ingen folketingsmedlemmer skal forsøge at skaffe sig medietid på vilde eller ufinansierede politiske forslag. Partiet vil respektere både Finansministeriets regnemetoder og internationale konventioner, omend man kunne tænke sig justeringer af sidstnævnte.

Med et solidt valgresultat i ryggen har Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne dermed foretaget et markant strategiskifte. Partiet vil ikke længere ses som dem, der konkurrerer med Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige om de 10-15 procent mest indvandrerkritiske vælgere. Man går så at sige efter at blive det Venstre, der ikke længere findes efter alliancen med Mette Frederiksen. Det Venstre, som daværende næstformand Inger Støjberg ville have skabt, hvis det ikke havde været for den »halvradikale« Jakob Ellemann-Jensen, som hun konstant måtte kæmpe mod, og som til slut stemte for at kaste hende for rigsrettens løver.

At Støjberg og Ellemanns samvær før folketingsvalget var anstrengt, var åbenlyst, selvom de begge erklærede sig som en del af en samlet blå blok. Facaden krakelerede, allerede da Støjberg afviste at pege på Venstres formand som kongelig undersøger inden regeringsdannelsen. Det træk blev siden en væsentlig pointe i Ellemanns argumentation for, at blå blok var afgået ved døden, hvorfor han måtte vælge den indflydelse, han kunne skaffe sig sammen med Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen.

Forløbet viser klart, at formanden for Danmarksdemokraterne ikke kan regnes til dem, der bærer rundt på et håb om, at Venstres formand en dag besinder sig og vender hjem til den borgerlige familie. Venstre skal være mere end velkommen tilbage, men det skal være uden den for evigt fortabte Ellemann.

Indtil det en dag måtte ske, er Støjberg parat til at lade Danmarksdemokraterne være det egentlige alternativ. Hvad der så skal ske med hendes parti, hvis eller når Venstre igen toner blåt, er uvist.

I Inger Støjbergs plan for genrejsning af det borgerlige Danmark tegner sig en akse, der foruden hendes eget parti omfatter Liberal Alliance og De Konservative. Altså de tre mainstreamborgerlige partier, efter at Alex Vanopslagh endegyldigt har gravlagt Anders Samuelsens lemfældige omgang med ultimative krav.

I denne ligning indgår ikke Nye Borgerlige, der frit kan forsøge at høste på protestmarken til højre. Ej heller Dansk Folkeparti er tildelt nogen central rolle. Årsagen til det sidste skal givet hentes hinsides den politiske substans. Omkring halvdelen af Støjbergs folketingsgruppe har tidligere repræsenteret Dansk Folkeparti. Læg dertil, at flere, herunder den tidligere top-DFer Peter Skaarup, har vidnet til ugunst for Morten Messerschmidt i sagen om EU-svindel. Det er åbenbart, at der kræves overmenneskelige mængder af tilgivelse for at skabe et tåleligt forhold partierne imellem. Morten Messerschmidt sagde selv efter frifindelsen i december, at sagen havde skilt får og bukke i vennekredse og i professionelle sammenhænge, og tilføjede med meget sigende formuleringskunst:

»Jeg ser frem til at skulle håndtere Danmarksdemokraterne fremadrettet.«

Rød høst

Strategisk har Messerschmidt og Dansk Folkeparti da også valgt en helt anden tilgang til regeringen. For dem handler det hverken om at bekæmpe Venstre eller Jakob Ellemann-Jensen. Tværtimod anser Dansk Folkeparti det for omsonst at indlede en blå konkurrence om at stjæle Venstres vælgere, der alligevel kun udgør en kende over ti procent.

Med frifindelsen af Messerschmidt før jul og udsigten til et muligt formandsopgør i Nye Borgerlige synes Dansk Folkeparti at kunne se enden på ørkenvandringen. Dertil er det partiets plan at udnytte, at man i modsætning til flere af de blå partier er med i mange politiske forlig og dermed skal tages med på råd, før der ændres i eksempelvis tilbagetrækningsordninger som seniorpension og arnepension. Det er en gunstig arbejdsmark for det socialt profilerede Dansk Folkeparti: Regeringens foreslåede ændringer af de to ordninger sker efter parolen »tag fra de syge, og giv til de trætte«.

Dansk Folkepartis fokus i den sammenhæng er ikke at bruge den taletid, man kan skaffe sig, på at angribe Ellemann. Derimod har partiet et håb om at kunne høste blandt de vælgere, som det lykkedes Mette Frederiksen at erobre fra tidligere partileder Kristian Thulesen Dahl. Et af midlerne til det vil være en klar retorisk distance til de øvrige blå partiers kritik af Venstre for, at der skaffes for få blå resultater i SMV-regeringen. Dansk Folkeparti vil rose Venstre for ethvert liberalt resultat i håbet om, at det kan sætte lus i den socialdemokratiske pels.

