Borgerlige
veje. En samlet blå opposition har lange udsigter. Partierne har
vidt forskellige strategier, og ingen vil lede slaget.
Den nye normal
Pernille Vermunds bebudede afgang som både
partileder og folketingspolitiker er i sig selv ikke nogen gigantisk politisk
begivenhed. Nye Borgerlige fik et valg langt under de forventninger,
meningsmålingerne i løbet af forrige valgperiode havde skabt. Partiet er uden
udsigt til indflydelse, og det, der engang var blå blok, peger i flere
retninger, end der er verdenshjørner.
Vermunds politiske strategi op til valget var
at gøre Nye Borgerlige til spiselige deltagere i en blå regering. Men efter
Venstres indtræden i Mette Frederiksens brede midte fortoner de udsigter sig i
den politiske tåge, og indtil videre tyder meningsmålingerne ikke på, at
vælgerne i stort tal efterspørger et nyt blåt alternativ. Bortset fra Liberal
Alliance siver resten af partierne, så status for blokken samlet set er
nogenlunde uændret et sted lige under 30 procent.
Til gengæld åbenbarer Vermunds afgang og de
diskussioner om fremtidens vej, den givet vil afføde i partiet, en slags
mikrokosmos for de valg, som hele den borgerlige opposition skal træffe efter
dannelsen af SVM-regeringen. Skal man søge indflydelsen eller etablere en
afvisningsfront i håbet om, at regeringen ikke kan stå distancen?
Det handler også om synet på Jakob
Ellemann-Jensen, Venstres formand, som ingen af dem entydigt ville gøre til
borgerlig statsministerkandidat før valget, men som nu anklages for at være
løbet af den plads, man ikke ville tildele ham. Skal Ellemann reddes ud af
Frederiksens favn, skal han visne i den, eller skal man forsøge at lokke
Venstre ud og lade formanden forsvinde derinde?
Foto:
Søren Bidstrup, Scanpix
Samtlige blå partier har en plan. Ingen af
dem har den samme, og dermed fortoner udsigten til egentlig borgerlig
opposition sig. Flere af partierne ser mulige politiske akser for sig. Det er bare
ikke de samme akser, de ser.
På sin vis er Nye Borgerlige undtagelsen.
Meget tyder på, at partiet uden Pernille Vermund kan blive det rendyrkede
protestparti. Mens Vermund har forsøgt at gøre partiet mere politisk stuerent,
har især folketingsmedlem Lars Boje Mathiesen offentlig kørt en klar
protestlinje – blandt andet i coronapolitikken. Hvor Vermund har søgt
indflydelsen, er Boje Mathiesen gået målrettet efter de systemutilfredse
vælgere, som på en god dag måske kan tælles til ti procent. Nu er han mulig
afløser på formandsposten, og bliver det resultatet, vil Nye Borgerlige ende
med at skille sig ud.
Kedelig, ikke skør
I resten af blå blok er partierne nemlig i
forskellige gangarter på vej i modsat retning. Her er så at sige indtrådt en
konkurrence om at fremvise mest mulig normalitet.
På hver sin måde byder Søren Pape Poulsen,
Alex Vanopslagh og Inger Støjberg sig til som den nye borgerlige normalmeter
efter Ellemanns forsvinden over til fjenden. Dertil vil den frifundne og
revitaliserede Morten Messerschmidt forsøge at sælge sig som blokkens mest
resultatorienterede, der ikke er Venstres fjende, men ven og hjælper.
Mest markant vil man givet se forandringen
hos Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne. Dansk politiks nyeste parti blev
dannet, da lederen lige havde lagt den af rigsretten idømte fodlænke efter 60
dage. Mens hun stadig var næstformand i Venstre, talte Inger Støjberg ved en
demonstration arrangeret af vrede minkavlere om at »dræne sumpen«, hvilket
forfærdede langt ind i hendes daværende parti, hvor man ikke havde noget behov
for at blive associeret med Donald Trumps retorik. Siden var det kampen mod de
københavnske saloner, der blev omdrejningspunktet, så egentlig var
Danmarksdemokraterne prædestineret til at blive det nye antiestablishmentparti.
Men det er ikke den rolle, man ser sig selv i. Tværtimod.
På de indre linjer har Støjberg og den øvrige
ledelse, der mest består af tidligere politikere fra Dansk Folkeparti, beordret
en normalitet grænsende til kedsommelighed. »Skørhedsfaktor nul,« lyder
beskeden.
Det betyder i praksis, at ingen
folketingsmedlemmer skal forsøge at skaffe sig medietid på vilde eller
ufinansierede politiske forslag. Partiet vil respektere både Finansministeriets
regnemetoder og internationale konventioner, omend man kunne tænke sig
justeringer af sidstnævnte.
Med et solidt valgresultat i ryggen har Inger
Støjberg og Danmarksdemokraterne dermed foretaget et markant strategiskifte.
Partiet vil ikke længere ses som dem, der konkurrerer med Dansk Folkeparti og
Nye Borgerlige om de 10-15 procent mest indvandrerkritiske vælgere. Man går så
at sige efter at blive det Venstre, der ikke længere findes efter alliancen med
Mette Frederiksen. Det Venstre, som daværende næstformand Inger Støjberg ville
have skabt, hvis det ikke havde været for den »halvradikale« Jakob
Ellemann-Jensen, som hun konstant måtte kæmpe mod, og som til slut stemte for
at kaste hende for rigsrettens løver.
