Eskalation. Kan det ende med, at Vesten indsætter soldater for at forhindre et ukrainsk nederlag?

Over grænsen

I et år har ukrainske soldater og vestlig militærteknologi forhindret Rusland i at vinde et felttog, som de russiske soldater drog ud på med paradeuniformen i rygsækken i forventningen om, at naboen ville være hurtigt undertvunget.

»Putins erobringskrig mislykkedes,« slog præsident Biden fast, da han 20. februar iført et gult og blåt slips besøgte præsident Zelenskyj i Kyiv. Biden lovede yderligere militærhjælp til Ukraine for at stoppe den offensiv, som den russiske hær har indledt i det sydøstlige Ukraine.

I et år har Vesten med USA i spidsen forhindret, at Rusland vandt Ukrainekrigen. Det har været ukrainske soldater, som faldt i kamp for deres fædreland, og ukrainske byer, der er blevet bombet, og ukrainske børn, som er sendt på »genopdragelseslejre« i Rusland. Men alle disse lidelser til trods står det nu klart, at Rusland ikke kan vinde Ukrainekrigen. Men spørgsmålet på årsdagen for Ruslands invasion er, om Ukraine kan vinde krigen.

Forskellen mellem, at Rusland ikke vinder, og at Ukraine vinder, er vestlig hjælp.

Joe Biden besøger Volodymyr Zelenskyj i Kyiv. Foto: Ritzau, Scanpix  


I sin tale i Warszawa 21. februar slog præsident Biden fast, at »NATO vil ikke blive splittet, og vi vil ikke blive trætte« – støtten til Ukraine vil fortsætte. Dermed gentog præsidenten budskabet fra vestlige ledere i anledning af årsdagen for krigen: Vi er parate til at tage den lange krig. Statsminister Mette Frederiksen sagde således på sikkerhedskonferencen i München 18. februar, at »det kræver vores andres meget stædige tilstedeværelse og opbakning« for Ukraine at vinde krigen.

SELVOM Vesten lover at støtte Ukraine i at kæmpe krigen til ende, uanset hvor langt væk enden måtte være, så er det ikke nødvendigvis, fordi præsident Biden og hans kollegaer forbereder sig på en lang krig.

De vestlige ledere er som tilskuerne på den 42. kilometer af et maraton, der hepper løberne i mål, fordi de ved, at den sidste kilometer klarer man kun med gode venners hjælp. De vestlige ledere er parate til at støtte en lang krig, javel, men de håber, at deres opbakning vil give ukrainerne modet til at afslutte krigen med en forårsoffensiv, der tager de erobrede områder i syd og øst tilbage.

Måske har amerikanerne indset, at forårsoffensiven er den sidste chance for, at den ukrainske hær selv vinder krigen. At give ukrainerne kampvogne og andet udstyr, som kan give deres hær det bedst mulige udgangspunkt for en succesfuld offensiv i foråret, er en måde at give de ukrainske styrker, slidte efter et års krig, muligheden for at vinde en sejr, der tvinger Rusland til forhandlingsbordet.

Men hvis Ukraine ikke evner at presse den russiske hær tilbage, eller hvis den ukrainske hær snubler i sin offensiv og bliver drevet tilbage af russerne, vil Vesten så være tvunget til at sende sine egne soldater til Ukraine?

Hvis Kyiv var faldet 24. februar 2022, så ville Vesten have beklaget og sanktioneret Rusland, men NATO havde ikke grebet militært ind. Hvis den ukrainske front kollapser i foråret 2023, vil USA og NATO så blot se til, mens den krig, som de har investeret så meget i, bliver tabt til et Rusland, som i løbet af det sidste år åbent er begyndt at true med atomkrig?

I sin tale 24. februar omtalte præsident Putin sin erobringskrig som en forsvarshandling. Vil dette »forsvar« også inkludere en invasion af de baltiske lande? Vil dette »forsvar« inkludere sabotage i Østersøen? Hvis krigslykken vender til fordel for Rusland, så er det spørgsmålet, som man vil stille sig i NATO-hovedstæderne.

DET, DER for alvor har forandret sig i løbet af de sidste 12 måneder, er, at vi ved med sikkerhed, at den amerikanske hær, men formentlig også den polske, ville kunne nedkæmpe den russiske invasionsstyrke i Ukraine. Hvis den russiske hær skulle begynde at vinde, så vil det være ved at ofre værnepligtige i en offensiv støttet af rigeligt artilleri. Måske kan den russiske hær vinde over den ukrainske hær ved at kæmpe som under Første Verdenskrig, men en moderne, vestlig hær vil nedkæmpe de russiske værnepligtige med lethed.

