Italien. Det er mændene, der bestemmer i italiensk politik. Så meget, at den nye kvindelige regeringsleder, Giorgia Meloni, vil tiltales som en mand.

HR. PREMIERMINISTER MELONI

Italien har fået en kvindelig regeringsleder. Den første. Gennembruddet kom efter en årrække, hvor Italien på mange parametre har nærmet sig EU-gennemsnittet for ligestilling. En hård nød at knække er dog stadig den mandlige dominans i politik.

Et fænomen, som i Italien ofte flyder sammen med rendyrket chauvinisme og sexisme. Meloni er nået til tops i italiensk politik. Men det bjerg, hun har besteget, består af mænd. Nogle af dem synes stadig, at hvis kvinder har en plads i politik, så er det som dekoration.

En holdning, som Meloni selv ikke synes at udfordre, ud over med sit eget eksempel. Italiens nye regering tæller ud over hende selv kun seks kvindelige ministre, heraf de tre uden portefølje, og ingen af de øvrige tre har nøgleministerier. Så skævt har det ikke været længe.

Opsigtsvækkende var det også, at Meloni kort efter sin tiltrædelse som regeringschef udsendte et cirkulære med besked om, at hun ønsker at blive tiltalt som »hr. premierminister«. Det gav også stof til eftertanke, at det nye højreorienterede flertal til posten som formand for senatet valgte en mandlig parlamentariker, Ignazio Benito La Russa, som under et politisk møde for nogle år siden greb sig selv i skridtet og sagde, at venstrefløjens kvindelige parlamentarikere var imod stramninger på migrationsområdet, »fordi de er glade for, at de sorte kommer, fordi de (afrikanerne, red.) er så godt udrustet«. Det var også La Russa, som i 2011, da han var forsvarsminister, fremviste et skilt for pressen, hvorpå der stod: »Fissen længe leve, Berlusconi præsident.«

Grafik: Mie Brinkmann. Kildefoto: Ipa, Scanpix.

En forfatter og journalist, som har beskæftiget sig indgående med kønsdiskriminationen i italiensk politik, er Filippo Maria Battaglia. For nogle år siden udkom han med bogen Stai zitta e va' in cucina, »Klap i og gå ud i køkkenet«. Her bliver det grundigt dokumenteret, at diskriminationen er en konstant og tværgående faktor i italiensk politik. »De er næsten alle sammen taget i det over tid: republikkens præsidenter og grundlovsgivere, regeringsledere og partiformænd, kommunistpartiet og Silvio Berlusconi,« skriver forfatteren i sin indledning.

I vores ende af tidslinjen troner Silvio Berlusconi som en skamløs maschilista. Men han er ikke steget ned fra en fremmed planet, men et koncentrat af fortiden. Mens lande som Danmark og Storbritannien udvidede valgret og valgbarhed allerede før, under og efter Første Verdenskrig, ventede Italien til efter fascismens fald og afslutningen på Anden Verdenskrig. Det var fra starten klart, at der ikke var tale om en afklaret beslutning om at lukke kvinderne ind i magtens gemakker, men mere om noget, republikkens »fædre« følte sig nødsaget til, tidens omvæltninger taget i betragtning.

»Når det handler om at fejle, er vi (mænd, red.) kun alt for gode til det i forvejen. Det ville være for meget, hvis I andre (kvinder, red.) også begyndte på det,« udtalte den tidligere partisan Ferruccio Parri, Italiens første regeringsleder i efterkrigstiden, da valgret til kvinder var en realitet. En holdning, der faldt i tråd med kvindelige partisaners beretninger om »ligestillingen« i frihedskampen. Da den 20-årige partisan Olga Prati to år tidligere, mens krigen endnu rasede, nåede frem til sin enhed efter en farefuld færd op gennem bjergene, blev hun budt velkommen af sin kommandant med følgende ord: »Det var godt, du kom. Der er hul i mine bukser.«

En borg bygget af mænd

Filippo Maria Battaglia opholder sig i bogen længe ved »republikkens fædre«, som omplantede et gammelt kvindesyn til det nye Italien. Alcide De Gasperi, leder af De Kristelige Demokrater, der hurtigt satte sig på regeringsmagten og beholdt den i et halvt århundrede, udtrykte det meget direkte. »Vi har først og fremmest brug for jer som hustruer og mødre.« Hans politiske modpol, kommunistpartiets leder, Palmiro Togliatti, pakkede det mere ind, da han talte om vigtigheden af, at kvinderne, når de nu fik adgang til politik på lige fod med mændene, »ikke på nogen måder mister deres kvindeligheds attributter og ynder«. »Vi forventer ikke, at de kommunistiske kvinder løsriver sig fra deres hverdag og giver afkald på det, som de opfatter som deres pligter.«

Selv bevægede Togliatti sig ud i et menage a trois med sin jævnaldrende hustru og en yngre kvinde, som begge sammen med Togliatti var blevet valgt til den grundlovgivende forsamling. Det endte i skandale, som førte til, at den yngre kvinde, den senere parlamentsformand Nilde Iotti, blev lagt for had i store dele af sit eget parti, hvor hun blev omtalt som »elskerinden«, og man undgik at nævne hendes navn.

Togliatti derimod blev tilgivet. Først da patriarken døde i 1964, begyndte Iotti at blive respekteret, »og den vigtigste og hurtigste fase i min politiske karriere begyndte«, fortalte hun senere. Hun døde i 1999 som et af den italienske kvindekamps store ikoner. 23 år senere nævnte Giorgia Meloni hende i sin tiltrædelsestale i det italienske parlament som »en af de kvinder, der vovede at bryde gennem det tunge glasloft over vores hoveder«.

