Udspillet. Danske bankoforeningers eksistens trues af søgsmål om ulovligt spil. Men hvad betyder det for en større dansk by, hvis Gamle Ole kreperer?

Banko­forbrydelsen

Eftermiddagssolen står stadig højt på himlen, da de første lovbrydere dukker op. Der er officielt to timer og 40 minutter, til aftenens ulovligheder går løs i den hvide hal midt i Viborg, men det vælter allerede ind med ældre hangarounds, der langer et mistænkeligt antal 20ere over den tilpas uskyldigt udseende skranke ved døren. Hårdkogte forældre i 30erne ruster sig til lovbruddet over en gang koteletter i skysauce. Flere har endda vovet at tage deres børn med.

Stemningen virker ærligt talt lidt for afslappet taget i betragtning, at en masseforbrydelse er under opsejling, men man skal ikke tage fejl af de mange grå permanentkrøllede toppe og den hjertelige latter rundt i krogene. De her kriminelle går gerningsøjeblikket i møde uden at blinke.

Forbrydelsen: De er kommet for at spille banko. Efter at have igangsat en større undersøgelse i 2019 har Spillemyndigheden, som er en styrelse under Skatteministeriet, politianmeldt 38 bingo- og bankoforeninger rundt i Danmark for at drive ulovlig spilvirksomhed. Viborg Banko Center er en af foreningerne på Spillemyndighedens sorte liste. Ingen i lokalet er dog helt klar over hvorfor. Det er vist noget med, at de har spillet for meget banko, siger en ældre mand, men tvivler straks og rynker panden. Det lyder ikke helt rigtigt.

Men manden har fat i noget. Viborg Banko Center har med tiden opnået 3.000 medlemmer, og på en uge kommer 600 borgere fordelt på tre dage og smider kontanter i det fælles lotteri. Det medfører en omsætning på knap 30 millioner om året. Viborg Banko Center har sejret sig selv ihjel.

Den høje summen i hallen forstummer på sekundet, bankospillet begynder. Foto: Tobias Nicolai

For ifølge loven må bankoforeninger ikke afholde almennyttige lotterier uden tilladelse, hvis foreningens formål udelukkende eller fortrinsvis er at spille banko. Det skyldes, at Danske Spil har monopol på lotterispil. Selvom bankoforeningerne donerer deres overskud efter betaling af faste udgifter til velgørende formål, mener Spillemyndigheden ikke, at foreningernes primære formål er at donere til velgørenhed – formålet er derimod at drive selve bankospillet.

Således blev forældreforeningen Dalums Venner, der gennem bankospil støtter sportsklubben Dalum IF, i februar idømt en bøde på 15.000 kroner foruden sagsomkostninger, og for to uger siden modtog Støtteforeningen for Rigshospitalets Børneafdeling en bøde på 15.000 kroner og et konfiskationskrav på fem millioner kroner. Begge domme er anket.

NYHEDEN OM de politianmeldte foreninger fik mange i storbyerne til at grine ad billedet af kaffedrikkende, bankoråbende ældre som forbrydere. Men rundt i landets bankoklubber er der ingen, der griner. Storby versus provinsgeneral Inger Støjberg besøgte forrige uge for rullende kamera Egon og Gunnar fra Asnæs Forsamlingshus, der trues med bøder på 220.000 eller fængsel. »Der er sgu ikke nogen af præmierne, der er sponsoreret,« fortalte Gunnar med henvisning til, at Bankoklubben handler for 450.000 kroner om året i Højby Brugs – et beløb, »der ikke kan være helt ligegyldigt for Brugsen«, som Støjberg tørt bemærkede. I en by med få tusinde indbyggere holder den lokale bankoklub gang i erhvervslivet. Hvor stor betydning har banko i en større dansk by?

I Viborg Banko Center er dagens indledende spil, såkaldt svensk bingo, gået i gang. Tæt ved vinduet sidder to kvinder og smovser skiftevis fra en bakke vinduer og en pakke snøfler. De er begge dårligt gående, men kommer altid ud ad døren mandag og onsdag, når de skal til banko. Længere nede i rækken sidder Birgit på 72, der går til banko for »lys i hverdagen«, grin og – hvis hun er heldig – at tjene en ekstra skilling. Inge Marie, en 80-årig kvinde i dyr spadseredragt, har for nylig mistet sin mand. Hun kommer for at undslippe stilheden.

