Henrik Dahl:
DEN VESTLIGE VERDEN SKAL HOLDE OP MED AT HADE SIG SELV.

Regeringens følgagtighed over for OIC er det sidste, Danmark står og mangler.

Debatten om – lad os være ærlige – at genindføre blasfemiparagraffen har i det mindste to aspekter, der kun har meget lidt med hinanden at gøre.

Det mindste problem er, at et flertal i Folketinget vil tilbage til retstilstanden før 2017. En af de begrundelser, der blev benyttet som argument for at afskaffe den gamle blasfemiparagraf, var, at den alligevel ikke blev anvendt. I den forstand – sagde man for seks år siden – var det ikke meget mere end en regelsanering, når man strøg paragraffen. En del af den løbende og nødvendige oprydning i gamle paragraffer.

Alligevel var der mange ordførere, der ikke kunne dy sig, og holdt svulstige taler om frihed og idealer, man aldrig måtte give køb på.

Det elendige ved en svulstig tale er jo ikke dens emne. Det er, at den er svulstig. Nu kan venstremænd med hang til panegyriske taler og forhenværende LA’ere med samme tilbøjeligheder så æde deres opstyltede retorik i sig. Det har de i og for sig godt af. Jeg håber, de har lært noget om brugen af tomme og svulstige fraser – skønt jeg oprigtigt tvivler.

Et langt større problem er, at den danske regering helt åbenlyst accepterer, at en forening af udemokratiske og dobbeltmoralske lande blander sig i Danmarks indre anliggender.

”At blande sig i et indre anliggende” er det tætteste, man inden for diplomatiet kan komme på at sige ”luk røven”. Og hvis der er noget, OIC-landene og deres venner i Rusland og Kina er gode til, så er det at bede enhver, der taler om antisemitisme eller forfalskede valg eller etniske udrensninger i en fjern, islamisk provins, om at erindre, at her taler vi om indre anliggender.

Hvad burde regeringen så have gjort? Det vil jeg gerne gennemgå (i en ikke-prioriteret rækkefølge) nedenfor.

1. Erkend, at Samuel Huntington – selvom han ikke var ufejlbarlig – havde langt mere ret end Francis Fukuyama i, hvad fremtiden ville komme til at bringe.

Centralt for Huntington stod, at Rusland, Kina og den islamiske verden aldrig ville komme til at købe ind på de vestlige værdier, som nogle mennesker i Vesten fejlagtigt kalder ”universelle”.

Det har været populært at slå ned på Huntingtons fejl og udeladelser, fordi det, han sagde, var ubehageligt at lytte til for de vestlige eliter. Men helt overordnet set havde han ret: Verden kommer aldrig til slet og ret at blive et sted, der er præget af vestlige værdier.

2. Erkend, at Vesten over tid har fået langt færre venner, end regionen engang havde. Store lande i Sydamerika falder fra som venner. Store dele af Afrika falder fra. Rusland er for længst faldet fra. Kina er aldrig faldet til (om man så må sige). Og Mellemøsten skal vi slet ikke tale om. Her arbejder stærke kræfter aktivt og målbevidst på at underminere og afmontere vestlige værdier. Både i regionen selv og i de vestlige kernelande.

3. Erkend, at samhandel ikke giver ”demokratisk konvergens”. En af de farligste og mest fejlagtige antagelser inden for den politiske økonomi er uden tvivl, at hvis lande og regioner handler sammen, vil de over tid konvergere politisk.

Der er stort set ikke noget belæg for denne hypotese. Derfor er det absurd at høre på mennesker, der bliver ved med at hævde, at den har noget for sig.

4. Erkend, at OIC-landene har lært sig selv at bruge FN-systemet og moderne rettighedsretorik til at fremme sine egne dagsordener.

Store dele af FN-systemet er i dag værdiløst. Det gælder ikke mindst det absurde Menneskerettighedsråd. Der som bekendt domineres af lande, der har gjort det til en ædel dyd og kær pligt dagligt at trampe på menneskerettighederne hjemme hos sig selv.

5. Gør modstand imod hykleriet i OIC-landene. De bør udfordres på, hvorfor de i det hele taget er medlemmer af FN, når de åbenlyst intet gør for at leve op til den FN-pagt, de frivilligt har skrevet under på.

De bør tages mere alvorligt, når de taler om at forfølge religioner. Vi kunne for eksempel sige til dem: Vi vil meget gerne være værter for en konference, der ser på forfølgelse af religiøse mennesker. Men konferencen skal også handle om den allestedsnærværende antisemitisme i Mellemøsten og den lige så allestedsnærværende forfølgelse af kristne i en stor del af OIC-landene.

6. Gør modstand imod de meningsløse begreber, OIC-landene – med alt for ivrig hjælp fra vestlige, venstreorienterede akademikere – benytter sig af.

”Islamofobi” er et nonsensbegreb. En fobi er en psykisk lidelse. Det er ikke og kan aldrig blive en psykisk lidelse at kritisere islam og lande med en islamisk forfatning.

Få ”racisme” som begreb bragt på ret køl. Sandheden kan for eksempel aldrig være racistisk. Derfor er det absurd at beskylde mennesker, der formidler sandheden om for eksempel de mellemøstlige diasporaer i Vesten, for racisme.

Kulturer og religioner er heller ikke ”racer”. Derfor skal kritik af kultur og religion trækkes ud af et meningsfuldt begreb om racisme.

Protester imod ethvert akademisk lydende begreb, der ikke er akademisk, men er formet af had til den vestlige verden (der meget ofte har karakter af selvhad).

7. Vær mere offensiv, når det gælder OIC-landenes påstand om, at vesten ensidigt er et dårligt sted. Den er nemlig ekstremt hyklerisk.