Hvordan det skal foregå, demonstrerede Messerschmidt for nylig i et interview med Jyllands-Posten. Her kaldte han regeringsgrundlaget for »en meget liberal platform« og forklarede:

»Når man lægger op til at afskaffe seniorpensionsordningen og skrotte jobcentrene, så virker det meget som et 'lad falde, hvad ikke kan stå'-program skåret ud af en liberalistisk verdensanskuelse. Den første prøvelse, som man allerede nu kan se, regeringen tilsyneladende fejler på, er, at man ikke vil gøre mere for at hjælpe danskerne igennem inflationskrisen.«

På den baggrund erklærede Messerschmidt sig meget bekymret for Mette Frederiksens sociale kompas, hvorfor han selv ser sig som Folketingets sociale samvittighed. Lejlighedsvist gerne i en alliance med venstrefløjen.

Over for Jyllands-Posten erklærer Messerschmidt sig som konservativ og distancerer sig mere fra liberalismen end fra Socialdemokratiet, selvom han i sin tid blev valgt som partiformand ved at erklære, at han entydigt ser Dansk Folkeparti som ideologisk hjemmehørende i blå blok.

Det er dermed åbenlyst, at det er vanskeligt at skabe en samlet blå front mod SVM-regeringen, når man er uenige om, hvorvidt regeringsgrundlaget er udtryk for, om Jakob Ellemann-Jensen har fået for meget eller for lidt liberalisme med sig ud af forhandlingslokalet.

Ingen vil lede blokken

Da Lars Løkke Rasmussen i et befrielsens øjeblik op til valget i 2019 aflivede blå blok, var det, fordi han i sin sidste regeringstid havde set sprækkerne mellem liberalisterne i Liberal Alliance og det nationalkonservative Dansk Folkeparti vokse sig uoverstigelige. Den udlændingepolitiske limbøtte, der hidtil havde holdt sammen på det borgerlige Danmark, havde misten sin bindeevne. Løkke ville ikke regere videre, hvis prisen var en konstant strid mellem Liberal Alliance på den ene side og Dansk Folkeparti suppleret med Nye Borgerlige og måske endda Rasmus Paludan på den anden.

Efter Pernille Vermunds bebudede afgang kan Nye Borgerlige meget vel vælge en kurs, der understreger Løkkes pointe og dermed også Jakob Ellemann-Jensens begrundelse for at gå i regering. Nemlig, at der ikke findes ét entydigt borgerligt projekt, der kan samles til et regeringsdueligt alternativ.

Det er den fortælling, som Inger Støjberg med sit normaliseringsprojekt vil forsøge at imødegå. Det er også det, Alex Vanopslaghs mere pragmatiske udgave af Liberal Alliance er udtryk for. Men ingen af de to kan eller vil påtage sig den utaknemmelige rolle som erklæret leder af den blå opposition. Hellere konsolidere eget parti og vente på, at Venstre besinder sig med eller uden Ellemann.

Fra at have to statsministerkandidater står de borgerlige nu med ingen. Ellemann er væk, og den konservative Søren Pape Poulsen har ingen aktuelle planer om at gentage forsøget. Det er mandaterne ikke til for tiden, erkendte han, da han var gæst på det radikale nytårsstævne på Nyborg Strand.

Bag det ligger en erkendelse af, at De Konservative lige nu må koncentrere sig om at få eget parti på fode, før man interesserer sig for at samle oppositionen. Derfor er der heller ikke noget behov for at indgå i nogen tættere akse med Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance, som Inger Støjberg forestiller sig.

Til gengæld går man gerne sammen om konkrete sager. Eksempelvis om at bekæmpe regeringens tanker om, at afskaffelsen af store bededag skal accepteres, hvis man vil være en del af det næste forsvarsforlig. Det er i konservativ optik en politisk bøllemetode, og man lader hellere end gerne Ellemann sejle i den sø, han har valgt.

I det hele taget har De Konservative ingen planer om at hjælpe Venstres formand eller invitere ham hjem til blå blok. Tværtimod agter man at gøre livet så surt som muligt for den blå forræder. En af metoderne vil være at fremsætte gamle Venstre-forslag i Folketinget. Ikke for at få dem vedtaget, men for at tvinge Venstre til i loyalitet mod regeringen at stemme imod egen politik.

Facit for den borgerlige opposition er pauvert: Der er lige så mange strategier for, hvordan man skal forholde sig til regeringen, som der er partier. Til gengæld er der ingen, der vil påtage sig rollen som den samlende leder af oppositionen til højre for regeringen.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-2/samfund/den-nye-normal

HANS MORTENSEN (f. 1958) er politisk journalist, som siden 1995 har fulgt slagets gang på Christiansborg. Indtil 2002 som journalist og politisk redaktør på Ekstra Bladet siden som reporter på Weekendavisen. Har skrevet bøgerne: De fantastiske fire (2005) om Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Svend Auken, Tid til forvandling (2008) om fornyelsen af Venstre, Det, Svend mener, er... (2009) - en interviewbog med Svend Auken samt redigeret antologien Helt forsvarligt (2009) om udfordringerne i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

 

HAMN@WEEKENDAVISEN.DK

 

ARNE HARDIS (f. 1958), politisk redaktør, forfatter. Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 1986. Roskilde Tidende, Socialistisk Weekend, Land og Folk, A-pressen, Weekendavisen siden 1998. Har skrevet Æresretten (2003), Forræderens dagbog (2005), Idealisten (2008), Klassekammeraten (2010) og Den kætterske socialdemokrat (2018).