At Støjberg og Ellemanns samvær før
folketingsvalget var anstrengt, var åbenlyst, selvom de begge erklærede sig som
en del af en samlet blå blok. Facaden krakelerede, allerede da Støjberg afviste
at pege på Venstres formand som kongelig undersøger inden regeringsdannelsen.
Det træk blev siden en væsentlig pointe i Ellemanns argumentation for, at blå
blok var afgået ved døden, hvorfor han måtte vælge den indflydelse, han kunne
skaffe sig sammen med Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen.
Forløbet viser klart, at formanden for
Danmarksdemokraterne ikke kan regnes til dem, der bærer rundt på et håb om, at
Venstres formand en dag besinder sig og vender hjem til den borgerlige familie.
Venstre skal være mere end velkommen tilbage, men det skal være uden den for
evigt fortabte Ellemann.
Indtil det en dag måtte ske, er Støjberg
parat til at lade Danmarksdemokraterne være det egentlige alternativ. Hvad der
så skal ske med hendes parti, hvis eller når Venstre igen toner blåt, er uvist.
I Inger Støjbergs plan for genrejsning af det
borgerlige Danmark tegner sig en akse, der foruden hendes eget parti omfatter
Liberal Alliance og De Konservative. Altså de tre mainstreamborgerlige partier,
efter at Alex Vanopslagh endegyldigt har gravlagt Anders Samuelsens lemfældige
omgang med ultimative krav.
I denne ligning indgår ikke Nye Borgerlige,
der frit kan forsøge at høste på protestmarken til højre. Ej heller Dansk
Folkeparti er tildelt nogen central rolle. Årsagen til det sidste skal givet
hentes hinsides den politiske substans. Omkring halvdelen af Støjbergs
folketingsgruppe har tidligere repræsenteret Dansk Folkeparti. Læg dertil, at
flere, herunder den tidligere top-DFer Peter Skaarup, har vidnet til ugunst for
Morten Messerschmidt i sagen om EU-svindel. Det er åbenbart, at der kræves
overmenneskelige mængder af tilgivelse for at skabe et tåleligt forhold
partierne imellem. Morten Messerschmidt sagde selv efter frifindelsen i
december, at sagen havde skilt får og bukke i vennekredse og i professionelle
sammenhænge, og tilføjede med meget sigende formuleringskunst:
»Jeg ser frem til at skulle håndtere
Danmarksdemokraterne fremadrettet.«
Rød høst
Strategisk har Messerschmidt og Dansk
Folkeparti da også valgt en helt anden tilgang til regeringen. For dem handler
det hverken om at bekæmpe Venstre eller Jakob Ellemann-Jensen. Tværtimod anser
Dansk Folkeparti det for omsonst at indlede en blå konkurrence om at stjæle
Venstres vælgere, der alligevel kun udgør en kende over ti procent.
Med frifindelsen af Messerschmidt før jul og
udsigten til et muligt formandsopgør i Nye Borgerlige synes Dansk Folkeparti at
kunne se enden på ørkenvandringen. Dertil er det partiets plan at udnytte, at
man i modsætning til flere af de blå partier er med i mange politiske forlig og
dermed skal tages med på råd, før der ændres i eksempelvis
tilbagetrækningsordninger som seniorpension og arnepension. Det er en gunstig
arbejdsmark for det socialt profilerede Dansk Folkeparti: Regeringens
foreslåede ændringer af de to ordninger sker efter parolen »tag fra de syge, og
giv til de trætte«.
Dansk Folkepartis fokus i den sammenhæng er
ikke at bruge den taletid, man kan skaffe sig, på at angribe Ellemann. Derimod
har partiet et håb om at kunne høste blandt de vælgere, som det lykkedes Mette
Frederiksen at erobre fra tidligere partileder Kristian Thulesen Dahl. Et af
midlerne til det vil være en klar retorisk distance til de øvrige blå partiers
kritik af Venstre for, at der skaffes for få blå resultater i SMV-regeringen.
Dansk Folkeparti vil rose Venstre for ethvert liberalt resultat i håbet om, at
det kan sætte lus i den socialdemokratiske pels.
Hvordan det skal foregå, demonstrerede
Messerschmidt for nylig i et interview med Jyllands-Posten. Her kaldte han
regeringsgrundlaget for »en meget liberal platform« og forklarede:
»Når man lægger op til at afskaffe
seniorpensionsordningen og skrotte jobcentrene, så virker det meget som et 'lad
falde, hvad ikke kan stå'-program skåret ud af en liberalistisk
verdensanskuelse. Den første prøvelse, som man allerede nu kan se, regeringen
tilsyneladende fejler på, er, at man ikke vil gøre mere for at hjælpe danskerne
igennem inflationskrisen.«
På den baggrund erklærede Messerschmidt sig
meget bekymret for Mette Frederiksens sociale kompas, hvorfor han selv ser sig
som Folketingets sociale samvittighed. Lejlighedsvist gerne i en alliance med
venstrefløjen.
Over for Jyllands-Posten erklærer
Messerschmidt sig som konservativ og distancerer sig mere fra liberalismen end
fra Socialdemokratiet, selvom han i sin tid blev valgt som partiformand ved at
erklære, at han entydigt ser Dansk Folkeparti som ideologisk hjemmehørende i
blå blok.