Hvad bruger velhavende mennesker i OIC-landene de fleste af deres penge til? At få fingre i så mange vestlige genstande, det overhovedet kan lade sig gøre. Lige fra luksusvarer til vestlig medicin til vestlige våben.

OIC-landene elsker at tale grimt om vestlige værdier. Men det sidste, de vil undvære, er vestlige produkter.

8. Vær mere offensiv, når det gælder evindelige, mellemøstlige påstande om, at Vesten er racistisk.

Hvis Vesten er så racistisk, hvorfor bliver I så ikke bare væk? Der er vældig mange mennesker med rødder i Mellemøsten, der absolut ikke ville blive savnet, hvis de fortrak til den region, deres familie stammer fra.

9. Vær mindre relativistisk.

Der er ingen regioner i verden, hvor det er bedre at være kvinde eller at tilhøre et mindretal, end i Vesten. Der er ingen regioner i verden, hvor det er bedre at være fattig, at være ramt af dårlige tider eller at blive syg (selv om ingen af delene selvfølgelig i sig selv er fede).

Vesten er alle andre regioner i verden overlegen, når det gælder videnskab, teknik, filosofi, demokrati, god regeringsførelse og indretning af samfundsinstitutionerne til gavn for de fleste.

Derfor skal vi selvfølgelig ikke sælge ud af vores værdier, men kæmpe for dem. 

Og gerne med betydelig større overbevisning, end den danske regering gør.

HENRIK DAHL sociolog, MF (LA)

Kilde: https://jyllands-posten.dk/debat/kommentar/ECE16330574/den-vestlige-verden-skal-holde-op-med-at-hade-sig-selv/?fbclid=IwAR1Avvi9b3yDm2Ok5nzSgRSSI_rALjCp0EG_WK1x6u7y6xXhZ0BuAx3W97U

 

Afbrænder. Skrotningen af blasfemiparagraffen for seks år siden rammer nu Danmark som en dilemmafyldt boomerang. Kan og skal lovgivningen strammes af hensyn til muslimske lande?

Gud forbyde
 

det

Når regeringen med udenrigsministeren som primus motor har sat sig for at finde et juridisk værktøj for at stoppe koranafbrændingerne, forsøger Lars Løkke Rasmussen i realiteten at reparere en skade, han selv bærer et stort ansvar for. Han var statsminister og Venstre-formand, da Folketinget tilbage i 2017 afskaffede blasfemiparagraffen, hvorved det pludselig blev lovligt at futte religiøse skrifter af.

Dette frirum, som en lille skare af stærkt islamkritiske aktivister ved talrige lejligheder i den senere tid har udnyttet til at sætte ild på koraner, har som bekendt fået betragtelige konsekvenser. Relationerne til den muslimske del af verden er kølnet i et omfang, der vækker mindelser om Muhammedkrisen i 2005-06.

Sammen med Sverige er Danmark blevet skarpt kritiseret af Organisationen af Islamiske Lande (OIC) med 57 medlemsnationer for at give frit spil for forhånelser af Koranen. 15 af landene har officielt fordømt den tilladte praksis i Danmark siden en koranafbrænding foran den iranske ambassade i København den 21. juli. Dertil kommer, at danske diplomater på ambassaderne i Algeriet, Egypten, Iran, Indonesien, Pakistan og Saudi-Arabien har måttet stille til samtaler i de respektive udenrigsministerier.

Ifølge PET er trusselsbilledet uændret på niveau fire ud af fem, hvilket svarer til »alvorlig«, men tjenesten hejser samtidig et advarselsflag: »Der er ingen tvivl om, at de seneste koranafbrændinger i Danmark har medført en betydelig negativ opmærksomhed fra blandt andre militante islamister, som har betydning for udviklingen i trusselsbilledet.«

Jusistminister Peter Hummelgaard. Foto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix

Dertil kan lægges risikoen for skaden på handelspolitiske interesser. Skulle det komme til en omfattende boykot af danske varer, vil det koste penge og arbejdspladser. Eksporten til OIC-landene er stigende og udgør ifølge Børsen i dag 117 milliarder kroner med Forenede Arabiske Emirater og Tyrkiet som de største aftagere af danske varer.

Den bebudede juridiske stramning harmonerer for så vidt med »den pragmatiske idealisme«, som Løkke introducerede i foråret som pejlemærke for en ny udenrigs- og sikkerhedspolitik; måske vejer det første ord tungere end det andet?

Men indenrigspolitisk står regeringen mildt sagt med en svær sag, uagtet at den har sit eget flertal. Ganske vist viser De Radikale og Alternativet en vis forståelse for ønsket om at skride juridisk ind over for ildspåsættelserne af muslimernes hellige bog, men ellers er alle andre partier på begge sider af SVM stærkt imod den varslede regulering: Det er en indskrænkning af ytringsfriheden, et knæfald for regimer, for hvem menneskerettigheder og religionsfrihed ofte ligger fjernt, og giver man efter i denne sag, vil der bare komme flere nye krav.

Særlig iøjnefaldende er nok De Konservatives position. I perioder med blåt flertal er partiet traditionelt regeringsdeltager og dermed vant til magtens åg og de dertilhørende ikke altid populære beslutninger. Som Socialdemokratiets udenrigsordfører, Jesper Petersen, bemærker: »Jeg er ikke sikker på, at De Konservative ville stå samme sted, hvis de var i regering. Lad mig sige det sådan.«

Paludans inspirator

Den dilemmafyldte suppedas, Danmark er havnet i, har rødder i afskaffelsen af blasfemiparagraffen juni 2017. Marts samme år havde Enhedslisten stillet forslag om at skrotte den daværende bestemmelse i straffeloven, der kriminaliserede den, »der offentligt driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse«. Af princip mente partiet, »at lovgivning skal beskytte mennesker – ikke guder«.

