Efterspillet. Denne gang bliver det svært at overbevise verden om, at alt er i skønneste orden i Rusland. Men forsøget bliver gjort.

Mange kokke fordærver maden

Iet normalt land ville Vladimir Putin have følt sig kaldet til at holde en tale og forklare sig i går. For hvordan kan han, præsidenten, pludselig slutte fred med en mand, som han få timer inden havde beskyldt for »væbnet mytteri«, »bedrag« og »forræderi«, og som han havde svoret ville blive straffet?

Tag bare dette udsagn fra Putins dundertale: »Jeg gentager: Al intern uro er en dødelig trussel mod vores stats integritet, mod os som nation. Det er et anslag mod Rusland, mod vores folk. Vores tiltag for at forsvare fædrelandet mod denne trussel vil være benhårde. Alle, som bevidst er slået ind på forræderiets vej; som har forberedt et væbnet mytteri ved hjælp af revolvermetoder og terror; vil med usvigelig sikkerhed blive straffet og vil komme til at stå til ansvar for loven og vores folk.«

Ikke desto mindre: I går kunne Putins pressesekretær Dmitrij Peskov meddele, at der ved den belarusiske præsident Aleksandr Lukasjenkos mellemkomst var indgået en aftale med Jevgenij Prigozjin, der gav Prigozjin og hans mænd frit lejde. Prigozjin forføjer sig til Belarus, mens hans mænd vender tilbage til deres militære forlægninger, hvor de vil kunne tegne kontrakt med forsvarsministeriet og blive indrulleret i de regulære styrker – hvis de måtte ønske det.

Særlig det sidste er bemærkelsesværdigt, eftersom forsvarsministeriet i midten af juni meldte ud, at Wagner-gruppens medlemmer skulle overgå fra at være en privat lejehær med en uklar status til at høre ind under forsvarsministeriet. Alle soldater skulle derfor tegne kontrakt med forsvarsministeriet inden 1. juli; alternativt ville de blive demobiliseret. Det, der var en ordre, og som meget muligt har motiveret Jevgenij Prigozjins mytteri, lyder nu nærmest som et tilbud til hans mænd.

Putin har haft brug for tid til at finde en passende grimasse. Hans sædvanlige forklaring om, at alt ondt, der overgår Rusland, er Vestens skyld, er vanskelig at bruge om Prigozjin. Foto: Gavriil Grigorov, Kremlin Pool / Scanpix

Kløften mellem Putins brandtale mod forræderi – og forsoningen med Prigozjin er altså dyb som en marianergrav. Og dog lod pressesekretær Dmitrij Peskov forstå, at man ikke umiddelbart skulle forvente en ny tale fra præsidenten. Han havde sagt, hvad der skulle siges. Først i dag, søndag eftermiddag, næsten et helt døgn efter at aftalen med Prigozjin blev indgået, blev det meddelt, at Putin har givet et interview til russisk stats-tv Rossija 1, som vil blive bragt senere i dag. Men det interview vil ikke give svar på, hvordan det kunne gå så galt. Ifølge det russiske nyhedsbureau TASS er interviewet optaget den 21. juni – altså før Prigozjins mytteri.

Og egentlig er det ikke mærkeligt, at Putin har brug for tid til at finde en grimasse, som kan passe. For han har siden invasionens start sidste år ikke haft andre forklaringer på modgang i skuffen, end at det var Vestens skyld.

Nogle gange har det været så vanskeligt for ham at vende historien om russiske nederlag til en historie om vestlig ondskab, at det har taget ham virkelig lang tid at hitte på en brugbar version. Som da han under den afrikanske fredsdelegations besøg i Moskva for en uges tid siden pludselig fremsatte en spritny forklaring på, hvorfor det ikke lykkedes at indtage Kyiv sidste år. Det var, måtte man forstå, fordi Vesten havde snydt Rusland. De russiske styrkers tilbagetrækning var slet ikke udtryk for, at styrkerne måtte opgive at erobre Ukraines hovedstad, nej de trak sig frivilligt, fordi der var indgået en fredsaftale med Zelenskyj, en såkaldt »Aftale om permanent neutralitet og sikkerhedsgarantier for Ukraine«, som Ukraine ifølge Putin havde underskrevet.

»Men efter at vi, som lovet, trak styrkerne fra Kyiv, så smed regimet i Kyiv, som dets chefer (Vesten, red.) har for vane, aftalen på historiens mødding (...)”, sagde Putin til delegationen. Med andre ord: De russiske styrker var tapre og uovervindelige, og Vesten fej og forræderisk som altid.

Kremls tårne

Det vil uomtvisteligt kræve dyb tankevirksomhed af Putin at fremstille Jevgenij Prigozjins »March for retfærdighed« som et vestligt komplot.

For hvem er det, der har tilladt en tusindtallig privat lejehær at vokse frem i Rusland? Hvem har ladet Prigozjin rekruttere tusinder af straffefanger som lejesoldater fra de russiske fængsler? Og hvem har så sent som i marts i år fået det russiske underhus Dumaen til at vedtage en lov, der straffer negativ omtale af frivillige hære som Wagner-gruppen med op til femten års fængsel? 

Ja, hvem har tilladt, at Prigozjin ustraffet har kunnet tilsvine generalstaben og forsvarsministeriet på sin Telegram-nyhedstjeneste i mange måneder, uden at nogen greb ind? Det har såmænd Putin. Den eneste forklaring på, at Prigozjins hær uhindret kunne sætte sig på millionbyen Rostov-na-Donu, hvor det sydlige militærdistrikts hovedkvarter ligger, og herfra påbegynde en march mod selveste Moskva for at fjerne generalstabschefen Valerij Gerasimov og forsvarsministeren Sergej Sjojgu, er, at Prigozjin nød Putins beskyttelse. 

Alternativt var der for længst blevet sat en stopper for ham. Putin har selv opfundet Prigozjin for at holde de øvrige magteliter i skak, og da Prigozjin så unddrog sig hans kontrol, var de handlingslammede af frygt for at lægge sig ud med herskeren selv.

Og just derfor har Putin grund til at frygte eftervirkningerne af mytteriet: For Prigozjins oprør har understreget, at præsidenten ikke har kontrol med de kræfter, han selv har sluppet løs.

Ganske vist har russiske og sovjetiske herskere ry for at benytte en del og hersk-strategi, som det afspejles i udtrykket »Kreml har mange tårne«. Men her har Putin opført et krudttårn, som har truet med at sprænge det hele i luften. Hans satsning på Prigozjin vidner om umådelig dårlig dømmekraft. 

Vi taler om en mand, der har afsonet adskillige år i fængslet for som ung at have overfaldet og bestjålet tilfældige borgere, og som siden har skabt skræk og rædsel ved sin brutalitet som når han lagde videoer på de sociale medier med Wagner-soldater, som blev henrettet med en forhammer for »forræderi«, og efterfølgende brugte forhammeren som signaturgave til både venner og fjender.

Og selvom det ikke i sig selv er nok til at true Putins position som Ruslands enehersker, så vil det blive en pind til hans ligkiste, hvis den dag indtræffer, hvor den russiske befolkning må indse, at krigen i Ukraine er tabt.

Vi fryder os

Men tier præsidenten, så taler mange andre på hans vegne. Den russiske befolkning skal jo forvisses om, at Putin har løst alting til det bedste.