Overflyvningen af kvindernes vilkår i italiensk politik afslører ikke mange åndehuller. Den politiske magt er en borg bygget af mænd og til mænd, som den katolske kirke er det. Og mænd i både kirke og politik er et langt stykke hen ad vejen enige om, at kvinden havde fanden skabt til at friste manden, hvilket hun så gjorde.

Filippo Maria Battaglia fortæller om engang i 1952, da to nye unge kvindelige stenografer havde første arbejdsdag i det italienske senat. Indtil det tidspunkt havde de mandlige senatorer kun haft selskab af fire kvindelige kolleger, og stenograferne vakte postyr grænsende til tumult i kampen om at sidde tættest på dem i salen.

Det elevatorpanorerende kvindesyn kom også til udtryk i den politiske debat, som gik forud for lukningen af Italiens bordeller. De prostituerede blev blandt modstanderne aldrig beskrevet som ofre, men som beregnende kvinder, der misbrugte deres ynder til at korrumpere den mandlige moral.

Til sidst blev bordellerne dog alligevel afskaffet ved lov, ligesom både skilsmisse og abort blev indført. Men hver gang blev kvinderne stukket dulgte motiver i skoene. »Kvinder, der aborterer, er tøser, der ønsker seksuel nydelse uden at tage konsekvenserne,« lød det blandt andet fra Antonino Macaluso fra det nyfascistiske parti, som senere blev til Giorgia Melonis Italiens Brødre.

Forslaget om lukningen af bordellerne var stillet af det kvindelige parlamentsmedlem Lina Merlin fra socialisterne. Et parti, som ironisk nok tre årtier senere under ledelse af Bettino Craxi introducerede såkaldte »værtinder«, hostesses, ved sine kongresser. »Lederne vil have dem smilende, slanke og langlemmede,« skriver Filippo Maria Battaglia i sin bog og citerer det socialistiske partiblad Avanti, som stolt noterer, at de syv piger, som under kongressen betjener præsidiet, »alle har en højde på mellem en meter og 78 og en meter og 83«.

Men Craxi, hvis seksuelle forbrug vakte misundelse, var ingenting i forhold til socialistpartiets okkulte sponsor, som kom til at overgå dem alle. En bygge- og mediematador ved navn Silvio Berlusconi, som Craxi var forlover for, da Berlusconi for anden gang giftede sig. Og denne gang med en kvinde, som, da hun efter 27 år forlod sin mand, sammenlignede ham med en drage, der lod sig fodre med jomfruer.

Hende den lille

Med Berlusconi kulminerer sexismen. Ikke bare i italiensk politik, men også i de mange shows på Berlusconis tv-kanaler, hvor afklædte kvinder er trækplastre mellem reklameblokkene. Selv trådte Berlusconi ind i politik i 1994 med en broget flok, der også talte et par verbale skallesmækkere.

Kvinderne i parlamentet var i forvejen vant til at blive kaldt »luder« eller »so«, når nyfascisterne kogte over. Det fortsatte med en Berlusconi-politiker som Vittorio Sgarbi, der i dag er vicekulturminister i Meloni-regeringen. »Du er en halv so!« hørte man i parlamentet Sgarbi råbe til en kvindelig kollega.

Værst af alle gik det ud over den stærkt katolske venstrefløjspolitiker og minister Rosy Bindi. Hun levede ikke op til det fremherskende skønhedsideal, og dertil var hun ugift, hvilket provokerede Berlusconi og resten af højrefløjen. »Hun er ikke engang en kvinde,« sagde regionen Lazios nyfascistiske guvernør, Francesco Storace.

En anden Francesco, Cossiga, tidligere præsident for den italienske republik, fulgte op: »Jeg troede, at hun var grim og intelligent, men hun er bare grim, ond og dum.« Så afsiger Berlusconi sin egen dom, da han under et tv-show ringer ind og henvender sig direkte til Bindi: »De er altid kønnere, end De er intelligent.«

Efter 27 år i parlamentet forlod Bindi politik i 2018, og hendes rolle som feministisk hadeobjekt er overtaget af andre, som den forhenværende formand for deputeretkammeret Laura Boldrini, som blandt andet er blevet kaldt en »ged«. For ikke at tale om det nu tidligere parlamentsmedlem og integrationsminister Cécile Kyenge, som af et højtstående medlem af partiet Lega blev sammenlignet med en orangutang. Nogle gange går det også ud over de kvindelige journalister.

»Dig var der ingen, der gad tage tøjet af,« sagde for eksempel Italiens nuværende forsvarsminister, Guido Crosetto, for nogle år siden.

Det var i dette politiske rum, Giorgia Meloni blev til det, hun er i dag. Da Berlusconi først præsenterede hende for en større forsamling I 2009, kunne han ikke engang huske hendes navn, men kaldte hende bare for »hende den lille«.

Dengang var hun nyudnævnt ungdomsminister i hans regering, og hun var hverken slank eller langlemmet eller lignede drageføde, og hun mindede mest af alt om én, der var gået forkert. Så måske er det ikke så underligt, at hun gerne vil tiltales »hr. premierminister«. Om ikke af andre grunde, så for at narre fjenden.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-48/samfund/hr-premierminister-meloni

 

MORTEN BEITER (f. 1964) er journalist og forfatter. Morten blev uddannet på Journalisthøjskolen i Århus i 1991 og har tidligere arbejdet på Vestkysten, Jydske Tidende, Flensborg Avis og Berlingske Tidende, og han har som freelance journalist i Italien skrevet om italienske forhold til et væld af danske dagblade. Af bøger har han blandt andet skrevet Mafiaen kommer, om den italienske mafias fremrykken i Europa, Passione, om mad og mennesker i Italien, Mand af ære, om den afhoppede mafioso Claudio Samperi, Vejen til Napoli, en reportagebog fra Italien, samt bidraget til bogen Goethe i Italien, i selskab med Henrik Wivel og Jakob Levinsen.

