2015. Hvad gør regeringen, hvis der igen strømmer flygtninge og migranter til Danmark?

Den nye flygtningekrise

Betjentene anede ikke, hvad de skulle stille op. De første flygtninge og migranter ankom med toget til Rødbyhavn søndag den 6. september 2015, de næste ankom med færgen, og fire dage senere besluttede Claus Oxfeldt, Politiforbundets daværende formand, at slå alarm.

»Jeg synes ikke, at politikerne fortæller os, hvad der skal gøres i denne ekstraordinære situation (...) Hvis det her bare fortsætter, hvad gør vi så? Skal vi så bruge fysisk magtanvendelse i forhold til folk, som ikke vil noget?« spurgte han i Ritzau.

Situationen endte med at løse sig selv. De fleste udlændinge vandrede videre til Sverige, godt 20.000 søgte asyl i Danmark, og efterfølgende vedtog Lars Løkke Rasmussens regering en række stramninger, hvoraf den såkaldte nødbremse var den mest vidtgående.

»Vi indfører en nødbremse mod ukontrollable flygtningestrømme. Jeg vil ikke se Danmark i en situation igen, hvor flygtninge i hobetal går på motorvejene,« sagde Lars Løkke til Ritzau.

I andre lande ser man en gentagelse af den flygtningestrøm, Europa oplevede i 2015. Arkivfoto: Jacob Aban Kjerumgaard

Nødbremsen er den mest vidtgående af de beføjelser, regeringen vedtog i kølvandet på flygtningestrømmen. Spørgsmålet er, om regeringen er villig til at aktivere den, hvis tusindvis af flygtninge og migranter igen står på grænsen.

Uklare kriterier

Det er uklart, hvilke kriterier der skal opfyldes for at aktivere nødbremsen. I tilfælde af en ikke nærmere defineret »krisesituation« kan udlændinge- og integrationsministeren bestemme, at politiet skal afvise asylansøgere, hvis de kommer fra et sikkert land, som er omfattet af Dublin-forordningen. 

Det fremgår af udlændingelovens paragraf 28. Politiet må med andre ord afvise at tage imod mennesker, der vil søge asyl og i stedet sende dem ud af landet igen. Inger Støjberg, der var udlændinge- og integrationsminister under flygtningekrisen, erkender, at nødbremsen er et »elastisk« begreb. Netop derfor er det afgørende, hvem der sidder i regering.

»Desværre har vi et Venstre og en udenrigsminister, der går mere op i vores anseelse i EU end i at passe ordentligt på Danmark. Med nødbremsen kan man vende folk rundt og sende dem tilbage til Tyskland i det tog, de kom i, men jeg er ikke sikker på, at regeringen har viljen og evnerne til at bruge den.«

Hun indrømmer gerne, at at det kribler i hendes egne fingre.

»Jeg stod selv i Rødbyhavn et par af de nætter, hvor der kom tog ind fyldt med migranter og flygtninge. Dengang kunne man kun tilbageholde folk i tre gange 24 timer, så da politiet blev nødt til at åbne dørene i en sportshal i Rødby, løb folk ud, så hurtigt de kunne. Det var meget kaotisk, og det var også op ad bakke med Lars Løkke, så jeg mener, at regeringen skal bruge alle de redskaber, vi har.«

Stramningerne efter 2015 skulle især sende et signal til menneskesmuglere og migrantstrømme om at blive væk; et fænomen, der er blevet døbt negative nation branding. Stramningerne talte blandt andet smykkeloven, mulighed for tilbageholdelse på ubestemt tid, kolde teltlejre, ingen familiesammenføring de første tre år og de berygtede avisannoncer i Libanon, der reklamerede med, hvor ubehageligt det var at søge asyl i Danmark.

Foreløbig er den nye flygtninge- og migrantstrøm gået uden om Danmark. Østrig fik sidste år over 100.000 asylansøgere. Italien har fået over 35.000 flygtninge og migranter alene siden nytår, og i Bruxelles, hjertet af EU, kan krisen ses på gaden, hvor der ikke er indkvartering nok til alle de afrikanske migranter. Selvom der er gået snart otte år siden flygtningekrisen, er EU-landene stadig ikke enige om, hvordan man håndterer den nye bølge af flygtninge og migranter. Thomas Gammeltoft-Hansen føler sig heller ikke sikker nok til at spå om, hvad der vil ske. Han er professor i migrations- og flygtningeret ved Københavns Universitet.

»EUs forhandlinger om fælles asyl- og migrationsregler er endnu ikke kommet i mål, så på mange måder står vi på samme sted som i 2015. Til gengæld er det politiske landskab blevet meget mere uforudsigeligt.«

Han henviser til, at statslederne næppe igen sætter deres lid til Dublin-forordningen. Den skal forhindre asylshopping ved at slå fast, at asylansøgere skal søge asyl i det første sikre land, de ankommer til. Det er dog lettere sagt end gjort, når store menneskemængder sætter sig i bevægelse op igennem kontinentet.

»Det betyder, at vi kan stå i en endnu større tillidskrise. Enten bliver det hvert land for sig selv, eller også kan mindre grupper af lande gå sammen og aftale alternative modeller med hinanden.«

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek har ikke ønsket at lade sig interviewe, men oplyser, at han først og fremmest går efter at flytte asylcentrene ud af Europa.

»Med nødbremsen har vi mulighed for at afvise asylansøgere ved grænsen. Der er ingen tvivl om, at en aktivering er forbeholdt de ekstraordinære situationer, og hvis det bliver nødvendigt, vil vi ikke tøve med at tage de nødvendige redskaber i brug. Men som situationen er nu, er førsteprioriteten at få styr på Europas ydre grænser.«

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen ønsker ikke at udtale sig.

Politiet afventer

Weekendavisen har spurgt rigspolitichef Thorkild Fogde, hvad man vil gøre i tilfælde af en ny migrantbølge. Han henviser til Syd- og Sønderjyllands Politi, hvor politidirektør Frits Kjeldsen bekræfter, at der findes planer, som er skrevet i kølvandet på 2015. De gælder især indkvartering og sagsbehandling til mange mennesker.

»Vi har lært noget af 2015, for nu har vi set, hvad der kan ske. Vi har fået mere awareness om flygtningestrømmene, og vores dialog med Tyskland er blevet stærkere. Det vil betyde, at vi kan forvente længere responstid end dengang, men vi vil selvfølgelig møde dem, der kommer, med den lovgivning og de restriktioner, der gælder. Inden for de rammer vil vi have fokus på både det humane aspekt og håndhævelse af reglerne.«

– Har I en plan for, hvad I gør, hvis regeringen aktiverer nødbremsen?

»Det er noget, vi har med i vores overvejelser, men en anvendelse af nødbremsen og andre redskaber vil kræve en drøftelse med det politiske niveau.«

Ifølge professor Thomas Gammeltoft-Hansen betyder en stramning på papiret langtfra, at den også vil blive ført ud i livet i praksis. Selvom politiet har fået ret til at tilbageholde tusindvis af udlændinge imod deres vilje på ubestemt tid, betyder det ikke, at det er politisk holdbart, eller at befolkningen vil acceptere det. Trækker Danmark i nødbremsen, kan det også udløse et harmonikasammenstød med Tyskland og andre lande.