Da præsident Biden krydsede grænsen til Ukraine for at rejse til Kyiv, blev endnu en grænse flyttet for det vestlige engagement i krigen. Men den sidste grænse – en grænse, som Biden ikke har villet krydse i et år – er indsættelsen af amerikanske soldater. Der er ikke et amerikansk armékorps i Polen, som venter på at gå i krig. Så hvis Biden fortsat skal undgå at samle en amerikansk hær for at intervenere i Ukraine, skal den ukrainske hær vinde, og den skal vinde nu.

KILDE: https://www.weekendavisen.dk/2023-8/udland/over-graensen

MIKKEL VEDBY RASMUSSEN

 

Kort inden fyring var Jon Stephensen centrum i penibel sag om to ødelagte kunstværker: Nu kastes der nyt lys over hans sidste tid på Aveny-T

I månedsvis har Jon Stephensens sidste tid på Frederiksberg-institutionen Aveny-T været omgærdet af mystik. Nu kan Jyllands-Posten afsløre helt nye detaljer om forløbet og afdække, hvordan Moderaterne-profilen kort inden sin fyring havde hovedrollen i en sag om to ødelagte malerier, der risikerer at koste teatret dyrt.

Kort inden sin fyring lånte Jon Stephensen to store malerier til Aveny-T. Nu mener kunstneren, at værkerne har taget skade – derfor har han sagsøgt teatret. Illustration: Julie Barsøe

På Frederiksberg Allé havde Jon Stephensen længe gået og drømt. 

Den prominente teaterdirektør ville puste nyt liv i den over 100 år gamle institution Aveny-T. 

Man skulle være ungdommens teater. 

En »nationalscene« og et »kraftcenter«, der skubbede til kunstformens rammer og tog de unge alvorligt. Et sted, hvor man turde eksperimentere og lege, pille ved tingenes tilstand og lokkede en ny generation af gæster ind i det intime rum. 

Den 31. maj 2022 skulle drømmen være blevet til virkelighed. 

Væksthuset, en spritny tilbygning til Aveny-T, stod klar til at blive indviet. Borgmesteren på Frederiksberg holdt tale, der var sørget for æblecider til ganen og lidt let til maven. Politikere og kulturpinger var mødt op.

Men én person manglede: Jon Stephensen.

Få dage inden var han på dramatisk vis blevet fyret fra det job, han havde betrådt i 11 år. 

Selv hævder han, at affæren er politisk motiveret. At bestyrelsen på Aveny-T ville af med ham, fordi han var blevet medlem af Moderaterne og i april 2022 havde skrevet en stor kronik med Lars Løkke Rasmussen, hvor de sammen udfoldede partiets ambitioner på kulturområdet. 

Derfor har Jon Stephensen, der i dag sidder i Folketinget og er en af Moderaternes store profiler, længe haft lagt sag an mod Aveny-T for en uretmæssig fyring.

Mandag droppede han ud af det blå søgsmålet, da det ikke er »foreneligt« med hans job på Christiansborg.

Aveny-T har hele vejen igennem fastholdt sin uskyld. Fyringen har intet med politik at gøre, oplyste teatret nok en gang mandag aften til Børsen i en artikel, hvor det også fremgår, at man i sidste måned gik skridtet videre og bortviste Jon Stephensen.

Mere ved offentligheden ikke. 

I månedsvis har sagen været omgærdet af mystik. Indtil nu. 

På baggrund af aktindsigter og samtaler med adskillige kilder tæt på begivenhederne kan Jyllands-Posten afdække nye og hidtil ukendte detaljer om den tidligere teaterdirektørs sidste uger på Aveny-T. 

Det viser sig, at Jon Stephensen – stik imod, hvad han har fortalt pressen – efterlod sin arbejdsplads i et økonomisk morads, og at han ifølge Aveny-T har været skyld i, at to store malerier på teatret er blevet ødelagt i en sag, der truer stedets økonomi yderligere. 

Kunstneren bag værkerne har sagsøgt teatret for op imod 500.000 kr., og regningen kan – fordi teatret i høj grad er drevet af offentlige støttekroner – i sidste ende lande hos skatteborgerne. 

Situationen er så kritisk, at ambitionen om at være en førende scene for skuespil til unge hænger i en tynd tråd. 

De to malerier ”Faire savoir a l’univers” (til venstre) og ”Traces“ blev i begyndelsen af maj 2022 sat op i Væksthuset. Fotos: Jacob Stage

To fyringer i bagagen

»Teatret går særdeles godt økonomisk.«

Sådan lød Jon Stephensens udlægning af tingenes tilstand, da han i slutningen af maj 2022 blev smidt ud på bagdel og albuer af en enig bestyrelse.