 

MOBR@WEEKENDAVISEN.DK

 

Barnligt. I dag dropper mange børn legetøjet, før de fylder ni, og den frie udendørs leg er stort set forsvundet. Er en legeæra forbi?

DET SIDSTE LEGO - SLOT

 

"Vi regner med, at en otteårig pige ikke leger mere. Måske ni år, max.«

Sådan lyder den kontante melding fra Peter Jørgen Underlien, som siden 2019 har været butikschef i Fætter BR i Bruuns Galleri i Aarhus.

Sådan var det ikke i 1998, da han startede i legetøjsbranchen som ansat i Top-Toy. Dengang var pigerne måske 10-12 år, når de holdt op med at købe det mere klassiske børnelegetøj som dukker og bamser.

»Men legealderen var allerede faldende dengang,« påpeger Peter Jørgen Underlien.

I de 24 år, han har langet Spiderman-figurer og Barbie-dukker over disken, har der været en meget klar udvikling i alderen på børnene på den anden side af disken. Pigerne er de første, der holder op med at lege med legetøj; drengenes legetøjsperiode varer lidt længere, siger butikschefen.

»Det er nok ved 10-12-års alderen for drengene. Jeg tror, drengene holder ved lidt længere takket være LEGO Technic og Pokémon. Jeg tror, de stopper ret tidligt med at lege med bilerne og Spiderman og den slags figurer,« siger han.

Butikschefen er ikke den eneste, som har bemærket tendensen. Det samme har Ditte Winther-Lindqvist, som er lektor på DPU og har beskæftiget sig med legeforskning siden 2003. I øjeblikket er hun ved at lave forskningsprojektet »Levende legekultur« for Gerlev Center for Leg & Bevægelse, der er Danmarks Videnscenter for Leg.

Forskningsprojektet samler erfaring om og dokumenterer legekulturelle tendenser i Danmark fra 50 institutioner i fem byer: Esbjerg, Helsingør, Slagelse, Nibe og Holbæk. Fra hver institution deltager to ansatte. De professionelle legevoksne fra Gerlev underviser deltagerne fra de enkelte institutioner i, hvordan man leger og understøtter legen, og senere mødes deltagerne med forskerne og evaluerer deres erfaringer med legen og sammenligner data.

Når Ditte Winther-Lindqvist kigger på udviklingen de seneste 20 år, ser hun nogle meget klare tendenser i danske børns leg.

”Legen er for alvor rykket indendørs. Den uovervågede leg er der næsten ikke mere.”

DITTE WINTHER-LINDQVIST, LEGEFORSKER

»Der er sket rigtig meget med legekulturen. Den er for alvor rykket indendørs, den uovervågede udendørs leg er der næsten ikke mere. Den form for leg, hvor man er i naturen, er der næsten ikke mere, fordi børn ikke får lov at være alene udenfor,« siger hun.

Det gælder ikke bare børn i storbyerne, men også børn i provinsen, hvor der ellers er stisystemer og sikre cykelstier. Også her er legen i høj grad rykket indendørs.

»Det har blandt andet at gøre med, at den frie tid i børnelivet er blevet mindre. Børn laver flere organiserede fritidsaktiviteter, hvilket er en god ting, men det giver dem mindre tid til at rende rundt og lege,« uddyber legeforskeren.

»Så er der også kommet skærmene, men det er mere inden for de sidste 10-15 år,« siger Ditte Winther-Lindqvist.

Frygten for det barnlige

At børnene holder op med at lege med legetøj allerede som otte-, ni- eller tiårige, betyder ikke, at de holder op med at lege – de leger bare med andre ting og på andre måder, typisk på digitale platforme. Det kan give nye muligheder. Men det fører i høj grad til et indendørs, stillesiddende børneliv, og det bekymrer forskere som Ditte Winther-Lindqvist:

»Vi ved, det er sundt for mennesker at opholde sig i naturen, og vi har grund til at tro, at det ikke er særlig godt i forhold til stressreduktion, at børn næsten ikke gør det mere. Hele kroppen og sindet bliver bygget op, når vi leger, bevæger os og er i naturen,« fortæller hun.

Heldigvis vil børnene gerne lege. Men de har brug for, at der er nogle voksne, der opmuntrer dem til det.

»Vi kan se, at leg i skolen ikke fylder så meget, hvis man ikke gør noget for det,« fortæller Ditte Winther-Lindqvist.

»Børn i mellemskolen og udskolingen har brug for nogle voksne forbilleder, der kan vise dem, at man godt kan være cool og blive ved med at lege. I den alder er de bange for at blive opfattet som barnlige, og det er derfor, de stopper med at lege. Det er egentlig ikke, fordi de er færdige med at lege eller synes, det er kedeligt at lege. De tør bare ikke blive ved, fordi vores kultur peger ind i nogle voksne roller,« forklarer hun.

Undersøgelsen viser, at mange børn savner at spille boldspil og lege gemmeleg og fangeleg i udskolingen. Når børnene skal præcisere, hvad de savner af leg, nævner de typisk boldspil og de store fælleslege til de voksne i institutionerne.

»Den gode nyhed er, at flere tør blive ved, når voksne, de respekterer og kan lide, leger med dem og sætter lege i gang i frikvarter og mellemtimer,« forklarer legeforskeren.

Kendt fra YouTube

Når børn i 10-12-års alderen ikke længere synes, det er cool at lege, hænger det ifølge forskningsprojektet sammen med det, børnene møder, når de får alvor bliver brugere af de digitale platforme: computerspil og sociale medier, især TikTok, Snapchat og YouTube. Pigerne på den alder spejler sig i det, de ser de ældre teenagepiger lave på YouTube. Det ved Peter Jørgen Underlien fra Fætter BR alt om. Når pigerne holder op med at købe legetøj i otte-ni-års alderen, forsvinder de nemlig ikke fra hans butik, de efterspørger bare noget helt, helt andet.