Det er dermed åbenlyst, at det er vanskeligt
at skabe en samlet blå front mod SVM-regeringen, når man er uenige om, hvorvidt
regeringsgrundlaget er udtryk for, om Jakob Ellemann-Jensen har fået for meget
eller for lidt liberalisme med sig ud af forhandlingslokalet.
Ingen vil lede blokken
Da Lars Løkke Rasmussen i et befrielsens
øjeblik op til valget i 2019 aflivede blå blok, var det, fordi han i sin sidste
regeringstid havde set sprækkerne mellem liberalisterne i Liberal Alliance og
det nationalkonservative Dansk Folkeparti vokse sig uoverstigelige. Den
udlændingepolitiske limbøtte, der hidtil havde holdt sammen på det borgerlige Danmark,
havde misten sin bindeevne. Løkke ville ikke regere videre, hvis prisen var en
konstant strid mellem Liberal Alliance på den ene side og Dansk Folkeparti
suppleret med Nye Borgerlige og måske endda Rasmus Paludan på den anden.
Efter Pernille Vermunds bebudede afgang kan
Nye Borgerlige meget vel vælge en kurs, der understreger Løkkes pointe og
dermed også Jakob Ellemann-Jensens begrundelse for at gå i regering. Nemlig, at
der ikke findes ét entydigt borgerligt projekt, der kan samles til et regeringsdueligt
alternativ.
Det er den fortælling, som Inger Støjberg med
sit normaliseringsprojekt vil forsøge at imødegå. Det er også det, Alex
Vanopslaghs mere pragmatiske udgave af Liberal Alliance er udtryk for. Men
ingen af de to kan eller vil påtage sig den utaknemmelige rolle som erklæret
leder af den blå opposition. Hellere konsolidere eget parti og vente på, at
Venstre besinder sig med eller uden Ellemann.
Fra at have to statsministerkandidater står
de borgerlige nu med ingen. Ellemann er væk, og den konservative Søren Pape
Poulsen har ingen aktuelle planer om at gentage forsøget. Det er mandaterne
ikke til for tiden, erkendte han, da han var gæst på det radikale nytårsstævne
på Nyborg Strand.
Bag det ligger en erkendelse af, at De
Konservative lige nu må koncentrere sig om at få eget parti på fode, før man
interesserer sig for at samle oppositionen. Derfor er der heller ikke noget
behov for at indgå i nogen tættere akse med Danmarksdemokraterne og Liberal
Alliance, som Inger Støjberg forestiller sig.
Til gengæld går man gerne sammen om konkrete
sager. Eksempelvis om at bekæmpe regeringens tanker om, at afskaffelsen af
store bededag skal accepteres, hvis man vil være en del af det næste
forsvarsforlig. Det er i konservativ optik en politisk bøllemetode, og man
lader hellere end gerne Ellemann sejle i den sø, han har valgt.
I det hele taget har De Konservative ingen
planer om at hjælpe Venstres formand eller invitere ham hjem til blå blok.
Tværtimod agter man at gøre livet så surt som muligt for den blå forræder. En
af metoderne vil være at fremsætte gamle Venstre-forslag i Folketinget. Ikke
for at få dem vedtaget, men for at tvinge Venstre til i loyalitet mod
regeringen at stemme imod egen politik.
Facit for den borgerlige opposition er
pauvert: Der er lige så mange strategier for, hvordan man skal forholde sig til
regeringen, som der er partier. Til gengæld er der ingen, der vil påtage sig
rollen som den samlende leder af oppositionen til højre for regeringen.
Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-2/samfund/den-nye-normal
Den nye normal
Pernille Vermunds bebudede afgang som både
partileder og folketingspolitiker er i sig selv ikke nogen gigantisk politisk
begivenhed. Nye Borgerlige fik et valg langt under de forventninger,
meningsmålingerne i løbet af forrige valgperiode havde skabt. Partiet er uden
udsigt til indflydelse, og det, der engang var blå blok, peger i flere
retninger, end der er verdenshjørner.
Vermunds politiske strategi op til valget var
at gøre Nye Borgerlige til spiselige deltagere i en blå regering. Men efter
Venstres indtræden i Mette Frederiksens brede midte fortoner de udsigter sig i
den politiske tåge, og indtil videre tyder meningsmålingerne ikke på, at
vælgerne i stort tal efterspørger et nyt blåt alternativ. Bortset fra Liberal
Alliance siver resten af partierne, så status for blokken samlet set er
nogenlunde uændret et sted lige under 30 procent.
Til gengæld åbenbarer Vermunds afgang og de
diskussioner om fremtidens vej, den givet vil afføde i partiet, en slags
mikrokosmos for de valg, som hele den borgerlige opposition skal træffe efter
dannelsen af SVM-regeringen. Skal man søge indflydelsen eller etablere en
afvisningsfront i håbet om, at regeringen ikke kan stå distancen?
Det handler også om synet på Jakob
Ellemann-Jensen, Venstres formand, som ingen af dem entydigt ville gøre til
borgerlig statsministerkandidat før valget, men som nu anklages for at være
løbet af den plads, man ikke ville tildele ham. Skal Ellemann reddes ud af
Frederiksens favn, skal han visne i den, eller skal man forsøge at lokke
Venstre ud og lade formanden forsvinde derinde?