Fyringen tog overskrifter i stort set hele mediebilledet, for det var ikke hr. hvem-som-helst, der lige havde mistet sit job. 

Jon Stephensen er en af sin generations mest markante stemmer i dansk teater med særligt ét karaktertræk klæbende til sig: at han deler vandene. 

Engang nåede han at være ansat i en chefstilling i filmselskabet Zentropa i ni timer, inden han blev fyret igen. 

I 00’erne revitaliserede han musicalgenren og trak hundredtusinder af københavnere i teatret med succeser som ”Come Together” og ”Elsk mig i nat” på Østre Gasværk, hvor sidstnævnte forestilling spillede for fulde huse i vanvittige 82 aftener i træk. 

Samme sted afskedigede ham i 2009 med én dags varsel. 

Han havde puttet 168.000 kr. i egne lommer ved at aflønne sig selv som konsulent for teatret sideløbende med sin direktørstilling, lød anklagen. Senere indgik parterne et forlig, og selv kaldte Jon Stephensen affæren for »et justitsmord«. 

Sådan er den 63-årige Moderaterne-profil. Han flyver mod solen, men brænder sig på den, og når faldet indtræffer, slår han igen. 

Det har Aveny-T fået at føle. 

Få uger efter afskedigelsen fra Aveny-T udsendte Jon Stephensen via sin advokat en bidsk pressemeddelelse, hvor det fremgik, at han ville sagsøge teatret for fyringen, og at det i al fald ikke kunne være økonomien, den var gal med. 

Bag kulisserne viser der sig en anden historie. 

Bad om millioner kort inden afskedigelse

I begyndelsen af maj 2022 tropper Jon Stephensen op til et møde på Frederiksberg Rådhus for at diskutere driften af teatret. 

Det er tydeligt, at den økonomiske situation er presset. Det viser et referat fra mødet, som Jyllands-Posten har fået aktindsigt i. 

På rådhuset har Jon Stephensen tiggerhatten fremme. Sammen med Aveny-T’s bestyrelsesformand fremlægger han to scenarier for teatrets fremtid: 

»Ét baseret på en bevilling på 10,0 mio. kr. fra staten via finansloven og en nødplan uden statslig støtte baseret på et ekstra tilskud på 3,0 mio. kr. fra Frederiksberg Kommune,« står der i mødereferatet. 

Udmeldingen er markant. 

I de senere år har Aveny-T kun fået lidt over et par millioner kroner om året fra staten. Nu sigter man pludselig efter 10. 

Især Væksthuset er blevet en møllesten om Aveny-T’s hals. Der er ikke for alvor sat penge af til driften af den nye scene, og man er tilsyneladende bange for, at der ikke er økonomi nok i ungeteater til, at tingene kan løbe rundt. 

Tre måneder senere er folketingsvalgkampen endelig skudt i gang, og Jon Stephensen er blevet Moderaternes spidskandidat i København. 

Det er et scoop for det nystartede parti. 

Han har kendiseffekt, er medievant og særdeles vidende om kulturstoffet, som partiet har gjort til en af sine mærkevarer. Måske han endda er på vej til at blive landets kommende kulturminister, spekulerer Euroman over i en stor artikel.

 

Ifølge Jon Stephensen skulle Væksthuset gøre Aveny-T til »et mulighedernes teater, som kun findes på Frederiksberg«. Den 31. maj blev det indviet – få dage inden var Jon Stephensen blevet fyret. Foto: Sofia Busk

På Aveny-T tegner fremtiden mindre lys. 

Økonomien er elendig »på grund af sygemeldinger og efterdønninger af en kaotisk tid for teatrets medarbejdere,« står der i et referat fra oktober mellem Frederiksberg Kommune og Aveny-T’s ledelse, som Jyllands-Posten har fået aktindsigt i. 

Man forventer et underskud på 1,6 mio. kr. i 2022 – et kæmpe indhug i egenkapitalen, der med ét står til at blive halveret. 

Derudover har en mærkelig hændelse ført Aveny-T ud i større økonomisk knibe end ellers ventet. 

»Der er stor risiko for, at teatret skal afholde et erstatningskrav på 556.000 for et ødelagt kunstværk forårsaget af den tidligere direktør,« lyder det i referatet.

Bag passussen gemmer sig et kuriøst forløb og en mand, der føler sig svigtet af Jon Stephensen og Aveny-T. 

Han hedder Allan Bestle, og ifølge en kilde tæt på forløbet er det hans kunst, der er blevet ødelagt. 

Det bekræfter han, da Jyllands-Posten ringer ham op – og indvilger i at fortælle historien, som han husker den. 