Forslaget tog dog også afsæt i en verserende straffesag. Måneden inden havde anklagemyndigheden – for blot fjerde gang i paragraffens levetid – rejst tiltale mod en 42-årig mand fra Nordjylland, der havde brændt en udgave af Koranen af hjemme i sin baghave og offentliggjort en video af hændelsen på Facebook. Mandens forsvarsadvokat var den på det tidspunkt ukendte Rasmus Paludan, der tilsyneladende lod sig inspirere af sin klient, da Paludan senere selv, nu helt lovligt, begyndte at antænde koraner.

Inden folketingspolitikerne fjernede blasfemiparagraffen, vidste de, hvilke konsekvenser det kunne få. I en tidligere udtalelse fra Straffelovrådet blev det påpeget, at blasfemiforbuddet ikke hindrede skarp kritik af religioner og religiøse dogmer. Afskaffede man forbuddet, ville det til gengæld blive muligt at foretage offentlige afbrændinger af Bibelen eller Koranen, uden at myndighederne kunne gribe ind.

Da Mette Frederiksen som daværende justitsminister i Thorning-regeringen i februar 2015 offentliggjorde Straffelovrådets udtalelse, afviste hun på den baggrund at tage skridt til at ophæve blasfemiforbuddet: »Jeg har svært ved at se, hvordan vi får et stærkere samfund, eller hvordan det vil kunne berige den offentlige debat, hvis man gjorde det lovligt at brænde hellige bøger af.«

Det var fortsat Socialdemokratiets synspunkt, da Folketinget to år senere tog stilling til Enhedslistens forslag. Men partiet var det eneste, som stemte imod. Derimod endte Løkkes VLAK-regering, efter først at have afvist forslaget, med at stemme for.

Venstres Jan E. Jørgensen var partiets ordfører ved andenbehandlingen, og han mener stadig, at det var klogt.

»Det var ikke Venstres brændende ønske, om jeg så må sige, at vi nu skulle se koranafbrændinger på gader og stræder. Det var ønsket om at komme af med en paragraf, som tiden var løbet fra. Det var også nogenlunde sammenfaldende med angrebet i Paris mod Charlie Hebdo. Og vi kunne ikke se os selv i, at vi i den situation skulle anerkende, at religiøse følelser havde et særligt behov for beskyttelse. Så jeg mener bestemt, at det var rigtigt, at vi afskaffede blasfemibestemmelsen. Men det havde været godt, hvis vi i højere grad havde kunnet ramme koranafbrændingerne ind og komme efter dem med andre paragraffer. Det skulle vi nok have dyrket noget mere,« siger Jan E. Jørgensen.

Flagskændingsreglen

Regeringen bedyrer, at den ikke vil genindføre den tidligere blasfemiparagraf.

Oratorisk giver Løkke den som håndværkeren og taler om at finde et »juridisk værktøj«, mens justitsminister Peter Hummelgaard har iklædt sig den sproglige lægekittel med termer som »en juridisk nålestiksoperation« og et »præcist kirurgisk indgreb«. Underforstået: Indgrebet i ytringsfriheden vil være så mikroskopisk, at det faktisk næsten ikke er et indgreb.

Uanset betegnelserne vil initiativet dog nødvendigvis bestå i ny lovgivning, og Justitsministeriets embedsmænd har sandsynligvis fået til opgave at afdække mulighederne for at flette et forbud ind i straffelovens eksisterende regler. Løsningen må helst ikke skuffe hverken den muslimske verden, den hjemlige opinion eller hele oppositionen alt for meget og vil sandsynligvis derfor heller ikke stille nogen rigtig tilfreds.

Hvilke greb rummer så den strafferetlige værktøjskasse?

Tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonichsen, som var operativ chef i PET under Muhammedkrisen, har i et borgerforslag luftet ideen om at indsætte afbrændingerne under hærværksparagraffen, så det bliver forbudt at ødelægge og beskadige trossamfunds religiøse skrifter. Det er dog værd at bemærke, at hærværk er en ejendomsforbrydelse – paragraffen handler om at ødelægge andres ting. Typisk vil koranafbrænderne selv have købt og betalt de bøger, de brænder af.

»Systematisk er bestemmelsen mindre velvalgt, da den angår andres ting,« siger Lasse Lund Madsen, professor i strafferet ved Aarhus Universitet.

»Dernæst har Paludan allerede meldt ud, at han ikke vil være sen til at droppe afbrændingerne og i stedet skænde Koranen med eksempelvis ekskrementer. Hjemmelsmæssigt vil man med den foreslåede ordlyd hurtigt komme til kort – for vil det være egentlig ødelæggelse, når man formentlig bare vil kunne børste ekskrementerne af?«

Skuer embedsmændene til et andet hjørne af straffeloven, vil de støde på den såkaldte racismeparagraf som en anden potentiel kandidat til at rumme et forbud mod koranafbrændinger. Dén paragraf fokuserer dog på forhånelsen af mennesker på baggrund af deres tro – ikke selve de religiøse genstande.

»Går man den vej, nærmer vi os derfor noget, der kan minde om sidestillelse af mennesker og religiøse symboler – utvivlsomt vand på OICs mølle – men en vej, der med sekulære briller vil være mindre hensigtsmæssig,« siger Lasse Lund Madsen.