Og én ting er, at man dårligt kan beskylde Vesten for Jevgenij Prigozjins oprør, noget andet er, at Kreml godt kan beskylde Vesten for at fryde sig over det. Set i det perspektiv slår Kremls støtter på, at det både er rationelt og klogt, at en borgerkrig blev afværget.

Et typisk eksempel finder man på det officielle nyhedsbureau Ria Novosti, hvor en overskrift lyder: »Til eksamen i modenhed: Rusland bestod Den Militære Specialoperations afgørende test«.

Højstemt erklærer forfatteren David Narmanija: »Det er aldrig lykkedes for nogen fjende at knuse Rusland udefra. Moderlandets største genvordigheder er altid begyndt indefra. Det ser ud til også at være tilfældet nu: Det vidner som minimum reaktionen fra alle modstanderne i Vesten og Ukraine om. De mænd, der så sent som i går indgød fjenden rædsel ved deres blotte navn, har nu rejst sig mod deres våbenbrødre. De er endt på samme side af barrikaderne som Ruslands fjender.«

Men forfatteren glæder sig over, at det heldigvis endte godt, og hans udgangsbøn lyder næsten triumferende: »Den 24. juni fejrer vi Ungdommens Dag. Det er symbolsk, at Rusland på netop denne mærkedag bestod eksamen i modenhed og viste, at vi selv i kritiske situationer kan finde en løsning ved forhandlingsbordet.«

Andetsteds på Ria Novostis hjemmeside fremgår det, at aftalen kun blev mulig ved Guds mellemkomst. Her ligger en pressemeddelelse, hvor den russisk-ortodokse kirke takker Gud. »Vi takker Gud for afslutningen på denne utroligt farlige situation, som vores land og vi alle befandt os i. Men ud over frygten så vi, hvordan folket forenede sig. Vi har alle måttet yde vores til deltagelsen i Den Militære Specialoperation, men vi accepterer ikke civile sammenstød.

 Sammen med vores helte ved fronten skal vi besejre og genrejse vores mægtige land. Herre, hjælp os alle!«, lyder det fra metropolitten Kirill Pokrovskij, der er formand for kirkens afdeling for samarbejde med ordensmagten og de væbnede styrker.

Flere trusler

Men hverken Guds mellemkomst eller lettelsen over, at en borgerkrig blev afværget, kan ændre på, at Prigozjins kup er en PR-katastrofe for Rusland, som smadrer Putins store fortælling om en global kamp mod vestligt overdømme. 

Wagner-gruppens operationer i så forskellige lande som Syrien, Mali og Den Centralafrikanske Republik har forlenet Rusland med en status som verdensmagt, som sammen med Kina havde styrken til at mobilisere resten af verden mod USA og dets allierede. Kan Wagner-gruppen, hvis navn nu forbindes med et fejlslagent og forgæves mytteri, fortsat operere under det navn på globalt plan? Eller er statustabet for stort for værtsnationerne?

Kina, som Rusland åbent vedgår er forudsætningen for skabelsen af en ny verdensorden, forholder sig påfaldende afventende og tavs. Både de engelsksprogede kinesiske netaviser People’s Daily og Global Times glimrer ved deres sparsomme dækning af begivenheder i Rusland; som ellers normalt dækkes intensivt og altid med samme underforståede budskab: Vestens dage er talte.

Det betyder dog ikke, at Vesten kan ånde lettet op og bare vente på, at den ukrainske modoffensiv kaster resultater af sig.

Når en bjørn er dødeligt såret, slår den fra sig. Det sandsynlige er, at Putin vil forsøge at forvinde prestigetabet ved at forsøge at skræmme livet af Vesten og ukrainerne og sin egen befolkning på anden vis.

På Ria Novosti ligger også en kommentar af Ruslands grand old man inden for udenrigspolitikken, Sergej Karaganov. Overskriften lyder: »Der er ikke noget valg. Vi bliver nødt til at rette et atomangreb mod Europa.« Artiklens tese er, at Vesten er holdt op med at være bange for Rusland, og hvis Rusland skal bestå, er det nødt til at sørge for, at angsten får magt over sjælene igen.

Imod taler, at Prigozjins mytteri har gjort det mere sandsynligt end nogensinde, at Rusland ville miste den sidste anseelse i verden og være færdig som stat, hvis man gjorde alvor af truslerne.

 

Artiklen er opdateret kl 15:45, efter at nyhedsbureauet TASS meddelte, at der var tale om et gammelt interview fra den 21. juni.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-26/udland/mange-kokke-fordaerver-maden

ANNA LIBAK er udlandsredaktør på Weekendavisen. Siden 1996 har hun arbejdet i mediebranchen, primært i det Berlingske Hus, hvor hun har været skrivende journalist og beklædt forskellige redaktørstillinger på Berlingske og Weekendavisen. Hun har udgivet fire bøger: »Rusland på Røde Plader«, »Poesi for Papfamilier«, »Forstå populismen!« og senest »Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist«. Hun er uddannet cand.mag. i samfundsfag og russisk fra Aarhus Universitet. Hun modtog i 2022 Berlingskes Fonsmarkpris.

 

ANNL@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

Udspillet. Danske bankoforeningers eksistens trues af søgsmål om ulovligt spil. Men hvad betyder det for en større dansk by, hvis Gamle Ole kreperer?

Banko­forbrydelsen

Eftermiddagssolen står stadig højt på himlen, da de første lovbrydere dukker op. Der er officielt to timer og 40 minutter, til aftenens ulovligheder går løs i den hvide hal midt i Viborg, men det vælter allerede ind med ældre hangarounds, der langer et mistænkeligt antal 20ere over den tilpas uskyldigt udseende skranke ved døren. Hårdkogte forældre i 30erne ruster sig til lovbruddet over en gang koteletter i skysauce. Flere har endda vovet at tage deres børn med.

Stemningen virker ærligt talt lidt for afslappet taget i betragtning, at en masseforbrydelse er under opsejling, men man skal ikke tage fejl af de mange grå permanentkrøllede toppe og den hjertelige latter rundt i krogene. De her kriminelle går gerningsøjeblikket i møde uden at blinke.

Forbrydelsen: De er kommet for at spille banko. Efter at have igangsat en større undersøgelse i 2019 har Spillemyndigheden, som er en styrelse under Skatteministeriet, politianmeldt 38 bingo- og bankoforeninger rundt i Danmark for at drive ulovlig spilvirksomhed. Viborg Banko Center er en af foreningerne på Spillemyndighedens sorte liste. Ingen i lokalet er dog helt klar over hvorfor. Det er vist noget med, at de har spillet for meget banko, siger en ældre mand, men tvivler straks og rynker panden. Det lyder ikke helt rigtigt.

Men manden har fat i noget. Viborg Banko Center har med tiden opnået 3.000 medlemmer, og på en uge kommer 600 borgere fordelt på tre dage og smider kontanter i det fælles lotteri. Det medfører en omsætning på knap 30 millioner om året. Viborg Banko Center har sejret sig selv ihjel.

Den høje summen i hallen forstummer på sekundet, bankospillet begynder. Foto: Tobias Nicolai

For ifølge loven må bankoforeninger ikke afholde almennyttige lotterier uden tilladelse, hvis foreningens formål udelukkende eller fortrinsvis er at spille banko. Det skyldes, at Danske Spil har monopol på lotterispil. Selvom bankoforeningerne donerer deres overskud efter betaling af faste udgifter til velgørende formål, mener Spillemyndigheden ikke, at foreningernes primære formål er at donere til velgørenhed – formålet er derimod at drive selve bankospillet.

