Leder. Danmark
burde være et svært bevæbnet pindsvin. Men vi er en lille tyk hund med alt for
korte ben. Slagsmålet om bededagen viser, at vi endnu ikke har forstået, hvad
Ruslands krig betyder for os.
Krigen ude og hjemme
HER i landet diskuterer vi nu det store
spørgsmål om store bededags eventuelle afskaffelse. Men lad os først vende
blikket mod krigen derude; Ruslands overfald på Ukraine, som snart har varet i
et år. Ingen ved endnu, præcis hvor mange ukrainske civile der er blevet dræbt.
De mest konservative estimater siger 9.000. Mere realistisk er mange flere.
Over 10.000 ukrainske soldater er døde. Læg dertil antallet af sårede,
lemlæstede, traumatiserede. Og ødelæggelsen af landets økonomi, infrastruktur
og natur. Europas største land, smadret af en ideologisk overfaldskrig.
ER mange glædeligt overrasket over
ukrainernes kampvilje, kan vi nu se, at Rusland vinder frem.
Det ukrainske forsvar er svækket, stemningen i befolkningen pessimistisk. Et
års statsterror har sin virkning. Hvor vil de russiske granater slå ned næste
gang? Et elværk? Et indkøbscenter? Midt i en boligblok, som det skete forleden?
Hvornår kommer det frygtede angreb fra nord? Hvad betyder den enorme
mobilisering, Rusland har påbegyndt? Onsdag forsikrede Vladimir Putin igen sine
landsmænd om, at han vil vinde krigen, koste hvad det vil. Det
kræver, sagde han, vilje og tålmodighed. Man kan ikke klandre de ukrainere, der
tænker: Putin har måske ret.
DE russiske angreb stopper ikke. Putins vilje
til at ofre ufattelige, uendelige rækker af sine landsmænd er ubegrænset.
Absolut intet tyder på, at han leder efter en vej ud af krigen, som mange
stadig påstår. Han taler klart om krigens formål: at bemægtige sig Ukraine som
led i sin større ambition; at dominere Ruslands nærområde, genrejse det
russiske imperium og begrænse og svække Vesten. Det handler ikke bare om
territorium. Det er en ideologisk ekspansionskrig.
SANDHEDER om Ruslands forbrydelser behøver
man ikke lede længe efter. Man kan bare læse de daglige nyheder og høre Putins
taler. Man kan konstatere, at den russiske befolkning hverken kan eller tør
sætte sig op mod diktatoren. Og læse den russiske forfatter Sergej
Lebedev, der forklarer, hvordan krigen mod Ukraine er sammenvævet
med Ruslands historie, kultur og identitet. Ja, krigen har på mange måder været
en fiasko for Rusland. Men det vil være naivt at tro, at den har bremset Putins
krav om lebensraum.
Militærøvelse på
Bornholm. Situationen i Europa og Danmarks beliggenhed burde gøre os til et
svært bevæbnet pindsvin. Men det er vi ikke, skriver Martin Krasnik. Foto:
Pelle Rink, Scanpix.
DER findes ingen i Ukraine, der ikke forstår dette:
Krigen kan ikke afværges ved afståelse af østlige landområder. Selv hvis man
ønskede det og var parat til at give store dele af landet til Rusland, ville
man ikke kunne lave en holdbar aftale med det russiske regime. Putin stopper
ikke, før Ukraine politisk og økonomisk er under russisk kontrol.
GØR russiske bomber mod civile det nemt forståeligt
for ukrainerne, har de også fattet det i Ruslands andre europæiske nabolande.
Baltikum, Finland og Sverige er i fuld gang med oprustning, militært og
politisk. Finnerne og svenskerne har taget et opgør med deres egen historie.
Også i Norge er de i færd med massiv oprustning. Hvorfor? Fordi der i disse
lande ikke næres nogen illusioner om russisk tilbageholdenhed. Her ses det ikke
bare som naivt, men som fuldkommen uansvarligt at affeje risikoen for et
russisk angreb, også selvom landene er NATO-medlemmer. Også Tjekkiet og
Slovakiet opruster i disse måneder massivt.
BEDEDAGSKRIGEN 2023 udspiller sig på sikker afstand af
begivenhederne i Ukraine. Ingen vil kræve, at det danske folkestyre sættes ud
af kraft på grund af Ukrainekrigen, men mindre kan også gøre det. Som
udgangspunkt kunne man måske lade den hjemlige diskussion tage lidt farve af
situationen omkring os. Først kunne man tage et kort over Europa og konstatere
følgende: Danmark er et østeuropæisk land. Vi ligger for enden af Østersøen,
åbent og sårbart, et åbenlyst strategisk mål for Rusland. Russerne
har aldrig helt anerkendt, at Danmark har fuld suverænitet over
Bornholm, et faktum, som burde minde os om forholdet mellem vores historie og
geografi: Er der tvivl om vores forsvarsvilje, loyalitet og alliancer, står vi
uhyre svagt.