 

AHIS@WEEKENDAVISEN.DK

 

 Borgerlige veje. En samlet blå opposition har lange udsigter. Partierne har vidt forskellige strategier, og ingen vil lede slaget.

Den nye normal
Pernille Vermunds bebudede afgang som både partileder og folketingspolitiker er i sig selv ikke nogen gigantisk politisk begivenhed. Nye Borgerlige fik et valg langt under de forventninger, meningsmålingerne i løbet af forrige valgperiode havde skabt. Partiet er uden udsigt til indflydelse, og det, der engang var blå blok, peger i flere retninger, end der er verdenshjørner.

Vermunds politiske strategi op til valget var at gøre Nye Borgerlige til spiselige deltagere i en blå regering. Men efter Venstres indtræden i Mette Frederiksens brede midte fortoner de udsigter sig i den politiske tåge, og indtil videre tyder meningsmålingerne ikke på, at vælgerne i stort tal efterspørger et nyt blåt alternativ. Bortset fra Liberal Alliance siver resten af partierne, så status for blokken samlet set er nogenlunde uændret et sted lige under 30 procent.

Til gengæld åbenbarer Vermunds afgang og de diskussioner om fremtidens vej, den givet vil afføde i partiet, en slags mikrokosmos for de valg, som hele den borgerlige opposition skal træffe efter dannelsen af SVM-regeringen. Skal man søge indflydelsen eller etablere en afvisningsfront i håbet om, at regeringen ikke kan stå distancen?

Det handler også om synet på Jakob Ellemann-Jensen, Venstres formand, som ingen af dem entydigt ville gøre til borgerlig statsministerkandidat før valget, men som nu anklages for at være løbet af den plads, man ikke ville tildele ham. Skal Ellemann reddes ud af Frederiksens favn, skal han visne i den, eller skal man forsøge at lokke Venstre ud og lade formanden forsvinde derinde?

Foto: Søren Bidstrup, Scanpix

Samtlige blå partier har en plan. Ingen af dem har den samme, og dermed fortoner udsigten til egentlig borgerlig opposition sig. Flere af partierne ser mulige politiske akser for sig. Det er bare ikke de samme akser, de ser.

På sin vis er Nye Borgerlige undtagelsen. Meget tyder på, at partiet uden Pernille Vermund kan blive det rendyrkede protestparti. Mens Vermund har forsøgt at gøre partiet mere politisk stuerent, har især folketingsmedlem Lars Boje Mathiesen offentlig kørt en klar protestlinje – blandt andet i coronapolitikken. Hvor Vermund har søgt indflydelsen, er Boje Mathiesen gået målrettet efter de systemutilfredse vælgere, som på en god dag måske kan tælles til ti procent. Nu er han mulig afløser på formandsposten, og bliver det resultatet, vil Nye Borgerlige ende med at skille sig ud.

Kedelig, ikke skør

I resten af blå blok er partierne nemlig i forskellige gangarter på vej i modsat retning. Her er så at sige indtrådt en konkurrence om at fremvise mest mulig normalitet.

På hver sin måde byder Søren Pape Poulsen, Alex Vanopslagh og Inger Støjberg sig til som den nye borgerlige normalmeter efter Ellemanns forsvinden over til fjenden. Dertil vil den frifundne og revitaliserede Morten Messerschmidt forsøge at sælge sig som blokkens mest resultatorienterede, der ikke er Venstres fjende, men ven og hjælper.

Mest markant vil man givet se forandringen hos Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne. Dansk politiks nyeste parti blev dannet, da lederen lige havde lagt den af rigsretten idømte fodlænke efter 60 dage. Mens hun stadig var næstformand i Venstre, talte Inger Støjberg ved en demonstration arrangeret af vrede minkavlere om at »dræne sumpen«, hvilket forfærdede langt ind i hendes daværende parti, hvor man ikke havde noget behov for at blive associeret med Donald Trumps retorik. Siden var det kampen mod de københavnske saloner, der blev omdrejningspunktet, så egentlig var Danmarksdemokraterne prædestineret til at blive det nye antiestablishmentparti. Men det er ikke den rolle, man ser sig selv i. Tværtimod.

På de indre linjer har Støjberg og den øvrige ledelse, der mest består af tidligere politikere fra Dansk Folkeparti, beordret en normalitet grænsende til kedsommelighed. »Skørhedsfaktor nul,« lyder beskeden.

Det betyder i praksis, at ingen folketingsmedlemmer skal forsøge at skaffe sig medietid på vilde eller ufinansierede politiske forslag. Partiet vil respektere både Finansministeriets regnemetoder og internationale konventioner, omend man kunne tænke sig justeringer af sidstnævnte.