Således blev forældreforeningen Dalums Venner, der gennem bankospil støtter sportsklubben Dalum IF, i februar idømt en bøde på 15.000 kroner foruden sagsomkostninger, og for to uger siden modtog Støtteforeningen for Rigshospitalets Børneafdeling en bøde på 15.000 kroner og et konfiskationskrav på fem millioner kroner. Begge domme er anket.

NYHEDEN OM de politianmeldte foreninger fik mange i storbyerne til at grine ad billedet af kaffedrikkende, bankoråbende ældre som forbrydere. Men rundt i landets bankoklubber er der ingen, der griner. Storby versus provinsgeneral Inger Støjberg besøgte forrige uge for rullende kamera Egon og Gunnar fra Asnæs Forsamlingshus, der trues med bøder på 220.000 eller fængsel. »Der er sgu ikke nogen af præmierne, der er sponsoreret,« fortalte Gunnar med henvisning til, at Bankoklubben handler for 450.000 kroner om året i Højby Brugs – et beløb, »der ikke kan være helt ligegyldigt for Brugsen«, som Støjberg tørt bemærkede. I en by med få tusinde indbyggere holder den lokale bankoklub gang i erhvervslivet. Hvor stor betydning har banko i en større dansk by?

I Viborg Banko Center er dagens indledende spil, såkaldt svensk bingo, gået i gang. Tæt ved vinduet sidder to kvinder og smovser skiftevis fra en bakke vinduer og en pakke snøfler. De er begge dårligt gående, men kommer altid ud ad døren mandag og onsdag, når de skal til banko. Længere nede i rækken sidder Birgit på 72, der går til banko for »lys i hverdagen«, grin og – hvis hun er heldig – at tjene en ekstra skilling. Inge Marie, en 80-årig kvinde i dyr spadseredragt, har for nylig mistet sin mand. Hun kommer for at undslippe stilheden.

Ved bord tre sidder Kisser Olsen, en ældre kvinde med glat kridhvid page, hvid T-shirt med print og en mund, der sjældent står stille. Hun voksede op i et dysfunktionelt hjem og havde aldrig følelsen af at høre til et sted, før hun fik job på McDonald's. Her arbejdede hun i 17 år og mødte sit livs kærlighed, viceværten Ivan Olsen, der nu sidder troligt ved hendes side.

»Men da jeg stoppede med at arbejde ved de 70, brød det hele sammen herinde igen,« siger Kisser Olsen og banker på toppen af sit hoved. »Indtil jeg en dag blev anbefalet at tage herned.«

»Men da jeg stoppede med at arbejde ved de 70, brød det hele sammen herinde igen,« siger Kisser Olsen og banker på toppen af sit hoved. »Indtil jeg en dag blev anbefalet at tage herned.«

Hun fremviser stolt sit arsenal af imponerende bankogear. I et stort penalhus med ordene »Kissers bankotaske« indgraveret gemmer sig et hav af særlige bingotuscher og dækbrikker til pladerne.

»Og så blev jeg hængende. Nu er der altid nogen, der gerne vil sidde ved bord tre, Kissers bord,« siger hun og stråler.

VED INDGANGEN står Erik Thomsen, der er formand for Viborg Banko Center. Han har været en del af byens bankomiljø siden 80erne, og som mange andre frivillige hernede bruger han på den gode side af 20 timer i hallen hver uge. »Goddag, hvad hedder De?« siger Erik Thomsen og bukker dybt for en nyligt ankommet lyshåret kvinde med dramatiske øjne bag de mørke briller.

»Jette Bang,« svarer kvinden uden at fortrække en mine, og de giver hånd.

»Tju-Bang?« spørger Erik Thomsen, og kvindens pokerfjæs krakelerer. »Åh, hold mund, lille Erik,« siger Jette Bang, der viser sig at være en af de faste frivillige.

»Det er ikke kun spillerne, der får tætte relationer hernede,« siger Erik Thomsen overflødigt henvendt til denne journalist. »Mange frivillige har fundet deres nærmeste her i huset. Vi er blevet en familie.«

»Sig mig, står du og siger, jeg skal til at give dig julegave?« skræpper Jette Bang, og de griner begge højt.

Flere af de faste spillere overgår med tiden til at være frivillige i bankocenteret. Kisser Olsen med bankotasken var her jo alligevel det meste af tiden, og under covid-19 slog det hende, at hun, siddende i sin kørestol, var den oplagte coronapaskontrollør. I dag kommer hun fortsat for at spille de dage, hun ikke er på arbejde bag skranken.

»Det, jeg tror kan være svært at forstå, men som man er nødt til at forstå, er følgende,« siger Kisser Olsen med alvorlig mine og holder en kunstpause.

»Der flyder tre baner af livsvigtig medicin fra den her hal. Til deltagere, frivillige og foreningerne, vi støtter. Taber vi en kommende retssag, lukker klubben, og så er alle tre grupper på skideren.«

Kisser Olsen, frivillig og fast bankospiller, er overbevist om, at banko sparer samfundet penge. Hun tror, at udgifterne til lykkepiller vil stige, hvis Viborg Banko Center må lukke. Foto: Tobias Nicolai

Kisser Olsen er overbevist om, at en lukning vil medføre stigende udgifter til medicin, lykkepiller, og at mange af de gamle kan ende med at skulle have hjælp i hjemmet.

»Er du klar over, hvad det vil koste?« siger hun skrapt. »Og hvem skulle dække det arbejde? Vi har jo ikke ligefrem for meget personale i ældresektoren. Banko sparer samfundet penge,« siger hun. »Det må være et faktum.«

Spillemyndighedens politianmeldelse vækker da også bekymring hos viceborgmester og socialdemokratisk byrådsmedlem i Viborg Kommune Mads Panny.

»Samfundsværdien af banko er jo et regnestykke, der er umuligt at lave helt præcist,« siger han til Weekendavisen. »Det er svært at udpege, hvem der blot gavner af det sociale mødested, og for hvem det er nødvendigt for at opretholde et liv.«

Byrådsmedlemmet køber dog præmissen, at flere i klubben vil skulle involveres i sociale indsatser, hvis de ikke længere kan komme til banko. »Og det kan koste penge,« siger han. »Potentielt mange penge.«

I VIBORG BANKOCENTERS storhedstid blev der årligt uddelt omkring to millioner til velgørenhed. Nu ligger beløbet på mellem 600.000 og 800.000 kroner. Inflationen og energikrisen har sat deres spor, men også tiden løb fra bankoånden i dens oprindelige form. I Viborg afskaffede man eksempelvis i 2015 kødgevinsten, der engang kunne gøre en verden til forskel i budgettet hos deltagende familier. Folk ville ikke længere have en hamburgerryg eller en flæskesteg med hjem, så kødet måtte efterhånden ofte sælges på auktion.

Også rygeloven tog nær livet af bankospillene – at spille banko uden smøger ansås af mange som at børste tænder uden tandpasta. »De nye skrappe rygeregler har kvalt det traditionsrige vestjyske bankospil i Rækker Mølle Hallen,« lød det nedslående budskab i Dagbladet Ringkøbing-Skjern i september 2008. Og kort før coronanedlukningen begyndte Spillemyndigheden så pludselig at håndhæve den lov, hvorefter foreningerne skal betale 17,5 procent i afgift af kontante gevinster på over 200 kroner. Loven stammer tilbage fra 60erne – dengang var 200-kronersgevinsten væsentligt mere sjælden, end det er tilfældet i dag.