Ved bord tre sidder Kisser Olsen, en ældre kvinde med glat kridhvid page, hvid T-shirt med print og en mund, der sjældent står stille. Hun voksede op i et dysfunktionelt hjem og havde aldrig følelsen af at høre til et sted, før hun fik job på McDonald's. Her arbejdede hun i 17 år og mødte sit livs kærlighed, viceværten Ivan Olsen, der nu sidder troligt ved hendes side.

»Men da jeg stoppede med at arbejde ved de 70, brød det hele sammen herinde igen,« siger Kisser Olsen og banker på toppen af sit hoved. »Indtil jeg en dag blev anbefalet at tage herned.«

»Men da jeg stoppede med at arbejde ved de 70, brød det hele sammen herinde igen,« siger Kisser Olsen og banker på toppen af sit hoved. »Indtil jeg en dag blev anbefalet at tage herned.«

Hun fremviser stolt sit arsenal af imponerende bankogear. I et stort penalhus med ordene »Kissers bankotaske« indgraveret gemmer sig et hav af særlige bingotuscher og dækbrikker til pladerne.

»Og så blev jeg hængende. Nu er der altid nogen, der gerne vil sidde ved bord tre, Kissers bord,« siger hun og stråler.

VED INDGANGEN står Erik Thomsen, der er formand for Viborg Banko Center. Han har været en del af byens bankomiljø siden 80erne, og som mange andre frivillige hernede bruger han på den gode side af 20 timer i hallen hver uge. »Goddag, hvad hedder De?« siger Erik Thomsen og bukker dybt for en nyligt ankommet lyshåret kvinde med dramatiske øjne bag de mørke briller.

»Jette Bang,« svarer kvinden uden at fortrække en mine, og de giver hånd.

»Tju-Bang?« spørger Erik Thomsen, og kvindens pokerfjæs krakelerer. »Åh, hold mund, lille Erik,« siger Jette Bang, der viser sig at være en af de faste frivillige.

»Det er ikke kun spillerne, der får tætte relationer hernede,« siger Erik Thomsen overflødigt henvendt til denne journalist. »Mange frivillige har fundet deres nærmeste her i huset. Vi er blevet en familie.«

»Sig mig, står du og siger, jeg skal til at give dig julegave?« skræpper Jette Bang, og de griner begge højt.

Flere af de faste spillere overgår med tiden til at være frivillige i bankocenteret. Kisser Olsen med bankotasken var her jo alligevel det meste af tiden, og under covid-19 slog det hende, at hun, siddende i sin kørestol, var den oplagte coronapaskontrollør. I dag kommer hun fortsat for at spille de dage, hun ikke er på arbejde bag skranken.

»Det, jeg tror kan være svært at forstå, men som man er nødt til at forstå, er følgende,« siger Kisser Olsen med alvorlig mine og holder en kunstpause.

»Der flyder tre baner af livsvigtig medicin fra den her hal. Til deltagere, frivillige og foreningerne, vi støtter. Taber vi en kommende retssag, lukker klubben, og så er alle tre grupper på skideren.«

Kisser Olsen, frivillig og fast bankospiller, er overbevist om, at banko sparer samfundet penge. Hun tror, at udgifterne til lykkepiller vil stige, hvis Viborg Banko Center må lukke. Foto: Tobias Nicolai

Kisser Olsen er overbevist om, at en lukning vil medføre stigende udgifter til medicin, lykkepiller, og at mange af de gamle kan ende med at skulle have hjælp i hjemmet.

»Er du klar over, hvad det vil koste?« siger hun skrapt. »Og hvem skulle dække det arbejde? Vi har jo ikke ligefrem for meget personale i ældresektoren. Banko sparer samfundet penge,« siger hun. »Det må være et faktum.«

Spillemyndighedens politianmeldelse vækker da også bekymring hos viceborgmester og socialdemokratisk byrådsmedlem i Viborg Kommune Mads Panny.