Med et solidt valgresultat i ryggen har Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne dermed foretaget et markant strategiskifte. Partiet vil ikke længere ses som dem, der konkurrerer med Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige om de 10-15 procent mest indvandrerkritiske vælgere. Man går så at sige efter at blive det Venstre, der ikke længere findes efter alliancen med Mette Frederiksen. Det Venstre, som daværende næstformand Inger Støjberg ville have skabt, hvis det ikke havde været for den »halvradikale« Jakob Ellemann-Jensen, som hun konstant måtte kæmpe mod, og som til slut stemte for at kaste hende for rigsrettens løver.

At Støjberg og Ellemanns samvær før folketingsvalget var anstrengt, var åbenlyst, selvom de begge erklærede sig som en del af en samlet blå blok. Facaden krakelerede, allerede da Støjberg afviste at pege på Venstres formand som kongelig undersøger inden regeringsdannelsen. Det træk blev siden en væsentlig pointe i Ellemanns argumentation for, at blå blok var afgået ved døden, hvorfor han måtte vælge den indflydelse, han kunne skaffe sig sammen med Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen.

Forløbet viser klart, at formanden for Danmarksdemokraterne ikke kan regnes til dem, der bærer rundt på et håb om, at Venstres formand en dag besinder sig og vender hjem til den borgerlige familie. Venstre skal være mere end velkommen tilbage, men det skal være uden den for evigt fortabte Ellemann.

Indtil det en dag måtte ske, er Støjberg parat til at lade Danmarksdemokraterne være det egentlige alternativ. Hvad der så skal ske med hendes parti, hvis eller når Venstre igen toner blåt, er uvist.

I Inger Støjbergs plan for genrejsning af det borgerlige Danmark tegner sig en akse, der foruden hendes eget parti omfatter Liberal Alliance og De Konservative. Altså de tre mainstreamborgerlige partier, efter at Alex Vanopslagh endegyldigt har gravlagt Anders Samuelsens lemfældige omgang med ultimative krav.

I denne ligning indgår ikke Nye Borgerlige, der frit kan forsøge at høste på protestmarken til højre. Ej heller Dansk Folkeparti er tildelt nogen central rolle. Årsagen til det sidste skal givet hentes hinsides den politiske substans. Omkring halvdelen af Støjbergs folketingsgruppe har tidligere repræsenteret Dansk Folkeparti. Læg dertil, at flere, herunder den tidligere top-DFer Peter Skaarup, har vidnet til ugunst for Morten Messerschmidt i sagen om EU-svindel. Det er åbenbart, at der kræves overmenneskelige mængder af tilgivelse for at skabe et tåleligt forhold partierne imellem. Morten Messerschmidt sagde selv efter frifindelsen i december, at sagen havde skilt får og bukke i vennekredse og i professionelle sammenhænge, og tilføjede med meget sigende formuleringskunst:

»Jeg ser frem til at skulle håndtere Danmarksdemokraterne fremadrettet.«

Rød høst

Strategisk har Messerschmidt og Dansk Folkeparti da også valgt en helt anden tilgang til regeringen. For dem handler det hverken om at bekæmpe Venstre eller Jakob Ellemann-Jensen. Tværtimod anser Dansk Folkeparti det for omsonst at indlede en blå konkurrence om at stjæle Venstres vælgere, der alligevel kun udgør en kende over ti procent.

Med frifindelsen af Messerschmidt før jul og udsigten til et muligt formandsopgør i Nye Borgerlige synes Dansk Folkeparti at kunne se enden på ørkenvandringen. Dertil er det partiets plan at udnytte, at man i modsætning til flere af de blå partier er med i mange politiske forlig og dermed skal tages med på råd, før der ændres i eksempelvis tilbagetrækningsordninger som seniorpension og arnepension. Det er en gunstig arbejdsmark for det socialt profilerede Dansk Folkeparti: Regeringens foreslåede ændringer af de to ordninger sker efter parolen »tag fra de syge, og giv til de trætte«.

Dansk Folkepartis fokus i den sammenhæng er ikke at bruge den taletid, man kan skaffe sig, på at angribe Ellemann. Derimod har partiet et håb om at kunne høste blandt de vælgere, som det lykkedes Mette Frederiksen at erobre fra tidligere partileder Kristian Thulesen Dahl. Et af midlerne til det vil være en klar retorisk distance til de øvrige blå partiers kritik af Venstre for, at der skaffes for få blå resultater i SMV-regeringen. Dansk Folkeparti vil rose Venstre for ethvert liberalt resultat i håbet om, at det kan sætte lus i den socialdemokratiske pels.