Så i februar sidste år indgik Folketinget en aftale, der skulle forsimple de snørklede regler om donationsprocenter og afgifter med et nyt overordnet krav: Almennyttige lotterispil skulle donere 35 procent af salget til godgørende formål. Men protesterne væltede ind, og efter blot en måned proklamerede skatteminister Jeppe Bruus, at aftalen skulle genåbnes. Onde tunger påstod, at det var gået op for Socialdemokratiet, at de havde ramt deres kernevælgere lige i solar plexus og som følge deraf rygcrawlede det bedste, de havde lært. Den efterfølgende høring kan mest korrekt gengives som to timers seriøst dårlig stemning. Mange og underholdende præmier er nødvendige i et bankospil, hvilket medfører en tilbagebetalingsprocent på hele 75-80 procent, forklarede de mange fremmødte bankorepræsentanter. Budskabet: Et krav om at donere 35 procent af salget ville slå banko-Foreningsdanmark ihjel.

Et år senere er de mange foreninger fortsat politianmeldt, og centralt i diskussionen står spørgsmålet om foreningernes formål. Er der reelt tale om almennyttige foreninger, eller udgør klubberne i praksis spilvirksomheder, fordi det overskud, de kan donere, er for beskedent? Almennyttige foreninger må afholde banko, men bankospillet i sig selv er ikke et almennyttigt formål.

»Det handler om, at de skal have et andet formål, også ud over at spille banko,« har direktør i Spillemyndigheden Anders Dorph flere gange udtalt i medierne.

Advokat Pernille Sonne repræsenterede de to bankoforeninger, der hidtil har været trukket i retten. Hun har flere sager på vej og mener, at det primære problem er, at reglerne er uklare, og at der ingen vejledning er til, hvordan de skal fortolkes.

»Regler, der pålægger en straf, skal være klare og entydige, alt andet strider mod retsbevidstheden,« siger advokaten. »Derudover mener vi, at formålet med foreningerne er at samle penge ind til velgørende formål – bankospillet er alene midlet til at nå det velgørende formål. At der så også er sociale gevinster ved bankospillet, burde efter min mening blot styrke sagerne.«

KLOKKEN 18.40 er der ved at være fyldt godt op ved de 40 langborde, nu starter det traditionelle bankospil. Den høje summen forstummer på sekundet, og flødeboller, hotdogs, cornybarer og Faxe Kondi har pludselig ingen interesse.

»70 … 45 … 67 …« lyder det med få sekunder mellem hvert tal, man skal være kvik for at følge med. Højlydt kollektiv ærgrelse i hallen, hver gang nogen råber banko, og formand Erik Thomsen styrter afsted for at uddele pengepræmier.

»De siger, vi også skal lave andre aktiviteter end banko for at være lovlige,« siger han højt, mens han traver i retning af lyden viftende med et bankokort over hovedet. »Jamen godmorgen, hvordan skal vi få tid og hænder til endnu flere arrangementer uden at få støtte?«

Erik Thomsen afstemmer pladen hos en stolt vinder, smider en hundredlap og er straks på farten igen. Han mener grundlæggende, at definitionen af et »almennyttigt formål« kunne trænge til et eftersyn.

»For én ting er at donere ud af huset til foreninger, der har brug for det. Men her i huset kommer indimellem folk, der knap har til dagen og vejen. De har chancen for at vinde 500 kroner med en indsats på 30 kroner. Er det ikke også essensen af et godgørende formål?«

Én af de fire støtteforeninger, der på skift afholder banko i Viborg Banko Center, donerer deres overskud til bostedet Stokrosen, der huser unge med almenpsykiatriske lidelser.

De i øjeblikket 50.000 kroner, der årligt tildeles bostedet, har stor betydning, fortæller formand i Stokrosens Bankostøtteforening Jens Lyngsø, der selv er far til en tidligere beboer på bostedet.

»Det lyder måske som en lille del af den kage, der er Stokrosens sociale budget, men det er faktisk hele vores kage. Kommunen betaler for træningsaktiviteter, men mange sociale elementer er efterhånden sparet væk,« siger han.

»De her penge betyder, at de unge på stedet – som er marginaliserede og har svære sociale problemer – indimellem kan komme i Randers Regnskov eller i svømmehallen, se en film i biografen eller få et nyt tv i fællesstuen. Det er den slags, der medfører kvantespring for beboerne. Det kan faktisk ikke værdisættes.«

Også i den lokale fodboldklub SIK Viborg vil de være kede af at miste donationer fra byens bankospil. Klubbens to kunstgræsbaner er i høj grad finansieret af bankomidler, ligesom de økonomiske indsprøjtninger har muliggjort flere fodboldrejser til udlandet.

 

Ifølge Spillemyndigheden må bankoforeningerne ikke udelukkende arrangere bankospil. »Men hvordan skal vi få tid og hænder til endnu flere arrangementer uden at få støtte?« siger Erik Thomsen, formand i Viborg Banko Center. Foto: Tobias Nicolai

»Vi modtager i runde tal 100.000 kroner om året fra bankospillenes overskud. Det ville ganske enkelt være katastrofalt, hvis de må lukke. Vi aner ikke rigtigt, hvad der foregår, men vi holder vejret,« siger klubbens formand, Michael Staun.

»SKAL DU HAVE en kineser?« råber en mand ved bord 17.

»Ja, her spiller vi jo både svensk og kinesisk bingo. Nogle vil kalde os internationale, andre racister,« griner hans sidemand og laver skæve øjne med pegefingrene. De fortæller om det venskab, der grundet de vel mange bajere og alderens puslen ved døren – ja, og »konernes dårlige nerver« – ikke længere kunne bestå på fodboldbanen og derfor skiftede karakter for et par år siden.

»Kommer du tilbage senere?« vil mændene vide, og da Weekendavisens journalist nikker og sætter kurs mod opråberen, råber en af dem: »Ellers får hun et klap bagi« og slår i bordet af grin, så bankoknapperne danser i luften. Vi er langt fra hovedstaden med dens wokekultur og politiske korrekthed, og det lægger ingen af deltagerne skjul på.

»Vi skal jo selvfølgelig ikke gå og bryde loven. Men de her sære spilleregler bærer præg af, at politikerne ikke ved en skid om livet ude i virkeligheden,« siger én. »Tro det eller ej, der er faktisk en enorm gruppe herovre i det mørke Jylland, for hvem banko har stor betydning. Vågn op,« lyder det fra en anden.

Weekendavisen har spurgt skatteminister Jeppe Bruus, om han har tænkt sig at gøre netop det.

»Det duer jo ikke, at man ikke kan spille banko,« slår ministeren fast.

»Og vi vil snarest indkalde folketingspartierne til en dialog om de her regler. En del foreninger kunne ikke leve op til sidste års aftale med kravet om at donere 35 procent, så vi vil denne gang spille ud med et forslag om et lavere donationskrav. Men detaljerne er jeg nødt til at drøfte med partierne, før jeg kan melde noget klart ud.«

Hvad med de foreninger, der i øjeblikket deler mindre overskud end normalt ud til lokalsamfundet, fordi de skal betale for juridisk rådgivning?