»Man kan ikke bare vende folk om ved grænsen, hvis man ikke har en aftale med Tyskland om, at de vil tage imod dem. Så har du pludselig en situation, der skal løses politisk og bilateralt med Tyskland, og som også kan få andre lande til at tage deres egne forholdsregler. Dublin-konventionen er dybest set en fordelingsmekanisme, der bygger på, at landene overholder reglerne. Det skal Tyskland også gøre, men spørgsmålet er, om myndighederne gør det i en akut situation. Vi har set flere lande, der ignorerer Dublin-anmodninger, og myndigheder, der bare holder op med at registrere folk og i stedet sender dem videre.«

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-18/samfund/den-nye-flygtningekrise

LENY MALACINSKI (f. 1975) er journalist og uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole. Hun er forfatter til bogen Den dag jeg opdagede jeg var undertrykt, og har tidligere været ansat på blandt andet Jyllands-Posten og den nu lukkede gratisavis Nyhedsavisen. Hun skriver blandt andet om køn, globalisering på gadeplan og forliste borgerlige drømme.

 

LENY@WEEKENDAVISEN.DK

 

Hvedebrødsdage. Oppositionen har sat kursen mod regeringens favn. At stå på agitatorens talerstol år efter år er uattraktivt.

Efter oprøret
Blandt iagttagere af det politiske liv er det blevet en yndet sport at udfordre skæbnegudernes monopolvirksomhed og spå om datoen for flertalsregeringens forsvinden. Hvor den ene iagttager blot ved den død efter næste folketingsvalg, kan den anden mere præcist fastslå regeringens usavnede bortgang ved næste kommunalvalg i efteråret 2025. Mon ikke det bliver lidt ud på eftermiddagen?

Hvad man i egentlig forstand kan konstatere om regeringens fremtid, er mere begrænset. Vi ved, at SVM-regeringen skal mødes med vælgerne senest efteråret 2026. Vi ved, at Moderaterne er sindet at lade projektet fortsætte, mens både Socialdemokratiet og Venstre holder døren åben uden at binde sig. Og så ved vi endelig, at det på 100 dage er lykkedes regeringen at gøre sig grundigt upopulær, hvad der p.t. gør genvalg mindre sandsynligt end for tre måneder siden. Det er det forhold, der har lokket spåmændene ud i lyset med deres nypudsede krystalkugler.

Denne uges Voxmeter udmåler elendigheden: 17 meningsmålte mandater smidt på 100 dage svarende til et tab på næsten ti procentpoint. Ti af mandaterne er tabt til den røde side, syv til den blå. Fortsætter det på den måde, ender de tre musketerpartier med at skylde.

Værst ser det ud for Venstre, som i forvejen har mistet så meget og for tiden endda må undvære sin formand. Socialdemokratiet havde dog i modsætning til Venstre før valget tydeligt tilkendegivet at ville søge bredt samarbejde, men helt nemt for statsministerpartiet er det tydeligvis ikke. Man kan bare prøve nysgerrigt at spørge indsigtsfulde folk, hvad egentlig forskellen er på den nødvendighedens politik fra Thornings tid, som Socialdemokratiet afskyer, og den politik, man aktuelt hylder, nødvendiggjort som den er af de meget alvorlige tider.

Mette Frederiksen og Troels Lund Poulsen kan efter storebededagsstriden se frem til et mindre anspændt politisk klima. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen

Bedst til rette i projektet føler Moderaterne sig. Midterregeringen er Lars Løkke Rasmussens idé, han er arkitekten tilbage fra 2019, og i weekenden fik han sit partibaglands opbakning til at fortsætte bestræbelsen på at langtidsbænke fløjene til fordel for den ansvarlige midte. Naturligvis. Ingen anden udgang var mulig på årsmødet i Vejle, som virkede som mødested for Alternativets iværksætterånd, tilløbende nysgerrige, garvede pragmatikere og lykkesøgere, som man husker dem fra Ny Alliance i de gode år.

Moderaterne er ét hoved, Løkkes, nu skal hovedet forsøge at føde sig en krop: Partiet skal også være kommunalt, og man skal have en ungdomsafdeling, som rigtige partier har det. Europæisk er man allerede blevet i kraft af sønnen Bergurs opdagelse af, at han faktisk fortsat mener det samme som sin far.

Nederlag og sejre

Meningsmålingernes tale er dragende og fascinerende, men skygger også for, hvad der foregår i øjeblikket. Dansk politik har været igennem noget, som minder om en forfatningskamp eller i hvert fald en tilvænning til nye roller, efter at fløjene er isoleret uden for det bestemmende centrum. Hvem bestemmer og på hvilke vilkår?

Opgøret havde karakter af et forbitret oprør, betegnende nok anført af fagbevægelsen, siden Folketingets to oppositioner var efterladt desorienterede. Fagbevægelsens Hovedorganisation ville med kravet om bevarelsen af store bededag som fridag berøve regeringen dens eksistensberettigelse. Arbejdet for en folkeafstemning i overensstemmelse med grundlovens paragraf 42 var en voldsom radikalisering af fagbevægelsens position. At ville flytte beslutningen fra repræsentationsstyret i Folketinget til gadens og vejens folkelige parlament er et værktøj, der ekkoer af Orla Lehmanns inderlige bøn til Frederik 7. om ikke at blive drevet til fortvivlelsens selvhjælp.

Så umusikalsk og bøvet timet inddragelsen af bededagen end var, måtte Mette Frederiksen med folkeafstemningen placeret på den politiske dagsorden stå fast på dens afskaffelse. Alt andet ville have været en abdikation, forvandlingen af flertalsregeringen til en konsekvensløs decemberdistraktion.

Den kamp tabte fagbevægelsen og Lizette Risgaards alliance med Folketingets opposition. Årets bededag bliver den sidste i skikkelse af fridag, til næste år skal der tages fat. Forsøget på at samle de nødvendige 60 mandater i Folketinget for en folkeafstemning kollapsede, da de afgørende partier ville ikke være med.

Striden mellem regeringen og oppositionen i og uden for Folketinget er ikke bilagt, men er ved at »sætte sig« i skikkelse af samarbejdsmønstre, som ganske vist er nye i det hektiske 100-dages forløb, regeringen har overstået, men gammelkendte og meget lidt usædvanlige betragtet over tid:

Arbejdsmarkedets parter løser de opgaver, som er deres, og politiske partier søger indflydelse, især når der er lang tid, til de kan søge deres mandat bestyrket hos vælgerne. Midtens magt og indflydelse drager.

En ting synes overvejende sandsynlig, hvis man alligevel skal forsøge sig i den ovenfor lidt hånligt affejede spåmandskunst: Jo mere modvind regeringen møder, desto mere ihærdigt vil den søge at sætte sin omfattende reformdagsorden igennem. Dens upopulære eksistens må have en årsag, en begrundelse, der må nødvendigvis være en mening med galskaben.