Hvordan det skal foregå, demonstrerede Messerschmidt for nylig i et interview med Jyllands-Posten. Her kaldte han regeringsgrundlaget for »en meget liberal platform« og forklarede:

»Når man lægger op til at afskaffe seniorpensionsordningen og skrotte jobcentrene, så virker det meget som et 'lad falde, hvad ikke kan stå'-program skåret ud af en liberalistisk verdensanskuelse. Den første prøvelse, som man allerede nu kan se, regeringen tilsyneladende fejler på, er, at man ikke vil gøre mere for at hjælpe danskerne igennem inflationskrisen.«

På den baggrund erklærede Messerschmidt sig meget bekymret for Mette Frederiksens sociale kompas, hvorfor han selv ser sig som Folketingets sociale samvittighed. Lejlighedsvist gerne i en alliance med venstrefløjen.

Over for Jyllands-Posten erklærer Messerschmidt sig som konservativ og distancerer sig mere fra liberalismen end fra Socialdemokratiet, selvom han i sin tid blev valgt som partiformand ved at erklære, at han entydigt ser Dansk Folkeparti som ideologisk hjemmehørende i blå blok.

Det er dermed åbenlyst, at det er vanskeligt at skabe en samlet blå front mod SVM-regeringen, når man er uenige om, hvorvidt regeringsgrundlaget er udtryk for, om Jakob Ellemann-Jensen har fået for meget eller for lidt liberalisme med sig ud af forhandlingslokalet.

Ingen vil lede blokken

Da Lars Løkke Rasmussen i et befrielsens øjeblik op til valget i 2019 aflivede blå blok, var det, fordi han i sin sidste regeringstid havde set sprækkerne mellem liberalisterne i Liberal Alliance og det nationalkonservative Dansk Folkeparti vokse sig uoverstigelige. Den udlændingepolitiske limbøtte, der hidtil havde holdt sammen på det borgerlige Danmark, havde misten sin bindeevne. Løkke ville ikke regere videre, hvis prisen var en konstant strid mellem Liberal Alliance på den ene side og Dansk Folkeparti suppleret med Nye Borgerlige og måske endda Rasmus Paludan på den anden.

Efter Pernille Vermunds bebudede afgang kan Nye Borgerlige meget vel vælge en kurs, der understreger Løkkes pointe og dermed også Jakob Ellemann-Jensens begrundelse for at gå i regering. Nemlig, at der ikke findes ét entydigt borgerligt projekt, der kan samles til et regeringsdueligt alternativ.

Det er den fortælling, som Inger Støjberg med sit normaliseringsprojekt vil forsøge at imødegå. Det er også det, Alex Vanopslaghs mere pragmatiske udgave af Liberal Alliance er udtryk for. Men ingen af de to kan eller vil påtage sig den utaknemmelige rolle som erklæret leder af den blå opposition. Hellere konsolidere eget parti og vente på, at Venstre besinder sig med eller uden Ellemann.

Fra at have to statsministerkandidater står de borgerlige nu med ingen. Ellemann er væk, og den konservative Søren Pape Poulsen har ingen aktuelle planer om at gentage forsøget. Det er mandaterne ikke til for tiden, erkendte han, da han var gæst på det radikale nytårsstævne på Nyborg Strand.

Bag det ligger en erkendelse af, at De Konservative lige nu må koncentrere sig om at få eget parti på fode, før man interesserer sig for at samle oppositionen. Derfor er der heller ikke noget behov for at indgå i nogen tættere akse med Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance, som Inger Støjberg forestiller sig.

Til gengæld går man gerne sammen om konkrete sager. Eksempelvis om at bekæmpe regeringens tanker om, at afskaffelsen af store bededag skal accepteres, hvis man vil være en del af det næste forsvarsforlig. Det er i konservativ optik en politisk bøllemetode, og man lader hellere end gerne Ellemann sejle i den sø, han har valgt.

I det hele taget har De Konservative ingen planer om at hjælpe Venstres formand eller invitere ham hjem til blå blok. Tværtimod agter man at gøre livet så surt som muligt for den blå forræder. En af metoderne vil være at fremsætte gamle Venstre-forslag i Folketinget. Ikke for at få dem vedtaget, men for at tvinge Venstre til i loyalitet mod regeringen at stemme imod egen politik.

Facit for den borgerlige opposition er pauvert: Der er lige så mange strategier for, hvordan man skal forholde sig til regeringen, som der er partier. Til gengæld er der ingen, der vil påtage sig rollen som den samlende leder af oppositionen til højre for regeringen.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-2/samfund/den-nye-normal

HANS MORTENSEN (f. 1958) er politisk journalist, som siden 1995 har fulgt slagets gang på Christiansborg. Indtil 2002 som journalist og politisk redaktør på Ekstra Bladet siden som reporter på Weekendavisen. Har skrevet bøgerne: De fantastiske fire (2005) om Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Svend Auken, Tid til forvandling (2008) om fornyelsen af Venstre, Det, Svend mener, er... (2009) - en interviewbog med Svend Auken samt redigeret antologien Helt forsvarligt (2009) om udfordringerne i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

 

HAMN@WEEKENDAVISEN.DK

 

ARNE HARDIS (f. 1958), politisk redaktør, forfatter. Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 1986. Roskilde Tidende, Socialistisk Weekend, Land og Folk, A-pressen, Weekendavisen siden 1998. Har skrevet Æresretten (2003), Forræderens dagbog (2005), Idealisten (2008), Klassekammeraten (2010) og Den kætterske socialdemokrat (2018).