Foto:
Søren Bidstrup, Scanpix
Samtlige blå partier har en plan. Ingen af
dem har den samme, og dermed fortoner udsigten til egentlig borgerlig
opposition sig. Flere af partierne ser mulige politiske akser for sig. Det er bare
ikke de samme akser, de ser.
På sin vis er Nye Borgerlige undtagelsen.
Meget tyder på, at partiet uden Pernille Vermund kan blive det rendyrkede
protestparti. Mens Vermund har forsøgt at gøre partiet mere politisk stuerent,
har især folketingsmedlem Lars Boje Mathiesen offentlig kørt en klar
protestlinje – blandt andet i coronapolitikken. Hvor Vermund har søgt
indflydelsen, er Boje Mathiesen gået målrettet efter de systemutilfredse
vælgere, som på en god dag måske kan tælles til ti procent. Nu er han mulig
afløser på formandsposten, og bliver det resultatet, vil Nye Borgerlige ende
med at skille sig ud.
Kedelig, ikke skør
I resten af blå blok er partierne nemlig i
forskellige gangarter på vej i modsat retning. Her er så at sige indtrådt en
konkurrence om at fremvise mest mulig normalitet.
På hver sin måde byder Søren Pape Poulsen,
Alex Vanopslagh og Inger Støjberg sig til som den nye borgerlige normalmeter
efter Ellemanns forsvinden over til fjenden. Dertil vil den frifundne og
revitaliserede Morten Messerschmidt forsøge at sælge sig som blokkens mest
resultatorienterede, der ikke er Venstres fjende, men ven og hjælper.
Mest markant vil man givet se forandringen
hos Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne. Dansk politiks nyeste parti blev
dannet, da lederen lige havde lagt den af rigsretten idømte fodlænke efter 60
dage. Mens hun stadig var næstformand i Venstre, talte Inger Støjberg ved en
demonstration arrangeret af vrede minkavlere om at »dræne sumpen«, hvilket
forfærdede langt ind i hendes daværende parti, hvor man ikke havde noget behov
for at blive associeret med Donald Trumps retorik. Siden var det kampen mod de
københavnske saloner, der blev omdrejningspunktet, så egentlig var
Danmarksdemokraterne prædestineret til at blive det nye antiestablishmentparti.
Men det er ikke den rolle, man ser sig selv i. Tværtimod.
På de indre linjer har Støjberg og den øvrige
ledelse, der mest består af tidligere politikere fra Dansk Folkeparti, beordret
en normalitet grænsende til kedsommelighed. »Skørhedsfaktor nul,« lyder
beskeden.
Det betyder i praksis, at ingen
folketingsmedlemmer skal forsøge at skaffe sig medietid på vilde eller
ufinansierede politiske forslag. Partiet vil respektere både Finansministeriets
regnemetoder og internationale konventioner, omend man kunne tænke sig
justeringer af sidstnævnte.
Med et solidt valgresultat i ryggen har Inger
Støjberg og Danmarksdemokraterne dermed foretaget et markant strategiskifte.
Partiet vil ikke længere ses som dem, der konkurrerer med Dansk Folkeparti og
Nye Borgerlige om de 10-15 procent mest indvandrerkritiske vælgere. Man går så
at sige efter at blive det Venstre, der ikke længere findes efter alliancen med
Mette Frederiksen. Det Venstre, som daværende næstformand Inger Støjberg ville
have skabt, hvis det ikke havde været for den »halvradikale« Jakob
Ellemann-Jensen, som hun konstant måtte kæmpe mod, og som til slut stemte for
at kaste hende for rigsrettens løver.
At Støjberg og Ellemanns samvær før
folketingsvalget var anstrengt, var åbenlyst, selvom de begge erklærede sig som
en del af en samlet blå blok. Facaden krakelerede, allerede da Støjberg afviste
at pege på Venstres formand som kongelig undersøger inden regeringsdannelsen.
Det træk blev siden en væsentlig pointe i Ellemanns argumentation for, at blå
blok var afgået ved døden, hvorfor han måtte vælge den indflydelse, han kunne
skaffe sig sammen med Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen.
Forløbet viser klart, at formanden for
Danmarksdemokraterne ikke kan regnes til dem, der bærer rundt på et håb om, at
Venstres formand en dag besinder sig og vender hjem til den borgerlige familie.
Venstre skal være mere end velkommen tilbage, men det skal være uden den for
evigt fortabte Ellemann.
Indtil det en dag måtte ske, er Støjberg
parat til at lade Danmarksdemokraterne være det egentlige alternativ. Hvad der
så skal ske med hendes parti, hvis eller når Venstre igen toner blåt, er uvist.
I Inger Støjbergs plan for genrejsning af det
borgerlige Danmark tegner sig en akse, der foruden hendes eget parti omfatter
Liberal Alliance og De Konservative. Altså de tre mainstreamborgerlige partier,
efter at Alex Vanopslagh endegyldigt har gravlagt Anders Samuelsens lemfældige
omgang med ultimative krav.