»Når pigerne bliver ældre, så starter de på sådan nogle samlemanier. I de sidste fem år er det virkelig blevet et stort hit at se youtubere, der unboxer ting,« fortæller han.

Hver gang en pige kommer ind og efterspørger en helt bestemt ting, som hun har set i en YouTube-video, må butikschefen til tasterne og google sig frem til det seneste hit. Flere gange er han brændt inde med et lager af varer, der det ene øjeblik er vildt populært blandt de 9- til 12-årige piger og næste øjeblik er helt out igen, fordi youtuberne har kastet sig over noget nyt.

Med børn og unges skærmbrug er der opstået nye begreber som skærmtid og skærmskam, fordi det bliver betragtet som usundt at sidde for længe foran en iPad eller computeren. Men skærmleg er mere nuanceret end som så. Ifølge medieforskere skal forældre og voksne ikke være bange for børns mediebrug og leg på digitale platforme.

»Digital leg er en forlængelse af klassisk leg. Det er i vid udstrækning de samme legemønstre, vi ser,« fortæller Anne Mette Thorhauge, som er medieforsker ved Københavns Universitet og i mange år har forsket i børn og unges digitale medieforbrug.

»Mange af computerspillene er baseret på klassiske lege. Counter-Strike er en remediering af røvere og soldater. The Sims er en remediering af far, mor og børn,« fortæller hun.

Foto: Philotheus Nisch

Som medieforsker har hun tit mødt påstandene om, at computerspil og sociale medier overtager børns legetid og den mere uspolerede barndom, hvor de løber glade rundt udenfor med røde kinder og leger tagfat, men den køber hun ikke.

»De kommercielle legeredskaber, som er dem, legetøjsbutikkerne sælger, har længe haft en central betydning for, at de traditionelle legemønstre ændrede sig. Det er måske lidt provokerende at sige det, men hele den udvikling, der er gået fra traditionelle børnelege og over i de legemønstre, vi har i dag, har legetøjsproducenterne også været en del af,« siger hun.

»Allerede i 1950ernes forbrugersamfund begyndte en kommercialisering af legen. Den digitale leg er blot en ny runde i den historiske udvikling,« påpeger hun.

Legevinduet er nyt

Hvis man tager et historisk vue over danske børns legekultur gennem tiden, så er der reelt tale om et meget lille vindue, hvor der var tid og råd til, at børn havde fritid, som de kunne lege i. Langt op i det 20. århundrede var børn en vigtig del af arbejdslivet i Danmark, uanset om det var arbejderklassens bybørn fra baggårdene eller børnene på landet, der kom ud at tjene i tiårs alderen. Når arbejderbørn legede, var det tit i de sjældne pauser, der opstod i frikvartererne, om søndagen eller i skoleferien – et sjældent privilegium på trods af arbejde, lektier og mindre søskende, der skulle passes.

»De fattigste arbejderbørn tænkte på fritid som noget, der ikke rigtig fandtes, og der er nogle, der husker det, som om de aldrig har leget. Det læser jeg som meget sorgfulde erindringer,« fortæller Kristine Kamp Albæk, museumsinspektør ved Arbejdermuseet i København.

I 1919 begyndte man at afvikle den halve skoledag i København. Det var målet, at danske børn skulle gå i skole hele dagen, så arbejdet blev sekundært for dem, men det var først med skolereformen af 1937, at børnene på landet også mødte afviklingen af halvdagsskolen.

Det er med den brede, øgede velstand i 1950erne, at alle danske børn for alvor får legetøj og legetid, der kommer Anders And-blade med reklamer og endda teenagere med egne penge på lommen.

Siden kom teknologien til. Lektor ved Aarhus Universitet Klaus Thestrup har beskæftiget sig med kombinationen af teknologi, medier og leg i flere årtier – fra dengang et videokamera og en vhs-maskine var det ypperste inden for medieteknologi og til i dag, hvor alle gamer.

Han har på intet tidspunkt set legen blive tilsidesat på grund af teknologien.

»Jeg er ikke der, hvor jeg siger, at den gamle leg forsvinder, og den nye leg kommer ind. I den pædagogik, jeg har arbejdet med, har begge dele hele tiden været til stede,« fortæller han.

»Den måde, jeg har arbejdet med digitale medier på, involverer også kroppen og uderummene,« pointerer han.

”I den alder er de bange for at blive opfattet som barnlige, og det er derfor, de stopper med at lege.”

DITTE WINTHER-LINDQVIST, LEGEFORSKER

Computer møder krop

Klaus Thestrup arbejder med en kultur, hvor man for eksempel aktiverer børn og unge omkring computerspil og teknologi. Man kan ligge og kravle med robotterne, tage iPaden med udenfor, når man skal finde ting i skoven, eller flytte handlingen fra de kendte computerspil ud i naturen i et rollespil.

Han går gerne skridtet videre og opfordrer de unge til selv at producere deres egne enkle computerspil for at lære dem at være handlekraftige i forhold til softwaren.

»De unge har intet problem med at forstå, at man kan kombinere det. Man kan faktisk lave en ny kultur,« fortæller han.

Foto: Philotheus Nisch

»Vi skal gøre børn og unge i stand til at handle selv, og det skal vi også i forhold til digitale medier. De skal være med til at bestemme, hvad den her teknologi skal bruges til af dem selv og andre,« siger han.

Den digitale verden er kommet for at blive, og det gælder om at omfavne børnenes leg i det digitale univers og opfordre dem til at blande onlineleg og offlineleg. For den digitale leg forsvinder ikke. Der kommere mere af den, og den bliver mere avanceret.