»Sådan er det nu engang, når man har et regelsæt og er i gang med at lave det om,« siger ministeren. »Men jeg håber, at vi ikke skal så langt hen efter sommerferien, før vi kan blive enige om en aftale.«

Da klokken er 20.30, har Kisser Olsen ved bord tre stadig ikke fået banko. »Hvad sker der, Rose, der er ingen gevinst i dag,« udbryder hun.

Foto: Tobias Nicolai

Det er dog ikke rigtigt, det er bare Rose ved hendes side, der skovler ind. Kisser Olsen sukker dybt og hælder et par bankoplader ned i skraldespanden ved siden af bordet.

»Det bliver ikke i dag,« afgør hun og ser rundt på veninderne.

»Men det er egentlig okay. Jeg har jo faktisk vundet alligevel.«

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-21/kultur/bankoforbrydelsen

LAURA HATTENS (f. 1996) er journalist og skriver mest af alt om samfund, jura og kultur. Laura har en kandidatgrad i jura fra Københavns Universitet og har skrevet for Weekendavisen siden 2020.

LSHA@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

MUSELMÆND MED SLEBNE MACHETER.

»Næste gang så knepper jeg dig. Er du med? Din lille luder.« Det lyder sært truende ..

»Koran, vi kneppet ham,« skrev en ung mand på de såkaldt sociale medier, han kom senere i retten. Her blev der afspillet en Snapchat-video, hvor man kan høre ham råbe til kameraet: »Næste gang, du ... (et navn, red.), så knepper jeg dig. Er du med? Din lille luder.«

 

De var tre om knepperiet, to 16-årige og en 18-årig. Ifølge anklageskriftet havde den ene 16-årige og den 18-årige ført den formastelige lille luder hen til et afsidesliggende sted, hvor han fik en skalle, så han faldt på knæ, og fik hugget en machete i baghovedet; den sidste af de tiltalte fulgte med per telefon.

”Et brændende og upassende spørgsmål trænger sig på for udvalget: Er der selvcensur i skolen? Er der klasselærere, der lader sig påvirke af macheter i hænderne på pirrelige muselmænd og reviderer pensum efter det? ”

Koran, vi kneppet ham, det har ikke noget med islam at gøre, tværtimod kan den kreative brug af grammatikken ses som et eksempel på vellykket integration, og henrettelsesforsøg med machete takseres da heller ikke til udvisning. Machetemanden er svensk statsborger, men taler slet ikke svensk, Sverige er langt væk, og for resten er machetemanden en god dreng.

»Advokaten fremhævede samtidig en udtalelse fra den 16-åriges klasselærer, der beskriver ham som en glad, høflig og vellidt dreng, der har mange klassekammerater og fremtidsplaner,« lyder retsreferatet i Ekstra Bladet, hvorefter det af Koranen velsignede knepperi, blandt hedninge kendt som drabsforsøg, blev takseret til fire år og en advarsel om udvisning, hvis han flækker flere hovedskaller med sin machete.

Man forstår jo godt Retten på Frederiksberg, der er højere samfundshensyn at tage. Vi har brug for varme hænder, jo flere, jo bedre, jo varmere, jo bedre, så hvem ved, om føje år, når gamle enkefru Hansen venter hjemmehjælpen og det evindeligt patroniserende »har vi drukket vore kamilte til morgen?« så i stedet møder en god og kærlig machetemand, der hilser godmorgen med ordene: 

Koran, jeg knepper dig, din luder, så skal der nok komme liv i enkefru Hansen, der ser en ny dag gry. Vågn op og slå på dine strenge.

Koran, vi kneppet ham, det har ikke noget med islam at gøre, og politiet har nok at gøre, så værsgo, her kommer kommissær Maigret, piberøg og formiddagshvidvin en selvfølge, krøllet cottoncoat og blød hat fremvises på forlangende. Googler man kraftudtrykket Koran, vi kneppet dig, kommer en anden interessant historie op, som næsten får kommissæren til at glemme at holde liv i morgenpiben.

»Koran jeg er en luder vis jeg ik pifter dig minimum 40 gange«,

lød det i 2019, også i Retten på Frederiksberg, og det har naturligvis heller ikke noget med islam at gøre. Eller med Frederiksberg, for den sags skyld, men vi lægger hus til meget på Frederiksberg, både minksag og machetemænd. Denne gang var det fem formodede kidnappere på 17, 18, 21, 22 og 23 år, alle af anden etnisk herkomst end dansk, en trussel på Messenger lød (ordret): »Vis dy ik kommer med de para (penge, red.) i dag så bare vent og se hvordan jeg flækker dig.« 

Også her var der macheter involveret i flækkeriet, så offeret måtte hoste op, det er klart, hellere et par hundrede tusinde fattigere end et hoved kortere, det er logikken, også i et højere samfundsmæssigt perspektiv. 

Man leder i sag nummer to forgæves efter vidneudsagn fra de tiltaltes klasselærer, og dog er begrebet klasselærer på mange måder centralt, for hvilket fredeligt samfund er det ikke, der føder sådan et begreb; en klasselærer kan sætte stole i rundkreds, en klasselærer afholder klassens time, en klasselærer forstår at snakke om det i én snakkesalig uendelighed, men når macheterne sidder løs, virker klasselæreren i rollen som karaktervidne jo nærmest tragikomisk. Ville mon machetemandens klasselærer have lyst til at vise Muhammed-tegningerne frem på en overhead, eller kunne der være et problem i det?

Koran! »Næste gang så knepper jeg dig. Er du med? Din lille luder,« det lyder jo lidt truende, og man skal ikke bøje sig for trusler, man har jo sin frihed, Susanne, men derfor kan man godt vise hensyn og forvalte sin frihed med ynde og omhu, især i selskab med musel- og machetemænd, så bør man undervise i Muhammed-tegningerne i folkeskolen? Har man frihed til det?

Folketinget behandlede spørgsmålet, godt 10 medlemmer var mødt frem til en debat om et frit samfund eller ej, og det har ikke noget med islam at gøre, men visse regeringspartier har skiftet mening om tingene, og det oplystes noget forblommet, at visse sikkerhedsgrunde talte imod forslaget, som ellers i sin intention og sit princip var så glimrende, måtte vi forstå. 

En af forslagsstillerne, fru Pia Olsen Dyhr fra SF, er i FN’s søgelys for islamofobi, og det forstår man godt, når man læser hendes tekst: »Lad os så i det mindste være ærlige om, hvorfor forslaget ikke kan finde flertal. Årsagen er frygt. Frygt for visse muslimers vrede og raseri. Frygt for islamistisk terror. Det er kommet dertil, at et spørgsmål om en af de mest skelsættende begivenheder i nyere dansk historie ikke kan indgå i dansk skolepolitik, hvis krisens tegninger vises. Måske knap nok, hvis vi underviser i Muhammed-krisen. Et element i vores skolepolitik styres således af frygt.«

Tænk, damen tillader sig, at »vi skal værne om vores demokrati og den frihed, det giver os alle«.

Islamofobi for fuld udblæsning, hadtale er, hvad det er, intet under, at medlemmerne udebliver, og regeringen kvier sig ved det hele, men den har fået en god idé: Man sender sagen i udvalg. Et helt almindeligt, langsomt arbejdende udvalg, der til en begyndelse kan arbejde med at fastsætte de videre rammer for arbejdet og måske engang i 2040’erne kan overtage lokalerne fra udvalget til revision af ejendomsvurderingerne. 