I denne ligning indgår ikke Nye Borgerlige,
der frit kan forsøge at høste på protestmarken til højre. Ej heller Dansk
Folkeparti er tildelt nogen central rolle. Årsagen til det sidste skal givet
hentes hinsides den politiske substans. Omkring halvdelen af Støjbergs
folketingsgruppe har tidligere repræsenteret Dansk Folkeparti. Læg dertil, at
flere, herunder den tidligere top-DFer Peter Skaarup, har vidnet til ugunst for
Morten Messerschmidt i sagen om EU-svindel. Det er åbenbart, at der kræves
overmenneskelige mængder af tilgivelse for at skabe et tåleligt forhold
partierne imellem. Morten Messerschmidt sagde selv efter frifindelsen i
december, at sagen havde skilt får og bukke i vennekredse og i professionelle
sammenhænge, og tilføjede med meget sigende formuleringskunst:
»Jeg ser frem til at skulle håndtere
Danmarksdemokraterne fremadrettet.«
Rød høst
Strategisk har Messerschmidt og Dansk
Folkeparti da også valgt en helt anden tilgang til regeringen. For dem handler
det hverken om at bekæmpe Venstre eller Jakob Ellemann-Jensen. Tværtimod anser
Dansk Folkeparti det for omsonst at indlede en blå konkurrence om at stjæle
Venstres vælgere, der alligevel kun udgør en kende over ti procent.
Med frifindelsen af Messerschmidt før jul og
udsigten til et muligt formandsopgør i Nye Borgerlige synes Dansk Folkeparti at
kunne se enden på ørkenvandringen. Dertil er det partiets plan at udnytte, at
man i modsætning til flere af de blå partier er med i mange politiske forlig og
dermed skal tages med på råd, før der ændres i eksempelvis
tilbagetrækningsordninger som seniorpension og arnepension. Det er en gunstig
arbejdsmark for det socialt profilerede Dansk Folkeparti: Regeringens
foreslåede ændringer af de to ordninger sker efter parolen »tag fra de syge, og
giv til de trætte«.
Dansk Folkepartis fokus i den sammenhæng er
ikke at bruge den taletid, man kan skaffe sig, på at angribe Ellemann. Derimod
har partiet et håb om at kunne høste blandt de vælgere, som det lykkedes Mette
Frederiksen at erobre fra tidligere partileder Kristian Thulesen Dahl. Et af
midlerne til det vil være en klar retorisk distance til de øvrige blå partiers
kritik af Venstre for, at der skaffes for få blå resultater i SMV-regeringen.
Dansk Folkeparti vil rose Venstre for ethvert liberalt resultat i håbet om, at
det kan sætte lus i den socialdemokratiske pels.
Hvordan det skal foregå, demonstrerede
Messerschmidt for nylig i et interview med Jyllands-Posten. Her kaldte han
regeringsgrundlaget for »en meget liberal platform« og forklarede:
»Når man lægger op til at afskaffe
seniorpensionsordningen og skrotte jobcentrene, så virker det meget som et 'lad
falde, hvad ikke kan stå'-program skåret ud af en liberalistisk
verdensanskuelse. Den første prøvelse, som man allerede nu kan se, regeringen
tilsyneladende fejler på, er, at man ikke vil gøre mere for at hjælpe danskerne
igennem inflationskrisen.«
På den baggrund erklærede Messerschmidt sig
meget bekymret for Mette Frederiksens sociale kompas, hvorfor han selv ser sig
som Folketingets sociale samvittighed. Lejlighedsvist gerne i en alliance med
venstrefløjen.
Over for Jyllands-Posten erklærer
Messerschmidt sig som konservativ og distancerer sig mere fra liberalismen end
fra Socialdemokratiet, selvom han i sin tid blev valgt som partiformand ved at
erklære, at han entydigt ser Dansk Folkeparti som ideologisk hjemmehørende i
blå blok.
Det er dermed åbenlyst, at det er vanskeligt
at skabe en samlet blå front mod SVM-regeringen, når man er uenige om, hvorvidt
regeringsgrundlaget er udtryk for, om Jakob Ellemann-Jensen har fået for meget
eller for lidt liberalisme med sig ud af forhandlingslokalet.
Ingen vil lede blokken
Da Lars Løkke Rasmussen i et befrielsens
øjeblik op til valget i 2019 aflivede blå blok, var det, fordi han i sin sidste
regeringstid havde set sprækkerne mellem liberalisterne i Liberal Alliance og
det nationalkonservative Dansk Folkeparti vokse sig uoverstigelige. Den
udlændingepolitiske limbøtte, der hidtil havde holdt sammen på det borgerlige Danmark,
havde misten sin bindeevne. Løkke ville ikke regere videre, hvis prisen var en
konstant strid mellem Liberal Alliance på den ene side og Dansk Folkeparti
suppleret med Nye Borgerlige og måske endda Rasmus Paludan på den anden.
Efter Pernille Vermunds bebudede afgang kan
Nye Borgerlige meget vel vælge en kurs, der understreger Løkkes pointe og
dermed også Jakob Ellemann-Jensens begrundelse for at gå i regering. Nemlig, at
der ikke findes ét entydigt borgerligt projekt, der kan samles til et regeringsdueligt
alternativ.
Det er den fortælling, som Inger Støjberg med
sit normaliseringsprojekt vil forsøge at imødegå. Det er også det, Alex
Vanopslaghs mere pragmatiske udgave af Liberal Alliance er udtryk for. Men
ingen af de to kan eller vil påtage sig den utaknemmelige rolle som erklæret
leder af den blå opposition. Hellere konsolidere eget parti og vente på, at
Venstre besinder sig med eller uden Ellemann.