»Det, der kommer indover for fuld speed, er kunstig intelligens. Der bliver det endnu mere nødvendigt, at børn, unge og voksne indgår med al deres handlekraft og bliver dem, der bestemmer, hvad kunstig intelligens skal bruges til,« forudsiger Klaus Thestrup.

Forskerne peger alle på de voksnes rolle som afgørende for, at der bliver skabt en kultur, hvor den digitale leg bliver en aktiv leg. Men det er ikke altid, forældregenerationen er gode til at engagere sig i teknologiens universer. Undersøgelser fra vores nabolande Sverige og Norge viser eksempelvis, at forældregenerationen ofte glemmer at spørge aktivt til deres børns digitale liv.

»Det norske og svenske medieråd laver toårige undersøgelser om børn og voksnes medieforbrug. Der kan de år efter år dokumentere, at forældre for eksempel spørger til børnenes dag i skolen og deres bogforbrug. Men forældre spørger ikke til børn og unges onlineliv og computerspil,« fortæller Anne Mette Thorhauge.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-47/ideer/det-sidste-lego-slot

Forfatter: MAJKEN ELIASEN

 

Synkronsvømning. Fløjene følger de store partiers parole: mod midten, mod midten.

PERNILLE OG PERNILLE

Mens Jakob Ellemann-Jensen og Mette Frederiksen søger at række deres respektive næver hen over den politiske midtes smalle, men jo svimlende dybe afgrund, kan en tilsvarende bevægelsesretning noteres på dansk politiks yderfløje.

Både hos Nye Borgerlige og i Enhedslisten forsøger man efter valget at smyge revolutionsromantikken af sig i en smuk dobbeltbevægelse, der bekræfter dansk politik som en fænomenal integrationsmekanisme.

Nye Borgerlige først. Man holdt årsmøde i Kastrup afvigte lørdag efter en valgsejr af den slags, som føles som et nederlag. To mandater vundet, men ét straks tabt igen i kølvandet på sagen om Mette Thiesen. Meningsmålingernes løfte om en tocifret mandatbeholdning er kun bittersøde minder om tiden før Støjberg.

Fra Kastrup appellerede formand Pernille Vermund til, at De Radikale kommer til fornuft. Martin Lidegaard må melde sit parti ind i blå blok, mente Vermund, som på det økonomiske felt har noteret meget liberale radikale synspunkter, som flugter med hendes egne.

Pernille Vermund har da også allerede haft indledende drøftelser med Martin Lidegaard herom, ligesom hun på valgnatten appellerede til Sofie Carsten Nielsen, som jo imidlertid i mellemtiden er stoppet som politisk leder for De Radikale. Vermund understregede på årsmødet, at invitationen er ledsaget af krav om, at De Radikale tager ansvar og sluger kameler på det udlændingepolitiske område.

Martin Lidegaards handlefrihed på dette område er næppe den største, men det bemærkelsesværdige i invitationen handler jo heller ikke om ham, men om Vermunds eget parti: Nye Borgerliges glidende bevægelse ind i den pragmatiske verdens stille vande.

Nye Borgerlige udarbejdede i de helt unge år sindrige manualer for, hvordan man kunne tvinge daværende Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen til at acceptere oprørspartiets ideer om en mere håndfast udlændingepolitik. Nu høres i stedet længselssukke efter, at Radikale dog kommer til fornuft, så en mere liberal økonomisk politik kan nyde fremme. Mentalt er man skiftet fra truslen om destruktion til blokloyal, opbyggelig appel.

Motivet er let nok at få øje på. I årene fra 2019 til valget for et par uger siden satsede Nye Borgerlige på at blive ligeberettiget partner i den klub af blå partier, som under Pape Poulsens og Ellemanns forenede lederskab søgte at fravriste Mette Frederiksen Statsministeriet. Den plan fik ikke tilstrækkeligt med vand under kølen i det lumske vælgerhav, så nu må man søge mandatforstærkning hos Lidegaard såvel som hos Løkke.

Ud over rampen

For den ydre venstrefløj var valgresultatet en egentlig skuffelse. Enhedslisten gik fra 6,9 til 5,2 procent og mistede fire mandater, og den slags staves jo hyppigt »selvransagelse«. Søndag appellerede Enhedslistens afgående folketingsmedlem Pernille Skipper da også i Politiken til, at hendes parti fortsætter de seneste 15 års »moderniseringsprojekt«.

Mindre bogstavtro og diskussionslysten hovedbestyrelse, mere handlekraftig folketingsgruppe, foreslog den tidligere politiske ordfører. Det lyder fælt kedeligt, men har naturligvis dybere politiske implikationer. Skipper ser hovedbestyrelsen som et, ja, anker, som holder hendes parti fast i en 70er-dagsorden:

»Partiets organisation er groft sagt stadig indrettet til et venstrefløjsparti i 70erne, hvor interne diskussioner og uendelige 'demokratiske' processer er vigtigere end at komme ud over rampen.«

Konkret peger Pernille Skipper på Enhedslistens problemer i februar i år, da Rusland invaderede Ukraine. Den invasion »betød, at vi pludselig blev tvunget til at tage nogle diskussioner om NATO og våbenstøtte, der burde have været taget langt tidligere«.

Pernille Skippers debatindlæg har naturligvis delt vandene i Enhedslisten. Per Clausen, tidligere folketingsmand, i dag rådmand i Aalborg, er skuffet over Skippers offentligt fremsatte »fordomme om Enhedslisten«.