Et tredje greb, juristerne i ministeriet formentlig lurer på, er muligheden for at udvide reglen om flagskænding, en støvet størrelse, der forbyder offentlig forhånelse af »en fremmed nation, en fremmed stat eller dens flag«. Ifølge Lund Madsen kunne det med stor sandsynlighed være dén regel, embedsmændene vil anbefale regeringen at udvide.

»En tilføjelse ville kunne lyde på også at gøre det forbudt at skænde anerkendte trossamfunds hellige skrifter,« siger Lund Madsen.

Også Jørn Vestergaard, professor emeritus i strafferet ved Københavns Universitet, ser for sig, at regeringen sandsynligvis vil ty til flagskændingsreglen.

»Var jeg embedsmand og havde fået besked på at finde en plads i straffeloven, ville mit bud være at forbyde offentlig nedværdigelse – som kræver mere end bare forhånelse – af et 'anerkendt trossamfunds særligt betydningsfulde religiøse genstande',« siger Vestergaard.

Men hvem skal definere, hvad der er særligt betydningsfuldt? For ikke at tale om offentlig nedværdigelse?

»Det er der, lovgivningsarbejdet bliver en vanskelig balancegang. Man er nødt til at være relativt præcis i lovens ordlyd suppleret med tilhørende lovbemærkninger, så det som borger er nogenlunde muligt at forudberegne, hvad der er lovligt og ulovligt. Det er sådan set retssikkerhed i en nøddeskal,« siger Lund Madsen.

»Samtidig er man nødt til at have lidt uld i mund, så bestemmelsen også er rummelig: Er man alt for specifik, vil nogen med det samme finde nye måder at omgå reglen, og det nytter trods alt ikke, at bestemmelsen skal ændres i tide og utide.«

Ifølge Vestergaard vil en regel som skitseret svare til en moderniseret udgave af den gamle blasfemiparagraf.

»Dens ordlyd var bredere, men i praksis dækkede den kun urinering og afbrænding af religiøse skrifter. Jeg tror dermed, det er ret sandsynligt, at regeringen reelt vil indføre det, de afskaffede.«

Ro og orden

Ifølge Hummelgaard er det »relativt få steder, det er tilladt at afbrænde, som det er i Danmark og Sverige«. Det er dog langtfra alle europæiske lande, der har indført generelle forbud mod at sætte ild til hellige bøger.

Selvom Finland har et decideret forbud, og det også i Italien er strafbart at gøre skade på en trosretnings religiøse genstande, har en række lande i stedet overladt det til politiet at vurdere, hvor og hvornår en koran ikke må antændes.

Således kan politiet i eksempelvis England skride ind, hvis det vurderes, at en demonstration vil »forstyrre den offentlige orden i alvorlig grad«. En lignende formulering findes i det franske ordensreglement, og det var med dén regel i hånden, at politiet i Paris i 2020 forbød Stram Kurs at afbrænde en koran i det offentlige rum – en sag, der førte til, at Paludan fik forbud mod at rejse ind i Frankrig.

Heller ikke i Norge, som regeringen ellers har fremhævet som et land med styr på situationen, gælder et generelt forbud. Når Norge blandt andet i februar og marts har afvist at tillade demonstrationer med koranafbrændinger, er det sket med henvisning til, at politiet ikke kunne garantere sikkerheden for arrangører og tilskuere.

Faktum er, at dansk politi allerede med afsæt i politiloven kan afvise en demonstration med henvisning til forstyrrelse af den offentlige orden eller sikkerhed – det er selvsamme årsag til, at Rasmus Paludan adskillige gange er blevet forbudt at fyre op under Koranen på bestemte lokationer.

Spørgsmålet bliver i sidste ende, om regeringen vil søge løsningen indeholdt i straffeloven eller ej.

»At politiet uden et generelt forbud kan vurdere fra sag til sag, griber selvsagt ikke på samme måde ind i ytringsfriheden,« siger Jørn Vestergaard.

»Omvendt efterlader man den endelige vurdering hos politiet, der skal træffe et skøn fra sag til sag. Det vil dermed være sværere at forudsige, i hvilke tilfælde en koranafbrænding vil være ulovlig.«

Kilde:https://www.weekendavisen.dk/2023-31/samfund/gud-forbyde-det

LAURA HATTENS (f. 1996) er journalist og skriver mest af alt om samfund, jura og kultur. Laura har en kandidatgrad i jura fra Københavns Universitet og har skrevet for Weekendavisen siden 2020.

LSHA@WEEKENDAVISEN.DK

HENRIK DØRGE er journalist og skriver om samfund og politik. Henrik blev uddannet på Danmarks Journalisthøjskole og har tidligere arbejdet på Aktuelt og Jyllands-Posten. Han har udgivet Skandalen om Nordisk Fjer (medforf.) og Mens natten bli´r til dag.

DORG@WEEKENDAVISEN.DK

 

Genrejsning. Det yderste højre er vågnet op til dåd i Spanien og kan efter søndagens valg komme til magten for første gang siden diktator Francos død.

Ud af skabet

VALENCIA – Matías Alonso kniber øjnene sammen i den skarpe sol, da vi sætter os til rette på en bænk foran rådhuset i det centrale Valencia. Juliheden hænger som en tung dyne over middelhavsbyen, og turister passerer forbi os i små grupper bevæbnet med vandflasker og solhatte.

»Den er helt gal,« siger han, og det er hverken solen, turismen eller de ekstreme temperaturer, han refererer til. Han taler om den politiske situation i Spanien, hvor der skal være parlamentsvalg på søndag. Højrenationale Vox kan for første gang komme med i en regeringskoalition, og spørger man Alonso, bør alle alarmlamper tændes.

»Fascismen er blevet genoplivet, og hvis ikke vi rejser os til kamp, kan vi godt begynde at vinke farvel til de friheder og rettigheder, vi har kæmpet så hårdt for«.