Gensyn med pragmatismen

På arbejdsmarkedet har man formået at løse tidens opgaver trods bededagen. Fagbevægelsens overenskomstforhandlere har opnået et hæderligt resultat, arbejdsgiverne har været pragmatisk generøse for at imødekomme både inflationsudfordring og opstemmet vrede over den mistede fridag.

Nu mangler medlemmernes stemmer, med dem ved man jo aldrig, men det er dog bemærkelsesværdigt, at forligene er blevet positivt modtaget selv i nejbevægelsens kerneland, 3Fs byggegrupper. DR har kontaktet 36 afdelinger med en selvstændig byggegruppe, og her anbefaler 12 et ja, 7 siger nej, mens 17 enten er uafklaret eller undlader at komme med en anbefaling til medlemmerne.

Pragmatismen genfindes i Folketinget. Regeringen har opgivet sin mest hovne attitude, der toppede, da man fandt på at gøre tilslutning til bededagsinddragelsen til adgangsbillet til forsvarsforligsdrøftelser. Den idé er droppet, man vil gerne dele ansvaret for svære beslutninger. Omvendt har dele af oppositionen opgivet den mest stålsatte opposition. Man vil påvirke regeringens politik, have indflydelse.

"Man går fra regeringens side til arbejdet under parolen: Der er tre et halvt år til næste valg, for kun vi selv kan vælte os, og det har vi ingen planer om."

Det vil snart vise sig på uddannelsesområdet, hvor det vil være muligt at forhandle en mindre omfattende beskæring af kandidatuddannelserne til fordel for dimensioneringsinstrumentet – altså adgangsbegrænsning. Det vil regeringen være åben for, og det vil partier som Konservative og SF også.

Her vil formentlig ske et udskilningsløb i den tvedelte opposition, til trods for, at den onsdag markerede sig med en fælles appel om ikke at skære i kandidatuddannelserne. På venstre fløj vil afstanden mellem SF og Enhedslisten øges. Enhedslisten er fortsat ikke bange for at spørge folket, som det hed i Politiken i weekenden som en reaktion på SF-formand Pia Olsen Dyhrs principielle afvisning af folkeafstemningen som brugeligt værktøj på Christiansborg.

Pia Olsen Dyhr, som møder sit bagland ved denne weekends SF-landsmøde i Kolding, har ganske vist fået energisk modstand i folketingsgruppen for sin kurs, men har autoritet i SF til at stå fast. Hun forventes derfor heller ikke at have problemer med at sikre SFs fortsatte deltagelse i forsvarsforligskredsen. I hvert fald ikke, hvis NATO afstår fra at øge kravet om et forsvarsbudget ud over de nuværende to procent af BNP. Hvis der »blot« sker en hurtigere indfasning af toprocentsmålet, er det mere håndterligt for folkesocialisterne. Tilsvarende er SF-deltagelse i den magre finanslov sandsynlig.

Til højre arbejdes der for en reformakse af Radikale, Konservative og Liberal Alliance. Konservative har med deres universitetsudspil om adgangsbegrænsning frem for kortere kandidatuddannelser signaleret, at kursen ikke kun vil finde udtryk i Rasmus Jarlovs energiske angreb på de gamle venner i Venstre. Man vil forsøge sig med den gamle parole om arbejdsomme borgerlige stemmer også.

Kort sagt: Regeringen, som under bededagsslaget stod over for ni forenede oppositionspartier, har udsigt til flere og skiftende samarbejdspartnere i Folketinget og et mindre anspændt politisk klima. Samtidig må det indgå i oppositionspartiernes overvejelse, at et regeringsarbejde forankret hen over midten ikke behøver dø ud efter næste folketingsvalg.

Store velfærdsreformer

I retning af samarbejde trækker også de meget store velfærdsreformer, som regeringen varmer op til. Somme har tolket de mange kommissionsforberedelser, som er indskrevet i regeringsgrundlaget, som en slags syltekrukker, men der er utvivlsomt lagt op til større ændringer.

Tirsdag præsenterede regeringstoppen en kommission anført af topchef i Kræftens Bekæmpelse Jesper Fisker, der skal komme med forslag til en ny organisering af sundhedsvæsenet. Man får et år til arbejdet, hvis mål er at skabe »et forebyggende og sammenhængende sundhedsvæsen med mere lighed, nærhed og bæredygtighed«. Udfordringen er stadig flere behandlingskrævende samtidig med betydelige udfordringer med at finde tilstrækkeligt personale.

Internt i regeringen står kun Moderaterne for det synspunkt, at regionerne skal nedlægges. Samlet set er det en dagsorden født til at tiltrække Folketingets partier.

På ældreområdet er der også lagt op til omfattende ændringer. Lars Løkke skitserede tænkningen på Moderaternes årsmøde: Stadig flere ældre vil have købekraft til bedre velfærd – blandt andet i kraft af deres pensionsordninger – mens en større gruppe alene vil være overladt til offentlig hjælp.

Men da staten og kommunerne hverken kan følge med økonomisk eller i forhold til de nødvendige ansættelser, vil ældreområdet som velfærdssektor blive splittet i et A-hold og et B-hold. Helt automatisk, uden politiske ønsker eller beslutninger herom, er analysen.

Regeringen ønsker at flytte penge, ansvar og handlefrihed ud i institutionerne, ikke ud i kommunerne. Rigtig mange interessenter har rettigheder på spil her – de ældre, staten, kommunerne, pensionskasser, velfærdsinstitutioner – så det vil også udløse realpolitisk interesse blandt de talrige partier på Christiansborg.

Man går fra regeringens side til arbejdet under parolen: Der er tre et halvt år til næste valg, for kun vi selv kan vælte os, og det har vi ingen planer om. Selv de fremtidskyndige politiske iagttagere kan få svært ved at dementere den parole.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-13/samfund/efter-oproeret

ARNE HARDIS (f. 1958), politisk redaktør, forfatter. Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 1986. Roskilde Tidende, Socialistisk Weekend, Land og Folk, A-pressen, Weekendavisen siden 1998. Har skrevet Æresretten (2003), Forræderens dagbog (2005), Idealisten (2008), Klassekammeraten (2010) og Den kætterske socialdemokrat (2018).

 

AHIS@WEEKENDAVISEN.DK

HANS MORTENSEN (f. 1958) er politisk journalist, som siden 1995 har fulgt slagets gang på Christiansborg. Indtil 2002 som journalist og politisk redaktør på Ekstra Bladet siden som reporter på Weekendavisen. Har skrevet bøgerne: De fantastiske fire (2005) om Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Svend Auken, Tid til forvandling (2008) om fornyelsen af Venstre, Det, Svend mener, er... (2009) - en interviewbog med Svend Auken samt redigeret antologien Helt forsvarligt (2009) om udfordringerne i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

 

HAMN@WEEKENDAVISEN.DK

 

Tilbagetrækning. Regeringen rammer med sikker hånd de svageste i pensionspolitikken.

Tag fra de syge
Den nye flertalsregering er ikke af den lumske slags, der satser på at få det upopulære overstået allerførst i regeringsperioden for så at gyde velgørende olier på vælgerhavet resten af tiden indtil næste folketingsvalg. Tilrettelæggelse af reformarbejdets mest besværlige elementer for 2023 efterlader faktisk ikke vælgeren nogen stund til at fortrænge, at vi har fået en reformfokuseret regering også på de områder, hvor der er risiko for surhed og forbitrelse.