 

AHIS@WEEKENDAVISEN.DK

 

 Borgerlige veje. En samlet blå opposition har lange udsigter. Partierne har vidt forskellige strategier, og ingen vil lede slaget.

Den nye normal

Pernille Vermunds bebudede afgang som både partileder og folketingspolitiker er i sig selv ikke nogen gigantisk politisk begivenhed. Nye Borgerlige fik et valg langt under de forventninger, meningsmålingerne i løbet af forrige valgperiode havde skabt. Partiet er uden udsigt til indflydelse, og det, der engang var blå blok, peger i flere retninger, end der er verdenshjørner.

Vermunds politiske strategi op til valget var at gøre Nye Borgerlige til spiselige deltagere i en blå regering. Men efter Venstres indtræden i Mette Frederiksens brede midte fortoner de udsigter sig i den politiske tåge, og indtil videre tyder meningsmålingerne ikke på, at vælgerne i stort tal efterspørger et nyt blåt alternativ. Bortset fra Liberal Alliance siver resten af partierne, så status for blokken samlet set er nogenlunde uændret et sted lige under 30 procent.

Til gengæld åbenbarer Vermunds afgang og de diskussioner om fremtidens vej, den givet vil afføde i partiet, en slags mikrokosmos for de valg, som hele den borgerlige opposition skal træffe efter dannelsen af SVM-regeringen. Skal man søge indflydelsen eller etablere en afvisningsfront i håbet om, at regeringen ikke kan stå distancen?

Det handler også om synet på Jakob Ellemann-Jensen, Venstres formand, som ingen af dem entydigt ville gøre til borgerlig statsministerkandidat før valget, men som nu anklages for at være løbet af den plads, man ikke ville tildele ham. Skal Ellemann reddes ud af Frederiksens favn, skal han visne i den, eller skal man forsøge at lokke Venstre ud og lade formanden forsvinde derinde?

Foto: Søren Bidstrup, Scanpix

Samtlige blå partier har en plan. Ingen af dem har den samme, og dermed fortoner udsigten til egentlig borgerlig opposition sig. Flere af partierne ser mulige politiske akser for sig. Det er bare ikke de samme akser, de ser.

På sin vis er Nye Borgerlige undtagelsen. Meget tyder på, at partiet uden Pernille Vermund kan blive det rendyrkede protestparti. Mens Vermund har forsøgt at gøre partiet mere politisk stuerent, har især folketingsmedlem Lars Boje Mathiesen offentlig kørt en klar protestlinje – blandt andet i coronapolitikken. Hvor Vermund har søgt indflydelsen, er Boje Mathiesen gået målrettet efter de systemutilfredse vælgere, som på en god dag måske kan tælles til ti procent. Nu er han mulig afløser på formandsposten, og bliver det resultatet, vil Nye Borgerlige ende med at skille sig ud.

Kedelig, ikke skør

I resten af blå blok er partierne nemlig i forskellige gangarter på vej i modsat retning. Her er så at sige indtrådt en konkurrence om at fremvise mest mulig normalitet.

På hver sin måde byder Søren Pape Poulsen, Alex Vanopslagh og Inger Støjberg sig til som den nye borgerlige normalmeter efter Ellemanns forsvinden over til fjenden. Dertil vil den frifundne og revitaliserede Morten Messerschmidt forsøge at sælge sig som blokkens mest resultatorienterede, der ikke er Venstres fjende, men ven og hjælper.

Mest markant vil man givet se forandringen hos Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne. Dansk politiks nyeste parti blev dannet, da lederen lige havde lagt den af rigsretten idømte fodlænke efter 60 dage. Mens hun stadig var næstformand i Venstre, talte Inger Støjberg ved en demonstration arrangeret af vrede minkavlere om at »dræne sumpen«, hvilket forfærdede langt ind i hendes daværende parti, hvor man ikke havde noget behov for at blive associeret med Donald Trumps retorik. 

Siden var det kampen mod de københavnske saloner, der blev omdrejningspunktet, så egentlig var Danmarksdemokraterne prædestineret til at blive det nye antiestablishmentparti. Men det er ikke den rolle, man ser sig selv i. Tværtimod.

På de indre linjer har Støjberg og den øvrige ledelse, der mest består af tidligere politikere fra Dansk Folkeparti, beordret en normalitet grænsende til kedsommelighed. »Skørhedsfaktor nul,« lyder beskeden.

Det betyder i praksis, at ingen folketingsmedlemmer skal forsøge at skaffe sig medietid på vilde eller ufinansierede politiske forslag. Partiet vil respektere både Finansministeriets regnemetoder og internationale konventioner, omend man kunne tænke sig justeringer af sidstnævnte.

Med et solidt valgresultat i ryggen har Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne dermed foretaget et markant strategiskifte. Partiet vil ikke længere ses som dem, der konkurrerer med Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige om de 10-15 procent mest indvandrerkritiske vælgere. Man går så at sige efter at blive det Venstre, der ikke længere findes efter alliancen med Mette Frederiksen. 