Matías Alonso er 66 år gammel og har været politisk aktiv på den spanske venstrefløj, siden han som 16-årig gik ind i modstandskampen mod Francos diktatur. Det var i 1973, to år før diktatorens død, der banede vej for overgangen til demokrati. I dag, 50 år senere, sidder han igen med følelsen af, at noget drastisk må gøres.

Greb om de unge: Vox står til at blive største parti blandt førstegangsvælgere. Foto: Josep Lago, Scanpix

Konservative PP, Partido Popular, står til at vinde valget, men vil efter al sandsynlighed få brug for mandaterne fra Vox, hvis flertallet skal sikres. Indtil for nylig afviste PPs leder, Alberto Núñez Feijóo, ganske vist kategorisk at indgå regeringssamarbejde med Vox, men i dag er afvisningen erstattet af uldne og tvetydige signaler.

Valgmatematikken taler sit eget tydelige sprog. Nok står PP til at blive størst i parlamentet, men vejen til magten går via Vox.

Maj måneds lokal- og regionsvalg viste, at viljen til samarbejde bestemt er til stede. PP har indgået konstitueringsaftaler med Vox i en lang række byråd og selvstyreregeringer, og det gælder også den folkerige Valencia-region. Her har Vox fået indsat den kontroversielle abortmodstander Llanos Massó som ny formand for selvstyreparlamentet, og posten som viceregionspræsident er gået til den tidligere tyrefægter Vicente Barrera, der blandt andet har gjort sig bemærket ved at navngive sin hest Caudillo, hvilket var Francos officielle titel.

Patriotisk vækkelse

Vox blev grundlagt i 2014 af en udbrydergruppe fra PP og blev de første år ikke spået mange chancer for succes. Det var en udbredt antagelse, at diktaturet havde vaccineret spanierne mod yderligtgående højrepartier, men virkeligheden skulle vise sig anderledes. Det catalanske løsrivelsesforsøg i 2017 udløste en patriotisk vækkelse uden lige overalt i Spanien, og Vox stod klar til at byde de indignerede indenfor.

I 2019 fik Vox 15 procent af stemmerne og 52 pladser i det nationale parlament i Madrid, og sidste år kom partiet for første gang med i en regional selvstyreregering i nordspanske Castilla y León. Nu står partiet klar til at indtage den største politiske scene.

Ifølge meningsmålinger er seks ud af ti spaniere – herunder hver femte PP-vælger – »bekymrede« over udsigten til Vox i ministerbiler. Men selv de skeptiske konservative lader til at foretrække en aftale med Vox frem for alternativet: et nyt rødt kabinet under ledelse af socialdemokraten Pedro Sánchez, som har regeret Spanien de seneste fem år.

I Valencia er valgkampen i fuld gang, og få hundrede meter fra rådhuset har Vox slået et telt op dekoreret med grønne balloner og spanske flag. Partiaktivister deler valgmateriale ud til de forbipasserende. En af dem er den 20-årige studerende Miguel Ángel Escriche, som glæder sig til at skulle stemme ved et parlamentsvalg for første gang. Han har ikke været i tvivl om, hvor krydset skulle sættes.

»Vox er det eneste parti, der kæmper for grænsebeskyttelse, privat ejendomsret og skattelettelser. Det er også det eneste parti, der forsvarer familien, der er samfundets vigtigste søjle, og som venstrefløjen er i gang med at nedbryde,« siger han til Weekendavisen.

Unge som Miguel er blevet en vigtig del af Vox’ vælgerbase. Vox er det største parti blandt førstegangsvælgere, og hver femte nye vælger forventes at sætte kryds ved Vox på søndag.

I et interview her i avisen fortalte nationalismeforskeren Steven Forti sidste år om den bevægelse, der de seneste år har flyttet de unge vælgere fra venstre mod højre, ikke kun i Spanien, men i store dele af Vesteuropa.

»Den yderste højrefløj er blevet cool. Dens ledere er ligeglade med politisk korrekthed og siger tingene uden omsvøb. De fremstår som rebelske, frække, provokerende – alt det, der engang gjorde venstrefløjen tiltrækkende for de unge,« lød vurderingen fra Forti.

Forræderen Sánchez

Miguel og hans kammerater ligner ikke just samfundsomstyrtere, som de står der og deler valgpamfletter ud iført lærredsbukser, lyse skjorter og armbånd i rødgule farver. De er høflige og venlige, og kun når talen falder på den socialdemokratiske regeringschef Pedro Sánchez og hans alliancer med »Spaniens fjender« – løsrivelsespartierne i Catalonien og Baskerlandet – skifter tonelejet.

»Han er en forræder,« slår 19-årige Adrián David fast og ligner en, der er klar til selv at køre til Madrid og hive ham ud af regeringspaladset, hvis han blev bedt om det.

Pludselig dukker Vox’ lokale spidskandidat til parlamentsvalget op under teltdugen. Carlos Flores er en 59-årig professor i forfatningsret, der først for nylig er gået ind i politik under Vox’ faner. Han kindkysser og håndtrykker sig vej gennem forsamlingen og stiller storsmilende op til selfies med de fremmødte sympatisører.

”Vi er nødt til at forhindre, at Spanien ender der, hvor Frankrig er i dag. Det kræver stærkere grænser.”

CARLOS FLORES, KANDIDAT FOR VOX

Flores deler med stor entusiasme sine visioner for Spanien med Weekendavisens udsendte.

»Vi er nødt til at forhindre, at Spanien ender der, hvor Frankrig er i dag. Det kræver stærkere grænser, og vi må sætte en stopper for indvandringen,« siger han.