»Samfundsværdien af banko er jo et regnestykke, der er umuligt at lave helt præcist,« siger han til Weekendavisen. »Det er svært at udpege, hvem der blot gavner af det sociale mødested, og for hvem det er nødvendigt for at opretholde et liv.«

Byrådsmedlemmet køber dog præmissen, at flere i klubben vil skulle involveres i sociale indsatser, hvis de ikke længere kan komme til banko. »Og det kan koste penge,« siger han. »Potentielt mange penge.«

I VIBORG BANKOCENTERS storhedstid blev der årligt uddelt omkring to millioner til velgørenhed. Nu ligger beløbet på mellem 600.000 og 800.000 kroner. Inflationen og energikrisen har sat deres spor, men også tiden løb fra bankoånden i dens oprindelige form. I Viborg afskaffede man eksempelvis i 2015 kødgevinsten, der engang kunne gøre en verden til forskel i budgettet hos deltagende familier. Folk ville ikke længere have en hamburgerryg eller en flæskesteg med hjem, så kødet måtte efterhånden ofte sælges på auktion.

Også rygeloven tog nær livet af bankospillene – at spille banko uden smøger ansås af mange som at børste tænder uden tandpasta. »De nye skrappe rygeregler har kvalt det traditionsrige vestjyske bankospil i Rækker Mølle Hallen,« lød det nedslående budskab i Dagbladet Ringkøbing-Skjern i september 2008. Og kort før coronanedlukningen begyndte Spillemyndigheden så pludselig at håndhæve den lov, hvorefter foreningerne skal betale 17,5 procent i afgift af kontante gevinster på over 200 kroner. Loven stammer tilbage fra 60erne – dengang var 200-kronersgevinsten væsentligt mere sjælden, end det er tilfældet i dag.

Så i februar sidste år indgik Folketinget en aftale, der skulle forsimple de snørklede regler om donationsprocenter og afgifter med et nyt overordnet krav: Almennyttige lotterispil skulle donere 35 procent af salget til godgørende formål. Men protesterne væltede ind, og efter blot en måned proklamerede skatteminister Jeppe Bruus, at aftalen skulle genåbnes. Onde tunger påstod, at det var gået op for Socialdemokratiet, at de havde ramt deres kernevælgere lige i solar plexus og som følge deraf rygcrawlede det bedste, de havde lært. Den efterfølgende høring kan mest korrekt gengives som to timers seriøst dårlig stemning. Mange og underholdende præmier er nødvendige i et bankospil, hvilket medfører en tilbagebetalingsprocent på hele 75-80 procent, forklarede de mange fremmødte bankorepræsentanter. Budskabet: Et krav om at donere 35 procent af salget ville slå banko-Foreningsdanmark ihjel.

Et år senere er de mange foreninger fortsat politianmeldt, og centralt i diskussionen står spørgsmålet om foreningernes formål. Er der reelt tale om almennyttige foreninger, eller udgør klubberne i praksis spilvirksomheder, fordi det overskud, de kan donere, er for beskedent? Almennyttige foreninger må afholde banko, men bankospillet i sig selv er ikke et almennyttigt formål.

»Det handler om, at de skal have et andet formål, også ud over at spille banko,« har direktør i Spillemyndigheden Anders Dorph flere gange udtalt i medierne.

Advokat Pernille Sonne repræsenterede de to bankoforeninger, der hidtil har været trukket i retten. Hun har flere sager på vej og mener, at det primære problem er, at reglerne er uklare, og at der ingen vejledning er til, hvordan de skal fortolkes.

»Regler, der pålægger en straf, skal være klare og entydige, alt andet strider mod retsbevidstheden,« siger advokaten. »Derudover mener vi, at formålet med foreningerne er at samle penge ind til velgørende formål – bankospillet er alene midlet til at nå det velgørende formål. At der så også er sociale gevinster ved bankospillet, burde efter min mening blot styrke sagerne.«

KLOKKEN 18.40 er der ved at være fyldt godt op ved de 40 langborde, nu starter det traditionelle bankospil. Den høje summen forstummer på sekundet, og flødeboller, hotdogs, cornybarer og Faxe Kondi har pludselig ingen interesse.

»70 … 45 … 67 …« lyder det med få sekunder mellem hvert tal, man skal være kvik for at følge med. Højlydt kollektiv ærgrelse i hallen, hver gang nogen råber banko, og formand Erik Thomsen styrter afsted for at uddele pengepræmier.