Lånte kunstværker

Det hele begynder lidt tilfældigt: 

Allan Bestle er dansker, men bor i Berlin, hvor han især laver abstrakte værker. En sommerdag for et par år siden støder den 43-årige kunstner tilfældigt på Jon Stephensen ved en sammenkomst, og det svinger straks mellem dem. 

De taler om C.V. Jørgensen, som de begge har en forkærlighed for. På det her tidspunkt har Jon Stephensen sat en teaterkoncert op med nyfortolkninger af sangskriverens værker, der bliver storrost af anmelderne. Allan Bestle har malet flere værker til tonerne af selvsamme kunstners musik. 

En spæd idé opstår. 

Allan Bestle har to malerier stående i sit atelier og leder efter et fedt sted at hænge dem op. 

Det kunne godt være noget for Aveny-T og Væksthuset, lyder det fra Jon Stephensen. 

Efterfølgende besøger teaterdirektøren ham i Berlin og bliver ifølge Allan Bestle begejstret over værkerne på henholdsvis 4x4 og 3x4 meter, der vil passe godt til den nye scene.

Begejstringen er gengældt:

»Der kommer måske 500 personer forbi teatret hver dag, så man kan hurtigt regne ud, at mange mennesker kommer til at se ens værker. Det er interessant for hvilken som helst kunstner at få en mulighed som den: En god placering i et nyt prestigeprojekt. Jeg har malerier hængende overalt i verden, og det giver i sig selv en masse eksponering og nye kunder,« siger han til Jyllands-Posten.

Ifølge Allan Bestle indgår de to en aftale. 

Når Væksthuset åbner, får teatret lov at hænge værkerne, der hedder ”Faire savoir a l’univers” og ”Traces”, op uden at skulle betale en krone. 

Arkitekt: Respektløst

I begyndelsen af maj 2022 er Væksthuset så småt ved at stå klart. 

I Berlin ruller Allan Bestle sine malerier op på nogle paprør beskyttet af et tykt skumlag, lægger dem ind i en hvid varevogn og kører nordpå mod København. Han har fået en snedker til at bygge speciallavede egetræsrammer og fundet en montør, der kan hjælpe med at sætte værkerne op. Det hele er betalt af egen lomme, forklarer kunstneren.

På teatret står en blanding af ansatte og Allan Bestles egne bekendte fra kunstmiljøet klar til at sætte malerierne op. 

Inklusive rammer vejer de helt op til 150 kg. 

»Jon var ikke med til at hænge dem op, men han overværede opsætningen,« fortæller Allan Bestle. 

Han kører tilbage til Berlin i forvisning om, at alt er i orden. Hvad der derefter sker, står ham uklart den dag i dag. 

Jyllands-Posten har søgt aktindsigt i sagen i Frederiksberg Kommune. Papirsporet er småt, men særligt ét dokument springer i øjnene. 

Få dage efter, at Allan Bestle har været i København, lander der en vred mail i indbakken hos Frederiksberg Kommune. Afsenderen er arkitekten Charlotte Tranberg fra den prisvindende tegnestue Tranberg Arkitekter, der har været med til at designe Væksthuset. 

»Pudset mur og Jons malerier!!!!!«, står der i emnefeltet. 

Hun skriver: 

»Jon har hængt to store malerier op på troldtekten (en særlig type akustikplade, red.) samt afmonteret en lampe.« 

»Jeg har ringet til Jon, og jeg blev temmelig gal i telefonen og sagde blandt andet, at det var det mest respektløse, jeg nogensinde havde oplevet ift. en igangværende byggesag. Han har lovet at pille dem ned igen snarest!!!!!« 

Charlotte Tranberg ønsker ikke at medvirke i artiklen, men hendes mail stemmer fint overens med det forløb, som ifølge kunstneren efterfølgende fandt sted.

Sådan tog malerierne sig ud i den korte tid, de hang i Væksthuset. Privatfoto: Allan Bestle

En uges tid efter hjemkomsten til Berlin ringer Jon Stephensen Allan Bestle op. 

»Han siger, at malerierne hænger så flot, men at de desværre må pille dem ned igen. Jeg fortæller ham flere gange udtrykkeligt, at han under ingen omstændigheder må tage dem ned selv. Det er kun mig og mit team, der kan gøre det, og jeg har taget de materialer, de skal rulles ind i, med mig hjem.« 

Allan Bestle beder om to-tre dage til at samle et hold, der kan pille værkerne forsvarligt ned. 