I modsætning til hende har Clausen oplevet 1970erne, og han afviser hendes »meget bastante konklusioner set i lyset af, at vi jo har igangsat en proces, hvor vi i fællesskab prøver på at nå frem til nogle fælles konklusioner på, hvad vi skal gøre, og som vil føre til nogle forandringer både på det organisatoriske og politiske plan«, som han siger til Jyllands-Posten.

Partiet som sådan mener ikke noget, men debatterer nu heftigt internt. »Pernille Skipper, du har sejlet skuden på grund og bander nu ad crewet,« siger eksempelvis et hovedbestyrelsesmedlem, regionsrådsmedlem Janne Toft-Lind. Gruppeformand Peder Hvelplund har i Politiken formuleret sit partis egen midterlinje:

»Alle gode indspark er velkomne i den debat. Det er en styrke for vores parti.«

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-46/samfund/pernille-og-pernille

ARNE HARDIS (f. 1958), politisk redaktør, forfatter. Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 1986. Roskilde Tidende, Socialistisk Weekend, Land og Folk, A-pressen, Weekendavisen siden 1998. Har skrevet Æresretten (2003), Forræderens dagbog (2005), Idealisten (2008), Klassekammeraten (2010) og Den kætterske socialdemokrat (2018).

 

AHIS@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

Afmagt. Konservative overvejer, om de har nogen bedre at stille i spidsen for partiet end formanden. Det bliver svært uden at genåbne gamle fløjstridigheder.

PAUVER PAPE

Som en bivirkning af 80ernes gyldne Schlüter-æra har Det Konservative Folkeparti hyppigt følt sig noget mere værd, end der til enhver tid var tilmålt partiet af folkelig opbakning. Det har givet en utålmodighed over for de siddende høvdinge, en rastløshed udmøntet i påfaldende hyppige lederskift. Prøv blot at huske de otte politiske ledere, man har forsøgt sig med siden Poul Schlüter.

Søren Pape Poulsens ledelsestid bryder, eller man skulle måske sige brød, med den meget ukonservative forhippelse på noget nyt. Pape har siddet i mere end otte år, hvorved han næsten matcher Bendt Bendtsen fra de Fogh Rasmussen-stabile år. Men nu rammes også den tidligere Viborg-borgmester af utålmodigheden, og det sker med hastigt accelererende kraft.

Papes langvarige storhedstid i meningsmålingerne gennem hele 2022 forvandlede fantomsmerterne efter Schlüters tid til akut magthunger i hele partiet. Pape skulle være blå bloks leder, slut med årtiernes påtvungne rolle som lillebror. Den slags genfundne erindringer er farlige for den siddende formand. I dag, halvanden uge efter folketingsvalget, er Pape Poulsens fortsatte formandskarriere pludselig et i fuld offentlighed råt afhandlet diskussionsemne for partiet.

I første omgang rider formanden stormen af. En bebudet større evaluering af valgkampens elendigheder sidst på måneden har sikret Pape Poulsen nogen tid til at forsøge at få styr på tropperne. Læg hertil måske den kredit, han opnår ved at have leveret den helt nødvendige selvkritik efter det dybt skuffende folketingsvalg.

Måske? Noget foruroligende har Papes selvkritik fulgt samme slet timede mønster som hans håndtering af de mange sager, som på en håndfuld uger sled statsministerkandidaturet i stykker. Først fornægtelsen råbt ud i Børssalen på valgaftenen, som om de 5,5 procents opbakning og de to tabte mandater var selve adgangstegnet til regeringsmagt. »Lige om lidt er det bare farvel og tak, Mette Frederiksen,« forudså formanden.

Få døgn efter kom det ydmyge hyrdebrev til medlemmerne, som Politiken kunne referere fra: »Der blev skabt tvivl om, hvorvidt man kunne stole på mig i det hele taget, og det er ingen mere ked af, end jeg er. Men jeg fik ikke forklaret sagen hverken grundigt nok eller tidligt nok, og det trak omtalen ud, og derfor har min ageren kostet opbakning til partiet.«

Sådan lyder den for få uger siden proklamerede Pape-power, når han forvandles til en pauver Pape.

Den offentlige kritik af formanden har været uvanligt hård. Veteranen, den tidligere politiske leder Per Stig Møller, lagde for med den betragtning, at man måtte se det hele efter, måske også den allerforreste opstilling. Møller tilføjede ganske klogt, at man også måtte tænke på, hvem man eventuelt kunne stille i stedet, for »vi skal jo ikke flække partiet«, som han formulerede det.

Connie Hedegaard, tidligere konservativ minister, EU-kommissær og frelserhåb i dele af partiet, har fulgt op med en kommentar i Altinget. Hun stemplede her aktionen for at få topskatten fjernet som fuldstændig »tonedøv timing« i en tid med dyrere energi og inflation. Hun tilføjede den også tidligere afleverede kritik, at Konservative behandlede det afgørende klimaspørgsmål alt for stedmoderligt.

Indlægget fra Hedegaard var en åben kritik af folketingsgruppens Rasmus Jarlov, som ihærdigt har talt for topskattelettelser. Det er den slags indiskrete skinnebensspark, der giver mening til Per Stig Møllers bekymring for partikløvning.

Mange andre har luftet deres frustration. Mogens Lønborg, tidligere borgmester i København, vil af med Pape og ser hellere Rasmus Jarlov på hans post. Som han forklarede Berlingske: »Papes popularitet er i meget høj grad blevet skabt af en kombination af andre partiers nedsmeltning og en smilende, rar og venlig udstråling og i mindre grad af politiske resultater.«

Rådgiveroffer

Det er let at se politiske skillelinjer i kritikken. Mellem en mere socialkonservativ strømning, som sætter sin lid til folketingsmedlem Mette Abildgaard, og en jarlovsk kurssætning, man måske kan betegne som mere nationalliberal. Ind i det politiske billede passer det, at tidligere leder Bendt Bendtsen har taget sig tid til at ringe rundt i partiet; han er at finde på Abildgaards og Hedegaards linje.