Et brændende og upassende spørgsmål trænger sig på for udvalget: Er der selvcensur i skolen? Er der klasselærere, der lader sig påvirke af macheter i hænderne på pirrelige muselmænd og reviderer pensum efter det? 

Man kan ikke tro det, for det har ikke noget med islam at gøre, og klasselæreren ser kun gode og kærlige drenge i lokalet, og dog syntes visse regeringspartier at have skiftet mening om tingene på baggrund af uudtalt pres fra ikke nærmere definerede udenvælds magter, så lad os sende sagen i udvalg. Man kunne kalde det machete-udvalget. Eller koran-jeg-kneppet-dig-kommissionen. Under alle omstændigheder arkiveres dets betænkning i mappen

”Lev med det”. Eller dø, hvis man er tilstrækkelig uheldig.

KILDE:

https://jyllands-posten.dk/debat/kommentar/ECE15683639/muselmaend-med-slebne-macheter/

FORFATTER:

Niels Lillelund er journalist på Jyllands-Posten samt forfatter og vinanmelder. I døgnets rejsestald spidder han det opblæste og ikke mindst vanetænkningen med en original satire, der svider og forløser med en sund latter.

 

2015. Hvad gør regeringen, hvis der igen strømmer flygtninge og migranter til Danmark?

Den nye flygtningekrise

Betjentene anede ikke, hvad de skulle stille op. De første flygtninge og migranter ankom med toget til Rødbyhavn søndag den 6. september 2015, de næste ankom med færgen, og fire dage senere besluttede Claus Oxfeldt, Politiforbundets daværende formand, at slå alarm.

»Jeg synes ikke, at politikerne fortæller os, hvad der skal gøres i denne ekstraordinære situation (...) Hvis det her bare fortsætter, hvad gør vi så? Skal vi så bruge fysisk magtanvendelse i forhold til folk, som ikke vil noget?« spurgte han i Ritzau.

Situationen endte med at løse sig selv. De fleste udlændinge vandrede videre til Sverige, godt 20.000 søgte asyl i Danmark, og efterfølgende vedtog Lars Løkke Rasmussens regering en række stramninger, hvoraf den såkaldte nødbremse var den mest vidtgående.

»Vi indfører en nødbremse mod ukontrollable flygtningestrømme. Jeg vil ikke se Danmark i en situation igen, hvor flygtninge i hobetal går på motorvejene,« sagde Lars Løkke til Ritzau.

I andre lande ser man en gentagelse af den flygtningestrøm, Europa oplevede i 2015. Arkivfoto: Jacob Aban Kjerumgaard

Nødbremsen er den mest vidtgående af de beføjelser, regeringen vedtog i kølvandet på flygtningestrømmen. Spørgsmålet er, om regeringen er villig til at aktivere den, hvis tusindvis af flygtninge og migranter igen står på grænsen.

Uklare kriterier

Det er uklart, hvilke kriterier der skal opfyldes for at aktivere nødbremsen. I tilfælde af en ikke nærmere defineret »krisesituation« kan udlændinge- og integrationsministeren bestemme, at politiet skal afvise asylansøgere, hvis de kommer fra et sikkert land, som er omfattet af Dublin-forordningen. 

Det fremgår af udlændingelovens paragraf 28. Politiet må med andre ord afvise at tage imod mennesker, der vil søge asyl og i stedet sende dem ud af landet igen. Inger Støjberg, der var udlændinge- og integrationsminister under flygtningekrisen, erkender, at nødbremsen er et »elastisk« begreb. Netop derfor er det afgørende, hvem der sidder i regering.

»Desværre har vi et Venstre og en udenrigsminister, der går mere op i vores anseelse i EU end i at passe ordentligt på Danmark. Med nødbremsen kan man vende folk rundt og sende dem tilbage til Tyskland i det tog, de kom i, men jeg er ikke sikker på, at regeringen har viljen og evnerne til at bruge den.«

Hun indrømmer gerne, at at det kribler i hendes egne fingre.

»Jeg stod selv i Rødbyhavn et par af de nætter, hvor der kom tog ind fyldt med migranter og flygtninge. Dengang kunne man kun tilbageholde folk i tre gange 24 timer, så da politiet blev nødt til at åbne dørene i en sportshal i Rødby, løb folk ud, så hurtigt de kunne. Det var meget kaotisk, og det var også op ad bakke med Lars Løkke, så jeg mener, at regeringen skal bruge alle de redskaber, vi har.«

Stramningerne efter 2015 skulle især sende et signal til menneskesmuglere og migrantstrømme om at blive væk; et fænomen, der er blevet døbt negative nation branding. Stramningerne talte blandt andet smykkeloven, mulighed for tilbageholdelse på ubestemt tid, kolde teltlejre, ingen familiesammenføring de første tre år og de berygtede avisannoncer i Libanon, der reklamerede med, hvor ubehageligt det var at søge asyl i Danmark.

Foreløbig er den nye flygtninge- og migrantstrøm gået uden om Danmark. Østrig fik sidste år over 100.000 asylansøgere. Italien har fået over 35.000 flygtninge og migranter alene siden nytår, og i Bruxelles, hjertet af EU, kan krisen ses på gaden, hvor der ikke er indkvartering nok til alle de afrikanske migranter. Selvom der er gået snart otte år siden flygtningekrisen, er EU-landene stadig ikke enige om, hvordan man håndterer den nye bølge af flygtninge og migranter. Thomas Gammeltoft-Hansen føler sig heller ikke sikker nok til at spå om, hvad der vil ske. Han er professor i migrations- og flygtningeret ved Københavns Universitet.

»EUs forhandlinger om fælles asyl- og migrationsregler er endnu ikke kommet i mål, så på mange måder står vi på samme sted som i 2015. Til gengæld er det politiske landskab blevet meget mere uforudsigeligt.«

Han henviser til, at statslederne næppe igen sætter deres lid til Dublin-forordningen. Den skal forhindre asylshopping ved at slå fast, at asylansøgere skal søge asyl i det første sikre land, de ankommer til. Det er dog lettere sagt end gjort, når store menneskemængder sætter sig i bevægelse op igennem kontinentet.

»Det betyder, at vi kan stå i en endnu større tillidskrise. Enten bliver det hvert land for sig selv, eller også kan mindre grupper af lande gå sammen og aftale alternative modeller med hinanden.«

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek har ikke ønsket at lade sig interviewe, men oplyser, at han først og fremmest går efter at flytte asylcentrene ud af Europa.

»Med nødbremsen har vi mulighed for at afvise asylansøgere ved grænsen. Der er ingen tvivl om, at en aktivering er forbeholdt de ekstraordinære situationer, og hvis det bliver nødvendigt, vil vi ikke tøve med at tage de nødvendige redskaber i brug. Men som situationen er nu, er førsteprioriteten at få styr på Europas ydre grænser.«

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen ønsker ikke at udtale sig.

Politiet afventer

Weekendavisen har spurgt rigspolitichef Thorkild Fogde, hvad man vil gøre i tilfælde af en ny migrantbølge. Han henviser til Syd- og Sønderjyllands Politi, hvor politidirektør Frits Kjeldsen bekræfter, at der findes planer, som er skrevet i kølvandet på 2015. De gælder især indkvartering og sagsbehandling til mange mennesker.