»Nogle dage senere ringer jeg til Jon for at sige, at mit team er klar. Han svarer ikke. Jeg skriver også til ham på sms og Messenger og kan se, at han ser mine beskeder.« 

Jyllands-Posten har set en sms, som kunstneren den 18. maj 2022 – altså ni dage inden fyringen af Jon Stephensen – sender til teaterdirektøren:

»Jeg prøver at få fat på dig, så vi kan komme og afmontere malerierne fra væggen som aftalt. Jeg har mit team klar, så venter sådan set bare på dig, så de kan komme sikkert af uden at gå i stykker. Synes det er mærkeligt, at jeg ikke hører fra dig, hvad sker der?«

Han forsøger ifølge eget udsagn også at kontakte Aveny-T direkte, men der er radiotavshed. 

Dagene går. Ingenting sker. Så sender en ven ham pludseligt et link til en artikel med et foto af Jon Stephensen i toppen. Teaterdirektør fyret, lyder overskriften. 

»Jeg får et chok«

Det står uklart, præcist hvornår ”Faire savoir a l’univers” og ”Traces” bliver pillet ned. 

Charlotte Tranberg sender sin vrede mail den 9. maj 2022 om eftermiddagen. Jon Stephensen bliver fyret den 27. maj. Og da Væksthuset indvies med skåltaler den 31. maj 2022, er de pist væk. 

Det viser fotos fra receptionen, som arkitektfirmaet bag den nye bygning har lagt op på sin hjemmeside. 

Jyllands-Posten har været i kontakt med en kilde helt tæt på begivenhederne, og vedkommende fortæller, at Jon Stephensen har spillet en central rolle i processen. 

Som teaterchef er det ham, der fortæller en underordnet på Aveny-T, at malerierne skal tages ned. 

De er tunge, så det kræver adskillige hænder. Flere ansatte hjælper til, og der skal hyres folk ind udefra for at klare opgaven. Jon Stephensen siger god for planen, lyder det fra kilden. 

I mellemtiden aner Allan Bestle intet om, hvad der er sket med hans værker. Han bliver mere og mere nervøs.

I slutningen af juni 2022, nogle uger efter fyringen af Jon Stephensen, er Allan Bestle kommet i kontakt med teatret. Han rejser til København, hvor han sammen med sin advokat skal forbi Frederiksberg for at besigtige malerierne. Den midlertidige direktør, Thomas Levin, viser ham et rum under Væksthusets scene. 

Her ligger de. 

»Jeg får et chok og kan med det samme se, at den er gal. De er foldet og bukket sammen igen og igen, ikke rullet, som man skal. Jeg kender min malerier. Der er tykke lag maling på. Når de foldes sammen på den måde, knækker de,« siger han. 

Allan Bestle vil hverken kigge nærmere på sine malerier eller tage dem med hjem. Han er bange for, at teatret i så fald vil give ham skylden for eventuelle ødelæggelser. 

Han ser ingen anden udvej end at sagsøge dem for det, han mener, at værkerne er værd: 70.000 euro – svarende til 520.000 kr.

Dokumentation: Den 9. maj om eftermiddagen sendte arkitekt Charlotte Tranberg en mail til Frederiksberg Kommune om Jon Stephensens lånte malerier, der var blevet hængt op i Væksthuset.

Bestyrelse: Vi vidste intet

Ifølge Jyllands-Postens oplysninger har de ødelagte malerier ikke direkte ledt til fyringen af Jon Stephensen. 

Det skyldes den simple årsag, at bestyrelsen ikke kendte til den, da de gav Jon Stephensen sparket. 

Men det er en sag, der efterfølgende har skabt stor frustration på teatret og ifølge en centralt placeret kilde bekræftet den opfattelse, man i forvejen havde af Jon Stephensens ledelsesstil, og som i sidste ende medvirkede til, at bestyrelsen mistede tilliden til ham. 

At han var rodet, kaotisk og impulsiv og tog store beslutninger uden at involvere resten af ledelsen. Mediet Zetland har tidligere dokumenteret, at Jon Stephensen i tre tilfælde har tilbudt skuespillere 5.000 kr. i ekstra løn for at gå scenen, selvom de var sygemeldte. 

Malerisagen er endnu et eksempel på, at hans ledelse til tider har været særdeles alternativ. 

Teatret oplyser, at bestyrelsen ikke har godkendt lånet af to potentielt så dyre malerier. 

»Vi kendte intet til malerierne, før Allan Bestle skrev til os, efter at Jon var blevet fyret,« oplyser bestyrelsesformand Henning Dyremose i en skriftlig kommentar. 

Værkerne ligger stadig på Aveny-T – deres værdi skal nu vurderes af en uafhængig mellemmand, inden retssagen går i gang. 

Teater efterladt med likviditetsproblem

På Frederiksberg Allé er de store armbevægelser i dag forduftet. 

Med forestillinger om klima, sexisme og identitet havde man bevist, at man kunne ramme de unge i solar plexus. At en tur i teatret kunne være lige så naturligt som at gå til koncert, i biografen eller til fodboldkamp. Med Væksthuset ville man tage næste skridt.