Første kvartal var helliget bededagskrigen, som skabte modstand riget rundt og formentlig næsten alene har forårsaget, at Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne på rekordtid tilsammen har mistet en snes meningsmålte mandater.

Straks herpå følger forårets opgør med de videregående uddannelsers indretning, hvad der også vil skabe ballade. Sektoren har betydelig volumen, mængder af demonstrationsglade studerende og fin adgang til landets offentlige talerstole.

Og først herefter, formentlig til efteråret, vil man så tage fat på den opgave at reformere det samlede tilbagetrækningssystem, hvorved den såkaldte arnepension skal forbedres, mens seniorpensionen skal beskæres. Og så vil det første regeringsår være gået efter parolen, at man jo må tage det sure med det sure.

Foto: Ida Marie Odgaard

En oprydning af vejene til en tilværelse uden for arbejdsmarkedet lyder kedelig, og det er den også, ikke mindst for dem det kommer til at gå ud over. Den skitserede reform præsterer med det, man plejer at benævne kirurgisk præcision, et opgør med klassisk socialdemokratisk tænkning og med evige venstreorienterede positioner. Man tager fra de svageste uden for arbejdsmarkedet og giver til ældre lønmodtagere i beskæftigelse, som længes efter pension. I kortform: Tag fra de syge, og giv til de trætte.

Forpostfægtningerne er startet. Den tidligere regering aftalte med venstrefløjen og Dansk Folkeparti at gøre pensionsvejen for de syge noget lettere formedelst 450 millioner kroner, men det vil den nye regering ikke stå ved. Det har udløst voldsomme protester fra venstrefløjen og Dansk Folkeparti.

Hele feltet er grundigt politisk mineret – ikke mindst for socialdemokraterne med de tætte bånd til fagbevægelsen. Interesseorganisationen Danske A-Kasser har opgjort, fra hvilke a-kasser man mest flittigt benytter den seniorpension, man vil forringe. Det er, hvad man nok anede i forvejen, 3F og FOA, som er storleverandører til såvel seniorpension som arnepension.

Den kernesocialdemokratiske seismograf Lars Olsen har da også i denne uge hejst den røde fane i en kommentar i Jyllands-Posten. Advarselsflaget ser sådan her ud:

»Spørgsmålet kan blive yderst destruktivt for Socialdemokratiet. Da Mette Frederiksen erobrede regeringsmagten i 2019, skete det med Arne-pensionen og appel til arbejderklassens utryghed ved seniorårene. Nu ofrer S-toppen dette stærke brand af hensyn til nogle tvivlsomme gevinster i Finansministeriets Excel-ark.«

Født i synd

De ordninger, regeringen nu vil rydde op i, har ganske rigtigt rod i opgøret om regeringsmagten i 2019 og har således kun få år på bagen. Arnepensionen var den socialdemokratiske oppositions tilbud til vælgerne op til valget i 2019. Seniorpensionen blev Løkke-regeringens modtræk, som i al hast blev leveret, da man blev klar over det vælgerflyttende potentiale i arnepensionen. Seniorpensionen var mere generøs end arnepensionen, men skulle til gengæld være sværere at få. Vi endte med at få begge ordninger.

Er seniorpensionen således født i taktisk synd, er den ikke desto mindre allerede forvandlet til umistelig rettighed, som det gerne sker i Velfærdsdanmark. De to ordninger appellerer da også til markant forskellige målgrupper. Magasinet NB Beskæftigelse har tegnet de to ordningers anvendelsesprofil op i tidsrummet januar til november sidste år.

Man fokuserer på folks arbejdsmarkedsstatus umiddelbart før overgangen til arnepension henholdsvis seniorpension. I korthed kommer folk til arnepensionen fra beskæftigelse eller fra efterløn. 79 procent er en uge før afskeden med arbejdsmarkedet på efterløn (50 procent) eller i arbejde (29 procent).

Seniorpensionen tildeles folk på sygedagpenge, i fleksjob, med ledighedsydelse eller i jobafklaring. 75 procent kommer fra en af disse fire kategorier ugen før overgang til seniorpension. Sygedagpengene er den helt dominerende status (44 procent). Kun fire procent kommer fra beskæftigelse. Et halvt år før var kun 12 procent i arbejde.

Går man længere tilbage i tiden, var 61 procent af personerne på arnepension i beskæftigelse to år før tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. For seniorpensionens vedkommende gjaldt dette blot 41 procent.

De to ordninger er da også markant forskellige. Arnepensionen er en rettighed, som opnås op til tre år før folkepensionen og afhænger af anciennitet. Man skal have været på arbejdsmarkedet i 44 år for at kunne opnå tre års arnepension. Seniorpensionen kan gives op til seks år før folkepensionen, men afhænger af konstateret nedsat arbejdsevne. I øjeblikket skal man kun kunne arbejde 15 timer om ugen for at få seniorpension.

Ydelsesniveauet er også forskelligt. Arnepensionen giver godt 14.000 kroner om måneden, mens seniorpensionen giver godt 19.700 kroner. I praksis er seniorpensionen en slags førtidspension ydet på mere lempelige vilkår.

Det er de to ordninger, regeringen nu vil ændre og slå sammen til én. I regeringsgrundlaget hedder det, at man vil »afskaffe seniorjobordningen og sammenlægge seniorpension og retten til tidlig pension til én ny ordning med to indgange: en rettighedsbaseret model og en visitationsmodel, der begge kan opnås op til tre år før folkepensionsalderen, med mulighed for tildeling af pension i halve år og med et månedligt ydelsesniveau på cirka 15.000 kr.«.

Det kan udtrykkes lidt mere brutalt. Ordningen skræddersyet de syge og dem med svagest arbejdsmarkedstilknytning forringes ret heftigt økonomisk, og de skal have ydelsesperioden halveret fra seks til tre år. Til gengæld forbedres arnepensionen økonomisk, omend i mindre skala, hvad der har inspireret regeringen til at iklæde sig den optimistiske brille og tale om en Arne Plus-ordning.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-11/samfund/tag-fra-de-syge

 

ARNE HARDIS (f. 1958), politisk redaktør, forfatter. Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 1986. Roskilde Tidende, Socialistisk Weekend, Land og Folk, A-pressen, Weekendavisen siden 1998. Har skrevet Æresretten (2003), Forræderens dagbog (2005), Idealisten (2008), Klassekammeraten (2010) og Den kætterske socialdemokrat (2018).

 

AHIS@WEEKENDAVISEN.DK

 

Forsvundne penge. Forsvaret angiver i interne drøftelser at mangle 38 milliarder kroner bare til genopretning. Finansministeriet tror ikke på beregningen.

Hullet i Holmens

Kanal

Forsvarets pansrede mandskabsvogne Piranha affyrer en mortér under den årlige materielfremvisningsdag i 2021. Det er blandt andet opgraderingen af Piranha-mandskabsvognene, som Forsvarsministeriet og Finansministeriet er uenige om skal medregnes i beregningen af efterslæbet. Arkivfoto: Henning Bagger, ScanpiX

38 milliarder kroner. Sådan lyder den foreløbige regning for at rette op på gamle skavanker, nedslidning og sætningsskader i det danske forsvar, før man kan begynde at tænke på nyt materiel og flere soldater.

