Mandag
Mortensen. Radikale
og Konservative forlod regeringsforhandlingerne med uklare
begrundelser. Siden har ingen set dem.
Forsvundne
danskere
Tiden siden sidste sommer føles næsten som en evighed i politik. Men enkelte vil måske huske, hvem der dengang holdt taktstokken. I juli meddelte De Radikale, at de ville vælte Mette Frederiksens socialdemokratiske regering, hvis ikke hun inden Folketingets åbning havde udskrevet valg.
Lidt over en måned senere erklærede den konservative leder, Søren Pape Poulsen, at han agtede at blive landets næste statsminister.
Ingen af de to partier kom som bekendt ud af valget med nogen form for gevinst af den valgte kurs. De Radikale blev mere end halveret, og De Konservative, der måneder forinden havde stået til en tredobling, endte med at gå tilbage.
Efterfølgende gik begge partier med i forhandlingerne om en regering hen over midten. Men først trak Søren Pape Poulsen sig ud med forklaringen, at han ikke ville gøre Mette Frederiksen til statsminister, hvilket han jo nok fra begyndelsen kunne have set komme.
Søren Pape Poulsen har uden held forsøgt at markere sig i balladen om store bededag. Foto: Emil Helms, Scanpix.
Begrundelsen for, at De Radikale i yderste øjeblik også forlod forhandlingerne, var ifølge partileder Martin Lidegaard, at indflydelsen udenfor ville være større.
Det sidste savner endnu at blive dokumenteret i praksis. Efter forløbet på Marienborg står De Radikale ikke øverst på regeringens invitationsliste.
De to partier hører begge hjemme i den eksklusive klub, der normalt omtales som de gamle partier. Fire rigtig gamle: Venstre, Socialdemokratiet, Radikale og Konservative samt halvgamle SF. Den stabile magtbærende kerne i dansk politik.
Af de fem har kun halvgamlingen det lige nu rigtig godt, hvis man studerer meningsmålinger. SF kravler støt og roligt opad på Socialdemokratiets bekostning, Venstre ligger stadig på sit elendige valgresultat.
At regeringspartierne lige nu er i vælgermæssig modvind, er åbenlyst. Siden valget har de sammenlagt tabt, hvad der svarer til 25 mandater. Det kunne få Radikale og Konservative til at konkludere, at det var klogt at holde sig ude af det selskab. Problemet er bare, at de ikke vinder de stemmer, regeringspartierne har tabt. Tværtimod ligger begge stadig omkring det sløje valgresultat, og begge partiers ledere er lige nu dansk politiks mest usynlige mænd.
Søren Pape Poulsen har forsøgt at markere sig i balladen om store bededag, men er blevet overdøvet af sine aktuelle allierede i fagbevægelsen og på venstrefløjen. Lidegaard leder tilsyneladende endnu efter den indflydelse, han ventede at finde uden for regeringen.
Meningsmålinger er selvfølgelig flygtige størrelser, og der er længe til næste valg. Men intet tyder imidlertid på, at Radikale eller Konservative har den plan, der skal få dem tilbage. Tværtimod er de i fare for at miste de historiske positioner, der har placeret dem i selskabet af gamle partier. Opkomlinge er ved at presse dem væk.
De Radikales position har traditionelt været et sted mellem rød og blå side, hvilket ofte har givet partiet betydelig politisk indflydelse. Men lige nu ejes den plads af Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne, mens den radikale indflydelse vil afhænge af regeringens nåde.
For De Konservative, der sammen med Venstre har været kernen i det borgerlige Danmark, er situationen mindst lige så kritisk. Da Venstre i 1978 gik i regering med Anker Jørgensens socialdemokrater, stod De Konservative parat til at høste de utilfredse borgerlige vælgere, og partiet lagde grunden til storhedsperioden under Poul Schlüter. Håbet var en gentagelse, da Pape forlod regeringsforhandlingerne. Men gevinsten er udeblevet. Stemmemagneten på blå side er lige nu Liberal Alliance, og dertil truer et revitaliseret og meget synligt Dansk Folkeparti.
Man skal være forsigtig med at spå partiers undergang. Især når det handler om de gamle rodfaste. Men både Radikale og Konservative er under pres for at få smidt usynlighedskappen.
For nylig sagde statsministeren, at regeringens prioriteter inden sommerferien er sundhed, forsvar og uddannelse.
Formår De Radikale ikke at gøre sig relevante, når der reformeres universitetsuddannelser, og bliver De Konservative ikke en central del af et nyt forsvarsforlig, har de forspildt årets chance for igen at blive en del af kernen i dansk politik.
Kilde: https://www.weekendavisen.dk/samfund/forsvundne-danskere
Ingen kommentarer:
Send en kommentar