Nu har teatret »et likviditetsproblem«, fremgår det af et internt mødereferat fra december. 

Aveny-T afventer i spænding, om den nye regering vil bevilge teatret penge på den næste finanslov. Samtidig sidder Jon Stephensens kollega, Jakob Engel-Schmidt fra Moderaterne, på kulturministerposten. 

Retten på Frederiksberg oplyser, at der endnu ikke er sat en dato på søgsmålet Allan Bestle vs. Aveny-T. Taber man sagen, kan det vise sig særdeles alvorligt. En kilde fortæller, at 500.000 kr. svarer til overskuddet fra op til flere forestillinger. 

Mandag droppede Jon Stephensen pludselig søgsmålet mod Aveny-T. Ernst van Norde // Fast Freelance EB

Selvom ødelæggelsen ifølge et internt mødereferat er »forårsaget af den tidligere direktør«, afviser Jon Stephensen, at det skulle være tilfældet.

»Jeg har ikke bestilt nedtagningen. Det har min souschef gjort. Jeg har ikke haft noget med selve nedtagningen at gøre, og jeg var sagt op, da malerierne blev besigtiget. Hvad der er sket, efter at jeg har forladt teatret, kan jeg hverken have noget ansvar for eller udtale mig omkring.«

Hvorfor fik du ikke clearet det med bestyrelsen, at du lånte dem?  

»Fordi jeg ikke skulle. Det var en aftale mellem mig og Allan, og der skulle ikke være nogen clearing med bestyrelsen. Så kommer vi det ikke nærmere.« 

Moderaterne-profilen fastholder, at han efterlod teatret i god økonomisk gænge. Han henviser til regnskabet fra 2021, hvor Aveny-T havde 2,1 mio. kr. i overskud. 

»Jeg afleverede det bedste årsregnskab nogensinde og en likviditet på 10 mio. kr. Det er aldrig sket før. Det er det, jeg forholder mig til. Hvad der er sket efter min tid, kan jeg ikke udtale mig om,« siger Jon Stephensen. 

Han mener også fortsat, at fyringen var politisk motiveret, selvom han mandag droppede søgsmålet mod Aveny-T:

»Jeg har ikke ændret holdning om den del.« 

Kilde: https://jyllands-posten.dk/politik/ECE14988938/kort-inden-fyring-var-jon-stephensen-centrum-i-penibel-sag-om-to-oedelagte-kunstvaerker-nu-kastes-der-nyt-lys-over-hans-sidste-tid-paa-avenyt/

ANDERS REDDER

MADS BONDE BROBERG

 

Nye Borgerlige. Partiets bramfri næstformand trak sig mandag, men hun nåede at vise partiets nye ansigt, og det er et problem for det borgerlige alternativ til regeringen.

Farlig fanskare
Hvis man vil forstå den fremtidige udgave af Nye Borgerlige, er det ikke i sig selv nu forhenværende næstformand Henriette Ergemanns offentlige beklagelse fra sidste uge, der er interessant. Ej heller hendes begrundelse for at trække sig efter kun to uger på posten.

Som nyvalgt blev Ergemann fra første dag berømt for flere skriverier på sociale medier under coronatiden.

Eksempelvis har hun fortalt, at hun oplevede pludselige blødninger, hvis hun var i selskab med vaccinerede personer. Dertil beskrev hun tidligere minister Karen Hækkerup som en »sindssyg kælling«, der skulle i fængsel for mord på børn, fordi hun opfordrede til vaccination, mens Søren Pind blev omtalt som »rablende sindssyg« og en »klam stodder« i samme anledning.

Ingen af de nævnte fik en egentlig undskyldning fra Ergemann. Hendes ærinde med beklagelsen af skriverierne, som hun bragte på Facebook, er en anden. Nemlig at: »partiet i de seneste dage er havnet i en mediestorm på grund af dem, hvilket har skygget for den gode og fornuftige politik, vi har på hylderne. Det er jeg ked af, og jeg vil gerne undskylde«.

To uger nåede Henriette Ergemann at være næstformand i Nye Borgerlige. Foto: Bo Amstrup, Scanpix.

»Den seneste uge har været sindssyg hård for mig, min familie og for det parti, jeg holder så meget af. Jeg er en holdspiller ind til benet, og det sidste jeg ønskede var at skade partiet, og at nogle gamle udtalelser står i vejen for det vigtige arbejde, vi har for et friere Danmark.«

Man må forstå, at det ikke er indholdet, men omtalen af indholdet i de gamle opslag, der er problemet, og det bekræftes af kommentarerne fra Ergemanns følgere til både beklagelsen i sidste uge og meddelelsen om hendes tilbagetræden.