TIL dem, der måtte have glemt det, fortrængt det,
eller som distraheres af rabalderet omkring bededagen, er her en påmindelse:
Situationen i Europa og Danmarks beliggenhed burde gøre os til et svært
bevæbnet pindsvin. Men det er vi ikke. Vi er en lille tyk hund med korte ben,
der ligger og slumrer med maven i vejret. Danmark har efter alle praktiske
begreber nedlagt forsvaret.
DANMARKSHISTORIENS mest effektive og helt frivillige amputation af vores forsvarsevne blev gennemført ad to omgange. Først hentede man den såkaldte fredsdividende efter Murens fald: Siden skar Anders Fogh-Rasmussen yderligere i forsvaret, hvilket han sjældent taler om. Tanken var, at Danmark ikke længere behøvede et territorialforsvar, og de efterfølgende regeringer var med. Konsekvensen? Den længe ventede 1. Brigade, hærens såkaldte knytnæve, bliver flere år forsinket, og ifølge statsrevisorerne kan Forsvarsministeriet ikke meningsfuldt forklare hvorfor: Man aner ikke, hvad de bevilgede midler er gået til. Men materielanskaffelser kan det ikke være.
Forsvaret mangler alt: ammunition,
missiler og sonarer og torpedoer, operative kampvogne og
infanterikampkøretøjer, minelæggere, minestrygere og bemanding og bevæbning af
fregatter. Vi har heller ingen soldater, for vi har de facto droppet
værnepligten. Derfor bliver der heller ikke sendt nye danske soldater til Letland,
når soldaterne nu skal hjem. Alle ved det, alligevel er der intet sket.
Forsvarsministeriet vil stadig ikke offentliggøre den NATO-rapport,
som efter alt at dømme konkluderer det indlysende: Danmarks bidrag til Europas
forsvar er en vittighed.
MEST meningsfuldt ville det jo være, hvis denne akut
alvorlige situation blev afspejlet i den politiske debat. Bruger vi alle de
midler, vi overhovedet kan, til at hjælpe Ukraine? Presser vi tøvende
europæiske lande til at være mere offensive? Opruster vi hurtigst muligt, så
vores bidrag til NATO kommer op i omdrejninger? Her er svaret klart og
bedrøveligt nej. Efterårets valgkamp handlede stort set ikke om det. Og
bededagskrigen, hvis anledning netop er flere penge til forsvaret, har et uhyre
snævert perspektiv, der mest handler om nid og nag og politisk positionering.
PINLIGE er angrebene på regeringen virkelig. Sidste år
anstrengte Enhedslisten sig en anelse for at fremstå som mere ansvarligt, men
her falder masken: Pelle Dragsted er i hopla på barrikaderne. Må skatterne ikke
stige, skal forsvaret heller ikke styrkes, lyder parolen. Den borgerlige
opposition er så bitter på Jakob Ellemann, at den har allieret sig med
populister i fagbevægelsen og den yderste højrefløj. At kræve en
folkeafstemning på så spinkelt et grundlag er helt absurd.
KRIG er som bekendt politik med andre midler, men i Danmarks tilfælde er der sket det omvendte: en hjemlig politisering af krigen i Europa. Regeringen bærer naturligvis et medansvar for, at det er kommet så vidt, ved ikke at indlede mere åbne forhandlinger. Men oppositionens reaktion er forfærdelig: Nu foreslår den – alle partier sammen, fra yderste venstre til yderste højre – en alternativ finansiering af forsvaret, som rammer den absolut laveste fællesnævner.
Svaret til regeringen burde jo være det helt modsatte: at
det slet ikke forslår at fjerne en enkelt fridag, da der er brug for en
gennemgribende omkalfatring af vores tilgang til forsvaret. Svaret bør være, at
der ikke er brug for tre milliarder, men meget mere. I disse dage ser man, at
vi stadig ikke har forstået, hvad krigen mod Ukraine betyder for os. Nu handler
det ikke længere om at vifte med ukrainske flag eller om forbipasserende højere
energipriser. Nu drejer det sig om et egentligt opgør med den danske tro på, at
andre nok skal klare det for os. At Europas krige ikke rigtig er vores
anliggende. Det er på høje tid. kras
Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-3/samfund/krigen-ude-og-hjemme
Ingen kommentarer:
Send en kommentar