Fra at have to statsministerkandidater står
de borgerlige nu med ingen. Ellemann er væk, og den konservative Søren Pape
Poulsen har ingen aktuelle planer om at gentage forsøget. Det er mandaterne
ikke til for tiden, erkendte han, da han var gæst på det radikale nytårsstævne
på Nyborg Strand.
Bag det ligger en erkendelse af, at De
Konservative lige nu må koncentrere sig om at få eget parti på fode, før man
interesserer sig for at samle oppositionen. Derfor er der heller ikke noget
behov for at indgå i nogen tættere akse med Danmarksdemokraterne og Liberal
Alliance, som Inger Støjberg forestiller sig.
Til gengæld går man gerne sammen om konkrete
sager. Eksempelvis om at bekæmpe regeringens tanker om, at afskaffelsen af
store bededag skal accepteres, hvis man vil være en del af det næste
forsvarsforlig. Det er i konservativ optik en politisk bøllemetode, og man
lader hellere end gerne Ellemann sejle i den sø, han har valgt.
I det hele taget har De Konservative ingen
planer om at hjælpe Venstres formand eller invitere ham hjem til blå blok.
Tværtimod agter man at gøre livet så surt som muligt for den blå forræder. En
af metoderne vil være at fremsætte gamle Venstre-forslag i Folketinget. Ikke
for at få dem vedtaget, men for at tvinge Venstre til i loyalitet mod
regeringen at stemme imod egen politik.
Facit for den borgerlige opposition er
pauvert: Der er lige så mange strategier for, hvordan man skal forholde sig til
regeringen, som der er partier. Til gengæld er der ingen, der vil påtage sig
rollen som den samlende leder af oppositionen til højre for regeringen.
Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-2/samfund/den-nye-normal
Den nye normal
Pernille Vermunds bebudede afgang som både
partileder og folketingspolitiker er i sig selv ikke nogen gigantisk politisk
begivenhed. Nye Borgerlige fik et valg langt under de forventninger,
meningsmålingerne i løbet af forrige valgperiode havde skabt. Partiet er uden
udsigt til indflydelse, og det, der engang var blå blok, peger i flere
retninger, end der er verdenshjørner.
Vermunds politiske strategi op til valget var
at gøre Nye Borgerlige til spiselige deltagere i en blå regering. Men efter
Venstres indtræden i Mette Frederiksens brede midte fortoner de udsigter sig i
den politiske tåge, og indtil videre tyder meningsmålingerne ikke på, at
vælgerne i stort tal efterspørger et nyt blåt alternativ. Bortset fra Liberal
Alliance siver resten af partierne, så status for blokken samlet set er
nogenlunde uændret et sted lige under 30 procent.
Til gengæld åbenbarer Vermunds afgang og de
diskussioner om fremtidens vej, den givet vil afføde i partiet, en slags
mikrokosmos for de valg, som hele den borgerlige opposition skal træffe efter
dannelsen af SVM-regeringen. Skal man søge indflydelsen eller etablere en
afvisningsfront i håbet om, at regeringen ikke kan stå distancen?
Det handler også om synet på Jakob
Ellemann-Jensen, Venstres formand, som ingen af dem entydigt ville gøre til
borgerlig statsministerkandidat før valget, men som nu anklages for at være
løbet af den plads, man ikke ville tildele ham. Skal Ellemann reddes ud af
Frederiksens favn, skal han visne i den, eller skal man forsøge at lokke
Venstre ud og lade formanden forsvinde derinde?
Foto:
Søren Bidstrup, Scanpix
Samtlige blå partier har en plan. Ingen af
dem har den samme, og dermed fortoner udsigten til egentlig borgerlig
opposition sig. Flere af partierne ser mulige politiske akser for sig. Det er bare
ikke de samme akser, de ser.
På sin vis er Nye Borgerlige undtagelsen.
Meget tyder på, at partiet uden Pernille Vermund kan blive det rendyrkede
protestparti. Mens Vermund har forsøgt at gøre partiet mere politisk stuerent,
har især folketingsmedlem Lars Boje Mathiesen offentlig kørt en klar
protestlinje – blandt andet i coronapolitikken. Hvor Vermund har søgt
indflydelsen, er Boje Mathiesen gået målrettet efter de systemutilfredse
vælgere, som på en god dag måske kan tælles til ti procent. Nu er han mulig
afløser på formandsposten, og bliver det resultatet, vil Nye Borgerlige ende
med at skille sig ud.
Kedelig, ikke skør
I resten af blå blok er partierne nemlig i
forskellige gangarter på vej i modsat retning. Her er så at sige indtrådt en
konkurrence om at fremvise mest mulig normalitet.
På hver sin måde byder Søren Pape Poulsen,
Alex Vanopslagh og Inger Støjberg sig til som den nye borgerlige normalmeter
efter Ellemanns forsvinden over til fjenden. Dertil vil den frifundne og
revitaliserede Morten Messerschmidt forsøge at sælge sig som blokkens mest
resultatorienterede, der ikke er Venstres fjende, men ven og hjælper.