Men afsættet for det konservative opgør er ikke specielt politisk, hvad der hænger sammen med, at Papes langvarige popularitet ikke var marineret i politik, men i en bredere funderet tillid til skikkelsen Pape. Fast kurs i udlændingepolitikken, gode vilkår for erhvervslivet, lov og orden, den slags.

Storpolitik blev det gammelkendte konservative krav om opgør med topskatten først, da det blev kombineret med Papes statsministerkandidatur. Det forkludrede rollefordelingen mellem Venstre og Konservative i valgkampens indløb. Pludselig stod den borgerlige favorit til at være den bredt favnende statsminister af Velfærdsdanmark som den perfekte skydeskive for de socialdemokratiske valgkanoner.

Nu skal den sønderskudte Pape ride stormen af. Et af hans bedste kort er, at oplagte afløsere savnes, hvis man samtidig vil undgå opslidende fløjopgør i en parlamentarisk situation, hvor den borgerlige vælger bydes på mange spændende alternativer. Han skal også afklare, om han selv orker efter et forløb, som må have været en monumental mental belastning for ham, eller om han skal bidrage til at finde en afløser.

I det reducerede konservative miljø på Christiansborg er formanden omgivet af ansatte rådgivere anført af vennen, partisekretær Søren Vandsøe. Det er nærliggende at antage, at denne kreds vil råde Pape til at stille sig i spidsen for endnu et forsøg på at sikre partiets genrejsning.

En stærkt frustreret folketingsgruppe vil omvendt søge ansvaret for fiaskoen i denne rådgiverkreds, som mange i partiet har fundet decideret uprofessionel. Pape kan afværge presset ved at gøre op med kredsen, påpeger en indsigtsfuld konservativ:

»Pape kan være nødt til at finde et offer i rådgiverkredsen, som bare ikke har været dygtig. En fyring af Søren Vandsøe vil være oplagt.«

Kilde. https://www.weekendavisen.dk/2022-45/samfund/pauver-pape

 

ARNE HARDIS (f. 1958), politisk redaktør, forfatter. Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 1986. Roskilde Tidende, Socialistisk Weekend, Land og Folk, A-pressen, Weekendavisen siden 1998. Har skrevet Æresretten (2003), Forræderens dagbog (2005), Idealisten (2008), Klassekammeraten (2010) og Den kætterske socialdemokrat (2018).

 

AHIS@WEEKENDAVISEN.DK

HANS MORTENSEN (f. 1958) er politisk journalist, som siden 1995 har fulgt slagets gang på Christiansborg. Indtil 2002 som journalist og politisk redaktør på Ekstra Bladet siden som reporter på Weekendavisen. Har skrevet bøgerne: De fantastiske fire (2005) om Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Svend Auken, Tid til forvandling (2008) om fornyelsen af Venstre, Det, Svend mener, er... (2009) - en interviewbog med Svend Auken samt redigeret antologien Helt forsvarligt (2009) om udfordringerne i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

 

HAMN@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

 

Tænk nyt. Vælgerne har forsømt at stemme på Radikale Venstre, fordi partiet selv har mistet sin identitet, lyder kritikken fra partiets bagland.

DE FØRERLØSE

Mens den nyvalgte radikale folketingsgruppe mødtes torsdag formiddag for at finde en ny politisk leder, sad en række partifæller rundt i landet og krydsede fingre for, at man denne gang, omsider, ville beslutte sig for en, der besidder det gammelradikale, frittænkende dna. En leder, som efter små ti år som fast gæst på venstrefløjen omsider kan løsne partiet og generobre den moderate midterposition, man engang havde for sig selv.

Det ser ellers ud til, at Radikales nu blot syv mandater kan få en nøglerolle i de kommende ugers forhandlinger, og hvis det lykkes Mette Frederiksen at danne en bred regering over midten, vil Radikale sådan set få deres vilje. Det plejede at være nok for dem. Men den nu forhenværende leder, Sofie Carsten Nielsen, traf tilsyneladende egenhændigt beslutningen om, at vælgernes mandat var for svagt til, at hun kunne forblive leder.

Tid til selvransagelse

Internt i partiet deles en opfattelse af, at befolkningens tydelige fravalg kalder på selvransagelse. »Nu trænger vi også snart til at sidde ned,« som en træt, ungradikal kvinde sagde til partiets valgfest i tirsdags, da de første valgprognoser tikkede ind.

Som udefrakommende kan man da også få det indtryk, at de radikale har forsømt at hvile hele den seneste valgperiode. Sofie Carsten Nielsen overtog ledelsen i oktober 2020, da historierne om Morten Østergaards seksuelle tilnærmelser blev for belastende, og hun lovede at gøre en ende på partiets nyere vane med at stille ultimative krav.

Sofie Carsten Nielsen er kendt som den uselviske og teknisk dygtige parlamentariker, som insisterede på at tale om substans og konkret politik. Alligevel efterlader hun i dag indtrykket af, at alt de seneste to år har handlet om proces og krav.

Fra baglandet er kritikken især møntet på selve formidlingen af det politiske, eksempelvis det bebudede Rwanda-projekt: Ingen radikale vil sige, at Socialdemokratiets idé er god, men hvorfor skal det være så svært for ledelsen at tage afstand uden at gøre det til et højlydt symbolsk oprør, lyder det. Man kunne have placeret sig stilfærdigt opponerende ligesom medstøttepartiet SF eller afvist med logisk begrundet skepsis ligesom Venstre. Senere har man kløjes i sin forklaring på, hvorfor en sammenlignelig løsning på europæisk plan sagtens kan gå an. Så selvfølgelig undrer vælgerne sig over, hvor de har Radikale, lyder kritikken.