»De siger, vi også skal lave andre aktiviteter end banko for at være lovlige,« siger han højt, mens han traver i retning af lyden viftende med et bankokort over hovedet. »Jamen godmorgen, hvordan skal vi få tid og hænder til endnu flere arrangementer uden at få støtte?«

Erik Thomsen afstemmer pladen hos en stolt vinder, smider en hundredlap og er straks på farten igen. Han mener grundlæggende, at definitionen af et »almennyttigt formål« kunne trænge til et eftersyn.

»For én ting er at donere ud af huset til foreninger, der har brug for det. Men her i huset kommer indimellem folk, der knap har til dagen og vejen. De har chancen for at vinde 500 kroner med en indsats på 30 kroner. Er det ikke også essensen af et godgørende formål?«

Én af de fire støtteforeninger, der på skift afholder banko i Viborg Banko Center, donerer deres overskud til bostedet Stokrosen, der huser unge med almenpsykiatriske lidelser.

De i øjeblikket 50.000 kroner, der årligt tildeles bostedet, har stor betydning, fortæller formand i Stokrosens Bankostøtteforening Jens Lyngsø, der selv er far til en tidligere beboer på bostedet.

»Det lyder måske som en lille del af den kage, der er Stokrosens sociale budget, men det er faktisk hele vores kage. Kommunen betaler for træningsaktiviteter, men mange sociale elementer er efterhånden sparet væk,« siger han.

»De her penge betyder, at de unge på stedet – som er marginaliserede og har svære sociale problemer – indimellem kan komme i Randers Regnskov eller i svømmehallen, se en film i biografen eller få et nyt tv i fællesstuen. Det er den slags, der medfører kvantespring for beboerne. Det kan faktisk ikke værdisættes.«

Også i den lokale fodboldklub SIK Viborg vil de være kede af at miste donationer fra byens bankospil. Klubbens to kunstgræsbaner er i høj grad finansieret af bankomidler, ligesom de økonomiske indsprøjtninger har muliggjort flere fodboldrejser til udlandet.

 

Ifølge Spillemyndigheden må bankoforeningerne ikke udelukkende arrangere bankospil. »Men hvordan skal vi få tid og hænder til endnu flere arrangementer uden at få støtte?« siger Erik Thomsen, formand i Viborg Banko Center. Foto: Tobias Nicolai

»Vi modtager i runde tal 100.000 kroner om året fra bankospillenes overskud. Det ville ganske enkelt være katastrofalt, hvis de må lukke. Vi aner ikke rigtigt, hvad der foregår, men vi holder vejret,« siger klubbens formand, Michael Staun.

»SKAL DU HAVE en kineser?« råber en mand ved bord 17.

»Ja, her spiller vi jo både svensk og kinesisk bingo. Nogle vil kalde os internationale, andre racister,« griner hans sidemand og laver skæve øjne med pegefingrene. De fortæller om det venskab, der grundet de vel mange bajere og alderens puslen ved døren – ja, og »konernes dårlige nerver« – ikke længere kunne bestå på fodboldbanen og derfor skiftede karakter for et par år siden.

»Kommer du tilbage senere?« vil mændene vide, og da Weekendavisens journalist nikker og sætter kurs mod opråberen, råber en af dem: »Ellers får hun et klap bagi« og slår i bordet af grin, så bankoknapperne danser i luften. Vi er langt fra hovedstaden med dens wokekultur og politiske korrekthed, og det lægger ingen af deltagerne skjul på.

»Vi skal jo selvfølgelig ikke gå og bryde loven. Men de her sære spilleregler bærer præg af, at politikerne ikke ved en skid om livet ude i virkeligheden,« siger én. »Tro det eller ej, der er faktisk en enorm gruppe herovre i det mørke Jylland, for hvem banko har stor betydning. Vågn op,« lyder det fra en anden.

Weekendavisen har spurgt skatteminister Jeppe Bruus, om han har tænkt sig at gøre netop det.

»Det duer jo ikke, at man ikke kan spille banko,« slår ministeren fast.

»Og vi vil snarest indkalde folketingspartierne til en dialog om de her regler. En del foreninger kunne ikke leve op til sidste års aftale med kravet om at donere 35 procent, så vi vil denne gang spille ud med et forslag om et lavere donationskrav. Men detaljerne er jeg nødt til at drøfte med partierne, før jeg kan melde noget klart ud.«

Hvad med de foreninger, der i øjeblikket deler mindre overskud end normalt ud til lokalsamfundet, fordi de skal betale for juridisk rådgivning?