Mest markant vil man givet se forandringen hos Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne. Dansk politiks nyeste parti blev dannet, da lederen lige havde lagt den af rigsretten idømte fodlænke efter 60 dage. Mens hun stadig var næstformand i Venstre, talte Inger Støjberg ved en demonstration arrangeret af vrede minkavlere om at »dræne sumpen«, hvilket forfærdede langt ind i hendes daværende parti, hvor man ikke havde noget behov for at blive associeret med Donald Trumps retorik.
Siden var det kampen mod de
københavnske saloner, der blev omdrejningspunktet, så egentlig var
Danmarksdemokraterne prædestineret til at blive det nye antiestablishmentparti.
Men det er ikke den rolle, man ser sig selv i. Tværtimod.
På de indre linjer har Støjberg og den øvrige
ledelse, der mest består af tidligere politikere fra Dansk Folkeparti, beordret
en normalitet grænsende til kedsommelighed. »Skørhedsfaktor nul,« lyder
beskeden.
Det betyder i praksis, at ingen
folketingsmedlemmer skal forsøge at skaffe sig medietid på vilde eller
ufinansierede politiske forslag. Partiet vil respektere både Finansministeriets
regnemetoder og internationale konventioner, omend man kunne tænke sig
justeringer af sidstnævnte.
Med et solidt valgresultat i ryggen har Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne dermed foretaget et markant strategiskifte. Partiet vil ikke længere ses som dem, der konkurrerer med Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige om de 10-15 procent mest indvandrerkritiske vælgere. Man går så at sige efter at blive det Venstre, der ikke længere findes efter alliancen med Mette Frederiksen.
Det Venstre, som daværende næstformand Inger Støjberg ville
have skabt, hvis det ikke havde været for den »halvradikale« Jakob
Ellemann-Jensen, som hun konstant måtte kæmpe mod, og som til slut stemte for
at kaste hende for rigsrettens løver.
At Støjberg og Ellemanns samvær før
folketingsvalget var anstrengt, var åbenlyst, selvom de begge erklærede sig som
en del af en samlet blå blok. Facaden krakelerede, allerede da Støjberg afviste
at pege på Venstres formand som kongelig undersøger inden regeringsdannelsen.
Det træk blev siden en væsentlig pointe i Ellemanns argumentation for, at blå
blok var afgået ved døden, hvorfor han måtte vælge den indflydelse, han kunne
skaffe sig sammen med Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen.
Forløbet viser klart, at formanden for
Danmarksdemokraterne ikke kan regnes til dem, der bærer rundt på et håb om, at
Venstres formand en dag besinder sig og vender hjem til den borgerlige familie.
Venstre skal være mere end velkommen tilbage, men det skal være uden den for
evigt fortabte Ellemann.
Indtil det en dag måtte ske, er Støjberg
parat til at lade Danmarksdemokraterne være det egentlige alternativ. Hvad der
så skal ske med hendes parti, hvis eller når Venstre igen toner blåt, er uvist.
I Inger Støjbergs plan for genrejsning af det
borgerlige Danmark tegner sig en akse, der foruden hendes eget parti omfatter
Liberal Alliance og De Konservative. Altså de tre mainstreamborgerlige partier,
efter at Alex Vanopslagh endegyldigt har gravlagt Anders Samuelsens lemfældige
omgang med ultimative krav.
I denne ligning indgår ikke Nye Borgerlige, der frit kan forsøge at høste på protestmarken til højre. Ej heller Dansk Folkeparti er tildelt nogen central rolle. Årsagen til det sidste skal givet hentes hinsides den politiske substans. Omkring halvdelen af Støjbergs folketingsgruppe har tidligere repræsenteret Dansk Folkeparti. Læg dertil, at flere, herunder den tidligere top-DFer Peter Skaarup, har vidnet til ugunst for Morten Messerschmidt i sagen om EU-svindel.
Det er åbenbart, at der kræves
overmenneskelige mængder af tilgivelse for at skabe et tåleligt forhold
partierne imellem. Morten Messerschmidt sagde selv efter frifindelsen i
december, at sagen havde skilt får og bukke i vennekredse og i professionelle
sammenhænge, og tilføjede med meget sigende formuleringskunst:
»Jeg ser frem til at skulle håndtere
Danmarksdemokraterne fremadrettet.«
Rød høst
Strategisk har Messerschmidt og Dansk
Folkeparti da også valgt en helt anden tilgang til regeringen. For dem handler
det hverken om at bekæmpe Venstre eller Jakob Ellemann-Jensen. Tværtimod anser
Dansk Folkeparti det for omsonst at indlede en blå konkurrence om at stjæle
Venstres vælgere, der alligevel kun udgør en kende over ti procent.
Med frifindelsen af Messerschmidt før jul og
udsigten til et muligt formandsopgør i Nye Borgerlige synes Dansk Folkeparti at
kunne se enden på ørkenvandringen. Dertil er det partiets plan at udnytte, at
man i modsætning til flere af de blå partier er med i mange politiske forlig og
dermed skal tages med på råd, før der ændres i eksempelvis
tilbagetrækningsordninger som seniorpension og arnepension. Det er en gunstig
arbejdsmark for det socialt profilerede Dansk Folkeparti: Regeringens
foreslåede ændringer af de to ordninger sker efter parolen »tag fra de syge, og
giv til de trætte«.