På samme måde ærgrer flere sig over, at ingen fra ledelsen eller sekretariatets side har formået at tydeliggøre, hvorfor kravet om et folketingsvalg var en fornuftig idé og ikke bare et stykke selvhævdende signalpolitik. Konsekvensen er, at Radikale fremstår som et parti uden andre formål end at sabotere de andre partiers projekter, fremgår det.

Flere kandidater nævner, at opfattelsen har påvirket deres personlige valgkampagner den seneste måned. »Når jeg har været ude og tale om psykiatri og grøn omstilling, troede folk ikke, at jeg kunne være fra Radikale,« fortæller Lukas Lunøe, 24 år, som har banket på døre i Sjællands Storkreds uden at opnå valg i tirsdags. »Folk mente, at jeg måtte være fra et rødt parti. De havde ikke hørt konkret radikal politik før. Hvad er årsagen til at stemme på Radikale? Det har vi alt for længe forsømt at fortælle,« som han siger.

Flere kandidater peger på, at manglen på et fælles projekt i partiet er hovedårsag til den sløje opbakning. »Vi er gået fra at være partiet, der insisterede på at tale politik, og nu taler vi bare slogans. Jeg synes, at vi taler ned til danskerne.«

Jelveds parti

Det var i partiets første 100 år et sindbillede på en sand radikal, at hun ikke havde behov for at forme sin politik efter tidens krav. Hun hvilede i sin position. Om partiet så fik tre eller ti procent, var ikke afgørende – så længe mandaterne var udslagsgivende på midten.

Man repræsenterer »de sidste tre procent af vælgerne, som de store partier aldrig får«, som Bertel Dahlgaard, folketingsmand i fire årtier, udlagde den radikale sindstilstand i Politiken i september 1961, inden han understregede sit partis nødvendighed: »Jeg vil sige det sådan, at hvis Det Radikale Venstre ikke eksisterede, så måtte man opfinde det.«

Det er den særlige parlamentarisk-stoiske ro, som i dag har forputtet sig et sted i Marianne Jelveds håndtaske. I sine 17 år som leder definerede hun sit midterparti som et, der lige så vel kunne stemme til højre som til venstre.

Det er 15 år siden, hun gik af, og fra flere sider hævdes det, at partiet har søgt efter sin identitet lige siden. Rastløsheden afspejles blandt andet i antallet år, de senere ledere har haft: Vestager fik otte, Østergaard knap syv og Carsten Nielsen blot to.

I De Radikales bagland spørger man sig selv i disse dage, hvordan Lars Løkke Rasmussen med sine Moderaterne kunne slippe afsted med at genopfinde den traditionelle radikale position.

Gift med tidsånden

Det har i årevis stået klart, at partiets dna var under forandring. Under Morten Østergaards ledelse giftede partiet sig med tidsånden, som dengang i 2010erne krævede idealisme og hjertevarme, gerne formidlet eksplicit, som da han trak i våddragt og svømmede en tur til Lindholm for at protestere mod den symbolske idé at placere udviste flygtninge på øen.

I dag fnyser partifæller ad den slags populistiske stunt. De mener, at partiets seneste ledere har udvandet frisind til »kampagnepolitik«, til dekorative magentahjerter og slogans, som enten er for skarpe til at rumme de uforudsigelige perspektiver, partiet engang havde patent på, eller for vage til, at man kan forholde sig til dem.

Man har længe fundet det »vigtigere at fortælle danskerne, at vi stod i modsætning til Dansk Folkeparti frem for at fortælle om vores egen politik«, som daværende formand for Radikal Ungdom Jacob Robsøe skrev i en kronik i februar sidste år, i kølvandet på et protestbrev underskrevet af 22 fortvivlede medlemmer af organisationen.

De efterspurgte en ny midtersøgende linje fra den dengang nyvalgte Carsten Nielsen. Spørger man Robsøe i dag, mener han ikke, at man siden er lykkedes med at formidle en politik i egen ret, men han er optimistisk igen med udsigten til en ny leder.

I bytte for den parlamentariske uafhængighed har man vænnet radikales medlemmer og en hel generation af nye vælgere til, at Radikale Venstre er et idealistisk projekt, som »har lagt sig selv i armlås hos de røde partier«, som en tidligere partiansat siger til Weekendavisen. »I dag kan Radikales vælgere jo lige så vel stemme på Alternativet eller SF og få lignende mærkesager med mere kant. Det er et nyt fænomen.«

Partiet er blevet bange for sin egen skygge, lyder det, man har eksempelvis været »bange for at præsentere borgerlig økonomisk politik af frygt for at skræmme sine nye venstrefløjsvælgere væk«, som en siger.

Ligesom Morten Østergaard blev Sofie Carsten Nielsen et offer for den kuldsejling af Jelveds pragmatisme, de sidste mange år har båret præg af. Allerede inden den nye forhenværende leder gik på scenen ved titiden tirsdag aften, noterede flere festgæster skriften på væggen. »TÆNK NYT« stod der med hvide versaler på en svulstig magenta baggrund bag mikrofonstativet. »Ja, det skulle vi måske prøve,« lød den sagte hvisken fra enkelte i lokalet.

https://www.weekendavisen.dk/2022-44/samfund/de-foererloese

 

JEPPE BENTZEN (f. 1996) er journalist på Weekendavisen og skriver mest af alt reportager, interview og analyser om dansk politik, europæiske forhold, kulturliv og litteratur, og portrætter af mennesker, han af meget varierende årsager er optaget af. Uddannet cand.mag. i retorik fra Københavns Universitet med studier i filosofi og statskundskab på American University i Washington DC.

 

JEBE@WEEKENDAVISEN.DK