Kun Vox, slår han fast, har modet til at sige sandheden om tingenes tilstand, der forties af de etablerede medier. Spanierne har behov for på ny at blive herrer i eget hus, og Ungarn og Polen er fine forbilleder i beskyttelsen af de nationale interesser.

I partiets netop offentliggjorte valgprogram trækkes linjerne skarpt op. Vox vil blandt andet opløse det regionale selvstyre, ulovliggøre selvstændighedspartier, suspendere retten til fri abort, fjerne støtten til lgbt-organisationer, trække Spanien ud af Paris-aftalen og tilbagerulle loven om »historisk erindring«, der har til hensigt at give oprejsning til taberne i borgerkrigen og ofrene for Francos diktatur.

Visionen er klar. Spanien har brug for enhed og moralsk oprustning, og tiden skal ikke spildes på identitetspolitik, klimabekymring eller historisk selvpineri. Partileder Santiago Abascal har tidligere slået fast, at Vox har plads til alle – også dem, der forsvarer Franco.

»Vi vil ikke diktere for spanierne, hvad de skal tænke om fortiden,« lød det fra Abascal.

Ideologisk censur

Mørket falder på over Valencia, og restauranterne i bymidten fyldes med mennesker. Byen summer af liv i den varme sommeraften, og lugten af grillet fisk, olivenolie og hvidløg blander sig med tobaksrøgen på de mange udeserveringer.

Spaniens tredjestørste by emmer af sorgløs middelhavscharme, men valgkampens bitre ideologiske opgør løber som en usynlig understrøm.

På en café i en sidegade sidder veninderne María og Merche med en flaske hvidvin imellem sig. María er »forfærdet« over udsigten til Vox i regering. Det er frem for alt den kønspolitiske dagsorden, der bekymrer hende. Vox, siger hun, repræsenterer et gammeldags og mandschauvinistisk verdensbillede, og hun har svært ved at forstå, at det pludselig er blevet mainstream.

»Det er, som om folk kommer ud af skabet i denne tid og pludselig er helt åbne om, at de stemmer Vox. Det ville være utænkeligt for bare et par år siden,« siger hun.

Merche ryster på hovedet i afmagt. Hun føler sig dybt desillusioneret over politikerstanden generelt – »de foretager sig jo ingenting!« – og har ved de seneste valg stemt blankt i protest. Om der skal sættes et rigtigt kryds på søndag, og hvem det i givet fald skal tilfalde, har hun ikke besluttet endnu.

De fleste meningsmålinger peger på sejr til højrefløjen, og Pedro Sánchez får brug for en formidabel slutspurt for at indhente det tabte. Han har i valgkampens sidste fase satset på at appellere til kvinderne for at flytte de afgørende mandater mod venstre.

Frygten for Vox er en central akse i den socialdemokratiske kampagne, der også forsøger at få mobiliseret de mange venstrefløjsvælgere, der blev hjemme ved lokal- og regionsvalgene i maj og dermed muliggjorde højrefløjens storsejr.

Måske vil højrefløjen selv gøre en del af arbejdet. De seneste uger har medierne således kunnet berette om en række opsigtsvækkende episoder fra de byer, hvor Vox og PP er kommet til magten efter valget i maj.

I Santa Cruz de Bezana i nordspanske Cantabrien aflyste det nye bystyre en offentlig fremvisning af tegnefilmen Lightyear, hvor man ser to kvinder kysse hinanden. I byen Valdemorillo nær Madrid gik det ud over en opsætning af Virginia Woolfs Orlando, der tematiserer feminisme og transseksualitet. Og i byen Briviesca aflyste bystyret en teaterforestilling om en skolelærer, der henrettes af Franco-styrker i 1936.

Sager som disse har giver ny næring til venstrefløjens fortælling om, at det er det frie, åbne samfund, der er på højkant ved søndagens valg. Og spørger man Matías Alonso, bør de mane til eftertanke – også for dem, der ikke har oplevet diktaturets ufrihed på egen krop. Han tror på, at slaget stadig kan nå at falde ud til venstrefløjens fordel.

»Regeringen i Madrid er vores sidste bastion. Den er vores Alamo. Vi har ikke råd til at miste den, og hvis vi gør det, er vi selv ude om det, for det sker lige for øjnene af os«.

Link: https://www.weekendavisen.dk/2023-29/udland/ud-af-skabet

 

KASPER KLOCH

 

KASPER.KLOCH@PERSGROEP.NET

 

 

Efterspillet. Denne gang bliver det svært at overbevise verden om, at alt er i skønneste orden i Rusland. Men forsøget bliver gjort.

Mange kokke fordærver maden

Iet normalt land ville Vladimir Putin have følt sig kaldet til at holde en tale og forklare sig i går. For hvordan kan han, præsidenten, pludselig slutte fred med en mand, som han få timer inden havde beskyldt for »væbnet mytteri«, »bedrag« og »forræderi«, og som han havde svoret ville blive straffet?

Tag bare dette udsagn fra Putins dundertale: »Jeg gentager: Al intern uro er en dødelig trussel mod vores stats integritet, mod os som nation. Det er et anslag mod Rusland, mod vores folk. Vores tiltag for at forsvare fædrelandet mod denne trussel vil være benhårde. Alle, som bevidst er slået ind på forræderiets vej; som har forberedt et væbnet mytteri ved hjælp af revolvermetoder og terror; vil med usvigelig sikkerhed blive straffet og vil komme til at stå til ansvar for loven og vores folk.«

Ikke desto mindre: I går kunne Putins pressesekretær Dmitrij Peskov meddele, at der ved den belarusiske præsident Aleksandr Lukasjenkos mellemkomst var indgået en aftale med Jevgenij Prigozjin, der gav Prigozjin og hans mænd frit lejde. Prigozjin forføjer sig til Belarus, mens hans mænd vender tilbage til deres militære forlægninger, hvor de vil kunne tegne kontrakt med forsvarsministeriet og blive indrulleret i de regulære styrker – hvis de måtte ønske det.