»Du er mega sej og du skal bare fortsætte med at holde fast.«

»Folk kan bare ikke tåle at høre sandheden.«

»Lad nu være med at undskylde for meget! Hold fast i det du mener, det er det, der gør din stemme så ufattelig vigtig - man har lov at være vred, når man bliver udsat for overgreb og tvang.«

»Du skal aldrig undskylde for at sige sandheden.«

»Det jo for sygt ? Er det bare fordi du har kaldt ham den gamle for det, han tydeligvis er????? Du skal ikke lade dem vinde ved at trække dig.«

Kommentarerne tegner et billede af det publikum, som Nye Borgerlige i den nye formand, Lars Boje Mathiesens, udgave kan forvente støtte fra, og meget sigende har formanden da også talt lidt i alle retninger, når det handler om Ergemanns udfald. Debatten er vigtig, men selv ville han nok have formuleret sig anderledes.

At der er et vredt segment uden tro på systemet eller myndighederne i det hele taget, åbenbaredes klart under coronatiden. Meget tyder på, at det også kan bære et parti. Ved valget i 2019 fik Rasmus Paludans Stram Kurs 1,8 procent og var altså tæt på at opnå valg, så et systemafvisende parti på højre flanke synes levedygtigt. 

Og i en situation, hvor Dansk Folkeparti har som mål at gøre sig politisk relevant gennem deltagelse i forlig, og Inger Støjberg internt hos Danmarksdemokraterne har dekreteret »skørhedsfaktor nul«, synes Boje Mathiesen at have marken for sig selv. Det er ikke, fordi Nye Borgerlige er buldret frem, men partiet ligger i målingerne fast et sted mellem tre og fire procent. Altså omkring valgresultatet, selvom Pernille Vermund og Mette Thiesen har nedlagt våbnene.

Den nye toneart kan derfor sagtens være vejen til overlevelse for partiet. Men til gengæld er der tale om skidt nyt for det borgerlige alternativ til regeringen. Selvom SVM-regeringen har tabt vælgere, er der intet skred i blå retning. Tværtimod tyder det på, at vælgerne er rykket en kende til venstre. I mandagens måling fra Voxmeter står blå blok, som den så ud før valget, det vil sige Venstre medregnet, til at gentage det sløje resultat fra november. Til gengæld er den »gamle« røde blok gået en kende frem til lidt over 50 procent.

Muligheden for at udskifte statsminister Mette Frederiksen med et borgerligt alternativ kræver altså ikke blot fremgang, men også at Venstre vender hjem til blå blok, samt at Moderaterne finder en borgerlig regering mere attraktiv.

At Venstre lige nu skulle føle sig fristet, forekommer usandsynligt. Men endnu mere utopisk er det at tro, at Moderaterne skulle vælge at indskrive sig i en koalition, der omfatter Nye Borgerlige i den fornyede udgave.

Hele Lars Løkke Rasmussens politiske fortælling siden udgivelsen af bogen Befrielsens øjeblik under valgkampen i 2019 har handlet om at afskrive de ekstreme yderfløje og samle politik om en konsensussøgende midte. Derfor er han ikke alene medlem af netop den regering, der er opfyldelsen af målsætningen i Befrielsens øjeblik. Han er også i en politisk position, der er så langt, som tænkes kan, fra det vælgerkorps, der findes i kommentarsporet på Henriette Ergemanns profil på Facebook.

Den nye tone kan derfor sagtens være en gevinst for Nye Borgerlige. Men den er ubetinget dårligt nyt for det borgerlige Danmark.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/samfund/farlig-fanskare

HANS MORTENSEN (f. 1958) er politisk journalist, som siden 1995 har fulgt slagets gang på Christiansborg. Indtil 2002 som journalist og politisk redaktør på Ekstra Bladet siden som reporter på Weekendavisen. Har skrevet bøgerne: De fantastiske fire (2005) om Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Svend Auken, Tid til forvandling (2008) om fornyelsen af Venstre, Det, Svend mener, er... (2009) - en interviewbog med Svend Auken samt redigeret antologien Helt forsvarligt (2009) om udfordringerne i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

 

HAMN@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

Mandag Mortensen. Radikale og Konservative forlod regeringsforhandlingerne med uklare begrundelser. Siden har ingen set dem.

Forsvundne danskere

Tiden siden sidste sommer føles næsten som en evighed i politik. Men enkelte vil måske huske, hvem der dengang holdt taktstokken. I juli meddelte De Radikale, at de ville vælte Mette Frederiksens socialdemokratiske regering, hvis ikke hun inden Folketingets åbning havde udskrevet valg.