»Sådan er det nu engang, når man har et regelsæt og er i gang med at lave det om,« siger ministeren. »Men jeg håber, at vi ikke skal så langt hen efter sommerferien, før vi kan blive enige om en aftale.«

Da klokken er 20.30, har Kisser Olsen ved bord tre stadig ikke fået banko. »Hvad sker der, Rose, der er ingen gevinst i dag,« udbryder hun.

Foto: Tobias Nicolai

Det er dog ikke rigtigt, det er bare Rose ved hendes side, der skovler ind. Kisser Olsen sukker dybt og hælder et par bankoplader ned i skraldespanden ved siden af bordet.

»Det bliver ikke i dag,« afgør hun og ser rundt på veninderne.

»Men det er egentlig okay. Jeg har jo faktisk vundet alligevel.«

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-21/kultur/bankoforbrydelsen

LAURA HATTENS (f. 1996) er journalist og skriver mest af alt om samfund, jura og kultur. Laura har en kandidatgrad i jura fra Københavns Universitet og har skrevet for Weekendavisen siden 2020.

LSHA@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

MUSELMÆND MED SLEBNE MACHETER.

»Næste gang så knepper jeg dig. Er du med? Din lille luder.« Det lyder sært truende ..

»Koran, vi kneppet ham,« skrev en ung mand på de såkaldt sociale medier, han kom senere i retten. Her blev der afspillet en Snapchat-video, hvor man kan høre ham råbe til kameraet: »Næste gang, du ... (et navn, red.), så knepper jeg dig. Er du med? Din lille luder.«

 

De var tre om knepperiet, to 16-årige og en 18-årig. Ifølge anklageskriftet havde den ene 16-årige og den 18-årige ført den formastelige lille luder hen til et afsidesliggende sted, hvor han fik en skalle, så han faldt på knæ, og fik hugget en machete i baghovedet; den sidste af de tiltalte fulgte med per telefon.

”Et brændende og upassende spørgsmål trænger sig på for udvalget: Er der selvcensur i skolen? Er der klasselærere, der lader sig påvirke af macheter i hænderne på pirrelige muselmænd og reviderer pensum efter det? ”

Koran, vi kneppet ham, det har ikke noget med islam at gøre, tværtimod kan den kreative brug af grammatikken ses som et eksempel på vellykket integration, og henrettelsesforsøg med machete takseres da heller ikke til udvisning. Machetemanden er svensk statsborger, men taler slet ikke svensk, Sverige er langt væk, og for resten er machetemanden en god dreng.

»Advokaten fremhævede samtidig en udtalelse fra den 16-åriges klasselærer, der beskriver ham som en glad, høflig og vellidt dreng, der har mange klassekammerater og fremtidsplaner,« lyder retsreferatet i Ekstra Bladet, hvorefter det af Koranen velsignede knepperi, blandt hedninge kendt som drabsforsøg, blev takseret til fire år og en advarsel om udvisning, hvis han flækker flere hovedskaller med sin machete.

Man forstår jo godt Retten på Frederiksberg, der er højere samfundshensyn at tage. Vi har brug for varme hænder, jo flere, jo bedre, jo varmere, jo bedre, så hvem ved, om føje år, når gamle enkefru Hansen venter hjemmehjælpen og det evindeligt patroniserende »har vi drukket vore kamilte til morgen?« så i stedet møder en god og kærlig machetemand, der hilser godmorgen med ordene: 

Koran, jeg knepper dig, din luder, så skal der nok komme liv i enkefru Hansen, der ser en ny dag gry. Vågn op og slå på dine strenge.

Koran, vi kneppet ham, det har ikke noget med islam at gøre, og politiet har nok at gøre, så værsgo, her kommer kommissær Maigret, piberøg og formiddagshvidvin en selvfølge, krøllet cottoncoat og blød hat fremvises på forlangende. Googler man kraftudtrykket Koran, vi kneppet dig, kommer en anden interessant historie op, som næsten får kommissæren til at glemme at holde liv i morgenpiben.