Beløbet, som bekræftes af flere kilder, er det, som Forsvarsministeriet og Forsvaret har meddelt til Finansministeriet i forbindelse med færdiggørelsen af det såkaldte kasseeftersyn, som tidligere forsvarsminister Morten Bødskov igangsatte i september sidste år.

Beløbets størrelse har angiveligt sendt rystelser igennem Finansministeriet, der dels har meddelt, at udregningerne er svære at gennemskue, dels at man ikke er enig i måden, der er regnet på hos Forsvarsministeriet i Holmens Kanal.

Eksempelvis mener Finansministeriet, at beregningen af efterslæbet kun skal omfatte renovering af nedslidte kaserner og materiel, utidssvarende it-systemer og opfyldning af tømte lagre af eksempelvis ammunition og udstyr. Forsvarsministeriet har på sin side medregnet opgradering og modernisering af eksisterende materiel, eksempelvis de pansrede mandskabsvogne, Piranha. Den slags opgraderinger betragter man i Finansministeriet som en ny investering og ikke et efterslæb.

På et samråd med Folketingets forsvarsudvalg for to uger siden sagde fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen, at kasseeftersynet forventes afsluttet i april. De 38 milliarder kroner i opbygget efterslæb er derfor heller ikke det endelige tal. Forhandlingerne mellem Forsvarsministeriet og Finansministeriet foregår på embedsmandsniveau, og ingen af de to berørte ministre er ifølge det oplyste endnu involveret.

Endelig i mål

Skulle det ende på 38 milliarder kroner, betyder det reelt, at mellem en tredjedel og en fjerdedel af de historisk mange penge, der skal afsættes i det kommende forsvarsforlig, bruges til at rette op på gamle skader og ikke til nye investeringer.

Under indtryk af den russiske invasion i Ukraine indgik den daværende socialdemokratiske regering sidste forår sammen med Venstre, Konservative, Radikale og SF et såkaldt nationalt kompromis, der betød, at Danmark i 2033 skal leve op til NATOs målsætning om at bruge to procent af bruttonationalproduktet på forsvaret. En målsætning, som Danmark skrev under på i 2014, men som skiftende regeringer reelt har ignoreret. Ved dannelsen af SVM-regeringen blev målstregen flyttet fra 2033 til 2030. Men allerede på det tidspunkt var det en kendt sag, at der skulle bedre styr på økonomien, før man politisk kunne begynde at sende flere penge.

Eksempelvis vidste man, at flere af de helt centrale elementer af det forsvarsforlig, der er på vej til at udløbe, ikke er gennemført. Det handler især om opstillingen af en kampklar brigade med 4.000 soldater. Den skulle ifølge et løfte til NATO stå klar ved udgangen af i år. Men det har længe været klart, at det ikke kommer til at ske. Dertil har der været store forsinkelser i anskaffelsen af missiler til de danske fregatter og endnu større forsinkelser i indkøb af udstyr til bekæmpelse af ubåde.

Imidlertid har det været vanskeligt at få styr på, hvor pengene er blevet af, når de ikke er brugt til det, der blev besluttet i forliget. I forbindelse med en ekstrabevilling til en såkaldt arktiskapacitetspakke i 2021 fortalte daværende minister Trine Bramsen, at man i stedet for det besluttede havde indkøbt andet materiel og: »Der er ikke udisponerede midler i indeværende forligsperiode. Tværtimod har vi efterslæb på nogle områder, herunder i forhold til ejendomsområdet, IT mv.«

Altså pengene var brugt. Bare til noget andet.

Hård kritik

Det fik daværende oppositionspolitiker og statsrevisor Troels Lund Poulsen til at bede Rigsrevisionen undersøge Forsvarets økonomistyring af forligsmidlerne. Resultatet af den undersøgelse kom i januar i år og var en lammende kritik.

»Forsvarsministeriets styring betyder for det første, at ministeriet ikke fuldt ud kan redegøre for, hvordan forligsmidlerne er blevet anvendt. For det andet kan ministeriet ikke redegøre for, hvad det koster at gennemføre forligsinitiativerne i den nuværende forligsperiode og i kommende forligsperioder. For det tredje kan ministeriet ikke redegøre for, om der har været budgetoverskridelser inden for ministeriets økonomiske rammer, som har haft eller vil få indvirkning på implementeringen af forsvarsforliget. For det fjerde har ministeriet ikke overblik over, i hvilket omfang effektiviseringsprovenuet indtil videre er opnået i forligsperioden, eller om det har påvirket Forsvarets operative kapaciteter. Ministeriet ved dog, at flere forligsinitiativer er blevet forsinket og derfor må udskydes til næste forligsperiode.«

Inden for revisorlingoen hører det til i den absolut skarpe ende, og de folkevalgte statsrevisorer konkluderede da også:

»Statsrevisorerne påtaler, at Forsvarsministeriet ikke har levet op til grundlæggende og almindeligt udbredte principper for god statslig økonomistyring, der sikrer gennemsigtighed mellem bevillinger, ressourceforbrug og faglig fremdrift i opgaveløsningen. Konsekvensen af den mangelfulde økonomistyring er, at Folketingets og Forsvarsministeriets muligheder for at vurdere bevillingsbehovet og prioritere på et oplyst grundlag begrænses.«

Politisk ville det på den baggrund være umuligt at indgå et forsvarsforlig med en merbevilling på et trecifret milliardbeløb, som der lægges op til i det nationale kompromis og regeringsgrundlaget.

Det var baggrunden for, at Morten Bødskov som minister igangsatte kasseeftersynet, og synspunktet blev bekræftet, da fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen var i samråd i forsvarsudvalget i februar.

Spørgsmålet er så, hvordan det er endt et sted, hvor Forsvarsministeriet og Forsvaret ikke har styr på, hvor bevilgede penge er blevet af, og hvor man selv vurderer, at der mangler 38 milliarder kroner bare for at komme på det niveau, man burde være på nu.

Flere interne kritikere har peget på, at økonomien for alvor løb af sporet, da daværende forsvarsminister Trine Bramsen i 2019 hjemsendte ministeriets koncernstyringsdirektør, Per Pugholm Olsen, efter en sag om uregelmæssigheder i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. Af mange i Forsvaret blev det set som en politisk ofring, og endnu mere problematisk var det, at Pugholm Olsen ikke blev erstattet. I december 2021 skrev Altinget.dk, at økonomistyringen var overgået til en kontorchef, der ikke er medlem af ministeriets direktion.

Under samrådet i februar erkendte Troels Lund Poulsen da også, at det ikke virker.

»Den kritik fra Rigsrevisionen og statsrevisorerne er en meget hård kritik af departementet. Derfor bliver departementet også nødt til at have nogle flere muskler,« sagde den fungerende minister, men han sendte også en slet skjult besked til sit apparat om, at det nu er nye tider.