Særlig det sidste er bemærkelsesværdigt, eftersom forsvarsministeriet i midten af juni meldte ud, at Wagner-gruppens medlemmer skulle overgå fra at være en privat lejehær med en uklar status til at høre ind under forsvarsministeriet. Alle soldater skulle derfor tegne kontrakt med forsvarsministeriet inden 1. juli; alternativt ville de blive demobiliseret. Det, der var en ordre, og som meget muligt har motiveret Jevgenij Prigozjins mytteri, lyder nu nærmest som et tilbud til hans mænd.

Putin har haft brug for tid til at finde en passende grimasse. Hans sædvanlige forklaring om, at alt ondt, der overgår Rusland, er Vestens skyld, er vanskelig at bruge om Prigozjin. Foto: Gavriil Grigorov, Kremlin Pool / Scanpix

Kløften mellem Putins brandtale mod forræderi – og forsoningen med Prigozjin er altså dyb som en marianergrav. Og dog lod pressesekretær Dmitrij Peskov forstå, at man ikke umiddelbart skulle forvente en ny tale fra præsidenten. Han havde sagt, hvad der skulle siges. Først i dag, søndag eftermiddag, næsten et helt døgn efter at aftalen med Prigozjin blev indgået, blev det meddelt, at Putin har givet et interview til russisk stats-tv Rossija 1, som vil blive bragt senere i dag. Men det interview vil ikke give svar på, hvordan det kunne gå så galt. Ifølge det russiske nyhedsbureau TASS er interviewet optaget den 21. juni – altså før Prigozjins mytteri.

Og egentlig er det ikke mærkeligt, at Putin har brug for tid til at finde en grimasse, som kan passe. For han har siden invasionens start sidste år ikke haft andre forklaringer på modgang i skuffen, end at det var Vestens skyld.

Nogle gange har det været så vanskeligt for ham at vende historien om russiske nederlag til en historie om vestlig ondskab, at det har taget ham virkelig lang tid at hitte på en brugbar version. Som da han under den afrikanske fredsdelegations besøg i Moskva for en uges tid siden pludselig fremsatte en spritny forklaring på, hvorfor det ikke lykkedes at indtage Kyiv sidste år. Det var, måtte man forstå, fordi Vesten havde snydt Rusland. De russiske styrkers tilbagetrækning var slet ikke udtryk for, at styrkerne måtte opgive at erobre Ukraines hovedstad, nej de trak sig frivilligt, fordi der var indgået en fredsaftale med Zelenskyj, en såkaldt »Aftale om permanent neutralitet og sikkerhedsgarantier for Ukraine«, som Ukraine ifølge Putin havde underskrevet.

»Men efter at vi, som lovet, trak styrkerne fra Kyiv, så smed regimet i Kyiv, som dets chefer (Vesten, red.) har for vane, aftalen på historiens mødding (...)”, sagde Putin til delegationen. Med andre ord: De russiske styrker var tapre og uovervindelige, og Vesten fej og forræderisk som altid.

Kremls tårne

Det vil uomtvisteligt kræve dyb tankevirksomhed af Putin at fremstille Jevgenij Prigozjins »March for retfærdighed« som et vestligt komplot.

For hvem er det, der har tilladt en tusindtallig privat lejehær at vokse frem i Rusland? Hvem har ladet Prigozjin rekruttere tusinder af straffefanger som lejesoldater fra de russiske fængsler? Og hvem har så sent som i marts i år fået det russiske underhus Dumaen til at vedtage en lov, der straffer negativ omtale af frivillige hære som Wagner-gruppen med op til femten års fængsel? 

Ja, hvem har tilladt, at Prigozjin ustraffet har kunnet tilsvine generalstaben og forsvarsministeriet på sin Telegram-nyhedstjeneste i mange måneder, uden at nogen greb ind? Det har såmænd Putin. Den eneste forklaring på, at Prigozjins hær uhindret kunne sætte sig på millionbyen Rostov-na-Donu, hvor det sydlige militærdistrikts hovedkvarter ligger, og herfra påbegynde en march mod selveste Moskva for at fjerne generalstabschefen Valerij Gerasimov og forsvarsministeren Sergej Sjojgu, er, at Prigozjin nød Putins beskyttelse. 

Alternativt var der for længst blevet sat en stopper for ham. Putin har selv opfundet Prigozjin for at holde de øvrige magteliter i skak, og da Prigozjin så unddrog sig hans kontrol, var de handlingslammede af frygt for at lægge sig ud med herskeren selv.

Og just derfor har Putin grund til at frygte eftervirkningerne af mytteriet: For Prigozjins oprør har understreget, at præsidenten ikke har kontrol med de kræfter, han selv har sluppet løs.

Ganske vist har russiske og sovjetiske herskere ry for at benytte en del og hersk-strategi, som det afspejles i udtrykket »Kreml har mange tårne«. Men her har Putin opført et krudttårn, som har truet med at sprænge det hele i luften. Hans satsning på Prigozjin vidner om umådelig dårlig dømmekraft. 

Vi taler om en mand, der har afsonet adskillige år i fængslet for som ung at have overfaldet og bestjålet tilfældige borgere, og som siden har skabt skræk og rædsel ved sin brutalitet som når han lagde videoer på de sociale medier med Wagner-soldater, som blev henrettet med en forhammer for »forræderi«, og efterfølgende brugte forhammeren som signaturgave til både venner og fjender.