»Koran jeg er en luder vis jeg ik pifter dig minimum 40 gange«,

lød det i 2019, også i Retten på Frederiksberg, og det har naturligvis heller ikke noget med islam at gøre. Eller med Frederiksberg, for den sags skyld, men vi lægger hus til meget på Frederiksberg, både minksag og machetemænd. Denne gang var det fem formodede kidnappere på 17, 18, 21, 22 og 23 år, alle af anden etnisk herkomst end dansk, en trussel på Messenger lød (ordret): »Vis dy ik kommer med de para (penge, red.) i dag så bare vent og se hvordan jeg flækker dig.« 

Også her var der macheter involveret i flækkeriet, så offeret måtte hoste op, det er klart, hellere et par hundrede tusinde fattigere end et hoved kortere, det er logikken, også i et højere samfundsmæssigt perspektiv. 

Man leder i sag nummer to forgæves efter vidneudsagn fra de tiltaltes klasselærer, og dog er begrebet klasselærer på mange måder centralt, for hvilket fredeligt samfund er det ikke, der føder sådan et begreb; en klasselærer kan sætte stole i rundkreds, en klasselærer afholder klassens time, en klasselærer forstår at snakke om det i én snakkesalig uendelighed, men når macheterne sidder løs, virker klasselæreren i rollen som karaktervidne jo nærmest tragikomisk. Ville mon machetemandens klasselærer have lyst til at vise Muhammed-tegningerne frem på en overhead, eller kunne der være et problem i det?

Koran! »Næste gang så knepper jeg dig. Er du med? Din lille luder,« det lyder jo lidt truende, og man skal ikke bøje sig for trusler, man har jo sin frihed, Susanne, men derfor kan man godt vise hensyn og forvalte sin frihed med ynde og omhu, især i selskab med musel- og machetemænd, så bør man undervise i Muhammed-tegningerne i folkeskolen? Har man frihed til det?

Folketinget behandlede spørgsmålet, godt 10 medlemmer var mødt frem til en debat om et frit samfund eller ej, og det har ikke noget med islam at gøre, men visse regeringspartier har skiftet mening om tingene, og det oplystes noget forblommet, at visse sikkerhedsgrunde talte imod forslaget, som ellers i sin intention og sit princip var så glimrende, måtte vi forstå. 

En af forslagsstillerne, fru Pia Olsen Dyhr fra SF, er i FN’s søgelys for islamofobi, og det forstår man godt, når man læser hendes tekst: »Lad os så i det mindste være ærlige om, hvorfor forslaget ikke kan finde flertal. Årsagen er frygt. Frygt for visse muslimers vrede og raseri. Frygt for islamistisk terror. Det er kommet dertil, at et spørgsmål om en af de mest skelsættende begivenheder i nyere dansk historie ikke kan indgå i dansk skolepolitik, hvis krisens tegninger vises. Måske knap nok, hvis vi underviser i Muhammed-krisen. Et element i vores skolepolitik styres således af frygt.«

Tænk, damen tillader sig, at »vi skal værne om vores demokrati og den frihed, det giver os alle«.

Islamofobi for fuld udblæsning, hadtale er, hvad det er, intet under, at medlemmerne udebliver, og regeringen kvier sig ved det hele, men den har fået en god idé: Man sender sagen i udvalg. Et helt almindeligt, langsomt arbejdende udvalg, der til en begyndelse kan arbejde med at fastsætte de videre rammer for arbejdet og måske engang i 2040’erne kan overtage lokalerne fra udvalget til revision af ejendomsvurderingerne. 

Et brændende og upassende spørgsmål trænger sig på for udvalget: Er der selvcensur i skolen? Er der klasselærere, der lader sig påvirke af macheter i hænderne på pirrelige muselmænd og reviderer pensum efter det? 

Man kan ikke tro det, for det har ikke noget med islam at gøre, og klasselæreren ser kun gode og kærlige drenge i lokalet, og dog syntes visse regeringspartier at have skiftet mening om tingene på baggrund af uudtalt pres fra ikke nærmere definerede udenvælds magter, så lad os sende sagen i udvalg. Man kunne kalde det machete-udvalget. Eller koran-jeg-kneppet-dig-kommissionen. Under alle omstændigheder arkiveres dets betænkning i mappen

”Lev med det”. Eller dø, hvis man er tilstrækkelig uheldig.

KILDE:

https://jyllands-posten.dk/debat/kommentar/ECE15683639/muselmaend-med-slebne-macheter/

FORFATTER:

Niels Lillelund er journalist på Jyllands-Posten samt forfatter og vinanmelder. I døgnets rejsestald spidder han det opblæste og ikke mindst vanetænkningen med en original satire, der svider og forløser med en sund latter.