Dansk Folkepartis fokus i den sammenhæng er
ikke at bruge den taletid, man kan skaffe sig, på at angribe Ellemann. Derimod
har partiet et håb om at kunne høste blandt de vælgere, som det lykkedes Mette
Frederiksen at erobre fra tidligere partileder Kristian Thulesen Dahl. Et af
midlerne til det vil være en klar retorisk distance til de øvrige blå partiers
kritik af Venstre for, at der skaffes for få blå resultater i SMV-regeringen.
Dansk Folkeparti vil rose Venstre for ethvert liberalt resultat i håbet om, at
det kan sætte lus i den socialdemokratiske pels.
Hvordan det skal foregå, demonstrerede
Messerschmidt for nylig i et interview med Jyllands-Posten. Her kaldte han
regeringsgrundlaget for »en meget liberal platform« og forklarede:
»Når man lægger op til at afskaffe
seniorpensionsordningen og skrotte jobcentrene, så virker det meget som et 'lad
falde, hvad ikke kan stå'-program skåret ud af en liberalistisk
verdensanskuelse. Den første prøvelse, som man allerede nu kan se, regeringen
tilsyneladende fejler på, er, at man ikke vil gøre mere for at hjælpe danskerne
igennem inflationskrisen.«
På den baggrund erklærede Messerschmidt sig
meget bekymret for Mette Frederiksens sociale kompas, hvorfor han selv ser sig
som Folketingets sociale samvittighed. Lejlighedsvist gerne i en alliance med
venstrefløjen.
Over for Jyllands-Posten erklærer
Messerschmidt sig som konservativ og distancerer sig mere fra liberalismen end
fra Socialdemokratiet, selvom han i sin tid blev valgt som partiformand ved at
erklære, at han entydigt ser Dansk Folkeparti som ideologisk hjemmehørende i
blå blok.
Det er dermed åbenlyst, at det er vanskeligt
at skabe en samlet blå front mod SVM-regeringen, når man er uenige om, hvorvidt
regeringsgrundlaget er udtryk for, om Jakob Ellemann-Jensen har fået for meget
eller for lidt liberalisme med sig ud af forhandlingslokalet.
Ingen vil lede blokken
Da Lars Løkke Rasmussen i et befrielsens
øjeblik op til valget i 2019 aflivede blå blok, var det, fordi han i sin sidste
regeringstid havde set sprækkerne mellem liberalisterne i Liberal Alliance og
det nationalkonservative Dansk Folkeparti vokse sig uoverstigelige. Den
udlændingepolitiske limbøtte, der hidtil havde holdt sammen på det borgerlige Danmark,
havde misten sin bindeevne. Løkke ville ikke regere videre, hvis prisen var en
konstant strid mellem Liberal Alliance på den ene side og Dansk Folkeparti
suppleret med Nye Borgerlige og måske endda Rasmus Paludan på den anden.
Efter Pernille Vermunds bebudede afgang kan
Nye Borgerlige meget vel vælge en kurs, der understreger Løkkes pointe og
dermed også Jakob Ellemann-Jensens begrundelse for at gå i regering. Nemlig, at
der ikke findes ét entydigt borgerligt projekt, der kan samles til et regeringsdueligt
alternativ.
Det er den fortælling, som Inger Støjberg med
sit normaliseringsprojekt vil forsøge at imødegå. Det er også det, Alex
Vanopslaghs mere pragmatiske udgave af Liberal Alliance er udtryk for. Men
ingen af de to kan eller vil påtage sig den utaknemmelige rolle som erklæret
leder af den blå opposition. Hellere konsolidere eget parti og vente på, at
Venstre besinder sig med eller uden Ellemann.
Fra at have to statsministerkandidater står
de borgerlige nu med ingen. Ellemann er væk, og den konservative Søren Pape
Poulsen har ingen aktuelle planer om at gentage forsøget. Det er mandaterne
ikke til for tiden, erkendte han, da han var gæst på det radikale nytårsstævne
på Nyborg Strand.
Bag det ligger en erkendelse af, at De
Konservative lige nu må koncentrere sig om at få eget parti på fode, før man
interesserer sig for at samle oppositionen. Derfor er der heller ikke noget
behov for at indgå i nogen tættere akse med Danmarksdemokraterne og Liberal
Alliance, som Inger Støjberg forestiller sig.
Til gengæld går man gerne sammen om konkrete
sager. Eksempelvis om at bekæmpe regeringens tanker om, at afskaffelsen af
store bededag skal accepteres, hvis man vil være en del af det næste
forsvarsforlig. Det er i konservativ optik en politisk bøllemetode, og man
lader hellere end gerne Ellemann sejle i den sø, han har valgt.
I det hele taget har De Konservative ingen
planer om at hjælpe Venstres formand eller invitere ham hjem til blå blok.
Tværtimod agter man at gøre livet så surt som muligt for den blå forræder. En
af metoderne vil være at fremsætte gamle Venstre-forslag i Folketinget. Ikke
for at få dem vedtaget, men for at tvinge Venstre til i loyalitet mod
regeringen at stemme imod egen politik.
Facit for den borgerlige opposition er
pauvert: Der er lige så mange strategier for, hvordan man skal forholde sig til
regeringen, som der er partier. Til gengæld er der ingen, der vil påtage sig
rollen som den samlende leder af oppositionen til højre for regeringen.
Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-2/samfund/den-nye-normal
Ingen kommentarer:
Send en kommentar