»Det her behøver ikke blive sværere, end det er. Det handler om nogle meget banale ting, som man kender fra sin egen økonomi. Nemlig hvilke indtægter har man, og hvilke udgifter har man, og hvordan sørger man for at have likviditet og en buffer, hvis der kommer uforudsete udgifter. Og det er sådan, vi bliver nødt til at se på det. På en meget simpel måde,« sagde han.

Sort boks

I det hele taget forlyder det, at Troels Lund Poulsen har sat systemet under pres for at få orden i papirerne, så man kan komme i gang med forligsforhandlingerne. Det var i den sammenhæng næppe tilfældigt, at han på samrådet meddelte, at kasseeftersynet forventes afsluttet i april. Nu har han offentligt sat en deadline.

At Forsvarsministeriet så allerede er i strid med Finansministeriet om, hvordan det økonomiske efterslæb beregnes, og hvor stort det er, er ikke noget godt tegn. For det bliver næppe sidste gang, de to systemer støder sammen.

I Finansministeriet har man historisk anset Forsvaret for en »sort boks«. Det vil sige en økonomi, man ikke kunne blande sig i eller få indblik i. Nu er muligheden der, og den bliver næppe forsømt.

Næste slag mellem de to systemer kommer givet til at handle om, hvordan man indfaser målsætningen om at nå to procent af bnp i 2030. Om der sker en langsom eller hurtig indfasning, kan betyde mange milliarder kroner i forskel på, hvor mange reelle penge Forsvaret får i forligsperioden.

Og så er der slet ikke taget stilling til, hvad man gør, hvis NATOs topmøde i Vilnius i juli beslutter, at to procent er fortid, og at målet i stedet er 2,5 procent af bnp, hvilket anses for sandsynligt.

Det vil betyde ekstra milliarder til et system, der stadig bøvler med at få styr på, hvor de penge, man allerede har fået, er blevet af.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-11/samfund/hullet-i-holmens-kanal

HANS MORTENSEN (f. 1958) er politisk journalist, som siden 1995 har fulgt slagets gang på Christiansborg. Indtil 2002 som journalist og politisk redaktør på Ekstra Bladet siden som reporter på Weekendavisen. Har skrevet bøgerne: De fantastiske fire (2005) om Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Svend Auken, Tid til forvandling (2008) om fornyelsen af Venstre, Det, Svend mener, er... (2009) - en interviewbog med Svend Auken samt redigeret antologien Helt forsvarligt (2009) om udfordringerne i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

HAMN@WEEKENDAVISEN.DK

 

Transplantation. Globalt er der alt for få nyrer, hjerter og levere til dem, der står og mangler. Der er flere måder at gøre køerne kortere på, fra den grumme kinesiske metode til israelernes noget for noget-princip. Men én model slår dem alle: den spanske.

Organisk kaos

Næsten 70 år efter, at den amerikanske læge Joseph Murray på et hospital i Boston som den første nogensinde med held transplanterede en nyre fra et menneske til et andet, er der på globalt plan stadig over en million, der hvert år dør af kroniske nyresygdomme.

Det er et udslag af den triste omstændighed, at systemet for organdonation nærmest ingen steder fungerer optimalt. Og det mest frustrerende er ifølge eksperter, at ikke alene teknologien, men i mange tilfælde også organerne er til stede.

Ifølge de seneste tal fra Verdenssundhedsorganisationen WHO foregik der globalt i 2021 i alt godt 144.000 transplantationer af nyrer, levere, hjerter, lunger og bugspytkirtler. Det kan lyde af meget, men det er bare ti procent af de anslåede behov. Ni ud af ti må klare sig uden.

Først og fremmest er der behov for en holdningsændring. Selv i de mest udviklede sundhedssystemer er der en træghed og angst for at give slip på kendte rutiner, ifølge belgiske Raymond Vanholder, der er leder af ngo’en Den Europæiske Nyrehelbredsalliance.

Illustration: Gitte Skov.

»Ingen bryder sig om at forlade deres komfortzone. Politikere gør ikke, og læger gør heller ikke. Vi er dybest set alle traditionalister, og vi gør ikke nok for at ændre de eksisterende systemer,« siger han til Weekendavisen.

Spørgsmålet er: Hvilke systemer skal ændres? Og hvordan?

Emnet har fået fornyet aktualitet i Danmark. I øjeblikket skal danskerne aktivt tilkendegive det, hvis de vil være organdonorer, men et borgerforslag, som er under behandling i Folketinget, har lagt op til en ny ordning, hvor alle i udgangspunktet er donorer og aktivt skal fravælge den status, hvis de ikke ønsker den. Regeringen er åben over for en mulig ændring af reglerne.

I den situation kan det være instruktivt at kigge ud over landets grænser for at få en idé om, hvordan andre tackler udfordringen.

Én ting træder med det samme tydeligt frem: De mest velstående lande er også generelt dem, der har de bedst fungerende systemer for fordeling af organer fra både levende og døde donorer. Det er dog en sandhed med modifikationer.

I USA, som har verdens dyreste sundhedssystem, halter det med logistikken, og der eksisterer ifølge den demokratiske senator Elizabeth Warren et »dødsensfarligt rod«.

»Lige nu er der en 15 gange større sandsynlighed for, at systemet mister eller beskadiger et organ under transporten, end at et luftfartsselskab mister eller beskadiger folks bagage,« sagde hun ved en høring i august.

Fangedonorer

Som et udtryk for det akutte behov for nye organer i USA fremlagde to lovgivere i delstaten Massachusetts i januar et kontroversielt forslag om at tilbyde fængselsindsatte rabat i straffen, hvis de gav et organ til gengæld. Forslaget blev hurtigt rullet tilbage som etisk tvivlsomt.

Anderledes forholder det sig i Kina, som har været berygtet for at høste organer fra dødsdømte fanger. I 2005 erkendte vicesundhedsministeren ligefrem, at omkring 95 procent af alle donerede organer kom fra ligene af henrettede individer.

Siden 2014 har den kinesiske regering officielt givet afkald på at hente organer fra death row, men ifølge nogle rapporter fortsætter det ufortrødent den dag i dag, bare mere i det skjulte.

David Matas, en canadisk advokat med speciale i menneskerettigheder, har fulgt situationen i Kina i årevis, og han tvivler på, at organdonationer kan foregå i det nuværende omfang, hvis ikke dødsdømte fanger fortsat agerer som donorer.

Tallene for frivillige donationer forkaster han som statistisk ikkesignifikante. Der er også et system, hvor slægtninge til ofre for ulykker bliver betalt for de afdødes organer. Det rejser dog spørgsmål om, hvordan et sådant system egentlig fungerer i praksis.

»Man kan booke en organdonation på forhånd i Kina, men man kan ikke booke en ulykke på forhånd,« siger Matas.

Efter at en rapport blev udsendt i 2021 med beskyldninger om omfattende organhøst blandt religiøse fanger i Kina, skrev Amnesty International om situationen: »Mordene når op på tusindvis om året. Verden forholder sig næsten tavs om det.«

Den kinesiske regering har afvist anklagerne, men den tillader ikke udenforstående forskere adgang til detaljeret information, som kunne give indblik i, hvem der i Kina donerer organer og under hvilke omstændigheder.