Og selvom det ikke i sig selv er nok til at true Putins position som Ruslands enehersker, så vil det blive en pind til hans ligkiste, hvis den dag indtræffer, hvor den russiske befolkning må indse, at krigen i Ukraine er tabt.

Vi fryder os

Men tier præsidenten, så taler mange andre på hans vegne. Den russiske befolkning skal jo forvisses om, at Putin har løst alting til det bedste.

Og én ting er, at man dårligt kan beskylde Vesten for Jevgenij Prigozjins oprør, noget andet er, at Kreml godt kan beskylde Vesten for at fryde sig over det. Set i det perspektiv slår Kremls støtter på, at det både er rationelt og klogt, at en borgerkrig blev afværget.

Et typisk eksempel finder man på det officielle nyhedsbureau Ria Novosti, hvor en overskrift lyder: »Til eksamen i modenhed: Rusland bestod Den Militære Specialoperations afgørende test«.

Højstemt erklærer forfatteren David Narmanija: »Det er aldrig lykkedes for nogen fjende at knuse Rusland udefra. Moderlandets største genvordigheder er altid begyndt indefra. Det ser ud til også at være tilfældet nu: Det vidner som minimum reaktionen fra alle modstanderne i Vesten og Ukraine om. De mænd, der så sent som i går indgød fjenden rædsel ved deres blotte navn, har nu rejst sig mod deres våbenbrødre. De er endt på samme side af barrikaderne som Ruslands fjender.«

Men forfatteren glæder sig over, at det heldigvis endte godt, og hans udgangsbøn lyder næsten triumferende: »Den 24. juni fejrer vi Ungdommens Dag. Det er symbolsk, at Rusland på netop denne mærkedag bestod eksamen i modenhed og viste, at vi selv i kritiske situationer kan finde en løsning ved forhandlingsbordet.«

Andetsteds på Ria Novostis hjemmeside fremgår det, at aftalen kun blev mulig ved Guds mellemkomst. Her ligger en pressemeddelelse, hvor den russisk-ortodokse kirke takker Gud. »Vi takker Gud for afslutningen på denne utroligt farlige situation, som vores land og vi alle befandt os i. Men ud over frygten så vi, hvordan folket forenede sig. Vi har alle måttet yde vores til deltagelsen i Den Militære Specialoperation, men vi accepterer ikke civile sammenstød.

 Sammen med vores helte ved fronten skal vi besejre og genrejse vores mægtige land. Herre, hjælp os alle!«, lyder det fra metropolitten Kirill Pokrovskij, der er formand for kirkens afdeling for samarbejde med ordensmagten og de væbnede styrker.

Flere trusler

Men hverken Guds mellemkomst eller lettelsen over, at en borgerkrig blev afværget, kan ændre på, at Prigozjins kup er en PR-katastrofe for Rusland, som smadrer Putins store fortælling om en global kamp mod vestligt overdømme. 

Wagner-gruppens operationer i så forskellige lande som Syrien, Mali og Den Centralafrikanske Republik har forlenet Rusland med en status som verdensmagt, som sammen med Kina havde styrken til at mobilisere resten af verden mod USA og dets allierede. Kan Wagner-gruppen, hvis navn nu forbindes med et fejlslagent og forgæves mytteri, fortsat operere under det navn på globalt plan? Eller er statustabet for stort for værtsnationerne?

Kina, som Rusland åbent vedgår er forudsætningen for skabelsen af en ny verdensorden, forholder sig påfaldende afventende og tavs. Både de engelsksprogede kinesiske netaviser People’s Daily og Global Times glimrer ved deres sparsomme dækning af begivenheder i Rusland; som ellers normalt dækkes intensivt og altid med samme underforståede budskab: Vestens dage er talte.

Det betyder dog ikke, at Vesten kan ånde lettet op og bare vente på, at den ukrainske modoffensiv kaster resultater af sig.

Når en bjørn er dødeligt såret, slår den fra sig. Det sandsynlige er, at Putin vil forsøge at forvinde prestigetabet ved at forsøge at skræmme livet af Vesten og ukrainerne og sin egen befolkning på anden vis.

På Ria Novosti ligger også en kommentar af Ruslands grand old man inden for udenrigspolitikken, Sergej Karaganov. Overskriften lyder: »Der er ikke noget valg. Vi bliver nødt til at rette et atomangreb mod Europa.« Artiklens tese er, at Vesten er holdt op med at være bange for Rusland, og hvis Rusland skal bestå, er det nødt til at sørge for, at angsten får magt over sjælene igen.

Imod taler, at Prigozjins mytteri har gjort det mere sandsynligt end nogensinde, at Rusland ville miste den sidste anseelse i verden og være færdig som stat, hvis man gjorde alvor af truslerne.

 

Artiklen er opdateret kl 15:45, efter at nyhedsbureauet TASS meddelte, at der var tale om et gammelt interview fra den 21. juni.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-26/udland/mange-kokke-fordaerver-maden

ANNA LIBAK er udlandsredaktør på Weekendavisen. Siden 1996 har hun arbejdet i mediebranchen, primært i det Berlingske Hus, hvor hun har været skrivende journalist og beklædt forskellige redaktørstillinger på Berlingske og Weekendavisen. Hun har udgivet fire bøger: »Rusland på Røde Plader«, »Poesi for Papfamilier«, »Forstå populismen!« og senest »Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist«. Hun er uddannet cand.mag. i samfundsfag og russisk fra Aarhus Universitet. Hun modtog i 2022 Berlingskes Fonsmarkpris.

 

ANNL@WEEKENDAVISEN.DK