»Vi har lært noget af 2015, for nu har vi set, hvad der kan ske. Vi har fået mere awareness om flygtningestrømmene, og vores dialog med Tyskland er blevet stærkere. Det vil betyde, at vi kan forvente længere responstid end dengang, men vi vil selvfølgelig møde dem, der kommer, med den lovgivning og de restriktioner, der gælder. Inden for de rammer vil vi have fokus på både det humane aspekt og håndhævelse af reglerne.«

– Har I en plan for, hvad I gør, hvis regeringen aktiverer nødbremsen?

»Det er noget, vi har med i vores overvejelser, men en anvendelse af nødbremsen og andre redskaber vil kræve en drøftelse med det politiske niveau.«

Ifølge professor Thomas Gammeltoft-Hansen betyder en stramning på papiret langtfra, at den også vil blive ført ud i livet i praksis. Selvom politiet har fået ret til at tilbageholde tusindvis af udlændinge imod deres vilje på ubestemt tid, betyder det ikke, at det er politisk holdbart, eller at befolkningen vil acceptere det. Trækker Danmark i nødbremsen, kan det også udløse et harmonikasammenstød med Tyskland og andre lande.

»Man kan ikke bare vende folk om ved grænsen, hvis man ikke har en aftale med Tyskland om, at de vil tage imod dem. Så har du pludselig en situation, der skal løses politisk og bilateralt med Tyskland, og som også kan få andre lande til at tage deres egne forholdsregler. Dublin-konventionen er dybest set en fordelingsmekanisme, der bygger på, at landene overholder reglerne. Det skal Tyskland også gøre, men spørgsmålet er, om myndighederne gør det i en akut situation. Vi har set flere lande, der ignorerer Dublin-anmodninger, og myndigheder, der bare holder op med at registrere folk og i stedet sender dem videre.«

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-18/samfund/den-nye-flygtningekrise

LENY MALACINSKI (f. 1975) er journalist og uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole. Hun er forfatter til bogen Den dag jeg opdagede jeg var undertrykt, og har tidligere været ansat på blandt andet Jyllands-Posten og den nu lukkede gratisavis Nyhedsavisen. Hun skriver blandt andet om køn, globalisering på gadeplan og forliste borgerlige drømme.

 

LENY@WEEKENDAVISEN.DK

 

Hvedebrødsdage. Oppositionen har sat kursen mod regeringens favn. At stå på agitatorens talerstol år efter år er uattraktivt.

Efter oprøret
Blandt iagttagere af det politiske liv er det blevet en yndet sport at udfordre skæbnegudernes monopolvirksomhed og spå om datoen for flertalsregeringens forsvinden. Hvor den ene iagttager blot ved den død efter næste folketingsvalg, kan den anden mere præcist fastslå regeringens usavnede bortgang ved næste kommunalvalg i efteråret 2025. Mon ikke det bliver lidt ud på eftermiddagen?

Hvad man i egentlig forstand kan konstatere om regeringens fremtid, er mere begrænset. Vi ved, at SVM-regeringen skal mødes med vælgerne senest efteråret 2026. Vi ved, at Moderaterne er sindet at lade projektet fortsætte, mens både Socialdemokratiet og Venstre holder døren åben uden at binde sig. Og så ved vi endelig, at det på 100 dage er lykkedes regeringen at gøre sig grundigt upopulær, hvad der p.t. gør genvalg mindre sandsynligt end for tre måneder siden. Det er det forhold, der har lokket spåmændene ud i lyset med deres nypudsede krystalkugler.

Denne uges Voxmeter udmåler elendigheden: 17 meningsmålte mandater smidt på 100 dage svarende til et tab på næsten ti procentpoint. Ti af mandaterne er tabt til den røde side, syv til den blå. Fortsætter det på den måde, ender de tre musketerpartier med at skylde.

Værst ser det ud for Venstre, som i forvejen har mistet så meget og for tiden endda må undvære sin formand. Socialdemokratiet havde dog i modsætning til Venstre før valget tydeligt tilkendegivet at ville søge bredt samarbejde, men helt nemt for statsministerpartiet er det tydeligvis ikke. Man kan bare prøve nysgerrigt at spørge indsigtsfulde folk, hvad egentlig forskellen er på den nødvendighedens politik fra Thornings tid, som Socialdemokratiet afskyer, og den politik, man aktuelt hylder, nødvendiggjort som den er af de meget alvorlige tider.

Mette Frederiksen og Troels Lund Poulsen kan efter storebededagsstriden se frem til et mindre anspændt politisk klima. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen

Bedst til rette i projektet føler Moderaterne sig. Midterregeringen er Lars Løkke Rasmussens idé, han er arkitekten tilbage fra 2019, og i weekenden fik han sit partibaglands opbakning til at fortsætte bestræbelsen på at langtidsbænke fløjene til fordel for den ansvarlige midte. Naturligvis. Ingen anden udgang var mulig på årsmødet i Vejle, som virkede som mødested for Alternativets iværksætterånd, tilløbende nysgerrige, garvede pragmatikere og lykkesøgere, som man husker dem fra Ny Alliance i de gode år.

Moderaterne er ét hoved, Løkkes, nu skal hovedet forsøge at føde sig en krop: Partiet skal også være kommunalt, og man skal have en ungdomsafdeling, som rigtige partier har det. Europæisk er man allerede blevet i kraft af sønnen Bergurs opdagelse af, at han faktisk fortsat mener det samme som sin far.

Nederlag og sejre

Meningsmålingernes tale er dragende og fascinerende, men skygger også for, hvad der foregår i øjeblikket. Dansk politik har været igennem noget, som minder om en forfatningskamp eller i hvert fald en tilvænning til nye roller, efter at fløjene er isoleret uden for det bestemmende centrum. Hvem bestemmer og på hvilke vilkår?

Opgøret havde karakter af et forbitret oprør, betegnende nok anført af fagbevægelsen, siden Folketingets to oppositioner var efterladt desorienterede. Fagbevægelsens Hovedorganisation ville med kravet om bevarelsen af store bededag som fridag berøve regeringen dens eksistensberettigelse. Arbejdet for en folkeafstemning i overensstemmelse med grundlovens paragraf 42 var en voldsom radikalisering af fagbevægelsens position. At ville flytte beslutningen fra repræsentationsstyret i Folketinget til gadens og vejens folkelige parlament er et værktøj, der ekkoer af Orla Lehmanns inderlige bøn til Frederik 7. om ikke at blive drevet til fortvivlelsens selvhjælp.

Så umusikalsk og bøvet timet inddragelsen af bededagen end var, måtte Mette Frederiksen med folkeafstemningen placeret på den politiske dagsorden stå fast på dens afskaffelse. Alt andet ville have været en abdikation, forvandlingen af flertalsregeringen til en konsekvensløs decemberdistraktion.

Den kamp tabte fagbevægelsen og Lizette Risgaards alliance med Folketingets opposition. Årets bededag bliver den sidste i skikkelse af fridag, til næste år skal der tages fat. Forsøget på at samle de nødvendige 60 mandater i Folketinget for en folkeafstemning kollapsede, da de afgørende partier ville ikke være med.

Striden mellem regeringen og oppositionen i og uden for Folketinget er ikke bilagt, men er ved at »sætte sig« i skikkelse af samarbejdsmønstre, som ganske vist er nye i det hektiske 100-dages forløb, regeringen har overstået, men gammelkendte og meget lidt usædvanlige betragtet over tid:

Arbejdsmarkedets parter løser de opgaver, som er deres, og politiske partier søger indflydelse, især når der er lang tid, til de kan søge deres mandat bestyrket hos vælgerne. Midtens magt og indflydelse drager.