Japan som nummer sjok

Mens organdonationer af den ene eller anden årsag går forholdsvis strygende i Kina, er situationen en helt anden i Japan. Her var der i 2021, hvor den seneste statistik stammer fra, bare en donor for hver million indbyggere. Til sammenligning var der samme år 40 donorer for hver million i Spanien.

Akira Akabayashi, der er forsker ved Afdeling for Biomedicinsk Etik på Tokyos Universitet, svarer prompte, da han bliver spurgt om, hvornår han regner med, at Japan flytter sig fra sin nuværende position som tæt på nummer sjok:

»Aldrig. Eller i bedste fald om 100 år. Jeg er meget, meget pessimistisk. Jeg skammer mig. Jeg ønsker at undskylde på vegne af det japanske folk.«

Når han udtrykker sig i så skarpe vendinger, skyldes det også, at japanere i stor stil tager til udlandet for at opnå nye organer og derfor efter hans mening forsynder sig mod den såkaldte Istanbul-deklaration. Deklarationen, som forkaster såkaldt organturisme, blev vedtaget på en konference i den tyrkiske storby i 2008 og har siden fundet støtte fra over 100 regeringer verden over.

For Japans vedkommende ser han problemets rod i de værdier, der er gældende i samfundet. Familien er fortsat ekstrem vigtig, og japanere er ofte parate til at strække sig langt for at donere organer til nære slægtninge, men uden for denne tætte kreds bliver der mildest talt ikke givet ved dørene.

»Altruisme eksisterer ikke. Når japanere giver noget væk, er de ude efter at få en belønning til gengæld. Hvis jeg giver dig noget, håber jeg ikke – jeg forventer – at du giver noget igen. Organdonation er ikke en gave,« siger Akabayashi.

Det er en noget-for-noget indstilling, som i en vis grad er sat i system i Israel. Regeringen gennemtrumfede for halvandet årti siden ved lov, at individer, der har meldt sig som donorer, også kommer først i køen, hvis de selv får behov for organer.

Systemet, der giver grønt lys for transplantation ved hjernedød hos donor, har haft betydelig succes under øgenavnet: »Hvis du ikke giver, får du heller ikke« eller, sagt med lidt andre ord, »Man må yde, før man kan nyde«.

Ordningen er blandt andet blevet til for at overkomme de barrierer, som religionen udgør. Specielt ultraortodokse var og er fortsat en udfordring, fordi de ikke accepterer hjernedødskriteriet og insisterer på, at livet fortsætter, så længe hjertet slår.

Rapporter tyder dog på, at de ultraortodokse er mere parate end andre israelere til at donere et organ, for eksempel den ene af nyrerne, i levende live. Igen spiller tro en rolle, men med omvendt fortegn: at redde liv bliver set som en religiøs pligt.

Haram eller ej

Andetsteds i Mellemøsten er det naturligvis en anden religiøs kontekst, og i flere lande strides muslimske lærde om det betimelige i organdonation. En række autoriteter, herunder Stormuftien af Egypten og Saudi-Arabiens Højeste Råd af Lærde, har sagt god for fremgangsmåden.

Ikke desto mindre taler statistikken sit eget sprog. I de fleste lande, hvor islam er den dominerende trosretning, er donation fra levende donorer – for eksempel et stykke af en lever, som kan vokse ud igen – næsten helt dominerende.

Det er hovedsagelig med udgangspunkt i forestillingen om, at den menneskelige krop er hellig og ukrænkelig, også i døden. Omvendt, som i Israel, er det muligt, at religion motiverer levende donorer.

I Iran er handel med organer sat i system. Salg af nyrer, som kan transplanteres uden de store negative konsekvenser for donorerne, har været praktiseret i årtier, og ifølge iranske myndigheder, som man kan tro eller lade være, er ventelisterne forsvundet. Den iranske regering udbetaler et grundbeløb til donoren, og modtageren betaler derudover en ekstra sum penge.

Kritikere af det iranske system peger på, at det bidrager til at cementere eksisterende sociale uligheder, med en strøm af friske organer til de mere velhavende klasser. Omvendt argumenterer andre for, at netop muligheden for at sælge en nyre sender penge i den modsatte retning og dermed bidrager til at mindske indkomstforskelle i samfundet.

En lignende udveksling mellem fattige donorer og rige modtagere finder sted i Qatar, selvom arrangementet dér på overfladen virker ganske retfærdigt.

Når migrantarbejdere fra lande som Bangladesh ankommer i Qatar, bliver de tilknyttet sundhedsvæsnet og indgår i puljen af organdonorer og organmodtagere. Men da de generelt er yngre end den gennemsnitlige borger i Qatar, og i øvrigt også løber en langt større risiko for at dø i ulykker, er det de tilrejsende, der står tilbage som nettobidragydere.

Spanien viser vejen

Der er altså stor variation på globalt plan, når det gælder måden, organer distribueres på. Men er der en bestemt løsning, som de fleste stiler imod? Vi skal tilbage til Spanien, der som nævnt ligger i den høje ende, når det gælder organdonation.

Her sidder Beatriz Domínguez-Gil, som leder af Den Nationale Organisation for Transplantationer, og er på lidt af en mission. Hun vil have flere til at gøre som Spanien. Hvis det sker, vil den globale kø for at få nye organer efter hendes og mange andres mening blive i det mindste lidt kortere.

»Den spanske model«, som den bliver kaldt i ekspertkredse, hviler på aktivt fravalg, hvor man automatisk opføres som organdonor og skal melde fra, hvis man ønsker det anderledes. Men det er nu ikke den primære årsag til, at den er blevet så stor en succes. Det skyldes snarere, at den tager udgangspunkt i én bestemt kendsgerning: at selv hvis man dør pludseligt i en ung alder, er det sjældent, at man ender som organdonor.

»Vi estimerer, at i Spanien og andre lignende lande er det selv på hospitaler kun mellem en og to procent af alle dødsfald, som sker under omstændigheder, hvor organdonation er mulig,« siger Domínguez-Gil.

Hun forklarer, at døden skal indtræffe på en intensivafdeling, fordi det for eksempel ofte er nødvendigt for lægerne at give mekanisk ventilation for at sikre sig, at de organer, der er bestemt til transplantation, holder sig friske.

Derfor er der på hvert eneste spanske hospital med kapacitet til at gennemføre transplantationer etableret særligt øremærket personel, som skal sikre, at man ikke går glip af nogen chance for organdonation. Gruppen står samtidig for kontakt til afdødes pårørende og for logistik – hvem får organerne, hvor og hvordan.

Det lyder både basalt og banalt, men det har en større virkning, end man umiddelbart skulle tro.

»Selv hvis hele befolkningen går med til at donere organer, sker der intet, hvis der ikke er et system, som kan identificere de exceptionelle dødsomstændigheder, hvor transplantation kan komme på tale,« siger Domínguez-Gil.

En række lande har allerede efterlignet proceduren. Et eksempel er Kroatien, der i en europæisk sammenhæng befinder sig helt oppe i toppen sammen med Spanien.