 

2015. Hvad gør regeringen, hvis der igen strømmer flygtninge og migranter til Danmark?

Den nye flygtningekrise

Betjentene anede ikke, hvad de skulle stille op. De første flygtninge og migranter ankom med toget til Rødbyhavn søndag den 6. september 2015, de næste ankom med færgen, og fire dage senere besluttede Claus Oxfeldt, Politiforbundets daværende formand, at slå alarm.

»Jeg synes ikke, at politikerne fortæller os, hvad der skal gøres i denne ekstraordinære situation (...) Hvis det her bare fortsætter, hvad gør vi så? Skal vi så bruge fysisk magtanvendelse i forhold til folk, som ikke vil noget?« spurgte han i Ritzau.

Situationen endte med at løse sig selv. De fleste udlændinge vandrede videre til Sverige, godt 20.000 søgte asyl i Danmark, og efterfølgende vedtog Lars Løkke Rasmussens regering en række stramninger, hvoraf den såkaldte nødbremse var den mest vidtgående.

»Vi indfører en nødbremse mod ukontrollable flygtningestrømme. Jeg vil ikke se Danmark i en situation igen, hvor flygtninge i hobetal går på motorvejene,« sagde Lars Løkke til Ritzau.

I andre lande ser man en gentagelse af den flygtningestrøm, Europa oplevede i 2015. Arkivfoto: Jacob Aban Kjerumgaard

Nødbremsen er den mest vidtgående af de beføjelser, regeringen vedtog i kølvandet på flygtningestrømmen. Spørgsmålet er, om regeringen er villig til at aktivere den, hvis tusindvis af flygtninge og migranter igen står på grænsen.

Uklare kriterier

Det er uklart, hvilke kriterier der skal opfyldes for at aktivere nødbremsen. I tilfælde af en ikke nærmere defineret »krisesituation« kan udlændinge- og integrationsministeren bestemme, at politiet skal afvise asylansøgere, hvis de kommer fra et sikkert land, som er omfattet af Dublin-forordningen. 

Det fremgår af udlændingelovens paragraf 28. Politiet må med andre ord afvise at tage imod mennesker, der vil søge asyl og i stedet sende dem ud af landet igen. Inger Støjberg, der var udlændinge- og integrationsminister under flygtningekrisen, erkender, at nødbremsen er et »elastisk« begreb. Netop derfor er det afgørende, hvem der sidder i regering.

»Desværre har vi et Venstre og en udenrigsminister, der går mere op i vores anseelse i EU end i at passe ordentligt på Danmark. Med nødbremsen kan man vende folk rundt og sende dem tilbage til Tyskland i det tog, de kom i, men jeg er ikke sikker på, at regeringen har viljen og evnerne til at bruge den.«

Hun indrømmer gerne, at at det kribler i hendes egne fingre.

»Jeg stod selv i Rødbyhavn et par af de nætter, hvor der kom tog ind fyldt med migranter og flygtninge. Dengang kunne man kun tilbageholde folk i tre gange 24 timer, så da politiet blev nødt til at åbne dørene i en sportshal i Rødby, løb folk ud, så hurtigt de kunne. Det var meget kaotisk, og det var også op ad bakke med Lars Løkke, så jeg mener, at regeringen skal bruge alle de redskaber, vi har.«

Stramningerne efter 2015 skulle især sende et signal til menneskesmuglere og migrantstrømme om at blive væk; et fænomen, der er blevet døbt negative nation branding. Stramningerne talte blandt andet smykkeloven, mulighed for tilbageholdelse på ubestemt tid, kolde teltlejre, ingen familiesammenføring de første tre år og de berygtede avisannoncer i Libanon, der reklamerede med, hvor ubehageligt det var at søge asyl i Danmark.

Foreløbig er den nye flygtninge- og migrantstrøm gået uden om Danmark. Østrig fik sidste år over 100.000 asylansøgere. Italien har fået over 35.000 flygtninge og migranter alene siden nytår, og i Bruxelles, hjertet af EU, kan krisen ses på gaden, hvor der ikke er indkvartering nok til alle de afrikanske migranter. Selvom der er gået snart otte år siden flygtningekrisen, er EU-landene stadig ikke enige om, hvordan man håndterer den nye bølge af flygtninge og migranter. Thomas Gammeltoft-Hansen føler sig heller ikke sikker nok til at spå om, hvad der vil ske. Han er professor i migrations- og flygtningeret ved Københavns Universitet.