Det Venstre, som daværende næstformand Inger Støjberg ville have skabt, hvis det ikke havde været for den »halvradikale« Jakob Ellemann-Jensen, som hun konstant måtte kæmpe mod, og som til slut stemte for at kaste hende for rigsrettens løver.

At Støjberg og Ellemanns samvær før folketingsvalget var anstrengt, var åbenlyst, selvom de begge erklærede sig som en del af en samlet blå blok. Facaden krakelerede, allerede da Støjberg afviste at pege på Venstres formand som kongelig undersøger inden regeringsdannelsen. Det træk blev siden en væsentlig pointe i Ellemanns argumentation for, at blå blok var afgået ved døden, hvorfor han måtte vælge den indflydelse, han kunne skaffe sig sammen med Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen.

Forløbet viser klart, at formanden for Danmarksdemokraterne ikke kan regnes til dem, der bærer rundt på et håb om, at Venstres formand en dag besinder sig og vender hjem til den borgerlige familie. Venstre skal være mere end velkommen tilbage, men det skal være uden den for evigt fortabte Ellemann.

Indtil det en dag måtte ske, er Støjberg parat til at lade Danmarksdemokraterne være det egentlige alternativ. Hvad der så skal ske med hendes parti, hvis eller når Venstre igen toner blåt, er uvist.

I Inger Støjbergs plan for genrejsning af det borgerlige Danmark tegner sig en akse, der foruden hendes eget parti omfatter Liberal Alliance og De Konservative. Altså de tre mainstreamborgerlige partier, efter at Alex Vanopslagh endegyldigt har gravlagt Anders Samuelsens lemfældige omgang med ultimative krav.

I denne ligning indgår ikke Nye Borgerlige, der frit kan forsøge at høste på protestmarken til højre. Ej heller Dansk Folkeparti er tildelt nogen central rolle. Årsagen til det sidste skal givet hentes hinsides den politiske substans. Omkring halvdelen af Støjbergs folketingsgruppe har tidligere repræsenteret Dansk Folkeparti. Læg dertil, at flere, herunder den tidligere top-DFer Peter Skaarup, har vidnet til ugunst for Morten Messerschmidt i sagen om EU-svindel. 

Det er åbenbart, at der kræves overmenneskelige mængder af tilgivelse for at skabe et tåleligt forhold partierne imellem. Morten Messerschmidt sagde selv efter frifindelsen i december, at sagen havde skilt får og bukke i vennekredse og i professionelle sammenhænge, og tilføjede med meget sigende formuleringskunst:

»Jeg ser frem til at skulle håndtere Danmarksdemokraterne fremadrettet.«

Rød høst

Strategisk har Messerschmidt og Dansk Folkeparti da også valgt en helt anden tilgang til regeringen. For dem handler det hverken om at bekæmpe Venstre eller Jakob Ellemann-Jensen. Tværtimod anser Dansk Folkeparti det for omsonst at indlede en blå konkurrence om at stjæle Venstres vælgere, der alligevel kun udgør en kende over ti procent.

Med frifindelsen af Messerschmidt før jul og udsigten til et muligt formandsopgør i Nye Borgerlige synes Dansk Folkeparti at kunne se enden på ørkenvandringen. Dertil er det partiets plan at udnytte, at man i modsætning til flere af de blå partier er med i mange politiske forlig og dermed skal tages med på råd, før der ændres i eksempelvis tilbagetrækningsordninger som seniorpension og arnepension. Det er en gunstig arbejdsmark for det socialt profilerede Dansk Folkeparti: Regeringens foreslåede ændringer af de to ordninger sker efter parolen »tag fra de syge, og giv til de trætte«.

Dansk Folkepartis fokus i den sammenhæng er ikke at bruge den taletid, man kan skaffe sig, på at angribe Ellemann. Derimod har partiet et håb om at kunne høste blandt de vælgere, som det lykkedes Mette Frederiksen at erobre fra tidligere partileder Kristian Thulesen Dahl. Et af midlerne til det vil være en klar retorisk distance til de øvrige blå partiers kritik af Venstre for, at der skaffes for få blå resultater i SMV-regeringen. Dansk Folkeparti vil rose Venstre for ethvert liberalt resultat i håbet om, at det kan sætte lus i den socialdemokratiske pels.

Hvordan det skal foregå, demonstrerede Messerschmidt for nylig i et interview med Jyllands-Posten. Her kaldte han regeringsgrundlaget for »en meget liberal platform« og forklarede:

»Når man lægger op til at afskaffe seniorpensionsordningen og skrotte jobcentrene, så virker det meget som et 'lad falde, hvad ikke kan stå'-program skåret ud af en liberalistisk verdensanskuelse. Den første prøvelse, som man allerede nu kan se, regeringen tilsyneladende fejler på, er, at man ikke vil gøre mere for at hjælpe danskerne igennem inflationskrisen.«

På den baggrund erklærede Messerschmidt sig meget bekymret for Mette Frederiksens sociale kompas, hvorfor han selv ser sig som Folketingets sociale samvittighed. Lejlighedsvist gerne i en alliance med venstrefløjen.