Lidt over en måned senere erklærede den konservative leder, Søren Pape Poulsen, at han agtede at blive landets næste statsminister.

Ingen af de to partier kom som bekendt ud af valget med nogen form for gevinst af den valgte kurs. De Radikale blev mere end halveret, og De Konservative, der måneder forinden havde stået til en tredobling, endte med at gå tilbage.

Efterfølgende gik begge partier med i forhandlingerne om en regering hen over midten. Men først trak Søren Pape Poulsen sig ud med forklaringen, at han ikke ville gøre Mette Frederiksen til statsminister, hvilket han jo nok fra begyndelsen kunne have set komme.

Søren Pape Poulsen har uden held forsøgt at markere sig i balladen om store bededag. Foto: Emil Helms, Scanpix.

Begrundelsen for, at De Radikale i yderste øjeblik også forlod forhandlingerne, var ifølge partileder Martin Lidegaard, at indflydelsen udenfor ville være større.

Det sidste savner endnu at blive dokumenteret i praksis. Efter forløbet på Marienborg står De Radikale ikke øverst på regeringens invitationsliste.

De to partier hører begge hjemme i den eksklusive klub, der normalt omtales som de gamle partier. Fire rigtig gamle: Venstre, Socialdemokratiet, Radikale og Konservative samt halvgamle SF. Den stabile magtbærende kerne i dansk politik.

Af de fem har kun halvgamlingen det lige nu rigtig godt, hvis man studerer meningsmålinger. SF kravler støt og roligt opad på Socialdemokratiets bekostning, Venstre ligger stadig på sit elendige valgresultat.

At regeringspartierne lige nu er i vælgermæssig modvind, er åbenlyst. Siden valget har de sammenlagt tabt, hvad der svarer til 25 mandater. Det kunne få Radikale og Konservative til at konkludere, at det var klogt at holde sig ude af det selskab. Problemet er bare, at de ikke vinder de stemmer, regeringspartierne har tabt. Tværtimod ligger begge stadig omkring det sløje valgresultat, og begge partiers ledere er lige nu dansk politiks mest usynlige mænd.

Søren Pape Poulsen har forsøgt at markere sig i balladen om store bededag, men er blevet overdøvet af sine aktuelle allierede i fagbevægelsen og på venstrefløjen. Lidegaard leder tilsyneladende endnu efter den indflydelse, han ventede at finde uden for regeringen.

Meningsmålinger er selvfølgelig flygtige størrelser, og der er længe til næste valg. Men intet tyder imidlertid på, at Radikale eller Konservative har den plan, der skal få dem tilbage. Tværtimod er de i fare for at miste de historiske positioner, der har placeret dem i selskabet af gamle partier. Opkomlinge er ved at presse dem væk.

De Radikales position har traditionelt været et sted mellem rød og blå side, hvilket ofte har givet partiet betydelig politisk indflydelse. Men lige nu ejes den plads af Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne, mens den radikale indflydelse vil afhænge af regeringens nåde.

For De Konservative, der sammen med Venstre har været kernen i det borgerlige Danmark, er situationen mindst lige så kritisk. Da Venstre i 1978 gik i regering med Anker Jørgensens socialdemokrater, stod De Konservative parat til at høste de utilfredse borgerlige vælgere, og partiet lagde grunden til storhedsperioden under Poul Schlüter. Håbet var en gentagelse, da Pape forlod regeringsforhandlingerne. Men gevinsten er udeblevet. Stemmemagneten på blå side er lige nu Liberal  Alliance, og dertil truer et revitaliseret og meget synligt Dansk Folkeparti.

Man skal være forsigtig med at spå partiers undergang. Især når det handler om de gamle rodfaste. Men både Radikale og Konservative er under pres for at få smidt usynlighedskappen.

For nylig sagde statsministeren, at regeringens prioriteter inden sommerferien er sundhed, forsvar og uddannelse.

Formår De Radikale ikke at gøre sig relevante, når der reformeres universitetsuddannelser, og bliver De Konservative ikke en central del af et nyt forsvarsforlig, har de forspildt årets chance for igen at blive en del af kernen i dansk politik.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/samfund/forsvundne-danskere

HANS MORTENSEN (f. 1958) er politisk journalist, som siden 1995 har fulgt slagets gang på Christiansborg. Indtil 2002 som journalist og politisk redaktør på Ekstra Bladet siden som reporter på Weekendavisen. Har skrevet bøgerne: De fantastiske fire (2005) om Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Svend Auken, Tid til forvandling (2008) om fornyelsen af Venstre, Det, Svend mener, er... (2009) - en interviewbog med Svend Auken samt redigeret antologien Helt forsvarligt (2009) om udfordringerne i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

HAMN@WEEKENDAVISEN.DK