»EUs forhandlinger om fælles asyl- og migrationsregler er endnu ikke kommet i mål, så på mange måder står vi på samme sted som i 2015. Til gengæld er det politiske landskab blevet meget mere uforudsigeligt.«

Han henviser til, at statslederne næppe igen sætter deres lid til Dublin-forordningen. Den skal forhindre asylshopping ved at slå fast, at asylansøgere skal søge asyl i det første sikre land, de ankommer til. Det er dog lettere sagt end gjort, når store menneskemængder sætter sig i bevægelse op igennem kontinentet.

»Det betyder, at vi kan stå i en endnu større tillidskrise. Enten bliver det hvert land for sig selv, eller også kan mindre grupper af lande gå sammen og aftale alternative modeller med hinanden.«

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek har ikke ønsket at lade sig interviewe, men oplyser, at han først og fremmest går efter at flytte asylcentrene ud af Europa.

»Med nødbremsen har vi mulighed for at afvise asylansøgere ved grænsen. Der er ingen tvivl om, at en aktivering er forbeholdt de ekstraordinære situationer, og hvis det bliver nødvendigt, vil vi ikke tøve med at tage de nødvendige redskaber i brug. Men som situationen er nu, er førsteprioriteten at få styr på Europas ydre grænser.«

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen ønsker ikke at udtale sig.

Politiet afventer

Weekendavisen har spurgt rigspolitichef Thorkild Fogde, hvad man vil gøre i tilfælde af en ny migrantbølge. Han henviser til Syd- og Sønderjyllands Politi, hvor politidirektør Frits Kjeldsen bekræfter, at der findes planer, som er skrevet i kølvandet på 2015. De gælder især indkvartering og sagsbehandling til mange mennesker.

»Vi har lært noget af 2015, for nu har vi set, hvad der kan ske. Vi har fået mere awareness om flygtningestrømmene, og vores dialog med Tyskland er blevet stærkere. Det vil betyde, at vi kan forvente længere responstid end dengang, men vi vil selvfølgelig møde dem, der kommer, med den lovgivning og de restriktioner, der gælder. Inden for de rammer vil vi have fokus på både det humane aspekt og håndhævelse af reglerne.«

– Har I en plan for, hvad I gør, hvis regeringen aktiverer nødbremsen?

»Det er noget, vi har med i vores overvejelser, men en anvendelse af nødbremsen og andre redskaber vil kræve en drøftelse med det politiske niveau.«

Ifølge professor Thomas Gammeltoft-Hansen betyder en stramning på papiret langtfra, at den også vil blive ført ud i livet i praksis. Selvom politiet har fået ret til at tilbageholde tusindvis af udlændinge imod deres vilje på ubestemt tid, betyder det ikke, at det er politisk holdbart, eller at befolkningen vil acceptere det. Trækker Danmark i nødbremsen, kan det også udløse et harmonikasammenstød med Tyskland og andre lande.

»Man kan ikke bare vende folk om ved grænsen, hvis man ikke har en aftale med Tyskland om, at de vil tage imod dem. Så har du pludselig en situation, der skal løses politisk og bilateralt med Tyskland, og som også kan få andre lande til at tage deres egne forholdsregler. Dublin-konventionen er dybest set en fordelingsmekanisme, der bygger på, at landene overholder reglerne. Det skal Tyskland også gøre, men spørgsmålet er, om myndighederne gør det i en akut situation. Vi har set flere lande, der ignorerer Dublin-anmodninger, og myndigheder, der bare holder op med at registrere folk og i stedet sender dem videre.«

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-18/samfund/den-nye-flygtningekrise

LENY MALACINSKI (f. 1975) er journalist og uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole. Hun er forfatter til bogen Den dag jeg opdagede jeg var undertrykt, og har tidligere været ansat på blandt andet Jyllands-Posten og den nu lukkede gratisavis Nyhedsavisen. Hun skriver blandt andet om køn, globalisering på gadeplan og forliste borgerlige drømme.

 

LENY@WEEKENDAVISEN.DK