Over for Jyllands-Posten erklærer Messerschmidt sig som konservativ og distancerer sig mere fra liberalismen end fra Socialdemokratiet, selvom han i sin tid blev valgt som partiformand ved at erklære, at han entydigt ser Dansk Folkeparti som ideologisk hjemmehørende i blå blok.

Det er dermed åbenlyst, at det er vanskeligt at skabe en samlet blå front mod SVM-regeringen, når man er uenige om, hvorvidt regeringsgrundlaget er udtryk for, om Jakob Ellemann-Jensen har fået for meget eller for lidt liberalisme med sig ud af forhandlingslokalet.

Ingen vil lede blokken

Da Lars Løkke Rasmussen i et befrielsens øjeblik op til valget i 2019 aflivede blå blok, var det, fordi han i sin sidste regeringstid havde set sprækkerne mellem liberalisterne i Liberal Alliance og det nationalkonservative Dansk Folkeparti vokse sig uoverstigelige. Den udlændingepolitiske limbøtte, der hidtil havde holdt sammen på det borgerlige Danmark, havde misten sin bindeevne. Løkke ville ikke regere videre, hvis prisen var en konstant strid mellem Liberal Alliance på den ene side og Dansk Folkeparti suppleret med Nye Borgerlige og måske endda Rasmus Paludan på den anden.

Efter Pernille Vermunds bebudede afgang kan Nye Borgerlige meget vel vælge en kurs, der understreger Løkkes pointe og dermed også Jakob Ellemann-Jensens begrundelse for at gå i regering. Nemlig, at der ikke findes ét entydigt borgerligt projekt, der kan samles til et regeringsdueligt alternativ.

Det er den fortælling, som Inger Støjberg med sit normaliseringsprojekt vil forsøge at imødegå. Det er også det, Alex Vanopslaghs mere pragmatiske udgave af Liberal Alliance er udtryk for. Men ingen af de to kan eller vil påtage sig den utaknemmelige rolle som erklæret leder af den blå opposition. Hellere konsolidere eget parti og vente på, at Venstre besinder sig med eller uden Ellemann.

Fra at have to statsministerkandidater står de borgerlige nu med ingen. Ellemann er væk, og den konservative Søren Pape Poulsen har ingen aktuelle planer om at gentage forsøget. Det er mandaterne ikke til for tiden, erkendte han, da han var gæst på det radikale nytårsstævne på Nyborg Strand.

Bag det ligger en erkendelse af, at De Konservative lige nu må koncentrere sig om at få eget parti på fode, før man interesserer sig for at samle oppositionen. Derfor er der heller ikke noget behov for at indgå i nogen tættere akse med Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance, som Inger Støjberg forestiller sig.

Til gengæld går man gerne sammen om konkrete sager. Eksempelvis om at bekæmpe regeringens tanker om, at afskaffelsen af store bededag skal accepteres, hvis man vil være en del af det næste forsvarsforlig. Det er i konservativ optik en politisk bøllemetode, og man lader hellere end gerne Ellemann sejle i den sø, han har valgt.

I det hele taget har De Konservative ingen planer om at hjælpe Venstres formand eller invitere ham hjem til blå blok. Tværtimod agter man at gøre livet så surt som muligt for den blå forræder. En af metoderne vil være at fremsætte gamle Venstre-forslag i Folketinget. Ikke for at få dem vedtaget, men for at tvinge Venstre til i loyalitet mod regeringen at stemme imod egen politik.

Facit for den borgerlige opposition er pauvert: Der er lige så mange strategier for, hvordan man skal forholde sig til regeringen, som der er partier. Til gengæld er der ingen, der vil påtage sig rollen som den samlende leder af oppositionen til højre for regeringen.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-2/samfund/den-nye-normal

HANS MORTENSEN (f. 1958) er politisk journalist, som siden 1995 har fulgt slagets gang på Christiansborg. Indtil 2002 som journalist og politisk redaktør på Ekstra Bladet siden som reporter på Weekendavisen. Har skrevet bøgerne: De fantastiske fire (2005) om Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Svend Auken, Tid til forvandling (2008) om fornyelsen af Venstre, Det, Svend mener, er... (2009) - en interviewbog med Svend Auken samt redigeret antologien Helt forsvarligt (2009) om udfordringerne i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

 

HAMN@WEEKENDAVISEN.DK

 

ARNE HARDIS (f. 1958), politisk redaktør, forfatter. Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 1986. Roskilde Tidende, Socialistisk Weekend, Land og Folk, A-pressen, Weekendavisen siden 1998. Har skrevet Æresretten (2003), Forræderens dagbog (2005), Idealisten (2008), Klassekammeraten (2010) og Den kætterske socialdemokrat (2018).

 

AHIS@WEEKENDAVISEN.DK