En ting synes overvejende sandsynlig, hvis man alligevel skal forsøge sig i den ovenfor lidt hånligt affejede spåmandskunst: Jo mere modvind regeringen møder, desto mere ihærdigt vil den søge at sætte sin omfattende reformdagsorden igennem. Dens upopulære eksistens må have en årsag, en begrundelse, der må nødvendigvis være en mening med galskaben.

Gensyn med pragmatismen

På arbejdsmarkedet har man formået at løse tidens opgaver trods bededagen. Fagbevægelsens overenskomstforhandlere har opnået et hæderligt resultat, arbejdsgiverne har været pragmatisk generøse for at imødekomme både inflationsudfordring og opstemmet vrede over den mistede fridag.

Nu mangler medlemmernes stemmer, med dem ved man jo aldrig, men det er dog bemærkelsesværdigt, at forligene er blevet positivt modtaget selv i nejbevægelsens kerneland, 3Fs byggegrupper. DR har kontaktet 36 afdelinger med en selvstændig byggegruppe, og her anbefaler 12 et ja, 7 siger nej, mens 17 enten er uafklaret eller undlader at komme med en anbefaling til medlemmerne.

Pragmatismen genfindes i Folketinget. Regeringen har opgivet sin mest hovne attitude, der toppede, da man fandt på at gøre tilslutning til bededagsinddragelsen til adgangsbillet til forsvarsforligsdrøftelser. Den idé er droppet, man vil gerne dele ansvaret for svære beslutninger. Omvendt har dele af oppositionen opgivet den mest stålsatte opposition. Man vil påvirke regeringens politik, have indflydelse.

"Man går fra regeringens side til arbejdet under parolen: Der er tre et halvt år til næste valg, for kun vi selv kan vælte os, og det har vi ingen planer om."

Det vil snart vise sig på uddannelsesområdet, hvor det vil være muligt at forhandle en mindre omfattende beskæring af kandidatuddannelserne til fordel for dimensioneringsinstrumentet – altså adgangsbegrænsning. Det vil regeringen være åben for, og det vil partier som Konservative og SF også.

Her vil formentlig ske et udskilningsløb i den tvedelte opposition, til trods for, at den onsdag markerede sig med en fælles appel om ikke at skære i kandidatuddannelserne. På venstre fløj vil afstanden mellem SF og Enhedslisten øges. Enhedslisten er fortsat ikke bange for at spørge folket, som det hed i Politiken i weekenden som en reaktion på SF-formand Pia Olsen Dyhrs principielle afvisning af folkeafstemningen som brugeligt værktøj på Christiansborg.

Pia Olsen Dyhr, som møder sit bagland ved denne weekends SF-landsmøde i Kolding, har ganske vist fået energisk modstand i folketingsgruppen for sin kurs, men har autoritet i SF til at stå fast. Hun forventes derfor heller ikke at have problemer med at sikre SFs fortsatte deltagelse i forsvarsforligskredsen. I hvert fald ikke, hvis NATO afstår fra at øge kravet om et forsvarsbudget ud over de nuværende to procent af BNP. Hvis der »blot« sker en hurtigere indfasning af toprocentsmålet, er det mere håndterligt for folkesocialisterne. Tilsvarende er SF-deltagelse i den magre finanslov sandsynlig.

Til højre arbejdes der for en reformakse af Radikale, Konservative og Liberal Alliance. Konservative har med deres universitetsudspil om adgangsbegrænsning frem for kortere kandidatuddannelser signaleret, at kursen ikke kun vil finde udtryk i Rasmus Jarlovs energiske angreb på de gamle venner i Venstre. Man vil forsøge sig med den gamle parole om arbejdsomme borgerlige stemmer også.

Kort sagt: Regeringen, som under bededagsslaget stod over for ni forenede oppositionspartier, har udsigt til flere og skiftende samarbejdspartnere i Folketinget og et mindre anspændt politisk klima. Samtidig må det indgå i oppositionspartiernes overvejelse, at et regeringsarbejde forankret hen over midten ikke behøver dø ud efter næste folketingsvalg.

Store velfærdsreformer

I retning af samarbejde trækker også de meget store velfærdsreformer, som regeringen varmer op til. Somme har tolket de mange kommissionsforberedelser, som er indskrevet i regeringsgrundlaget, som en slags syltekrukker, men der er utvivlsomt lagt op til større ændringer.

Tirsdag præsenterede regeringstoppen en kommission anført af topchef i Kræftens Bekæmpelse Jesper Fisker, der skal komme med forslag til en ny organisering af sundhedsvæsenet. Man får et år til arbejdet, hvis mål er at skabe »et forebyggende og sammenhængende sundhedsvæsen med mere lighed, nærhed og bæredygtighed«. Udfordringen er stadig flere behandlingskrævende samtidig med betydelige udfordringer med at finde tilstrækkeligt personale.

Internt i regeringen står kun Moderaterne for det synspunkt, at regionerne skal nedlægges. Samlet set er det en dagsorden født til at tiltrække Folketingets partier.

På ældreområdet er der også lagt op til omfattende ændringer. Lars Løkke skitserede tænkningen på Moderaternes årsmøde: Stadig flere ældre vil have købekraft til bedre velfærd – blandt andet i kraft af deres pensionsordninger – mens en større gruppe alene vil være overladt til offentlig hjælp.

Men da staten og kommunerne hverken kan følge med økonomisk eller i forhold til de nødvendige ansættelser, vil ældreområdet som velfærdssektor blive splittet i et A-hold og et B-hold. Helt automatisk, uden politiske ønsker eller beslutninger herom, er analysen.

Regeringen ønsker at flytte penge, ansvar og handlefrihed ud i institutionerne, ikke ud i kommunerne. Rigtig mange interessenter har rettigheder på spil her – de ældre, staten, kommunerne, pensionskasser, velfærdsinstitutioner – så det vil også udløse realpolitisk interesse blandt de talrige partier på Christiansborg.

Man går fra regeringens side til arbejdet under parolen: Der er tre et halvt år til næste valg, for kun vi selv kan vælte os, og det har vi ingen planer om. Selv de fremtidskyndige politiske iagttagere kan få svært ved at dementere den parole.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-13/samfund/efter-oproeret

ARNE HARDIS (f. 1958), politisk redaktør, forfatter. Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 1986. Roskilde Tidende, Socialistisk Weekend, Land og Folk, A-pressen, Weekendavisen siden 1998. Har skrevet Æresretten (2003), Forræderens dagbog (2005), Idealisten (2008), Klassekammeraten (2010) og Den kætterske socialdemokrat (2018).

 

AHIS@WEEKENDAVISEN.DK

HANS MORTENSEN (f. 1958) er politisk journalist, som siden 1995 har fulgt slagets gang på Christiansborg. Indtil 2002 som journalist og politisk redaktør på Ekstra Bladet siden som reporter på Weekendavisen. Har skrevet bøgerne: De fantastiske fire (2005) om Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Svend Auken, Tid til forvandling (2008) om fornyelsen af Venstre, Det, Svend mener, er... (2009) - en interviewbog med Svend Auken samt redigeret antologien Helt forsvarligt (2009) om udfordringerne i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

 

HAMN@WEEKENDAVISEN.DK