Derfor er debatten, som finder sted i Danmark, om enten aktivt fra- eller tilvalg måske ikke så afgørende, som man umiddelbart skulle tro. Det handler muligvis mindre om dette simple alternativ og på et meget dybere plan om et lands hele kapacitet.

En velfærdsproblematik

De variationer, som findes i forskellige lande, dækker over en barsk virkelighed. Der er forskel på rig og fattig. I en uretfærdig verden er vi ikke alle lige, og adgangen til transplantationer eller manglen på samme gør sædvanligvis ondt værre.

Det fortæller belgiske Vanholder, der med udgangspunkt i sin ekspertise i nyresygdomme ved god besked om omkostningerne forbundet med dialysebehandling, som fjerner affaldsstoffer og overflødige væsker fra blodet, når nyrerne ikke kan gøre det.

»Det er ret kontraintuitivt, men i de fattige lande, hvor dialyse er ekstremt dyr i forhold til transplantation, er der ikke rigtig kommet gang i transplantationerne. Det er naturligvis et spørgsmål om politik og investeringer,« siger han.

»Man skal bruge penge på infrastruktur og viden. Man skal også forbedre transportsystemet. Det mangler i stort set hele Afrika og også i vid udstrækning i Latinamerika og Asien. Dybest set er det i Vesten, at der sker flest transplantationer, men stadig ikke nok.«

Europa har bedre muligheder end stort set alle andre steder i verden for at indføre ordninger, hvor så få organer som muligt går til spilde. Det handler om penge, men ikke kun. Det hænger også sammen med den måde, sundhedssystemerne er bygget op på, ifølge Domínguez-Gil, lederen af den spanske transplantationsorganisation.

»Et vigtigt element i Spanien er, at vi har et offentligt, universelt sundhedssystem, så alle, der bor i landet, har adgang til lægehjælp, hvilket også omfatter transplantation. Her i landet er det let at gennemtrumfe princippet om gensidighed,« siger hun.

»Folk føler en forpligtelse til at bidrage til noget, som de måske en dag selv får brug for. Det er ikke tilfældet andre steder i verden, hvor sundhedssystemet er meget fragmenteret, og hvor det private sundhedsvæsen spiller en stor rolle.«

I bund og grund er det altså den gamle velfærdslogik, der gør sig gældende. Man bidrager til fællesskabet i forvisning om, at fællesskabet betaler tilbage. Altså egentlig ikke så langt fra den israelske tankegang – bortset fra, at vi, ideelt set i hvert fald, ikke skal tvinges ved lov til at indlade os på princippet om noget for noget. Motivationen skal helst komme »indefra«.

Grundlæggende handler det om tillid, og når tilliden forsvinder, kan det blive fatalt. Jeremy Chapman, den australske chefredaktør for tidsskriftet Transplantation Journals, henviser til konsekvenserne af en donorskandale i Tyskland kort efter årtusindskiftet, hvor en læge lod sine patienter komme foran i køen.

»Tyskland viser, hvad der sker, når tilliden bliver undermineret på grund af misallokering af organer til transplantation af profithensyn. Donationsraterne styrtdykkede blandt tyskerne, og de er endnu ikke tilbage på det oprindelige niveau,« siger han.

»Tillid, tillid, tillid. Alt, hvad vi har brug for, er tillid samt evnen og kapaciteten til at forvalte den tillid på den rette måde. Men hvis lægens job er at putte penge i lommen, og hvis hospitalets job er at skabe profit, er der i udgangspunktet et underskud af tillid.«

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-10/udland/organisk-kaos

PETER HARMSEN (f. 1968) skriver om Kina og Asien. Ph.d. i Kina-studier og cand. mag. i samfundsfag og russisk. Har arbejdet som journalist i Østasien i over 25 år, bl.a. for medier som AFP, Bloomberg og Financial Times. Forfatter til en række bøger på dansk, engelsk og kinesisk om historiske emner, senest Storm over Stillehavet: Anden Verdenskrig i Asien.

PEHA@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

Leder. Skal man tage Moderaterne alvorligt? Så må Lars Løkke skille sig af med sin kulturordfører.

Distanceblænder

KAN nogen huske Lasse fra Helle Ryslinges skønne film Sirup fra 1990? Lasse har et galleri og er ferm til at føre sig frem på den københavnske kulturscene. Han spilles eminent af Peter Hesse Overgaard: en veltalende fyr, der altid indtager scenen; selv en slags kunstner, selvfølgelig, men altid mest i gang med at føre sig frem, dybt forfængelig og nærig med det hele, ikke engang sin egen kunstnerkæreste (Kirsten Lehfeldt, selvfølgelig) kan han unde nogen succes. Lasse, det perfekte udtryk for den tids kulturelle distanceblændere, bliver naturligvis afsløret på tåkrummende vis.

MAN kommer – hvis man har den rette alder og svaghed for Ryslinges persongallerier – i tanker om Lasse, når man iagttager sagerne om Jon Stephensen, Moderaternes kulturordfører. Det var præcis sådan noget, den fiktive galleriejer kunne have fundet på: tage æren for andres arbejde. Fikse det, så han selv fik ekstra løn for det job, han i forvejen blev betalt for. Presse unge medarbejdere til at arbejde, selvom de var syge, til at tillade brug af lumre fotografier mod deres vilje eller til at gå ned i løn. Og sætte en falsk underskrift, fordi, ja, bare fordi.

TAGE Jon Stephensen alvorligt som kulturordfører kan man umuligt. Men at give ham posten overhovedet var udtryk for elendig dømmekraft. Stephensen har surfet gennem dansk kultur, selvom hans kølvand er fyldt med sager om problematisk ledelse, småsvindel og elendig moral. Han er helt åbenlyst ikke nogen storforbryder eller superkrænker, og han har muligvis også bidraget til enkelte teatersucceser. Men at han overlevede som kulturchef så længe, skyldtes primært, at kulturlivets bestyrelser ignorerede åbenlyst dårlig ledelse og vakkelvorn moral.

MODERATERNE sidder nu med verdens mest forudsigelige problem: Jon Stephensen. Lars Løkke Rasmussen og hans parti forsøgte først at lade, som om sagerne intet havde at gøre med Stephensens politiske troværdighed. Nu prøver partiformanden muligvis at invitere Stephensen til selv at stikke hovedet i løkken og fyre sig selv, men det er udtryk for fedtspilleri. Lars Løkke er åbenlyst nervøs for, at Stephensen ender som løsgænger, og så sidder den ellers så selvbevidste regering pludselig meget usikkert.

Foto: Ida Marie Odgaard, Scanpix

SERIØST kan man kun tage Moderaterne, hvis partiet tager ansvar for fremtrædende medlemmers opførsel. Er det et onemanshow, en platform for Lars Løkkes politiske comeback? I så fald risikerer det at blive en politisk udgave af en Helle Ryslinge-film. Mener Lars Løkke sit parti alvorligt, og vil han have os andre til det samme, er der ingen vej uden om at skille sig af med kulturordføreren.

Kilde:

https://www.weekendavisen.dk/2023-10/samfund/distanceblaender

MARTIN KRASNIK (f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest Fucking jøde.

KRAS@WEEKENDAVISEN.DK